Var et skifte fra Chelsea til FC Barcelona et skridt op? Fra Champions League mestrene året forinden, til nogen der igen håbede på snart at blive det. Det spørgsmål var der en del, der stillede på Andreas Christensens vegne, som rygterne om et skifte fra England til Spanien tog til i styrke i løbet af foråret 2022.
Den danske landsholdsspiller var klar til det næste skridt. Klar til endelig at træde ind på scenen som en af verdens bedste forsvarsspillere, tilmed i den klub han altid havde drømt om at repræsentere. Hverken mere eller mindre. Som fremtidig afløser for Gerard Piqué.
Han skulle være manden, der igen kunne være med til at opbygge Barcelona ved at bygge Barcelonas spil op nede bagfra. Et mesterskab senere, det første siden 2019, med Andreas Christensen i en nøglerolle i en tæt på historisk defensiv, og så lignede Barcelona for alvor stedet, hvor han skulle udfylde sit potentiale.
Der var glæde den dag, da Barcelona i maj måned sikrede sig det spanske mesterskab. 2-4 ude mod lokalrivalerne fra Espanyol, og så kunne de ellers fejre triumfen. Lidt for meget til Espanyols fansenes smag, der løb ind på banen for at jage de dansende Barcelona-spillere ud af midtercirklen. Ud af deres stadion.
Da undertegnede i minutterne efter tumulten interviewede Andreas Christensen i katakomberne under den ene tribune, var han ét stort smil. Stolt over mesterskabet. Det første han for alvor havde sin aktie i, da han i Chelseas mesterskabssæson i 2015 kun fik 12 minutter i sæsonens sidste kamp. Stolt over den defensive præstation, som Barcelona havde ydet. Stolt over sin egen medvirken til den præstation. Andreas Christensen var på toppen af karrieren og i sin bedste fodboldalder. Barcelona var tilbage på toppen af La Liga, og nu skulle de sammen så også tilbage til toppen af europæisk fodbold. Men i denne sæson er hverken Barcelona eller Andres Christensen på toppen.
Status her ved vinterpausen er, at Barcelona godt nok stadig er med i Champions League, mens de i ligaen er hele syv point efter Real Madrid og sensationsholdet fra Girona.
Det skyldes blandt andet, at de har indkasseret 21 mål i de foreløbigt 18 kampe i sæsonen. Et enkelt flere end i hele sidste sæson. Og hvad skyldes den defensive usikkerhed, når nu holdet netop er blevet forstærket i de geledder i sommerpausen?
Et jubilæum med mørke skyer
Det spørgsmål søges der også svar på i Spanien, og et af de svar går i retning af Andreas Christensen. Danskeren kunne i årets sidste kamp mod Almería fejre kamp nummer 50 for Barcelona, men det blev et jubilæum med grå skyer, som sportsavisen AS skrev dagen efter.
For god en god ordens skyld skal det her indskydes, at AS er en sportsavis med hovedsæde i Madrid, og at historierne til tider er endda meget farvede af deres tilhørsforhold til særligt Real Madrid. På samme måde som det gør sig gældende i catalanske Sport og El Mundo Deportivo, hvor historier om Barcelona får et anderledes positivt skær.
Men det er nu ikke kun de Madrid-baserede sportsaviser, der har noteret sig Andreas Christensens fald i niveau.
”Der er ingen tvivl om, at hans bedste periode i FC Barcelona var i slutningen af sidste sæson omkring 2-1-sejren i El Clásico på Camp Nou, hvor de reelt sikrede sig mesterskabet. Der stod han stærkest, men siden er der sket meget. Andreas Christensen har i denne sæson leveret nogle halvdårlige præstationer, hvor han har kostet mål, og der har været nogle situationer, hvor han ikke har optrådt med den suverænitet, som han tidligere har gjort. Så hvor det for et halvt år siden var tydeligt, at Barcelonas foretrukne makkerpar i centerforsvaret var Ronald Araujo og Andreas Christensen, så er billedet af FC Barcelonas forsvarshierarki nu meget mere grumset,” lyder det fra Morten Bruun, der er ekspert og kommentator for TV 2 på blandt andet La Liga.
Kampen mod Almería kort før jul blev på sin vis et billede på Andreas Christensens efterår i Barcelona. Han fik chancen fra start mod La Ligas absolutte bundprop, og selvom han ikke var impliceret i gæsternes mål kort før pausefløjtet, var det ham, der blev ofret i pausen efter en mindre god præstation.
Akkurat som han blev det i sæsonpremieren, da Barcelona ude mod Getafe måtte nøjes med 0-0 og som det gentog sig i 4-3-sejren ude mod Villarreal et par uger senere. På samme måde som han efter en skidt kamp mod Girona, hvor han var stærkt impliceret i den første af gæsternes scoring, efter noget så atypisk som en placeringsfejl, også måtte sætte sig til rette for at se den resterende knap halve time af kampen fra bænken. De kampe har Morten Bruun også noteret sig, men for ham er det faktisk et andet opgør, der for alvor illustrerede, hvor Andreas Christensen er havnet henne i Barcelonas interne rangorden.
