Thomasberg – cheftræner med lille C

SOM DEN FØRSTE FRA FC MIDTJYLLANDS sportslige stab træder Thomas Thomasberg ud af spillertunnelen på arenaen i Herning. Et rekordstort publikum på 11.763 forventningsfulde sjæle tager imod. Naturligt nok når nu modstanderen er de forsvarende mestre fra FC København, og scenen er direkte duel mellem to mandskaber, der begge har ufravigelige guldambitioner.
Bevæbnet med den uundværlige blok med papir kigger han rundt på tribunerne. Ikke spejdende efter noget specielt. Mere for at få en bid af stemningen, af den tætte og intense atmosfære og sole sig i den centrale plads i toppen af dansk fodbold.

Lidt efter tager han plads i den midterste havestol flankeret af målmandstræner Jan Rindom og chefen Erik Rasmussen. Udadtil er han rolig, men tyggegummiet kører op og ned i munden i et hæsblæsende tempo. Endnu en topkamp venter. En kamp af den slags, som man er i gamet for.
Men hvorfor overhovedet denne fokus på en simpel assistenttræner? En ansat, der blot fylder ud, og når alt kommer til alt, ikke har hverken afgørende eller betydelige muligheder for at sætte sine fodtryk. En assistent er en hjælper, en fodsoldat, et anonymt mellemled, der slider for cheftræneren og pumper boldene inden træning.
Måske fordi overstående karakteristik i tilfældet Thomas Thomasberg ikke kunne være længere fra sandheden. Fornemmelsen af en mand, der langsomt er ved at vokse ud af chefens skygge, næres kraftigt, når man kigger lidt efter. Eller lytter.

– Vi supplerer hinanden, og Thomas er klart det største trænertalent i dansk topfodbold. Jeg er ofte kransekagefiguren, men vi opnår tingene i tæt samarbejde,« lød ordene således fra Erik Rasmussen i september måned, da både han og Thomasberg forlængede aftalen med den midtjyske klub, så partnerskabet nu er nedfældet på papir indtil 2010.
Ikke usædvanligt at rose sin assistent, men lige frem at reducere sig selv til »kransekagefigur« siger en del. Thomas Thomasberg er meget mere end kegleflytter, og måske var det ikke bare en tilfældig bemærkning, da Don Ø kort før det uafgjorte topopgør i Herning kaldte ham for »Danmarks bedste assistenttræner«.

“Thomasberg”
Hej. Det er fra TIPS-bladet. Må jeg forstyrre et øjeblik?
– Det er ikke så godt lige nu.
Okay, kan jeg ringe til dig på et andet tidspunkt?
– Ja, men jeg er ikke interesseret i et abonnement. Jeg får bladet af min søn, der er træner.

Den indledende misforståelse bliver hurtigt ryddet af vejen, da TIPS-bladets forsøg på at grave dybere i historien om Thomas Thomasberg kræver et opkald til manden, der kan fortælle noget om den unge version af hovedpersonen. Niels Ove Thomasberg beretter da også glædeligt om sønnen og opvæksten i den nordjyske flække Haverslev.
»Han kunne praktisk talt sparke, inden han kunne gå. Hvis moderen sad og strikkede, og der lå en garnnøgle på gulvet, så fik den en ordentlig tur. Folk spurgte, om jeg så ikke gav ham en lussing, men jeg svarede altid, at han ville få en, hvis han ikke gjorde det,« fortæller Thomasberg senior medlevende.
Og fodbolden kommer ikke fra fremmede. Således var Niels Ove Thomasberg som aktiv en ganske habil spiller. Karrieren strakt sig over Danmarks -og Jyllandserie og toppede, da det blev til en periode i divisionerne for Viborgs førstehold.

– Jeg var jo også træner, mens Thomas var lille. En gang havde jeg ham med ude at se på en spiller – Thorbjørn Sørensen hed han – han var kun 16 år, men blev testet i en træningskamp for AaB. Da vi kørte hjem efter at have set kampen, sad Thomas omme på bagsædet og spurgte så pludselig: »Han var godt nok god ham der. Var det ikke en ide, at du købte ham til dit hold? Og Thorbjørn Sørensen blev senere viceanfører for OB, mens Allan Hansen spillede der, så allerede dengang havde han blik for det.

Historierne kommer i en lind strøm på syngende nordjysk.
– Han er jo født i en elevator. Der var 36 kilometer til det nærmeste hospital, og dengang havde man jo ikke så travlt. Vi nåede kun lige at komme ind i elevatoren, og så blev Thomas født på første sal.
Anekdoterne om sønnen er velfortalte, men der bliver gjort opmærksom på, at ikke alle er egnet til at komme på skrift. Men det er en stolt far, der fortæller videre. Tempoet sænkes dog en smule, da der bliver spurgt til den nyeste udgave af FCM-assistenten.

