Video : Tipsbladet
Generelle

Kasper Hjulmand indkalder gardering til EM-truppen

Mathias "Zanka" Jørgensen træner i disse dage med landsholdet.

Mathias "Zanka" Jørgensens navn blev ikke råbt op, da Kasper Hjulmand i sidste uge udtog sin trup til sommerens EM.

Nu er Brentford-stopperen dog alligevel stødt til landsholdet i Helsingør. Det er han som gardering, meddeler DBU via det sociale medie X.

- Som gardering støder Mathias 'Zanka' Jørgensen til lejren i Helsingør, hvor han de næste tre dage vil deltage i træning og testkampen mod Sverige, skriver DBU. 

Danmark møder Sverige i en testkamp onsdag aften, og her kan "Zanka" altså komme i aktion.

Det er uvist, om det skyldes tvivl om eller skader hos nogle spillere. 

Mathias "Zanka" Jørgensen, 34 år, står noteret for 36 landskampe for Danmark og var blandt andet med under EM i 2021. I den forgangne sæson spillede han 18 kampe for Brentford.