- Det er utrolig skuffende.
Tyske Wehen Wiesbaden oplevede en kæmpe nedtur i den forgangne sæson. Klubben klarede nemlig ikke skærene i 2. Bundesliga.
Den tidligere FC København-spiller Marcus Mathisen var en del af det tyske mandskab, og nedrykningen er ikke noget, der behager ham.
- Det er selvfølgelig super ærgerligt specielt efter første halvdel af sæsonen. Vi fik mange point, og vi spillede godt. Det var svært at se, at det skulle gå sådan, så det var mærkeligt, at vi pludselig rykkede ned.
- Vi sagde til os selv, at vi fik alle chancer. Vi spillede mod alle hold, der lå under os, og dem tabte vi til, og derefter tabte vi i kvalifikationen. Vi tog ikke vores chancer, og vi var selv skyld i det, siger Marcus Mathisen til Tipsbladet og tilføjer.
- Det er utrolig skuffende. Jeg havde allerede mulighed for at tage til Wiesbaden den seneste vinter, da de var i 3. Liga. 3. Liga var ikke en del af min plan, så jeg tog derhen for at spille i 2. Bundesliga, så det er utrolig skuffende.
Det er en kæmpe drøm at spille for FCK igen.
Marcus MathisenTidligere FCK-spiller
Den danske forsvarer kom til den tyske klub for et år siden, men Mathisen går nu efter at komme væk.
- Det er klart, at jeg kigger mig da omkring. Jeg synes, at jeg har spillet en god sæson, og jeg ser, hvad der er af muligheder. Man må tage det, som det kommer. Hvis det bliver 3. Liga, så ved jeg, at jeg har et niveau, der er bedre end det. Så må jeg vise mig frem på den bedste måde.
- Hvis der kommer noget, må jeg snakke med Wiesbaden. Umiddelbart tror jeg, at der kommer til at findes nogle muligheder, og så må vi se, om vi kommer frem til noget, siger danskeren og tilføjer.
- Jeg har været utrolig glad for at være i Wiesbaden, og det er en fantastisk klub. Jeg er også klar på at tage fighten, hvis det bliver i 3. Liga, men kommer der andre tilbud, som Wiesbaden er tilfredse med, og jeg gerne vil, så vil jeg super gerne det.
Artiklen fortsætter under billedet.
Har stor FCK-drøm
Mathisen fortæller ligeledes, at han lige nu har et par løse tilbud på hånden fra forskellige lande.
Danskeren har udover FCK også en fortid i svensk fodbold i Halmstads BK, Falkenbergs FF og IK Sirius.
Det er dog FCK, der er det store trækplaster, hvis danskeren skal vende hjem til Skandanavien.
- Førsteprioritet er nok at blive ude. Jeg har været i Sverige, som er noget andet end Danmark, men det føles lidt som hjemme, og nu har jeg taget skridtet uden for Skandinavien. Det har været utrolig spændende.
- Det har givet mig smag på mere, så jeg vil så vidt muligt gerne blive ude, medmindre at det er top fire-fem–klubberne i Danmark. Det kunne også være en mulighed, siger Marcus Mathisen til Tipsbladet og tilføjer.
- Det er en kæmpe drøm at spille for FCK igen. Jeg ser stort set alle FCK’s kampe, og det er stadig en stor del af mig. Det kunne være en kæmpe drøm at skulle spille i FCK på et tidspunkt. Det siger jeg da ikke nej til. Hvis der kommer et tilbud fra FCK, så er det en større prioritet end at spille i 2. Bundesliga.
28-årige Mathisen blev noteret for 34 kampe for Wehen Wiesbaden i den forgangne sæson.
Da Mathisen var en del af FCK, blev det til fire førsteholdskampe i Superligaen. Han forlod FCK i sommeren 2016.
Danskeren har lige nu kontrakt med den tyske klub til sommeren 2025 med en option på et ekstra år.