”Kampen mod Atlético Madrid (den 3. december, red.) nager, fordi det var den kamp, der tydeligst fortalte os historien om FC Barcelonas forsvarshierarki. Her havde Xavi alle mand klar i defensiven og valgte at stille med tre midterstopper fra start, og her var Andreas Christensen altså fjerdevalg. Så gik Inigo Martínez i stykker under opvarmningen, og det var selvfølgelig ‘glædeligt’ nok, men det ændrer ikke på, at han havde modtaget signalet om, at der i så definerende en kamp var tre andre, der stod foran ham. Det må have rystet ham.”
Portugisisk rotation
Men hvorfor er det, at ham der blandt fans og enkelte medier blev omtalt som sidste sæsons bedste handel i hele La Liga, tilsyneladende er havnet nederst i køen om spilletid?
En af årsagerne er portugisisk. For da Barcelona i slutningen af sommerens transfervindue havde held til at få en lejeaftale på plads med Manchester Citys João Cancelo, rykkede det ved nogle mekanismer. I mesterskabssæsonen hed firekæden næsten uden undtagelse Alejandro Balde, Andreas Christensen, Ronald Araujo og Jules Koundé, hvor de to sidstnævnte skiftedes lidt til at indtage pladsen som højre back. Det var dem, der sammen med en storspillende Marc-André ter Stegen sørgede for, at Barcelona vandt ligaen.
Men nu fik Xavi en decideret højre back. En der langt om længe matchede definitionen på den slags spiller, som de havde eftersøgt. For João Cancelo er det tætteste, Barcelona har været på at finde afløseren for Dani Alves, efter mange forskellige spillere ellers har været prøvet af siden brasilianerens afsked i 2016.
Han er offensivt indstillet, kommer i feltet, kommer i overlaps og kan vigtigst af alt indgå kombinationsspillet på den sidste tredjedel af banen. Så naturligvis skulle han spille. Og selvom han også har vikarieret på venstre back i stedet for Alejandro Balde, så har han flyttet både Jules Koundé og Ronald Araujo ind mere permanent i midterforsvaret, hvorfor det sammenholdt med Iñigo Martínez’ ankomst denne sommer betyder, at der principielt er fire spillere til kampen om pladsen i midterforsvaret.
Billedet bag tallene
Kigger vi på statistikken over antallet af kampe spillet i denne sæson for de fire midterforsvarere, ser det egentlig ganske fornuftigt ud. Ja, man kunne ved første øjekast næsten efterlades med det indtryk, at Andreas Christensen faktisk har været mere fast end i sidste sæson. For han har fået spilletid i sammenlagt 18 ud af sæsonens 24 kampe. Flere end Ronald Araujo (16) og Iñigo Martinez (10) og kun en enkelt færre end Jules Koundé (19). Men bag statistikkerne gemmer sig også et billede af, at det kun er blevet til så mange kampe, fordi hans konkurrenter på skift har været skadet.
Eksempelvis begyndte Andreas Christensen inde i El Clásico i oktober måned, fordi Jules Koundé først lige var kommet tilbage fra en skade. João Cancelo blev rykket frem som wing, mens Ronald Araujo i det opgør blev benyttet som højre back for at eliminere truslen fra Vinicius Junior, som han havde haft held med så mange gange tidligere i kampene mod Real Madrid.
Men ellers er uruguayaneren indiskutabelt førstevalget i midterforsvaret. I flere af efterårets sidste kampe har han haft anførerbindet om armen, og selvom det var ham, der var impliceret i begge scoringer mod Almería, så var det som nævnt Andreas Christensen, der måtte vige pladsen i løbet af kampen.
Ronald Araujos popularitet er tydelig for enhver, der i de senere par år har overværet en Barcelona kamp på enten Camp Nou eller Montjuïc. For de vil have hørt publikum brøle på deres kæledægge, når han nok engang satte en hård tackling ind. Uruguayo, uruguayo, uruguayo! Måske er Ronald Araujo i det opbyggende spil mere begrænset i sine egenskaber end sin danske kollega, men i Barcelona har man historisk set også kunne værdsætte en kriger, der vil give alt for trøjen. Fra Migueli over Carles Puyol.
Og så er spørgsmålet måske også, om vi tillægger Andreas Christensens egenskaber med bolden for meget værdi?
