Tomhed, traume og temperament i Århus

De siger, at tiden heler alle sår, og måske har de ret. Men der skal ikke megen kradsen i overfladen til for, at såret kan springe op igen, så det er med frygt for at glide tilbage i en lettere depressiv choktilstand, at jeg fortæller om én af de tre kampe på Århus Stadion, jeg husker mere end nogen andre.

Det var dagen, hvor de hviiie’ var sølle tre minutter fra at besejre Brøndby og bringe sig to point foran med tre runder igen. Det var næsten sommer, der var lidt sol, og det var søndag. Datoen sagde den 12. maj 1996, og dåbsattesten på jeres fortæller sagde 21 år. Dengang var en bytur om lørdagen med indtag af rigelige mængder alkohol ikke usædvanlig, men denne weekend skulle være anderledes. Ikke noget med at vågne op næste dag med tømmermænd. Det gjaldt AGF. Det gjaldt om at være frisk.
Billetterne var sikret i hård kamp med mange andre fodboldinteresserede århusianere flere uger i forvejen, og de skulle udnyttes fuldt ud.

Vi var kun et sølle point efter Brøndby med fire runder igen. En sejr ville sende os forbi dem og i direkte pole position til det første danske mesterskab siden 1986. Det ville heller ikke være mere, end vi fortjente efter en sæson med mange flotte kampe af det måske bedste AGF-hold nogensinde.

Der var både de lokale drenge, Stig Tøfting, Martin Jørgensen og Gunnar Lind – som også var lidt af en kultfigur – plus udefrakommende profiler som Thomas Thorninger, Håvard Flo og Torben Piechnik.

Træner Peter Rudbæk havde fået dem til at klikke, og tidligere på foråret lå AGF med et pænt forspring på førstepladsen. To dumme uafgjorte kampe mod Viborg, plus uafgjort mod Herfølge og Ikast, besværliggjorde imidlertid drømmen. Det krævede i hvert fald en sejr over Brøndby, men det var også muligt. Alle troede på det. Også mig.

Piechnik vinkede tilbage
Doc Martens-støvlerne blev snøret, de slidte jeans og cowboyjakken trukket på kroppen og det blå-hvide AGF-halstørklæde bundet om halsen. Jernhesten blev trukket ud af skuret på kollegiet i Viby J. Snart efter kom min ven Rasmus forbi, og vi cyklede ind mod scenen. Vejen gik ad Terp Skovvej i Fredensvang, hvor AGF’s træningsanlæg ligger. Vi var i så god tid, at spillerne først lige var ved at forlade anlægget og begive sig mod stadion.

Lige da vi passerede, kom europamester Torben Piechnik ud på parkeringspladsen foran den gule bygning med AGF-logoet på facaden, og da jeg vinkede voldsomt til ham og knyttede næven i en sejrssikker gestus, vinkede han igen og sendte et bredt smil, inden han satte sig i sin bil. Sådan. Fedt. Stemningen og selvtilliden var altså i top hos spillerne, konkluderede jeg. Mavefornemmelsen var rigtig god.

Torben Piechnik uddannede sig efter sit karrierestop til fysiurgisk massør og har i dag sin egen klinik i Hørsholm. Han erindrer dog ikke at have hilst på undertegnede den dag.

”Det er jo mange år siden nu, og selv om det var en stor kamp dengang, så står den lidt som en biting for mig i dag. Det er sådan, at som spiller husker man sine sejre længe, men er hurtigt til at glemme de negative oplevelser,” siger Torben Piechnik og lyder ikke som en mand, der har lyst til at rippe op i gamle sår.

Brøndby er hovedfjenden
Var der andet end pointene til mesterskabskampen på spil, siden hele Århus stod på den anden ende? Ja, så sandelig. Jeg tvivler på, at nogen anden modstander end netop Brøndby i den grad kunne have bragt kamplysten og spændingen op i århusianerne. Den gule farve på Vestegnens drenge har, så længe jeg kan mindes, virket som en rød klud på tilhængere af AGF. Det er som to modsætninger, der mødes, og i modsætning til andre af livets sammenhænge, er det aldrig sød musik, der opstår.

Jeg indrømmer gerne, at vi som århusianere har et vist mindreværdskompleks over for hovedstaden og alt det, som den repræsenterer og lader sig repræsentere af. FC Københavns fans vil indvende, at Brøndby netop ikke er hovedstaden, men for en AGF’er kommer det næsten ud på ét: De to store storkøbenhavnske klubber er hovedfjenderne. Skal man endelig graduere fjendskabet, kommer Brøndby ind på førstepladsen. AGF har trods alt et vist fællesskab i identiteten med FC København, som er Byens Hold i København, på samme måde, som AGF er Byens Hold i Århus.

