Spurgte du tusindvis af tilfældige spaniere på gaden, hvem der ville føre La Liga ved juletid, ville alle på nær ganske få formentlig svare Real Madrid eller FC Barcelona.
I år er historien dog en anden. Anført af et tidligere Superliga-flop, et par unge brasilianere og en omskolet hollænder med pacemaker tordner et lille hold fra Catalonien frem. Girona FC er blevet holdet at slå i Spanien.
De var det første hold til at nå 40 point i de europæiske topligaer, og før dette efterår havde kun Real Madrid, FC Barcelona og Atlético Madrid formået at hente svimlende 44 point efter 17 spillerunder i Spanien.
Med et innovativt og sammenvævet system har Míchel sat lille, upåagtede Girona på landkortet og gjort catalonierne til hele fodboldeuropas kæledægger anno 2023.
Men hvad gemmer sig bag succesen i den lille flække med godt 100.000 indbyggere tæt på den franske grænse? Og hvor varigt er projektet, der for alvor fik vind i sejlene i 2017? Det er spørgsmål som disse, Marc Bernad Suelves ofte bliver bedt om at forholde sig til i disse uger.
Skribenten på sportsavisen AS dækker fast Gironas kampe og træninger og har derfor et indgående kendskab til udviklingen, klubben aktuelt befinder sig i.
“Hele landet er på den anden ende over hvad de præsterer i øjeblikket. De er blevet ganske populære og høster pt. frugterne af det dygtige arbejde, der har fundet sted i klubben i årevis”.
“Der er efterhånden mange år mellem disse solstrålehistorier i Spanien, og mange finder det brugbart for ligaen, når et charmerende bekendtskab som Girona stikker næsen frem”, indleder han.
Det blot fjerde år i La Liga
Med en kapacitet på 15.000 pladser, er Gironas hjemmebane, Montilivi, for nuværende det mindste stadion i hele La Liga. Og selve konstruktionen og arkitekturen, ligner hvad det er. Et levn fra fortiden.
Faciliteterne lever ingenlunde op til spillernes bedrifter på grønsværen i år, og indbyggerne i byen finder det heller ikke naturligt, at bruge sin lørdag aften eller søndag eftermiddag på at tiljuble Míchels udvalgte.
Dertil stikker fodboldens rødder ikke dybt nok i den urbane by, der blandt andet blev brugt under indspilningerne af TV-serien Game of Thrones og er hjemsted for flere Michelin-restauranter og gastronomiske oplevelser.
Med sin blot fjerde optræden nogensinde i den bedste række, er man altså ikke for hårde ved Girona, hvis man blot udnævner dem til en parentes i den spanske fodboldhistorie.
Fra stiftelsen i sommeren 1930 og indtil for ganske nylig var succeskriteriet derfor mere end opfyldt, hvis man befandt sig på anden eller tredje hylde og nåede en runde videre i pokalturneringen.
Og det er først i nyere tid, at Blanquivermells, de røde og hvide, er blevet relevante.
I 2010 gik en række lokale forretningsfolk sammen og købte godt tre fjerdedele af klubben.
Det blev startskuddet på flere fine sæsoner i toppen af Segunda Division, hvor først Rubi og siden hen Pablo Machín førte Girona frem til de afgørende oprykningskampe. Det forjættede land lod dog vente på sig, men efter et par glippede forsøg lykkedes det førnævnte Machín at rykke holdet op i La Liga i 2017.
Førsteåret gik over al forventning. Med en organiseret og kalkuleret tilgang til kampene lukrerede oprykkerne ofte på Cristhian Stuanis veludviklede målnæse og blik for omstillingsspillet.
Evner, der kastede 21 sæsonmål af sig og en plads som nummer fem på topscorerlisten bag ikoniske navne som Lionel Messi, Cristiano Ronaldo, Luis Suárez og Iago Aspas.
Hvedebrødsdagene varede dog ikke ved, og allerede året efter måtte Girona atter indstille sig på, at kampprogrammet indebar besøg på knapt så mondæne adresser i Numancia eller Mirandés, inden man igen vendte tilbage til La Liga forrige sæson.
Præsterer som et tophold
“Alle kan danse en sommer” sagde en tidligere fodbold-boss engang. Og samme frase kan bruges om Gironas efterår i La Liga.