– Jeg er meget stolt af ham. Han gør det rigtig godt dernede, men det er i det hele taget nogle dygtige folk, han er imellem. Tidligere kunne han finde på at ringe og spørge om råd, men det gør han ikke længere. Det er ikke nødvendigt. Jeg ved, at han og Erik passer rigtig godt sammen, og at Thomas lærer en hel del af Erik, fortæller faderen, og afslører så den eneste betænkning havde havde på sønnens vegne, da han gik fra spiller til træner.

– Det har ikke overrasket mig, at det går så godt. Det eneste, jeg var lidt skeptisk over, var, om han kunne klare det med at stå foran en stor gruppe spillere. Han har måske altid været lidt tilbageholdende, og jeg var lidt i tvivl om, han var i stand til at sende sit budskab videre. Men det har han udviklet, må jeg sige. I dag kunne han sågar sagtens holde foredrag og alt muligt, hvis det var nødvendigt,« siger Niels Ove Thomasberg.

I AaB
IKLÆDT TRÆNINGSTØJET tager Thomas Thomasberg venligt i mod og viser vej ind på det lille kontor. Det er torsdag eftermiddag, og der en booket tid mellem dagens to træningspas. Han sætter sig roligt ned med armene over kors. De første svar kommer prompte og præges af de naturlige standardfraser.

– Endnu en topkamp. Det er tredje gang i træk, vi møder et top-5 hold, og det er klart, den er afgørende for, hvor vi skal ligge placeret inden vinterpausen, lyder det, da der varmes op med et spørgsmål om den kommende kamp mod AaB.
Og netop AaB kommer til at fylde op i interviewet. For det var her, man første gang stiftede bekendtskab med Thomas Thomasberg. Som aktiv en hård og kontant midtbanespiller, der samtidigt viste store tekniske færdigheder kombineret med en udviklet spilforståelse.
Men inden vi kommer så langt, så rundes den afgørende skillevej Thomasberg stod overfor i en ung alder.

– Jeg spillede faktisk både badminton og fodbold, indtil jeg var en 14-15 år. Jeg blev danmarksmester i double. Det var i samme årgang som Camilla Martin, som jeg spillede sammen med på jysk hold. Peter Gade spillede i samme klub som mig, og vi trænede sammen. Han var to årgange yngre, og jeg har faktisk aldrig tabt til ham.

Men da han omtrent på samme tid skiftede fra Aars til AaB, begyndte det at knibe med at få tid til begge dele.



– Jeg kunne mærke, da jeg kom derop, hvor sæsonerne begynder at overlappe hinanden, at det blev for meget. Fodbolden trak mest, og der var ikke overskud til begge dele. Det måtte være det ene eller det andet. I dag er jeg glad for, at jeg valgte, som jeg gjorde, fortæller han.

Den unge Thomas Thomasberg slog til i AaB. Efter endt ungdomstid blev en kort periode på andetholdet til en fast plads på det AaB-hold, der i 1995 vandt sit første danske mesterskab.

– Det var ikke gået helt op for mig – det var mit første år på førsteholdet – og så lige pludselig bakker hele Nordjylland om op os, og der var 14.000 hver gang på stadion. Det var bare så stort, vi var aldrig blevet mestre før, og næsten alle spillere var lokale. Det var højdepunktet i min karriere, husker han tilbage.

I fire sæsoner spillede han som fast mand. Det blev blandt andet til store oplevelser i Champions League og endnu et mesterskab i 1999. Men så begyndte det også at knibe. Udenlandske indkøb som Ståle Solbakken og Anders Andersson stod foran i køen.

– Og tre andre midtbanespiller i Henrik Rasmussen, Thomas Gaardsøe og Lars Thomsen. Så jeg endte som sjettevalg til de to centrale midtbanepladser, og jeg havde svært ved at se, hvordan jeg skulle få spilletid. Jeg var inde at snakke med Hans Backe, og han sagde – hvilket var fair nok – at hvis en af de andre ryger, så ville de købe nogle andre. Jeg ville hele tiden have den udsigt, at jeg højst kunne blive reserve, husker han.

Ingen fortrydelse
SOM AMBITIØS UNG MAND var udsigten ikke god for Thomasberg. Han ville spille fast, og da den nysammenbragte fusion FC Midtjylland kom på banen med et tilbud, var beslutningen nem.

