Video : Tipsbladet
La Liga

Pure opspind: Her er sandheden om AC's fremtid

Historien om FC Barcelonas interesse i at sælge Andreas Christensen har absolut intet på sig. Ifølge Tipsbladets oplysninger skal den danske stjerne ingen steder, da både klubben og spilleren er yderst tilfredse med samarbejdet.

Én gang for alle. Andreas Christensen skal ikke væk fra FC Barcelona. 

FC Barcelona hentede Andreas Christensen på en fri transfer for halvandet år siden, og dermed vil de spanske mestre kunne gøre en kæmpe fortjeneste ved at sælge den danske stjernespiller videre til en anden storklub. 

Nærmest siden Andreas Christensens første dag i FC Barcelona har der været rygter om danskerens fremtid, og senest har den spanske avis Sport skrevet, at Barcelona planlægger at sælge 'AC', der ifølge avisen skulle være i søgelyset hos de engelske giganter Manchester United og Newcastle. 

Ifølge Tipsbladets oplysninger er historien fra Sport dog pure opspind.

Andreas Christensen er slet ikke på vej væk fra FC Barcelona, og den danske landsholdsstjerne skal ingen steder. Hverken nu eller til sommer. 

Det er ingen hemmelighed, at FC Barcelona har en skrantende økonomi, hvilket har været medvirkende til de mange spekulationer om Andreas Christensen og andre værdifulde spillere, der potentielt kan indbringe FC Barcelona store summer. 

Andreas Christensen har dog været i startopstillingen i 14 ud af Barcelonas 19 ligakampe i denne sæson, så danskeren er stadig en helt essentiel spiller i den spanske storklub. 

Spekulationerne om, at Andreas Christensen skulle være utilfreds med at sidde på bænken i enkelte kampe, er også fuldstændig forkerte. 

Ifølge Tipsbladets oplysninger er Andreas Christensen yderst tilfreds med at være i FC Barcelona, hvor danskeren nyder stor tillid fra trænerstaben og ledelsen. 

Fantastisk debutsæson
Trods FC Barcelonas lidt mere svingende resultater i denne sæson har Andreas Christensens skifte til spansk fodbold da også været en stor succeshistorie indtil videre. 

I forsvarsspillerens første sæson i FC Barcelona var Andreas Christensen med til at sikre den catalanske klub La Liga-titlen på overlegen vis. Samtidig blev den danske stjerne nærmest på ugentlig basis fremhævet for sine individuelle præstationer af de store spanske sportsaviser. 

De flotte præstationer i FC Barcelona har også ført til, at Andreas Christensen i sidste uge blev kåret til årets mandlige danske fodboldspiller af DBU og Spillerforeningen. 'AC' løb med prisen foran Rasmus Højlund og Joachim Andersen. 

I denne sæson har FC Barcelonas pointhøst været mere mager i La Liga, hvor Xavis tropper her halvvejs igennem sæsonen ligger nummer tre i tabellen, syv point efter Real Madrid og Girona. 

Den 27-årige Andreas Christensen har kontrakt med FC Barcelona helt frem til sommeren 2026.