Chokerende: Barca har aldrig været så langt nede

Da Simon Kuper tidligere på sommeren sendte manuskriptet til sin nye bog om FC Barcelona i trykken, gjorde han det i forventning om, at Lionel Messi også i den kommende sæson ville være Barcelona-spiller.

Men da bogen ”Barça” i denne uge udkom, var Messi fortid i klubben Barça. Og hvordan har Kuper det så med det?

Har Messi-dramaet givet ham den perfekte timing for en bogudgivelse? Eller havde han foretrukket stadig at være i skrivefasen, så bogen kunne inkludere den forbløffende historie om Lionel Messis farvel til Catalonien?

”Jeg kan se begge sider af det. Men mest af alt er det perfekt timing. Jeg bliver ringet op hele tiden af aviser og andre medier, for alle vil høre noget om Messi og forstå, hvad der er sket. Så han har hjulpet min bog. Man skulle næsten tro, jeg havde planlagt det med ham,” griner Simon Kuper i telefonen fra Valencia, hvor han i denne uge skulle have holdt lidt ferie.

Og der er da også god grund til, at medier fra alverdens lande søger svar hos en af sværvægterne i den internationale fodboldjournalistik.

Siden han i 2019 gik i gang med arbejdet på bogen, har Simon Kuper været øjenvidne til en tumultarisk periode spækket med dramaer, skandaler og intriger, som nu er kulmineret med de bevægende dage, hvor den største spiller i Barcelonas historie grådkvalt måtte forlade klubben mod sin vilje.

”Jeg er overrasket over, at de ikke kunne løse det og få skabt en mulighed for, at Messi kunne fortsætte. Men samtidig er det alt sammen lidt forudsigeligt, for klubbens kollaps har været undervejs i et stykke tid. Det har jeg selv bevidnet, mens jeg skrev bogen,” siger Kuper.

Den 51-årige journalist og forfatter blev født i Uganda, voksede op i Holland, har som verdensborger haft sit hjem i flere forskellige lande og bor i dag i Paris og arbejder som journalist på Financial Times.

Han brød igennem som ung skribent i tyverne med den prisbelønnede bog ”Football Against The Enemy” (1994), der byggede på rejser til 22 forskellige lande og udmøntede sig i en række beretninger om fodboldens stærke kraft og betydning for samfundet.

Et af besøgene gik til Barcelona i efteråret 1992, og siden da har Kuper med jævne mellemrum genbesøgt klubben i Catalonien.

”Jeg har altid været fascineret af Barça. Jeg voksede op i Holland, så min barndomshelt var Johan Cruyff. Cruyff skabte Barcelonas fodbold, så ligesom alle andre i Holland følte jeg, at Barcelona lidt var som en hollandsk klub,” siger Simon Kuper.

Storhed og fald
Men hvorfor ligefrem skrive en bog om FC Barcelona?

Og hvorfor gøre det netop nu? Klubben er i forvejen en af de mest gennemportrætterede i verden, men Simon Kuper fik alligevel en ide om, at der ville være noget nyt at berette, da han i 2019 som så mange gange før lagde vejen forbi Camp Nou.

”Jeg skulle skrive en artikel om Barcelona for Financial Times, og da jeg var der, bemærkede jeg, at de åbnede dørene for mig. Du er selv fodboldjournalist og ved, hvor svært det kan være at få adgang til aktørerne i de store fodboldklubber. Men her oplevede jeg, at hvis jeg bad om et interview, så fik jeg det,” fortæller han.

”De behandlede mig lidt som et medlem af klubben, delvist fordi jeg er kommet der gennem så mange år. Så jeg tænkte, at jeg burde udnytte den adgang til at skrive noget mere end blot en artikel. Så jeg spurgte mine kontakter i klubben: ’Hvis jeg skriver en bog, vil I så blive ved med at åbne dørene for mig?’ De sagde: ’Ja, ingen problemer’. De krævede ikke noget til gengæld og har først læst bogen, da den var færdig."

"Så jeg begyndte at tale med en masse mennesker i klubben. Både spillere, trænere og tidligere præsidenter, men også – og især – personer, som arbejder i kulissen: psykologer, ernæringseksperter, ungdomstrænere, læger. Jeg forsøgte at tegne et billede af klubben som en arbejdsplads.”

Meget er sket, siden Simon Kuper i 1992 besøgte Barcelona. Dengang havde Johan Cruyffs berømte Dream Team netop vundet Europa Cup’en, og samme sommer havde Barcelona med succes afholdt OL. Barcelona og Catalonien var i fremgang, men stadig stod fodbolden blot ved porten til globaliseringen og de forandringer, der fulgte med.

