Tito Vilanova – den helt rigtige for Barca

Bragt i Tipsbladet den 3. maj 2012

– Jeg har det fint, tak.

Sådan lyder den sætning, som Tito Vilanova har gentaget flest gange siden den 22. november 2011. Faktisk siger han disse ord så mange gange om dagen, at han er ved at være en smule træt af det. Han forsøger dog at bevare tålmodigheden, tæller til tre og trækker vejret dybt, inden han gentager den evindelige remse.

– Jeg har det fint, tak.

Sagen er den, at Tito underkaster sig en månedlig kontrol på Vall d’Hebron hospitalet i Barcelona for at være sikker på, at hans kræfttumor i ørespytkirtlen ikke vender tilbage. For mere end fem måneder siden blev han hasteindlagt i over fem timer for at få fjernet en ondartet kræftknude.

Siden har han været under streng medicinsk behandling og desuden været udsat for regelmæssig strålebehandling. I dag synes alt dette at være glemt. Det minder blot om en svær periode i hans liv.

– Det onde er fortid, lyder en fast bestanddel af hans sproglige repertoire.

Således bemærker man knap nok operationsarret på hans hals, som han under alle omstændigheder forsøger at skjule ved at gå med striktrøjer med høj krave eller halstørklæder.

Han er så forfængelig, at da han som ung boede på Barcelonas fodboldskole »La Masia« og delte oplevelser og lektioner med Pep Guardiola, så var han altid den sidste, der kom ned til morgenmad, fordi han brugte adskillige minutter foran spejlet på at ordne sit hår. Hans holdkammerater gav ham derfor øgenavnet “Greven”.

Han mistede dog en stor del af sit aristokratiske image ved spisetid, hvor han kastede sig over maden som en sand ædedolk. Han satte så meget til livs, at Pep og ham selv hurtigt sluttede sig til »Penya Golafre« [en klub for ædedolke] sammen med Jordi Roura, som i øjeblikket lader til at blive Barcelonas assistenttræner. De tre plejede at konkurrere om, hvem der kunne spise mest på kortest tid. De lavede ædekonkurrencer foran deres måbende holdkammerater, der ikke kunne begribe, at tre så slanke og atletiske kroppe kunne rumme så meget mad.

Francesc Tito Vilanova blev født for 42 år siden i en lille landsby i Empordà provinsen i Catalonien, hvor hans forældre havde en urtehave og en grønthandlerbutik. Han begyndte hurtigt at udfolde sit talent på den lokale klub Palafrugells ungdomshold, hvor han skilte sig ud med sin imponerende højde [tankestreg] 1,78 meter i en alder af bare 12 år [tankestreg] og sin tekniske kunnen. I 1984 forlod han landsbyen og tog til Barcelona for at indtage hele verden. Hans tid på »La Masia« udviklede ham som person og gav ham erfaringer for livet samt om muligt endnu mere appetit på fodbolden. Han fik desuden adskillige gode venner, som i dag arbejder som hans medhjælpere i klubben, for eksempel Jordi Roura og Aureli Altamira. Sidstnævnte står for den fysiske træning og havde selv ry for at være en spinkel og elegant spiller.

Vilanova nåede aldrig at debutere for Barças førstehold i en officiel kamp, men derimod i en venskabskamp. Det var således ét af skæbnens luner, der fik Johan Cruyff til at tage to unge knægte med til venskabskampen imod catalanske Banyoles, hvilket betød debut til Pep Guardiola  – og til Tito Vilanova, der efter pausen kom på banen i stedet for sin ven. Det var både første og eneste gang, at Tito spillede med førsteholdet. Således er den 1. maj 1989 en dato, som den kommende Barcelona-træner aldrig vil glemme.

Træneren Jorge D’Alessandro, der er en lidenskabelig forsvarer af Peps måde at lede Barça på, var den første til at give Tito en vej væk fra Barça, da han blev klar over, at klubbens ledelse ikke så nogen fremtid i den unge spiller. Han skiftede således til Figueres, hvor han var med til at spille playoff-kamp om oprykning til Primera División i 1991-92, men holdet endte med at tabe til Cádiz.

