Gennem 75 år har Tipsbladet fortalt historier fra fodboldens forunderlige verden. Men hvem har præget fortællingerne her til lands gennem historien? Hvem har haft betydning for spillet på og uden for banen? Og hvem har både trukket læsset og overskrifterne fra 1948 til 2023? Med hjælp fra nogle landets mest erfarne og flittige iagttagere, kårer vi de mest betydningsfulde personer i dansk fodbold i Tipsbladets levetid og finder ansigterne til dansk fodbolds Mount Rushmore.
Det er sådan en opgave, der kan sætte gang i samtalen under julefrokosten, i bilen på vej til stadion eller i omklædningsrummet efter weekendens syvmandskamp.
For hvem er egentlig de mest betydningsfulde personer i dansk fodbold de sidste 75 år? Hvem har sat et aftryk, flyttet noget eller bare begejstret os i en sådan grad, at de fortjener en plads på en liste over de største og vigtigste fodboldpersoner de seneste 75 år?
Det er ikke noget, som ChatGBT eller andre robotter lige kan svare på. Der er brug for subjektive vurderinger, for der er selvfølgelig ikke et facit.
Men når Tipsbladet fylder 75 år, er det oplagt at se tilbage og fremhæve de personer, der har tegnet den sporten siden 1948.
Giganterne
Vi har allieret os med tre vise mænd, som kommenterer det endelig valg og de navne, der er kommet med: Morten Bruun, Dan Hammer og Joakim Jakobsen. De har faglig viden og stor fortællelyst og også har alderen med sig, når vi skal skue langt tilbage. Og de har taget opgaven alvorligt.
”De her fodboldpersoner er jo giganter i vores historie. Og det er historie; det er ikke bare en hobby. Det er noget, vi, vi tænker på, når vi lægger os til at sove. Det er noget, vi tænker på, når vi står op. Det er noget, vi har forhåbninger til og skuffelser over, vi lever vores liv med det. I den sammenhæng er de her personer nogen, som skal op på et dansk Mount Rushmore,” siger Joakim Jakobsen.
Og hvorfor 11? Ja, der er 11 spillere på en fodboldbane, og derfor er det oplagt til et fodboldblad. Kriterierne er oplistet nederst i denne artikel, men det handler selvfølgelig om den samlede indvirkning og aftryk på dansk fodbold som enten spiller, træner eller leder.
”Sådan en liste er med til at binde fodboldhistorien sammen og minde yngre fodboldfans om, at spillet har eksisteret i mere end 150 år. Fodbold er et uendeligt spil og har en kulturhistorisk betydning i Danmark, hvor vi ellers er dårlige til at hylde vores helte. Så hver gang der er en mulighed for at gøre det, skal vi gøre det. Det handler ikke så meget om de 11, der er valgt, for der er mange andre, der kunne være kommet med, men det handler om, at der kommer fokus på, at der er nogen, der har løftet vores livskvalitet ved at gøre en stor indsats for fodbolden, som vi elsker,” siger Dan Hammer.
Men der er altså kun plads til 11, og når man kigger på den endelige liste, er der seks spillere og fem træner/ledere, mens både Jylland, Fyn, Sjælland og København er repræsenteret. Men inden vi remser dem op, er der et par ærefulde benævnelser.
Ikoniske Kent
Morten Bruun ville gerne hylde en af de ikoniske trænere, der primært har arbejdet i dansk fodbold; en Viggo Jensen, en Ove Christensen. Allerhelst Kent Nielsen.
”Han er en af de skikkelser, som har bevæget sig lige under det absolut, men der er simpelthen en hel vifte af klubber, som han har sat et enormt stærkt præg på. Og så er han europamester og har været en del af Brøndby som spiller,” siger Morten Bruun, der også argumenterer flittigt for Preben Elkjær.
”Han var indbegrebet af folkeligheden omkring landsholdet i 80’erne. Det var jo Elkjær, vi alle sammen elskede allermest,” som Morten Bruun siger det.
En anden af firserlandsholdets helte – Frank Arnesen – var også tæt på at komme med.
”Han var på vej til at blive en af de største, da han blev skadet, og så fortsatte han jo i fodboldens tjeneste uden for landet i en perlerække af klubber,” siger Dan Hammer, der ligeledes gerne havde set en særlig kategori for klubmænd.
”De burde i bund og grund burde være på listen på grund af deres loyalitet for én klub. Det er folk som Henning Munk Jensen i AaB eller Lars Høgh i OB, der er personliggørelsen af en klub. Der skal være nogle virkelig gode sæder på stadion i himlen til de lokale helte,” siger Dan Hammer.
Hvor er kvinderne?
Der er ingen kvinder på den endelige liste, og det ærgrer Joakim Jakobsen sig over, for han ville gerne have haft Susanne Augustesen med.