Kan det vare ved, spørger mange sig selv?
Eller slipper kræfterne op før eller siden og hverdag bliver atter hverdag i regionen, der i så mange år har tilhørt Barca? Finkæmmer man en række tal og parametre, synes Gironas nuværende succes på banen dog mere organisk end tilfældig.
Lilleputten, hvis totale lønbudget svarer til Real Madrids udgifter på målmandsposten i år, er ligaens mest effektive mandskab og får netmaskerne til at blafre på cirka hver femte afslutning de sender af sted mod mål. Catalonierne er samtidig det hold, der har fået flest mål fra bænken, når kampene spidser til. Otte gange er det allerede hændt, og sidst det skete var i 4-2 sejren over naboerne, da Valery og Stuani kom ind og afgjorde tingene mod mægtige FC Barcelona tidligere på måneden.
Med kun 22 mand i aktion indtil nu i sæsonen, er det kun Mallorca der har trimmet truppen mere end Míchel, og med to mand i top fem over ligaens mest pasningssikre spillere og en boldbesiddelsesprocent på over de 55 er måden hvorpå sejrene kommer i hus, til at få øje på.
Hovedarkitekten bag dette er cheftræneren. Som ikke-catalonier, og madrilener, havde Míchel noget at skulle bevise, da han blev ansat i klubben i sommeren 2021. Han tillærte sig derfor hurtigt sproget, så han kunne debattere i øjenhøjde med klubbens fremmeste personer, præsidenten og sportsdirektøren, Delfí Geli og Quique Cárcel.
Og efter afskedigelser og relativt lunkne ophold i Rayo og Huesca, er Míchel, eller Miguel Ángel Sánchez Munoz som det borgerlige navn lyder, på rekordtid blevet synonym med klubbens optur, forklarer Marc Bernad Suelves.
“Han har en enorm betydning for den nuværende succes. Som spiller kunne han også godt lide at styre og diktere spillet og de tanker, har han taget med på tegnebrættet”.
“I bestræbelserne på at bevare kontrollen i kampene, arbejder han mere proaktivt end den fleste, og han er hverken bange for at skifte system eller opstilling undervejs. Uanset om holdet fører eller er bagud”.
Stilen med de begavede pasninger og positionsløse spillere kædes ofte sammen med et hold under Pep Guardiolas vinger. Og med berettiget grund.
Beherskelsen af det catalanske sprog åbnede nemlig sidste år op for et unikt venskab i fodboldens verden. Under VM-slutrunden i Qatar blev en træningskamp mellem Girona og Manchester City begyndelsen på et tæt bånd mellem Míchel og Pep Guardiola.
Siden er kontakten holdt ved lige via telefoniske og digitale samtaler, ligesom Guardiola ikke har været sen til at invitere Girona-træneren til Manchester for at overvære kampene fra Etihads fineste sæder eller på træningsanlægget til flere milliarder kroner.
Guardiola til Gironas kamp mod Getafe.
“Venskabet med Guardiola har vokset sig større og større og fylder efterhånden meget for træneren og mennesket Míchel. De elsker begge at gå ned i detaljen og analysere hvert et komma og minder på rigtig mange måder om hinanden”, fortæller AS-journalisten.
Helt tilfældigt er det dog ikke, at netop disse to trænere, med godt 1.700 kilometers afstand i fugleflugt, har fundet fælles fodslag.
En del af City Football Group
For mens mange kender til Abu Dhabi United Group og sheik Mansours engagement i Manchester City, er det formentlig gået de flestes næser forbi, at Girona F.C. blev en del af porteføljen i City Football Group for seks år siden.
Dengang havde Pablo Machín som tidligere nævnt netop ført holdet op i La Liga for første gang med spillere som Bono, Pablo Marí og Pablo Maffeo på tærsklen til et gennembrud.
Siden konglomeratets indtog i den blå del af Manchester i 2008 har udvidelser fundet sted på flere kontinenter. Mellem opkøbene i Manchester og Girona trådte City Football Group også ind i ejerkredsene i New York, Melbourne, Yokohama og Montevideo, og efter knappenålen blev anbragt i Catalonien er investeringerne fortsat i Kina, Indien, Belgien, Frankrig, Italien og senest i Brasilien, da Esporte Clube Bahia kom med i inderkredsen i starten af maj måned i år.