”Dengang i 1992 var det stadig en catalansk klub med en stærk lokal forankring. Næsten alle deres tilhængere var borgere i Catalonien, og klubben blev drevet af mennesker, der havde kendt hinanden siden barndommen. For dem var akademiet La Masia vigtigt. Når de ledere så 13-årige talenter på ungdomsholdet og forestillede sig at se dem på førsteholdet ti år senere, så ville de have en forventning om, at de selv stadig ville være del af klubben til den tid,” siger Simon Kuper.

”30 år senere er FC Barcelona en global klub og den mest fulgte i verden på sociale medier. Og følgerne i Asien, Amerika og Afrika har ikke nogen forbindelse til Catalonien og har aldrig besøgt Camp Nou. Kinesiske Barcelona-fans er ligeglade med Catalonien og historien og med sloganet ’Més que un club.’ Men for lokale fans er det stadig ekstremt vigtigt,” fortsætter han.

”Så Barcelona har skullet forsøge at bevare den stærke position som en social institution i Catalonien og samtidig åbne sig mod hele verden. Der ligger en selvmodsigelse i det, som de har forsøgt at håndtere.”

Længe skete det med succes, hvor netop den lokale forankring blev del af Barcelonas globale brand og gjorde klubben til noget særligt. Men i den periode, hvor Simon Kuper arbejdede på sin bog, var det småt med succes; den ene skandale blev fulgt af den næste, og samtidig ramte en pandemi klubben hårdt.

”Da jeg gik i gang med bogen, troede jeg, at jeg skulle fortælle historien om klubbens opstigen til storheden. Mens jeg skrev, gik det op for mig, at jeg også skulle beskrive historien om dens fald. Det blev tydeligt for mig, at klubben var ved at kollapse,” siger Simon Kuper.

Dovenskabens pris
Det er nu ti år siden, at Pep Guardiolas Barça tronede på Wembley som Champions League-vinder for anden gang på tre sæsoner og havde vundet tre mesterskaber i træk. Klubben fremstod nærmest usårlig og som selve modellen for en succesrig fodboldklub.

Kontrasten fra den position til det nuværende ragnarok kunne nærmest ikke være større. Så hvad er der gået galt? Og hvornår begyndte det at gå galt?

”Når man er nummer et, stopper man med at tænke. Man bliver doven. Dengang havde de det bedste ungdomsakademi i verden. Det gjorde, at de andre storklubber begyndte at kopiere det i stor stil. De ansatte trænere fra La Masia, og de kopierede tankerne om, hvordan fodbold skal spilles. Som et spil, der er baseret på korte afleveringer og tekniske færdigheder,” siger Simon Kuper.

”Det engelske landshold denne sommer er et godt eksempel på den udvikling. Før i tiden havde England aldrig Barcelona-agtige spillere. Nu har de Phil Foden, Jadon Sancho, Bukayo Saka og Raheem Sterling. Små fyre, som før i tiden aldrig ville havde fået chancen i engelsk fodbold. De har nu været i stand til at slå igennem, fordi ethvert engelsk akademi i dag er som La Masía."

"Det samme gælder i Tyskland og sikkert også i Danmark,” fortsætter Kuper og henviser til den nu tidligere danske U/21-landstræner, Albert Capellas, som i sommer vendte tilbage til FC Barcelona, hvor han i 00’erne var koordinator for akademiet.

”Capellas var en vigtig kilde i min bog. Han har spredt tankegangen fra La Masía til Danmark, til Israel og til Kina og de steder, han ellers har været. Det er de tanker, som grundlæggende stammer fra Cruyff, der som spiller i Ajax med Rinus Michels som træner opfandt det 21. århundredes fodbold, som siden blev udtrykt på bedste vis af Barcelona."

"Men nu har alle kopieret Barcelona, og imens stoppede Barcelona med at tænke selv og videreudvikle sig, så de kunne bevare deres position. Så i dag spiller klubber som Liverpool, Manchester City og Bayern München den slags fodbold bedre, end Barcelona selv gør. De klubber har overtaget The Barcelona Way fra Barcelona,” siger Kuper.

Samtidig har Barcelona op gennem 10’erne skullet forsøge at følge med den hæsblæsende udvikling i fodboldøkonomien. I den engelske Premier League boomede økonomien, og samtidig investerede de mellemøstlige regimer store summer i fodbolden. Imens stod Barcelona og rivalerne fra Real Madrid tilbage med deres status som medlemsejede klubber og forsøgte at følge med de opskruede transfersummer og spillerlønninger.

”I fortiden var det i højere grad en styrke for Barcelona at være medlemsejet. Før tv-penge kom til at dominere fodbolden, tjente klubberne deres penge på anden vis. Og da havde Barcelona sine socis , 150.000 klubmedlemmer, som betalte mange penge til klubben hvert år."