Derefter fulgte en række forskellige hold –  Celta, Badajoz, Mallorca, Lleida, Elche og Gramanet  – og han blev således til en vaskeægte fodbold-globetrotter, og samtidig sugede han en masse viden og erfaring til sig fra de forskellige trænere, som hver havde deres egen metode og tilgang til spillet.

Hans karriere som fodboldspiller nåede sit højdepunkt imellem 1992 og 1995, da han spillede i alt 26 kampe i Primera División for Celta og scorede et enkelt mål.

Det er denne mand, der har haft det mod – nogle vil endda mene den dumdristighed – at sige ja til stillingen som Pep Guardiolas afløser. Tito indledte sin trænerkarriere som træner for Barcelonas ungdoms B-hold (cadete B), hvor han stiftede bekendtskab med de to store personligheder Fábregas og Piqué.

– Han var et sandt leksikon; faktisk kalder Iniesta ham stadigvæk for »Leksikonet«. Han vidste meget om alting og vi betragtede ham med en næsten guddommelig beundring,«siger Cesc Fábregas til Tipsbladet og tilføjer:

– Tito tager aldrig nogen tilfældige beslutninger; han tænker altid tingene grundigt igennem først, understreger Fábregas og forsikrer:

– Hvis der er nogen, der er i stand til at videreføre Peps arv, så er det Tito; hele truppen har bifaldet beslutningen, og vi har ønsket ham tillykke.

Tito har i sin korte karriere som træner haft den ære at være én af de første til at arbejde sammen med verdens bedste fodboldspiller, Lionel Messi.

Dengang var han en “forskrækket og ekstremt genert dreng,” som Tito sagde for nylig i et interview, som han ellers ikke har givet mange af.  Men når det kommer til stykket, fik Tito kun glæden af at træne “La Pulga” i meget kort tid, for Joan Laportas nyudnævnte vicepræsident, Sandro Rosell, afskedigede ham i 2003 som ungdomstræner i klubben. Det er således skæbnens ironi, at det er selvsamme Rosell, der ni år senere valgte at give ham tøjlerne til førsteholdet.

Når man spørger klubbens nuværende sportsdirektør, Andoni Zubizarreta, “hvorfor lige Tito og ikke en anden?”, så svarer den tidligere målmand uden antydning af tvivl i stemmen:

– Han repræsenterer alle de fodboldmæssige værdier og tanker, som klubben står for; vi kender hans store evne til at analysere tingene og forberede spillerne til hver eneste kamp. Han arbejder altid dedikeret, også selv om han er ved at segne af træthed. Han er mere end kvalificeret til opgaven og hans personlighed er som skabt til at fortsætte projektet med klubben.

Alt sammen sagt skarpt og med eftertryk af FC Barcelonas tidligere førsteholdskeeper.

De, der kender ham godt, fremhæver hans indadvendte person, men samtidig hans stærke personlighed. På det fodboldmæssige område har han nydt godt af sit forhold til store fodboldpersonligheder som Carles Rexach og Johan Cruyff, selv om det var sidstnævnte, der satte ham af Barcelonas førstehold og i stedet overlod pladsen til Danny Müller, der var kæreste med hans datter.

I de år, som han tilbragte på “La Masia”, brugte han ikke kun tiden på at “sluge”alle de lækre retter, som man satte foran ham i spisesalen. Han sugede også til sig af denne særlige tilgang til spillet, hvor man forsøger at spille modigt og bevare bolden. Der er således mange, deriblandt Guardiola og Rosell, der betragter ham som den mest komplette varetager af Barças fodboldfilosofi ud over Guardiola selv.

Faktisk har Vilanova haft indflydelse på et stort antal af Guardiolas beslutninger de seneste år. Det bedste eksempel er uden tvivl beslutningen om at ændre Messis position på banen, da dennes evner ikke blev udnyttet ordentligt ude på fløjen, hvorfor man valgte at placere argentineren i en mere central position, hvor han er mere med i spillet og således kan sætte større præg på kampene. Det var også Tito, der insisterede igen og igen på at skrive kontrakt med David Villa med argumentet: “Vi har brug for særlige spillere, fordi vi er anderledes end de andre hold.”