”Hun var 15 år, da det danske kvindelandshold vinder VM i 1971 i Mexico på det store stadion i Mexico City. Hun banker tre mål ind i finalen og får en gigantkarriere i kvindefodbold med otte italienske mesterskaber. Hun spillede frem til midten 1990’erne og er en pioner af en anden verden. Hun var en helt vild spiller, og hun står som en stor legende,” siger Joakim Jakobsen.
Og sådan kunne man blive ved. Hvad med OL-landstræneren Arne Sørensen fra 1960? Eller den danske Juventus-legende Karl Aage Hansen? Niels-Christian Holmstrøm? Listen af kandidater er lang, og på disse sider kan man finde underkategorierne, hvor Tipsbladets egen legende Per Høyer Hansen også figurerer.
”Han burde være med i Top-11, for han var ufattelig vigtig. Han er den bedste fodboldskribent i Danmark gennem tiderne. Han udbredte fodboldevangeliet til os på en måde, som ingen andre gjorde,” siger Joakim Jakobsen.
Listen her er lavet i Per Høyer Hansens ånd og til ære for ham. Han blev født i starten af 1940’erne – nogle få år før Tipsbladet. Og her kommer den så: Listen over de 11 mest betydningsfulde skikkelser i dansk fodbold i perioden 1948 til 2023.
Hvem er de 11 største
Vi bringer her de første tre navne på listen, som af hensyn til læsevenligheden er delt i tre dele.
11. Knud Lundberg
Kund Lundberg er blevet en myte i dansk idræt. Han var et tusindmenneske, der berigede dansk idræt med både viden, begejstring og fortællelyst. Som fodboldspiller vandt han fem danske mesterskaber og var han med til at vinde OL-bronze i 1948. Han nåede 38 landskampe i fodbold og kom også på landsholdet i håndbold og basketball, men han er især valgt for sine mange år som formidler af sporten. Lundberg arbejdede i årtier som sportsjournalist og redaktør, og i løbet af sit liv udgav han 75 bøger – heraf mange om fodbold. Dermed gjorde han sporten populær og folkelig, også i elitære kredse.
”Ja, han var vel fodboldens første influencer,” som Dan Hammer konstaterer.
”Når det er Tipsbladets 75-års jubilæum, vi fejrer, er det på sin plads, at journalistikken også får en plads på den her liste. Per Høyer Hansen kunne godt have været med, men Knud Lundberg var også aktiv selv – endda på tre landshold. Skal vi være ærlige, siger det nok også noget om niveauet på de tre landshold, men det handler nok mere om tiden og så selvfølgelig et unikt boldtalent. Men der er ingen tvivl om hans almene betydning,” siger Dan Hammer, mens Morten Bruun også fremhæver hans betydning som sportsmand.
”Det hjælper ham helt sikkert, at han også spillede på landsholdet, han er også kendt for at have opfundet indendørs fodbold, og i AB har de Knud Lundberg-dagen. Jeg har ikke levet i de år, hvor han spillede, og jeg forbinder ikke Knud Lundberg med nogen kvantespring fra dansk fodbold. Han er en stemme fra en anden tid, men i forhold til en anden formidler som Gunnar Nu Hansen, så har Knud Lundberg helt sikkert en meget stærkere position.”
10: Hans Bjerg Pedersen
Som Lyngby-leder havde Hans Bjerg-Pedersen en stor aktie i klubbens opstigen i dansk fodbold gennem 1980’erne, men han er med på listen for hans rolle som fodboldpolitiker i DBU og Divisionsforeningen. Han var om nogen en af fædrene til fødslen af Superligaen og kommercialiseringen af dansk klubfodbold, der fra 1991 og frem tog markante skridt fremad.
”Han skal med på listen, fordi han var en direkte faktor i at løfte dansk klubfodbold i almindelighed. Han var fremsynet, og derfor hører han naturligvis hjemme på listen. Han flyttede nogle ting på et bredt niveau i samarbejde med Claus Rode, der dengang var direktør for Divisionsforeningen. Helt væsentligt fik man lavet den første store TV-aftale, og det er helt sikkert et brydningspunkt for det, der kom til at hedde Superligaen,” siger Dan Hammer.
Hans Bjerg Pedersens eftermæle i dansk fodbold er ikke rosenrødt, blandt andet på grund af hans modstand mod ansættelsen af Richard Møller Nielsen som landstræner i 1990, men på de indre linjer i DBU og Divisionsforeningen var han en afgørende figur.
”Superligaen blev et kvantespring for dansk fodbold ligesom Premier League gjorde i starten af halvfemserne, og man må sige, at det gjorde noget for dansk fodbold. Og der var Hans Bjerg jo mere end nogen anden mand arkitekt bag. Der er nok mange, der ikke kender ham særligt godt, og han har også fået en underlig position i dansk fodbold, fordi de fleste forbinder ham med, at han sagde, at hans egen bedstemor kunne have lavet de samme resultater som Richard Møller Nielsen. Men han kommer med på listen, fordi han var vigtig i DBU og Divisionsforeningen i en vigtig tid,” siger Morten Bruun.
