Fem gange har Cristiano Ronaldo kunnet lade sig hylde som vinderen af Ballon d'Or, som hvert år uddeles til verdens bedste fodboldspiller, men i 2018 var portugiseren end ikke i top fem, selv om han altså blandt andet var med til at vinde Champions League-trofæet med Real Madrid.
Det mener Tipsbladets chefredaktør Troels Bager Thøgersen, der skal afgive Danmarks stemme i forbindelse med kåringen. Som du kan læse her på tipsbladet.dk, havde Troels Bager Thøgersen Luka Modric, Lionel Messi, Antonie Griezmann, Raphael Varane og Mohamed Salah i top fem, og dermed gav han altså ingen point til Cristiano Ronaldo.
Han forklarer her hvorfor:
- Nogle vil muligvis efterlyse Cristiano Ronaldo blandt de fem, jeg gav stemmer til, og jeg er da også sikker på, at han havner relativt højt i den endelige stilling. Men når vi som jury-medlemmer bliver bedt om også at forholde os til 'fair play' uden for banen, kan og vil jeg ikke se bort fra den mulige voldtægtssag, myndighederne i Nevada lige nu efterforsker, siger Troels Bager Thøgersen til tipsbladet.dk og tilføjer:
- Jeg forholder mig ikke til skylds-spørgsmålet, og hvis Cristiano Ronaldo går fri af anklagerne og myndighedernes efterforskning, er han naturligvis en kandidat igen i min bog, hvis han bliver nomineret. Men for mig som jury-medlem er han ikke en kandidat til en stor og prestigefyldt kåring, når myndigheder i et frit og demokratisk land efterforsker en så alvorlig sag med en høj strafferamme.
Luka Modric vandt Ballon d'Or-prisen 2018.