– Jeg fik et tilbud fra en klub, som jeg var sikker på ville rykke i den bedste række, og så var tilbuddet desuden økonomisk rigtig godt i forhold til det, jeg havde. Der var ikke den store betænkningstid.«
Og Thomasberg blev hurtigt en faktor i den nyfødte klub som motor på midtbanen. Oprykning i første sæson og konstant sportslig fremgang med bronzemedaljer i 2002 som peaket. Men så begyndte nedturen. Spillerkarrieren blev alvorligt truet i sommeren 2003 af et begyndende springerknæ, der gradvist blev værre og værre.


– Jeg kunne ikke selv sige fra, og det kunne fys-sektoren og træneren (Troels Bech. red.) heller ikke. Jeg sagde flere gange, at jeg ikke var 100 procent klar. Jeg kunne måske spille på 90 procent, men fik bare beskeden »det er fint nok, du spiller. Jeg trænede næsten ikke mandag og tirsdag hele det efterår, og tog så gigtpiller fredag, lørdag, søndag. Så havde knæet det fint om søndagen, fortæller han, mens armene har forladt deres tillukkede positur og nu i stedet bruges til at understrege pointerne.

– Jeg fortryder det ikke, men set i bagklogskabens klare lys skulle jeg selvfølgelig have stoppet. Så havde jeg måske kunnet spille videre til i dag. Men når tingene er sket, så nytter det ikke at ærgre sig over noget, der er fortid.

Fortrydelsen ikke fylder noget i Thomasbergs verden. Det gør derimod tiden, der fulgte, efter at han måtte indse, at knæet ikke kunne holde til mere topfodbold.

– Jeg havde det dårligt. Både fysisk og mentalt. Bare det at se de andre løbe og træne gjorde ondt. Alt den glæde man selv havde haft, og så kunne man ikke selv være en del af det. Jeg kunne ikke glæde mig over, når de vandt. Jeg havde det bare dårligt og ondt af mig selv. Det var træls, at jeg ikke kunne lave det, jeg havde elsket hele mit liv, siger Thomasberg om det svære år, hvor han var parkeret på sidelinien.

Tredeling af magten
PÅ GRUND AF LANDSKAMPE er FCM-truppen reduceret med en håndfuld spillere. I dagens anledning er man rykket indenfor i Ikast Stadome, hvor det plane kunstgræs byder på udmærkede forhold, når nu temperaturen danser omkring frysepunktet.
Efter den indledende opvarmning fjoller spillerne lidt rundt, mens der bliver gjort klart til næste øvelse. Christian Olsen gør klar til at hakke en hoppende kugle i kassen tæt under mål. Men skuddet ender adskillige meter over. Højrebenet er ikke den lille angribers favoritvåben, og han modtager både latter og hån for forsøget.

Arbejdsopgaverne deles mellem dagens tre trænere. Erik Rasmussen og den fysiske træner Lars Rasmussen flytter lidt på keglerne, mens Thomas Thomasberg deler overtrækstrøjer ud.

Det er efterhånden tre år siden, Thomasberg indstillede sin aktive karriere og satte sig til rette ved siden af Erik Rasmussen på midtjydernes trænerbænk. Den sportslige fremgang har været markant i den tid. Under Rasmussen/Thomasberg-duoen har holdet forvandlet sig fra en blød mellemvare til guldkandidater. Truppen er spækket med talent, og målsætninger, der i starten virkede urealistiske, kan efterhånden skimtes i fremtidens horisont. Men det var lidt en tilfældighed, at Thomasberg overhovedet havnede som assistenttræner.

– Jeg blev prikket på skulderen og spurgt, om jeg ikke skulle lave noget andet for min løn end at sidde i styrkerummet. Jens Ørgaard spurgte, om jeg var interesseret i et trænerjob. Det ville jeg gerne, men kun hvis det kunne blive med de bedste og allerhelst førsteholdet. Der blev så fundet en plads i trænerteamet, men jeg havde næsten ikke set noget til Erik i det år, jeg var udenfor. Så vi vidste ikke, om vi overhovedet svingede sammen, fortæller Thomasberg, der selv også holdt sig lidt tilbage i den første tid.

– Jeg var meget ydmyg i starten. Jeg vidste godt, at jeg ikke bare kunne komme fra den ene dag til den anden og være markant klogere end de spillere, jeg lige havde spillet sammen med. Jeg tog det meget stille og roligt og lod tingene ske lidt af sig selv. Jeg skulle lige finde ud af, hvordan jeg ville gøre tingene, og hvornår jeg skulle sige noget. Det første års tid gik med at finde den rette hylde.

