Guldprisen er høj på heden.
Selskabet bag FC Midtjylland, FCM Holding A/S, som også omfatter FCM Håndbold, havde i regnskabsåret 2014-15 et underskud på 64,7 millioner kroner mod et underskud på 15,6 millioner året før. Bestyrelsen kalder underskuddet ”mindre tilfredsstillende”. Det oplyser man på FC Midtjyllands hjemmeside.
Fodboldklubbens ambitioner om at vinde guld i Superligaen i sidste sæson har haft direkte indflydelse på det store underskud.
- Det større underskud skyldes ledelsens bevidste valg om ikke at sælge spillere men derimod forstærke truppen i bestræbelserne på at vinde klubbens første danske mesterskab, siger bestyrelsesformand Rasmus Ankersen.
Underskuddet er på trods af, at nettoomsætningen steg til 94,5 millioner kroner mod 84,3 millioner året før, hvilket er en fremgang på 12 procent.
FC Midtjylland havde i forvejen kalkuleret med et underskud på 35 til 40 millioner kroner samt en ekstraordinær engangsbetaling til den indiske investor Shrinivas Dempo på 10,4 millioner kroner, så Matthew Benham kunne købe sig ind i klubben.
FCM Holding a/s forventer et overskud i omegnen af fem millioner kroner i indeværende regnskabsår.