Generelle

VM 2018 og 2022: Disse 24 bestemmer

DET BETÆNDTE VALG: Her er de 24  medlemmer af FIFA's eksekutivkomite, der bestemmer, hvor VM i 2018 og 2022 skal afholdes.

Menige medlemmer af FIFA's eksekutivkomite

Michel D'Hooghe, Belgien
64 år, medlem siden 1998. Læge og har ry for at være ubestikkelig. Er mest engageret i arbejdet som chef for FIFA's medicinske komite og arbejdet på sin egen klinik i Belgien, hvor han er en førende ekspert inden for genoptræning efter skader.

Ricardo Terra Teixeira, Brasilien
63 år, svigersøn af den tidligere FIFA-præsident Joao Havelange og medlem af komiteen siden 1994. Er blevet efterforsket for korruptionsanklager af en undersøgelseskomite i Brasiliens parlament, der blandt andet undersøgte betaling af returkommissioner og en komisk sag (som Teixeira faktisk har indrømmet), hvor Teixeira fik det brasilianske fodboldforbund til at købe mælk fra gårde, Teixeira ejede.

Mohamed bin Hammam, Qatar
61 år, medlem siden 1996. Bin Hammam er direkte støttet af Qatars overhoved, der satser voldsomt på sport. Bin Hammam er chef for FIFA's Goal Project, et udviklings-program, der uddeler midler til udvikling af fodbold, især i mindre velhavende lande, selvom et forbund som DBU også har fået midler. Disse udviklings-projekter svækker næppe Qatars chancer for at blive VM-vært. Er ifølge Daily Mail under efterforskning for at have byttet stemmer, muligvis med Spanien.

Senes Erzik, Tyrkiet
68 år. Var chef for FIFA's dommerkomite ved VM i 2002, hvor dommerne ikke ligefrem glimrede med strålende præstationer.

Chuck Blazer, USA
65 år, i komiteen siden 1996. Nær allieret med Jack Warner. Blev i en retssag mellem Mastercard og FIFA skældt ud af dommeren for at lyve i sit vidneudsagn. Har udtalt, at Adamu og Temarii blev lokket i en fælde af journalisterne fra Sunday Times.

Worawi Makudi, Thailand
58 år, medlem siden 1997. Rygterne går, at det ikke er nogen ulempe at spille venskabskampe mod Thailands landshold, hvilket England skal til juni næste år.

Nicolas Leoz, Paraguay
82 år, medlem siden 1998. I en retssag om omfattende betaling af bestikkelse fra medieselskabet ISL til ledende officials i blandt andet FIFA, viste det sig, at Leoz havde modtaget et sekscifret beløb i schweizerfrank i bestikkelse. Men da det på daværende tidspunkt ikke var ulovligt i Schweiz, er Leoz gået fri for dom.

Junji Ogura, Japan
72 år, medlem siden 2002. Har ligesom Michel D'Hooghe rygte for at være ubestikkelig. Har hidtil været trængt i magtkampen i det asiatiske fodboldforbund, hvor Sydkoreas Chung og bin Hammam fra Qatar dominerer.

Amos Adamu, Nigeria (suspenderet)
57 år, i eksekutivkomiteen siden 2002. Adamu ligner en færdig mand i FIFA-sammenhæng. Styrede igennem et årti nigeriansk fodbold med hård hånd og lænsede ifølge nigerianske og britiske medier både de nigerianske myndigheder, fodboldforbundet og klubber for mange millioner kroner gennem forskellige fupnumre. Ifølge den nigerianske journalist Olukayode Thomas er Adamus rigtige navn Babatunde Aremu, et navn Amos Adamu af uvisse grunde opgav.

Marios Lefkaritis, Cypern
63 år, medlem siden 2007. En driftig politiker med gode forbindelser i de mindre europæiske lande. Har spillet en vigtig rolle i tildelingen af EM 2012 til Polen og Ukraine. Har sagt, at han næsten har besluttet sig for, hvilket land han stemmer på til VM 2018 (uden at afsløre hvilket).

Jasques Anouma, Elfenbenkysten
58 år, medlem siden 2007. En relativt ukendt figur i FIFA-sammenhæng. Blandt kritiske journalister i Vestafrika er Anouma dog kendt for at lede et fodboldforbund, hvor pengene går til dyre hoteller og andre ikke-fodboldrelaterede aktiviteter, mens milliontilskud fra FIFA og den lokale industri ikke når frem til fodboldklubber og spillere, med mindre pengene bliver betalt til landets regering i stedet for til Anoumas fodboldforbund.

Franz Beckenbauer, Tyskland
65 år, medlem siden 2007. Har ifølge den tyske journalist Jens Weinreich særdeles tætte forbindelser til det skandaleramte og hedengangne medierettighedsfirma ISL, men der kendes ingen beviser for, at Beckenbauer skal have været involveret i noget ulovligt. En nær rådgiver er Fedro Radmann, der fungerer som lobbyist for Australien. Beckenbauer stemmer angiveligt på England til VM 2018.

Rafael Salguero, Guatemala
63 år, medlem siden 2009. Nær allieret med Jack Warner. Er det af de medlemmer, som FIFA's etiske komite undersøger for stemmebytteri i forbindelse med en mulig alliance mellem Spanien og Qatar.

Hany Abo Rida, Egypten
57 år, medlem siden 2009. Egyptiske medier mistænker Abo Rida for at have tjent personligt på indgåelse af tv-aftaler. Hælder sandsynligvis mod at støtte Qatar til VM 2022.

Vitaly Mutko, Rusland
63 år, medlem siden 2008. Den russiske minister for sport har støtte fra den magtfulde russiske premierminister Vladimir Putin, en støtte der går tilbage til de tos tid i St Petersborg i begyndelsen af halvfemserne. Mutko har markeret sig særdeles uheldigt i forbindelse med arbejdet på vinter-OL i den russiske by Sochi, da han formåede at brænde for omkring 170.000 kroner af på hotel og mad under det seneste vinter-OL i Vancouver.