"De penge kunne Barcelona bruge til at købe verdens bedste spillere, og derfor kom Cruyff og Maradona og Ronaldo til Barcelona. Men i dag er de penge langt mindre vigtige i en tv-tidsalder, så klubbens status som medlemsejet er i dag snarere en økonomisk hæmsko. Men samtidig elsker vi klubben for det. For der er mange smukke elementer ved det,” siger Simon Kuper.

Trods den forvredne konkurrence duellerede Barcelona økonomisk med de nyrige storklubber op gennem 10’erne. Dyre spillere blev købt til klubben, og det gav Champions League-titlen i 2015 med Luis Suárez og Neymar som supplement til Lionel Messi.

Men netop Neymar har været en nøglefigur i den nedtur, der siden fulgte. I 2017 udløste Paris Saint-Germain hans frikøbsklausul på 220 millioner euro og efterlod Barcelona som en rig, men såret kæmpe.

”Barcelona var på det tidspunkt den rigeste klub i verden. I 2018 blev det den første sportsklub i verden med en omsætning på mere end en milliard dollar. De tjente så mange penge, men ødslede dem væk efter Neymar. De brugte dem på dårlige indkøb, blev dårligt ledet af Josep Maria Bartomeu og betalte Messi alt for mange penge,” siger Simon Kuper.

”I begyndelsen af 2020 begyndte det at stå klart for mig, at den var helt gal. Suárez blev skadet og var ude i fem måneder, men de havde ingen penge til at købe en ny angriber. De forsøgte at hente Cédric Bakambu i Kina og ringede til ham og spurgte: ’Vil du spille for Barcelona?’ Han tænkte: ’Wow! Det havde jeg aldrig forestillet mig.’ Han hoppede på et fly til Hongkong, og der fik han så et nyt opkald, inden han skulle videre med næste fly."

"Barcelona kunne ikke købe ham alligevel. I stedet endte de med senere at købe Martin Braithwaite, da de fik en ny skade. Han er en god spiller, men ikke en Barcelona-spiller. Så de var i problemer. Det blev tydeligt, at fundamentet var ved at krakelere,” siger Kuper.

”Og så ramte pandemien, og de mistede mange penge. Normalt bliver 30.000 billetter til hver kamp på Camp Nou solgt til turister, så FC Barcelona er del af turistøkonomien i langt højere grad end Manchester United og Real Madrid. Jeg spekulerede over, hvordan de mon ville komme igennem det økonomisk. Og samtidig tabte de mesterskabet i 2020, og de tabte 8-2 til Bayern München i Champions League.”

”Det var på sin vis forudsigeligt, for de havde flere år i træk tabt stort i Europa, mod Liverpool, Juventus og Roma. Alle de andre hold fandt ud af, at hvis man presser Barcelona i et højt tempo, så overlever de ikke. Men den dag i Lissabon stod det klart, at der ikke var noget tilbage. De stod med et meget gammelt hold, fyldt med spillere, som ingen ville købe. Med lønninger, som spillerne ikke ville kunne få nogen andre steder. Det virkede håbløst. Og Messi så det samme og sagde til klubben, at han ville væk.”

Slave af Messi
Og så er vi tilbage ved ugens hovedperson: Lionel Messi. Den mand, der har personificeret Barcelonas storhed, siden han debuterede på førsteholdet som 17-årig i 2004.

Efter at det i årevis har været en historie om succes for både Messi og Barça, er hans afsked nu blevet det helt konkrete billede på klubbens dybe fald.

”Messi er både et offer og en medskyldig i denne historie. Eller jeg vil i højere grad sige, at hans far Jorge er medskyldig. I mange sportsfamilier bliver udøveren fortalt af sin familie, at han bare skal dyrke sin sport, og så tager familien sig af alt andet."

"Sådan har det været i familien Messi. Messi har aldrig selv forhandlet sin løn eller skjult penge fra skattevæsnet. Det var faderens ansvar. Jeg tror ikke, at Messi selv ville kunne svare på, hvad hans løn var gennem årene. Og jeg tror ikke, han var bekendt med, at Barcelona havde økonomiske problemer indtil sidste år,” siger Simon Kuper.

”I mange år var det sådan, at Messi kunne sige sin kontrakt op hver sommer og forlade klubben gratis. Det gjorde, at Jorge Messi kunne gå til klubben og sige: ’Min søn skifter måske klub denne sommer, medmindre I giver os en stor lønforhøjelse.’ Så mellem 2014 og 2020 blev Messis løn tredoblet. Det var det rene vanvid. Til sidst tjente han alene mere end hele truppen i andre klubber,” fortsætter Kuper.

Samtidig blev Barcelonas sportslige afhængighed af Messi større og større, i takt med at ikoniske profiler som Xavi og Andrés Iniesta takkede af, og præsident Bartomeu ramte skævt på transfermarkedet med dyre køb af blandt andre Philippe Coutinho, Ousmane Dembélé og Antoine Griezmann. Til sidst var Messi Barcelonas eneste håb, og det gav ham en enormt magtfuld position ifølge Simon Kuper.

