På banen blev der givet og taget - og sådan er det også, når Stig Tøfting forholder sig til stort og småt i fodboldverdenenen som kommentator.
Det har Viaplays seere og Ekstra Bladets læsere kunnet konstatere gennem mange år, og nu bliver det også Tipsbladets brugere, der får råt for usødet, når Stig Tøfting springer ud som det traditionsrige fodboldmedies fodboldkommentator sideløbende med sit arbejde på Viaplay.
En tjans han glæder sig til.
- Efter jeg stoppede på Ekstra Bladet, har jeg stadig kunne mærke, at der var en masse ting, hvor jeg gerne ville blande mig i debatten, siger Stig Tøfting.
- Nogle gange er det sgu’ ved at boble over, så det bliver godt at komme af med mine holdninger igen. Jeg er vild med at lave tv på Viaplay, men det skriftlige format, hvor man kan udtrykke sig på en anden måde, er også fedt.
Samarbejdet mellem ‘Plæneklipperen’ og Tipsbladet er ikke helt nyt. Tøfting skrev under VM et par klummer for Tipsbladet som gæstekommentator.
Stig Tøftings primære fokus som kommentator bliver Superligaen. En liga, der ikke er verdens bedste, men som ifølge 'Tøffe' er den fedeste.
- Jeg ved sgu’ da godt, at der er flottere og hurtigere fodbold andre steder, men Superligaen har den nærhed, vi ikke får de andre steder. Det er i Superligaen vi kan diskutere med trænere og spillere, det er her fansene er mest passionerede om deres hold - og her bølgerne går højest. Alt det jeg er vild med, lyder det fra Stig Tøfting, der lover ikke at lægge fingrene imellem.
- Næh, jeg håber da folk kender mig som en, der siger lige præcis, hvad jeg mener. Det har jeg ikke tænkt mig at stoppe med. Hvorfor skulle jeg dog det, siger Stig Tøfting.
Også Tipsbladets ansvarshavende chefredaktør er begejstret ved udsigten til at få 'Tøffe' med ombord.
- Nu har jeg arbejdet sammen med Stig i godt 13 år, og uanset hvor besværligt det kan være, så er han klart en af de mest interessante fodboldstemmer, vi har herhjemme. Altid vanvittigt velforberedt - og med en fantastisk evne til at skære alt vrøvlet fra og komme frem til det interessante, siger Allan Olsen.
Stig Tøfting opnåede som aktiv 41 landskampe for Danmark.