– DET ER TO PERSONER, der supplerer hinanden fantastisk. Thomasberg med de taktiske egenskaber og Erik med de menneskelige. De svinger rigtig godt sammen, selv om de er så forskellige, men det var ingen tilfældighed, da jeg ansatte Thomasberg. Vi vidste godt, han havde nogle af de ting, Erik manglede.



TIPS-bladet løber tilfældigt ind i sportsdirektør Jens Ørgaard i gangene på FCM’s akademi. Det bliver kun til få ord, inden han haster videre, men til gengæld er de rammende.

– “Bergs” faglige kompetencer er fantastiske. Han er rigtig skarp. Det kan godt være, klubben har været lidt heldig med, at vi passer så godt sammen og supplerer hinanden på de områder, hvor vi hver især er stærke. Men jeg tror nu ikke det er nogen tilfældighed, lyder det fra den anden halvdel af trænerduoen. Og Erik Rasmussen er ikke bange for, at for mange roser til assistenten får ham selv til at se dum ud.
– Nej, slet ikke. Jeg er stadig chefen og har det endelige ord. Desuden står jeg jo selv gerne forrest i køen til at rose ham.

At Thomasberg er vokset og fortsat vokser i rollen som Rasmussens højre hånd synes klart for enhver. Og en personlig transformation fra indelukket til åben har hjulpet processen på vej.
– Han er nok stadig lidt mere jysk i det end mig. Men han har helt klart flyttet sig meget menneskeligt og er blevet meget mere åben og imødekommende. Jeg siger måske stadig mest til taktikmøderne, men ofte er det ham, der kommer med de sidste anbefalinger, fortæller Erik Rasmussen, mens en naturlig og ærlig glæde over, at assistentens arbejde bliver bemærket skinner i gennem.

Holdets anfører er på linie med både Rasmussen og Ørgaard og tilføjer kun, hvad der efterhånden synes åbenlyst.
– Resultaterne fortæller jo alt. De fungerer godt sammen og »Berg« fylder ud, hvor Erik mangler. Jeg regner dem helt sikkert mere som en duo end en klassisk chef og assistent-konstellation,« siger Claus Madsen, der er blandt de sidste i truppen, der selv har spillet med Thomasberg.

TEGNINGEN ER EFTERHÅNDEN tydelig. Thomas Thomasberg er mere end bare en simpel hjælper. Hans rolle indeholder både indflydelse og ansvar.

– Man kan ikke andet end rose Erik for at lade andre lave noget også. Det er vist ingen hemmelighed, at det er med mandskabsplejen Erik har sine helt store forcer – jeg har vel nok Danmarks bedste læremester på det felt – mens der godt kan mangle noget på nogle områder rent taktisk. Og hvis der er huller, så ved han, at jeg nok skal være der til at hjælpe. Vi snakker sammen om det meste, men for eksempel står jeg for meget af planlægningen af træning og det forsvarsmæssige. Erik stiller for det meste ikke så mange spørgsmål, og det er stort, at han tør stole på, at det fungerer, men det skal man kunne, tror jeg. Sådan kommer fremtidens lederstil til at være, fortæller Thomasberg og fremhæver i den forbindelse resten af teamet af specieltrænere, som også udfylder deres rolle, uden hverken han eller Rasmussen bør bekymre sig.

FC Midtjylland er efterhånden kendt for at udvikle unge talenter til flyvefærdige voksne talenter. Spørgsmålet er om det også gælder for Thomas Thomasberg. En cheftræner, der er klar til at springe ud?

– Lige nu har jeg ingen ambitioner om det. Et eller andet sted betragter jeg mig som cheftræner allerede. Det er så måske med et lille c, hvor Erik er den store cheftræner. Jeg er det, jeg ønsker mig at være, og føler ingen begrænsninger i hverdagen overhovedet. Jeg lærer en helt masse, med medier, ledelse osv, uden at det nødvendigvis er mig, der står med mikrofonen oppe i ansigtet, når vi har spillet kampe, fortæller han, og kan ikke lokkes af den magt, fokus og anerkendelse, der følger med cheftræner-jobbet.

– Jeg synes, jeg får nok af anerkendelse. Jeg kan godt mærke, der er kommet mere respekt – især i løbet af det seneste års tid. Folk har opdaget, at de ord, jeg siger, måske er lige så gode som Eriks. Men jeg er glad nok for, at jeg ikke er den, der står forrest i skudlinien. Især fordi vi er blevet en klub med store armbevægelser.