9. Peter Schmeichel
Når talen falder på Peter Schmeichel, er Morten Bruun ikke i tvivl:
”Hvis ikke han havde været målmand, så havde han vundet Ballon d'Or en eller anden sæson. Jeg siger stadig, at jeg ikke kan pege på nogen bedre målmand i verdenshistorien. Jeg vedkender, at jeg siger det som dansker, men folk kan komme med Lev Yashin, og de kan komme med Peter Shilton, og de kan komme med hvem som helst. Jeg synes, at Peter er den bedste målmand, der nogensinde har eksisteret,” siger han.
Et udpluk af Peter Schmeichels imponerende cv som fodboldspiller taler sit tydelige sprog: 10 nationale titler, et Champions Leauge-trofæ og et europamesterskab, som han havde en stor andel i.
”Hvis vi en dag tog uden for landets grænser og ville lave denne liste, ville Michael Laudrup og Peter Schmeichel blive nævnt som de første. Schmeichel fyldte så meget i en æra, hvor han både vandt med landsholdet og i den største europæiske turnering. Han har måske den fineste trofæsamling af alle danskere i moderne tidsalder, og så havde han en ekstrem og på mange måder udansk attitude og adfærd, hvor han var fuldstændig kompetitiv helt ud til fingerspidserne,” siger Dan Hammer om Schmeichels personlighed.
Morten Bruun mindes sommeren 1992, hvor han selv var en del af samme landsholdstrup som Peter Schmeichel.
”Hvis man skal pege på én enkelt spiller som årsag til at vi vandt EM i 1992, vil jeg pege på ham anytime. Og så havde han jo også bare en kæmpemæssig klubkarriere. Manchester United var jo uden tvivl verdens stærkeste fodboldklub i de 10 år, hvor han spillede derovre. Der var han 100% sikker mand på holdkortet og anfører i Champions League-finalen i 1999. Der er ingen tvivl; han er en kæmpemæssig figur i dansk fodbold.”
Se de fire næste navne om kort tid på tipsbladet.dk.
KRITERIERNE OG JURYEN
Hvordan laver man en liste over de vigtigste og mest betydningsfulde personer i dansk fodbold gennem de seneste 75 år? Det er ikke let, men vi har primært sket til tre afgørende kriterier.
Her er de kriterier, der har defineret udvælgelsen af navne til listen:
1: PERSONENS AFTRYK PÅ DANSK FODBOLD
Har vedkommende flyttet noget afgørende eller været en del af dansk fodbold, mens en markant udvikling har fundet sted på eller uden for banen?
2: PERSONENS BETYDNING FOR DANSK FODBOLDS POPULARITET
Har personen været med til at gøre fodbold populært eller kendt i Danmark i kraft af sine præstationer eller i kraft af de resultater, vedkommende har haft andel i?
3: PERSONENS INTERNATIONALE AFTRYK
Har personen været med til at sætte dansk fodbold på det internationale landkort og gøre dansk berømt på verdensplan gennem resultater eller andre bedrifter?
Med til at lave listen og byde ind med kommentarer og synspunkter har vi allieret os med tre mænd, der har fulgt fodboldens udvikling gennem årtier fra forskellige perspektiver.
Her er de tre panelister, der har deltaget i tilblivelsen af listen:
Morten Bruun
Journalist og tidligere fodboldspiller med mere end 200 Superliga-kampe på cv’et samt en trænerfortid i Silkeborg IF og SønderjyskE. Siden 2001 kommentator, ekspert og skribent hos en lang række danske medier og forfatter til bøgerne ’På banen’, ’Matchday’ og ikke mindst Kampdag – et værk om dansk fodbold historie på klubplan.
Dan Hammer
Direktør i Royal Arena og nuværende bestyrelsesmedlem i FC Nordsjælland. Tidligere leder gennem et årti i FC København og Parken Sport & Entertainment samt forfatter til bøgerne ’Ståle’ om Ståle Solbakken og ’Hvor svært kan det være’ om fodboldledelse. Herudover livslang fan af Fremad Amager og kommentator og ekspert hos blandt andre fodboldmediet Mediano gennem en årrække.
Joakim Jakobsen
Journalist på Weekendavisen og forfatter til to markante bøger: ’Guld Harald’ om Harald Nielsen og ’Tynd Luft’ om dansk landsholdsfodbolds kulturhistorie med VM i 1986 som omdrejningspunkt. Desuden skarp debattør og iagttager af fodboldens udvikling i Weekendavisens spalter.
Herudover har Tipsbladets chefredaktør Troels Bager Thøgersen og Mediano-journalist Sebastian Stanbury (tidligere Tipsbladet) bidraget med deres synspunkter til listen, der i sidste ende er redigeret af journalist og forfatter Martin Davidsen.