AGF har altid været kendt som borgerskabets klub i Århus, mens Brøndbys identitet er arbejderklassen i den socialt belastede vestegn af København. Noget, der jævnligt har fået ”Brøndby på bistand”-råbene til at gjalde fra AGF’s fans, når de blå-gule var på plakaten.

Desuden glemmer mange i dag, at FC København i sine spæde år ofte underpræsterede fælt og ikke var AGF voldsomt overlegen på banen, sådan som Brøndby for det meste var. Så der var ikke den samme misundelse over for FC København, som der var over for Brøndby. En stor del af hadet til Brøndby bundede i misundelse. Brøndby var hovedleverandør til landsholdet og stillede i 1995/96-sæsonen op med profiler som de hjemvendte udlandsprofessionelle europamestre Lars Olsen og John ”Faxe” Jensen. Derudover var landsholdsaktuelle Allan Nielsen og Peter Møller plus målmand Mogens Krogh i startopstillingen denne skæbnesvangre maj-dag. Og Ebbe Sand sad på bænken…

Nerverne spillede et puds
Lige inden kampstart var hver en lille centimeter på lægterne besat. Vi selv stod på et ståafsnit og kæmpede en positionskamp med ligesindede for at kunne se ordentligt. 19.500 sagde det officielle tilskuertal på den moderniseringstrængte arena, og et par tusinde af dem var vel Brøndby-fans. I hvert fald var der helt gult på betonrækkerne, som grænser op til tennisbanerne ved siden af stadion.

Der var international stemning over den måde, stadionspeakeren præsenterede AGF-holdet. Han sagde fornavnet på spilleren, for eksempel ”Lars…” og så brølede stadion: ”Windfeld” tilbage i synet på ham.

Desværre sagde han ikke ”Martin…”, og vi brølede ikke ”Jørgensen”, for den senere Udinese-og Fiorentina-spiller var blevet skadet nogle uger tidligere mod Ikast og nåede ikke at blive klar.

Brøndby for sin del manglede Kim Vilfort.

Nerverne spillede tydeligvis begge mandskaber et puds i første halvleg. Kampens betydning, og muligvis den imponerende kulisse, vejede tungt på spillernes skuldre. Det var en gang nervøs småbold uden modet til at risikere for meget fremad banen, for det kunne jo udløse et boldtab og en hurtig kontra den anden vej. Det var derfor hverken specielt fortjent eller ufortjent, at langlemmede Peter Møller bragte Brøndby i spidsen, lige som uret rundede de 45 minutter. Men det lammede hovedparten af de knap 20.000 fans, som ude ved pølseboderne i pausen ikke kunne have forestillet sig, hvad der var i vente i 2. halvleg.
Hvad Peter Rudbæk sagde til spillerne inde i omklædningsrummet er ikke godt at vide, men det var et forvandlet AGF-mandskab, som gik på banen. Et hold, som endelig kastede forsigtigheden og angsten for at tabe over bord. Et hold, som intet havde at tabe, og som endelig forstod det.

Den Smilende Dræber
Vi havde jo Den Smilende Dræber den sæson. Lyslokkede, spinkle og blege Thomas Thorninger fra Ringkøbing lignede, og ligner, enhver svigermors drøm med sit høflige og tilbageholdende væsen. Men hold da op, hvor var han giftig i feltet. Han tordnede mål på mål ind og sluttede sæsonen som ligatopscorer med 20 træffere. Og byen tog ham til sig, som dens egen søn. En belæst søn, vel at mærke.

Min ven Rasmus studerede i lighed med Thorninger statskundskab på Århus Universitet, og han kunne berette, hvordan Thorninger flere gange havde siddet forlegen i kantinen med røde kinder, fordi hans medstuderende simpelthen rejste sig op og klappede af ham mandag formiddag efter endnu en målrus i weekenden.

Og så slog han til, da der var allermest brug for det. To kasser indenfor ti minutter, hvor han viste sit dræberinstinkt, sendte AGF i spidsen 2-1 og publikum i ekstase. Jeg husker endnu Brøndby-anfører Lars Olsens frustrerede gestikuleren mod holdkammeraterne nede i forsvaret efter føringsmålet. Ked af af sige det, Lars, men det var altså herligt at se.

Da så indskiftede Henrik ”Super” Mortensen – manden som tilbage i 1980’erne blev regnet for et af de største AGF-talenter nogensinde og blev kåret som Årets Fund i dansk fodbold – gjorde det til 3-1 med et kvarter igen, skulle den ged gerne være barberet. Nu måtte mægtige Brøndby da være knækket. Det her var så godt som et mesterskab i sækken.

