Emmanuel Yeboah kom på tavlen for Brøndby mandag eftermiddag.
Der var dog kun tale om en Future Cup-kamp, men et mål er vel et mål?
Yeboah startede på toppen, da Brøndby hjemme på Bane 3 fik besøg af Lyngby. Førsteholdsspillerne Filip Bundgaard, Noah Nartey, Oscar Schwartau, Mateusz Kowalczyk, Clement Bischoff, Christian Cappis, Kevin Tshiembe, Sebastian Sebulonsen og Thomas Mikkelsen var ligeledes med fra start.
Det var således et slagkraftigt Brøndby-hold, der kort efter pause bragte sig foran i mandagens kamp.
Det blågule mandskab fik tildelt et straffespark, og her fik Emmanuel Yeboah ansvaret. Ghaneseren sendte sikkert bolden i nettet til 1-0. Yeboah har endnu ikke scoret for førsteholdet, men to mål er det nu blevet til i Future Cup.
I det 61. minut blev Brøndby-føringen fordoblet, og denne gang var det Sebastian Sebulonsen, der sendte bolden i nettet.
En tilfældigbold endte for fødderne for nordmanden, der fik prikket bolden i netmaskerne.
Nikolai ’Futte’ Baden fik efter 66 minutter gjort skaden mindre fra Lyngby, da han med et skud fra distancen scorede til 1-2.
’Futte’ har endnu ikke fået debut for Lyngby, siden han i januar vendte hjem tilbage til dansk fodbold, men den danske angriber er også gået længere tid uden at spille fodbold.
Flere mål kom der ikke i mandagens Future Cup-kamp, som altså ender med en 2-1-sejr til Brøndby.