Faktisk skulle det allerede være offentliggjort tilbage i marts, men på grund af coronakrisen har Tipsbladet-journalist Thomas Pyndt måttet vente helt til den 15. januar med at blive tildelt prisen som Årets Fortæller 2019 i Danske Sportsjournalister.
52-årige Thomas Pyndt fik overrakt prisen denne fredag af bestyrelsesmedlem i Danske Sportsjournalister Jeppe Laursen Brock.
Thomas Pyndt startede som journalist på Tipsbladet i 1996, og prisen for Årets Fortæller fik han blandt andet på baggrund af serien En Stille Fodboldsnak, som han var initiativtager til helt tilbage i 2000, og som han har været primus motor på gennem alle årene.
I 2019 interviewede han så forskellige personer som Pilou Asbæk, Peter Tanev og Anders Juul, og han fik dem til at fortælle historier om at se kamp i Sevilla med hele castet fra Game of Thrones, om at gemme sig bag fjernsynet til Danmark-Holland i '92 og om at spille fodbold med trommeslageren fra Gnags.
- Jeg er meget stolt over at modtage den her pris, siger Thomas Pyndt:
- Faktisk synes jeg, at det står rigtig godt til med dansk sportsjournalistik - både hvad angår nyhedsdækning og at grave historier frem, men også når det kommer til at fortælle den gode historie. Set i det lys er jeg særligt glad for at få denne anerkendelse, siger han i forbindelse med uddelingen af prisen, som du kan læse mere om her.
Thomas Pyndt var nomineret til prisen sammen med Thomas Kristensen fra TV 2 og freelancejournalist Kenneth Hansen.
Hele Tipsbladets redaktion ønsker en fremragende og vellidt kollega tillykke med prisen.