Det står klart, at Xavi Hernandez forlader jobbet som cheftræner i Barcelona efter denne sæson. Det har han slået helt fast, men i klubben håber man alligevel på, at han i stedet kan få en anden rolle.
Det melder Catalunya Radio-programmet Barca Reservat.
Her forlyder det, at klubben gerne vil have ham ind som ambassadør for Barça Foundation. Dermed vil et nyt job i Barcelona være mere af institutionel karakter.
Det er noget, som Barcelona har til hensigt at udnævne i forbindelse med en offentlig præsentation i en af de kommende uger. Det er noget, som vil være med til at gøre, at Xavi føler sig værdsat.
Xavi har da også en lang karriere i Barcelona i bagagen. Som spiller nåede han at få 767 kampe for storklubben, hvor det blev til 85 mål og 185 assister for catalanerne.
Derudover har han været cheftræner for dem siden november 2021, hvor han i sin anden sæson i klubben vandt det spanske mesterskab.
I den seneste tid har der desuden været en række spekulationer om, hvorvidt man kunne få Xavi til at genoverveje sin beslutning om at stoppe i klubben, men han har siden selv fastslået, at han stopper.
I øjeblikket er Barcelona på andenpladsen i La Liga, men de har otte point op til Real Madrid på førstepladsen.