I takt med Gironas færd fra sejr til sejr i dette efterår, er koblingen og udbyttet af klubbens tilhørsforhold til City Football Group blevet et emne for debat.
“Mange peger fingre af Girona og påstår, at de kun er noget hertil grundet båndet til deres ejere. Den præmis køber jeg ikke. De profiterer af ejerskabets vidtrækkende netværk, men de må også anerkendes for en række ting”.
“De lejeaftaler og øvrige handler, de har foretaget sig forud for denne sæson, har rykket dem flere niveauer. Skulle man placere holdene ud fra deres budgetter og udgifter, ville Girona indtage 13. pladsen i La Liga”, siger Suelves.
Én af de omtalte lejesvende, Yan Couto, topper lige nu assistlisten i La Liga, ligesom kun Jude Bellingham har scoret flere mål på de spanske stadioner i efteråret end Artem Dovbyk. Du ved, ham ukraineren, der for fire-fem år siden ikke kunne komme på holdet i FC Midtjylland eller SønderjyskE og kun startede i tre af sine 36 Superliga-kampe, hvor sølle tre mål blev udbyttet.
På midtbanen spiller Aleix García og Yangel Herrera rollerne som “good cop, bad cop” bedre end de fleste politifilm fra Hollywood.
Fra hver sin side mestrer Arnau Martínez og Miguel Gutiérrez at glide ind som en ekstra centraltliggende spiller, ligesom Daley Blinds lederegenskaber får fans af de røde fra Manchester til at sukke om at comeback til Old Trafford.
Det høje pointsnit og den øgede eksponering har gjort en række af Girona-spillerne til attraktive varer i salgsvinduet.
Men grundet relationen til City Football Group bør et ophørsudsalg til januar ikke komme på tale.
“Flere af spillernes navne vil formentlig dukke op på diverse rygtebørser, men min forventning er egentlig, at de formår at fastholde enheden, der har bragt dem så langt”.
“Faktisk har jeg en større forventning om, at de forstærker sig, end at de bliver svækket."
"Et stort internationalt navn som Donny van de Beek har været oppe og vende, men han ryger nok til Bundesligaen. Men det fortæller mig, at Girona er blevet en interessant adresse for mange dygtige spillere”.
Småt med overraskelser i La Liga
Skulle Girona ende med at fuldbyrde eventyret og indbringe City Football Group mere hæder end den Manchester City i rigelige mængder har sørget for de seneste år, vil det ikke alene være enestående i sin isolerede forstand, men også i spansk fodbold generelt.
Gennem en længere årrække - nogen vil hævde, at det mere eller mindre altid har været sådan - har et trekløver suget al næringen fra marken og efterladt rækkens øvrige blomster som vissent ukrudt.
I løbet af de seneste 39 La Liga-sæsoner er overraskelsen kun fundet sted tre gange. Her har enten Valencia eller Deportivo formået at besejre overmagten og distancere Real Madrid, FC Barcelona og Atlético Madrid til sekundære placeringer i de pågældende år.
Vi skal tilbage til 2004, for at finde det seneste spanske mesterskab der ikke endte i hænderne på de tre giganter, og selvom første halvdel af indeværende sæson åbner døren på klem for en romantisk fortælling, vil et mesterskab til Girona være naturstridigt i alle henseender.
“For at være ærlig, giver jeg dem ikke mange procenter. Flere mindre hold har præsteret godt i noget tid af en sæson, men det kræver noget helt særligt, at slå både Real Madrid og FC Barcelona hen over 38 kampe”.
“De piller ved logikken i øjeblikket, og folk fra alle regioner har bemærket, hvad de har bedrevet. Deres nuværende spil og tal matcher det, det kræves for at blive mester. Og på mange måder ville det være fantastisk for spansk fodbold, med et opråb til giganterne fra et hold der under normale omstændigheder hører til langt nede i tabellen”, afslutter den spanske journalist.
Gironas bedste slutplacering var i debutsæsonen i 2018, hvor 51 point rakte til en 10. plads. Den pointhøst kan allerede matches i midten af januar, når catalonierne gæster bundproppen fra Almeria i 20. spillerunde.