”Internt i klubben ved alle, hvad Messi mener. Folk forstod, at Messi gerne ville af med Ibrahimović i sin tid, for Messi ønskede ikke en stor frontangriber, der stod i vejen for ham. Og folk vidste, at han ville have Neymar tilbage i 2019."

"Fra Messis synsvinkel var det en katastrofe, at Neymar var blevet solgt. Han så Neymar som sin perfekte holdkammerat. Barcelona prøvede også at få ham tilbage, men havde ikke pengene til det,” siger Kuper.

”Messi har stærke holdninger. Men han har aldrig haft noget ønske om at vise sin personlighed udadtil. Han er ligeglad med, hvad du eller jeg måtte tænke om ham. Han vil helst have, at ledelsen og træneren tager beslutningerne."

"Det skal bare være de beslutninger, han selv ønsker. Han har været irriteret og vred på Bartomeu og har mest af alt ønsket, at klubben ville gøre det bedre. Når det kommer til trænere, vil Messi bare have, at de ikke er alt for komplicerede. De skal bare sætte de bedste spillere på banen, og så skal spillerne nok ordne det,” siger Kuper.

”Alle i klubben har været meget bange for Messi. Han kunne få træneren fyret, hvis han ønskede det. Enhver træner vidste, at hvis Messi blev sur på ham, så var det slut.”

En depression
Set i lyset af den økonomiske elendighed kan det i dag være svært at forstå, at FC Barcelona for mindre end et år siden ikke accepterede at sælge Messi, da han efter 8-2-nederlaget til Bayern München selv ønskede at blive solgt. Men ifølge Simon Kuper gjorde de stærke bånd mellem klubben og Messi et frivilligt salg til en umulighed.

”Ser man nøgternt på det, så var Messi 33 år sidste sommer, og der var interesse fra Manchester City og andre klubber. Barça kunne have sagt: ’Okay, Leo, det har været fantastisk at have dig her."

"Nu sælger vi dig for 150 millioner euro og sparer din løn. Det vil give os frihed til at opbygge et nyt, ungt hold. Vi vil ikke være sentimentale.’ Men Barcelona er bare en meget sentimental klub. Det er en rigtig klub, ikke en virksomhed. Og at have Messi på holdet var blevet en afgørende del af klubbens identitet. Så det var umuligt for dem at gøre det. Det ville ikke være sket for en mere forretningsorienteret klub som de store engelske,” siger han.

I stedet endte det med, at den sønderskudte økonomi satte et i hvert fald foreløbigt punktum for historien om Lionel Messi og FC Barcelona, efter at den tilbagevendte præsident Joan Laporta i foråret ellers havde forsikret, at der nok skulle komme styr på Messis kontrakt.

”Det var dramatisk. Da Messi stod op om morgenen torsdag i sidste uge, troede han, at han skulle blive i Barcelona. Torsdag aften vidste han, at han skulle forlade klubben,” siger Kuper.

Og hvor efterlader det så FC Barcelona? Søndag går klubben ind til År 1 efter Messi, når LaLiga åbner med en kamp mod Real Sociedad på Camp Nou, hvor der for første gang siden pandemien vil være tilskuere til stede. Knap 30.000 ifølge covid-19-protokollerne.

”Barcelona har stadig brug for at komme af med en masse spillere for at holde sig inden for lønrammen. De prøver at komme af med spillere som Umtiti og Pjanić, men ingen vil betale deres løn. Så jeg ser bare et meget gammelt hold, og jeg ikke sikker på, at de kan registrere alle de nye spillere før januar."

"Måske vil de blive tvunget til at sælge Pedri eller Frenkie de Jong i løbet af de næste par år for at redde økonomien. Jeg tror ikke, La Masía kan redde dem. Folk som Albert Capellas ønsker at skabe et nyt Masía, men de vil aldrig igen få sådan en generation som i 00’erne, hvor de bedste spillere i verden kom fra klubbens eget akademi. Det sker en gang i vores levetid. Så jeg tror, det bliver nogle meget svære sæsoner. Lidt som vi så med Manchester United efter Alex Ferguson,” lyder Kupers ikke alt for optimistiske vurdering.

”Jeg har aldrig set klubben så langt nede i de 30 år, jeg har fulgt den, som den er nu. Da jeg var der i september sidste år, var den nærmest ramt af en depression. Jeg er ikke fan af Barcelona, men jeg kan godt lide klubben."

"Den har spillet det smukkeste fodbold, jeg har set, og jeg blev bevæget af den fodbold, som Messi og holdet gav os. Så det føles, som om jeg har skrevet om Romerrigets fald i min bog. Der var en strålende periode, og nu er det slut. Det er ret chokerende.”