Den 39-årige spanier, der tidligere på måneden offentliggjorde, at han ville stille fodboldstøvlerne på hylden efter sæsonen, fortsætter nu i Al Sadd som træner. Det bekræfter klubben i en meddelelse på deres twitter ifølge Football Espana.
Xavi har tidligere forklaret, at han en dag ønsker at stå i spidsen for FC Barcelona, og for at opbygge trænererfaring starter han i Qatar.
- Min idé er at starte med at være træner her i Qatar for at få erfaring. Det kan gøre mig klar til at vende tilbage til europæisk fodbold, og ja - forhåbentlig Barcelona, men lige nu er jeg ikke i den position, siger han ifølge Football Espana.
Xavi Hernandez havde en hæderlig tid i FC Barcelona, hvor han nåede at spille 505 ligakampe og var med til at vinde La Liga, Copa del Rey og Champions League.