”Jeg tror godt, der kan være en tendens til, at vi i Danmark overvurderer Andreas Christensens evner i det opbyggende spil. For hvis han var så god, hvorfor kommer Kasper Hjulmand eller Xavi det så ikke nærmere at spille ham på midtbanen? Lige præcis i tilfældet FC Barcelona i dette efterår, da man ret hurtigt fandt ud af, at Oriol Romeu ikke kunne udfylde rollen, havde det da været oplagt at afprøve Andreas Christensen på den position, men det virkede ikke som en mulighed. Men nogle gange, og oftere end vi tror, handler det også bare om, at trænerne vælger de spillere, de synes der er bedst og ikke så meget om, hvem der har den bedste afleveringsfod eksempelvis. Andreas Christensen er den mindst hårde af de fire stoppere, og det betyder også noget. Duelstyrken, og her er han jo ikke noget særligt. Han taber også sine hovedstødsdueller,” lyder det fra Morten Bruun, inden han uddyber:
”Skulle man lave en top 20 over de bedste midterforsvarer, tror jeg, at en del fodboldiagttagere fra Danmark ville have Andreas Christensen i blandt, men det tror jeg ikke, der er mange fra andre lande, der ville. Jeg tror helt generelt, at Andreas Christensen bliver vægtet i mere gunstigt lys i Danmark end så mange andre steder.”
Til salg?
Det virkede ellers til, at de i Spanien også var begyndt at vægte Andreas Christensen højt hen mod slutningen af sidste sæson. SPORT omtalte ham som indiskutabel i startopstillingen, en af Xavis nøgler fremadrettet og hæftede sig ved hans gode pasninger, både de korte og lange, hvor han var blandt de bedste 1 procent i hele La Liga. Men nu er historien en anden.
De mindre gode præstationer har, sammenholdt med Barcelonas pressede økonomiske situation, sat gang i rygtemøllen. God nok er Andreas Christensen på kontrakt frem til sommeren 2026, men Barcelonas økonomi er stadig i en forfatning, der gør, at de er nødt til at sælge spillere for at få regnskabet til at løbe rundt. I følge SPORT så overvejer de af selvsamme årsag at sælge en af deres centrale forsvarsspillere, da lejesvenden hos Real Betis, den blot 20-årige, Chadi Riad, der har fået fint med spilletid i denne sæson, forventes at blive indlemmet i førsteholdstruppen i den kommende sæson, når han vender retur.
Af de fire nuværende midtstoppere i truppen er det utvivlsomt Ronald Araujo, der kan generere den største transferindtægt, og blandt andet Bayern München er blevet meldt meget interesseret, men uruguayanerens stjerne hos både fans og Xavi gør, at han også er den af de fire, som Barcelona nødigst vil sælge. Iñigo Martínez kan med sin alder på 32 år og skadeshistorik ikke indbringe alverden, og så står valget mellem Jules Koundé og Andreas Christensen.
Franskmanden er godt to år yngre og har en større værdi, men problemet er, at han blev hentet til for en anslået pris på 50 millioner euro forud for sidste sæson, hvor han blev udstyret med en kontrakt frem til 2027.
Det kan forekomme en lille smule teknisk, men i regnskabstermer betyder det, at købesummen er fordelt ud over fem år, hvorfor han hvert år koster Barcelona 10 millioner euro, som så skal bogføres. Skulle han sælges til sommer, efter to sæsoner i klubben, for en pris på eksempelvis 60 millioner euro, så ville de 30 millioner, som Barcelona fortsat mangler at betale skulle modregnes i den pris i indeværende regnskabsår, og dermed ville den umiddelbare fortjeneste blot være på 30 millioner euro.
En joker, i den forsvarskabale der skal lægges næste sommer, er, at Eric Garcia efter planen kommer tilbage fra sin lejeperiode hos Girona, hvor han for tiden nyder stor succes. Eric García var manden, der i første omgang var udset som den kommende styrmand i FC Barcelona grundet sin fortid på La Masia, sin uddannelse under Pep Guardiola i Manchester City og sit gode blik, men også han måtte konstatere, at egenskaberne med bolden ikke betyder alt trods prædikatet som Gerard Piqués kommende afløser.
Ingen bekymring i forhold til EM
Barcelonas pressede økonomi kan altså blive en faktor denne sommer i forhold til Andreas Christensens fremtid i klubben, men skulle det komme så vidt, at det ender med et skifte, er det næppe danskeren, der kommer til at forcere det, vurderer Morten Bruun.
”Der hvor Andreas Christensen er i sit fodboldliv, og med sidste sæson in mente, så er det en utilfredsstillende situation, at han ikke længere er en del af Barcelonas idealopstilling. Men det er jo på ingen måder katastrofalt, og hvis jeg var ham, ville jeg også tage det lidt med ro. Ikke være aktiv i forhold til at søge ny klub og i stedet sige, at - Jeg har ikke stået lige så skarpt, så måske det er fair nok, at jeg er havnet i denne situation. Han skal nok få masser af kampe og spilletid, så jeg er heller ikke bekymret i forhold til kampformen frem mod EM til sommer. Og så er der jo bare noget over det at repræsentere enten FC Barcelona eller Real Madrid. Det er det største, en fodboldspiller kan opnå, noget magisk, og jeg tror da heller ikke, at Andreas Christensen tænker, at han endnu har udlevet sin spanske drøm.”