Og det var ligeledes ham, der fik hentet den fortabte søn Cesc Fábregas hjem til Catalonien. Og hvis der er nogen, som bør takke Tito for hans blinde tiltro til ham, så er det Sergio Busquets. Vilanova gik så vidt som til at deltage i en middag med spillerens far, Carles Busquets, for at forsikre ham om, at han ville triumfere på førsteholdet som det defensive omdrejningspunkt på midtbanen. Hans mest betroede blandt de nuværende spillere er imidlertid Xavi Hernández.

– Vi kan snakke om alting, men fodbolden er vores lidenskab, forklarer den centrale midtbanespiller til Tipsbladet.

– Da jeg blev klar over, at Tito skulle være vores nye træner, blev jeg utroligt glad. Jeg ved, at han får opfyldt sit livs drøm. Xavi definerer Tito som en »rendyrket træner, hvilket vil sige én af dem, der taler lidt og handler meget.

Da Tito fortalte Guardiola om det tilbud, som Andoni Zubizarreta havde givet ham, opmuntrede Pep ham og sagde “du skal overtage posten, hvis du føler dig stærk nok til det.”

Og ja, Tito føler sig stærk som en okse.

Stædig og arbejdsom har han taget imod udfordringen med et barns naive forventningsglæde, men også med den samme ansvarlighed, som ses hos en statsmand i en krisesituation.

Mange lærte Titos navn at kende, da Mourinho stak en finger i øjet på ham og denne svarede igen ved at give portugiseren et slag over nakken. Denne gang har træneren virkelig formået at overraske sine venner:

– Jeg kender ham temmelig godt, og du skal ikke lade dig narre af hans slappe udseende, for han har en skræmmende styrke, fastslår hans ven og kollega, den fysiske træner Emili Altamira

Da han sagde “ja” til Zubizarreta, skete det uden tanke på hverken kontrakt eller klausul. Det var et spontant, oprigtigt og ærligt “ja”. Der skal tids nok være tid til, at hans repræsentant Josep María Orobitg – som også er repræsentant for Guardiola – kan ordne papirarbejdet og lukke aftalen. Faktisk talte Zubizarreta og Tito ikke engang om kontraktens længde. Visse steder i en ellers så forrykt fodboldverden er et håndtryk tilsyneladende stadig nok til at indgå en aftale.

Og imens hans drøm er ved at gå i opfyldelse, er der stadigvæk finalen i Copa Del Rey som et springbræt til fremtidig storhed. Samtidig kan han følge sin lille søn Adrià, som spiller i Barcelonas lilleputafdeling, og som allerede begejstrer sine tilskuere, der hævder, at han allerede nu overgår sin far i spillemæssige evner og talent.

– Det burde han også med den lærermester, svarer Tito ømt til de rosende ord om hans afkom.

Tito Vilanova
Født: 17. september 1969 i Figueres, Spanien

KARRIERE SOM SPILLER
1988-1990: Barcelona B  [tankestreg] 52 kampe 6 mål
1990-1992: UE Figueres [tankestreg] 72 kampe  6 mål
1992-1995: Celta de Vigo [tankestreg] 26 kampe 1 mål
1995-1996: CD Badajoz [tankestreg] 33 kampe 2 mål
1996-1997: RCD Mallorca [tankestreg] 10 kampe 0 mål
1997-1998: UE Lleida [tankestreg] 21 kampe 3 mål
1998-2000: Elche CF [tankestreg] 29 kampe 1 mål
2000-2002:  UDA Gramanet  [tankestreg] 29 kampe 2 mål

KARRIERE SOM TRÆNER
2002-2003: Ungdomshold B Barcelona
2003-2004: FC Palafrugell
2004-2006: UE Figueres
2006-2007: Terrassa FC
2007-2008: Barcelona B (assistenttræner)
2008-2012: FC Barcelona  (assistenttræner)
2012- : FC Barcelona