Alle husker målmand Mogens Kroghs dramatiske udligning på hovedstød til 3-3 et par minutter før tid, og jeg skal nok sige et par ord om det, men AGF’s store fejl var i virkeligheden ved reduceringen til 3-2 af indskiftede Ebbe Sand. Opdækningen af den senere landsholdsspiller, som jeg allerede dengang så som en dansk Robbie Fowler, var katastrofal, og fordi målet faldt blot fire minutter efter Mortensens scoring, gav det lynhurtigt Brøndby den tabte moral tilbage. Med 11 minutter tilbage havde Brøndby masser af tid at løbe på, og de vidste det. AGF’erne begik den store fejl at trække sig tilbage til eget felt istedet for at fortsætte med at spille fodbold med Brøndby. Gennem 80 minutter havde de mere end matchet deres berømte modstandere spillemæssigt, så hvorfor fortsatte de ikke med det?

Chok, suk og koma
Tre minutter før tid fik Brøndby hjørnespark i højre side, og målmand Mogens Krogh stormede med op i feltet, for som han efterfølgende sagde: ”Om vi tabte 3-2 eller 4-2 var ligegyldigt”.

Keeperens størrelse og springkraft gav ham to hovedstødschancer. Den første snittede han kun, men bolden blev opfanget på baglinjen, spillet tilbage til venstre back Jens Risager, som sendte den højt ind i feltet igen. De næste sekunder knustes mit århusianske fodboldhjerte i tusinde stykker, og i den næste lange tid derefter udspillede episoden sig som en gåsehudsfremkaldende gyserfilm bag mine øjenlåg. For Mogens Krogh nåede højest mellem venner og fjender og pandede bolden uimodståeligt ind bag kollega Lars Windfeld. Det var game over.

”Jeg husker det som en stor forløsning for Brøndby, men en kæmpe skuffelse for os. Lige pludselig stod Mogens Krogh der bare inde i feltet sammen med os andre, og så scorede han. Vi havde et virkelig godt hold i den sæson og kunne være blevet mester, men bolden er rund i fodbold, og det går ikke altid, som man gerne vil,” siger Torben Piechnik i dag.

Chokket stod malet i ansigterne på alle omkring mig. Jeg tror, at jeg var en af de første til at reagere, da jeg smed mit AGF-halstørklæde ned i betonen og råbte nogle af de mest gængse skældsord. Vreden og skuffelsen var tæt på at udvikle sig til decideret raseri, da en mere behersket AGF-fan tæt på mig resigneret udbrød om Brøndby: ”De er altså mere professionelle”.
Gu’ var de ej. De var mere heldige, var de. Jeg opfattede Mogens Kroghs udlignende mål som fodboldhistoriens hidtil største uretfærdighed, og jeg ville i dette øjeblik ikke høre på saglige forklaringer. Vi havde på ingen måder været oppe mod et bedre hold, og vi skulle hverken have tabt eller spillet uafgjort, men vundet.

Middagen blev aflyst
Rasmus var også skuffet, men ikke på samme niveau som mig. Vi havde en løs plan om at tage ned i midtbyen og få noget aftensmad efter kampen, men da vi stod ude foran stadion, var jeg helt tom indeni. ”Det tror jeg ikke,” svarede jeg på Rasmus’ invitation. Kunne ikke klare tanken om at se på hoverende Brøndby-fans nede på gågaden.

”Ok, men vi ses jo snart igen, ikke?,” forsøgte han sig så.

”Ja… det ved jeg ikke… måske,” svarede jeg og satte mig op på cyklen. Vi skulle i hver sin retning.

Jeg må have virket dybt urimelig den dag, men ville bare hjem. Og jeg undgik ikke at cykle forbi støjende og hoverende Brøndby-fans alligevel, som opførte sig lige så urimeligt og viste bare kropsdele i trafikken. Lad os bare sige, at vi udvekslede ”bemærkninger”.

3-3-kampen blev for AGF skæbnesvanger på flere måder. Godt nok fik vi revanche i pokalfinalen ugen efter, men Brøndby snuppede mesterskabet, og i sommerpausen begyndte så den exodus af profiler, som i de efterfølgende år gjorde AGF til permanente nedrykningskandidater. Den norske angrebsbomber Håvard Flo skiftede til Werder Bremen, og AGF fik ”kun” bronze i 1996-97. I sommeren 1997 forsvandt Martin Jørgensen på en fri transfer til Udinese, Stig Tøfting på en fri transfer til OB, som tilbød flere penge i lønningsposen og Thomas Thorninger til Perugia. Ikke nok med, at stjernerne forsvandt. Man fik heller ingen penge for dem til at opbygge et nyt hold.

Kunne et mesterskab i 1996 have fået dem til at forlænge deres kontrakter med Champions League-fodbold som lokkemad? Måske. Men historien er skrevet og står ikke til at ændre. Efterdønningerne kunne mærkes som ti års krampetrækninger og dødskamp helt frem til nedrykningen ti år efter i 2006. Først indenfor det seneste års tid er optimismen og fremtidstroen vendt tilbage til fodboldårhus, hvor flagskibet ikke længere sejler rundt som et galehus. Men det er en helt anden historie.