Talentkrig: DBU kigger hele tiden på reglerne
Illustration
Generelle

Talentkrig: DBU kigger hele tiden på reglerne

DBU holder løbende øje med talentkrigen i dansk fodbold, og fodboldforbundet arbejder tæt med klubberne for at sikre, at reglerne ikke bliver brudt.

Både danske og udenlandske klubber kæmper om de største og mest interessant talenter i dansk fodbold, og kampen om talenterne er taget alvorligt til de sidste 10 år, hvor flere klubber har satset på at udvikle egne spillere og få potentielle klassespillere og salgsemner i systemet. Derfor er det også yngre og yngre talenter, klubberne jagter. Som tipsbladet.dk har sat fokus på, så er talentkrigen i dansk fodbold intensiveret, og krigen kommer til at vare de næste år.

DBU udsteder A-licens til klubber i Danmark. Klubberne skal så leve op til nogle høje krav for at sikre, at talenterne får de bedste forhold at blomstre under, ligesom klubberne bliver matchet mod hinanden i undgomsrækkerne. I Dansk Boldspil-Union samarbejder man tæt med klubberne for at sikre, at klubberne har de bedst mulige forhold for at skabe talenter til dansk fodbolds fremtid, påpeger DBU's formand for Herreeliteungdomsgruppen.

- Lige nu er vi i gang med en revision af vores strategi i forhold til at gøre det endnu bedre. Vi holder løbende møder med klubberne for at finde ud af den rette vej at gå i forhold til talentudvikling. Vi samarbejder både med klubberne og med vores U-landstrænere for at finde ud af, hvordan vi gør det bedst, siger Teddy Pedersen til tipsbladet.dk.

Der har ellers været kritik af, at reglerne i DBU kan tolkes forskelligt. For eksempel indikerede OB's sportsdirektør, Jesper Hansen, at der er klubber, der bejler til spillere i en for tidlig alder. Klubberne må først skrive kontrakt med ungdomsspillere, når de er fyldt 15, ligesom klubber heller ikke må henvende sig til ungdomsspillere i andre klubber, før klubberne har henvendt sig til den klub, som spilleren spiller for. DBU er ikke afvisende over for at se på en stramning af reglerne.

- Vi lytter både til Jesper (Hansen, red.) og andre gode folk i det her system. Han har været med i mange år, og vi ind og vurdere, om der skal ske en stramning på det her område. Men det er helt klart noget, vi vil tage i dialog med klubberne. Det skal være et regelsæt, som der er opbakning til. Vi kan ikke have, at der er nogen, der føler, at reglerne bliver omgået, og at vi så ikke kan sanktionere. Der skal være så klart et regelsæt, at der ikke kan være tvivl om, hvornår man overtræder reglerne, siger Teddy Pedersen og fortsætter:

- Men det kan være svært at lave sådan et regelsæt, for den der med henvendelsen til spillere er til evig debat. Har der været en henvendelse eller ej? Hvis man mødes tilfældigt med en mor til en spiller nede på tanken, har der så været en henvendelse? Det er svært, og der skal vi selvfølgelig have sikker grund under fødderne, før vi sanktionerer. Vi er udfordrede på det her område, erkender Teddy Pedersen.

DBU's formand for Eliteungdomsgruppen peger på, at det også er vigtigt at huske på talenternes fremtid i hele det her.

- Hovedparten, der kommer gennem licensklubberne og dermed vores talentsystem, bliver aldrig professionelle fodboldspillere. Uddannelse har derfor en høj prioritet i DBU og heldigvis også i klubberne. Men det er nok et af de områder, hvor vi kan blive bedre. Vi skal være opmærksomme på uddannelsesperspektiveret i alle de landsholdssamlinger og landskampe, vi spiller. Det er svært at have fokus på skolen, når man dagen efter skal have den røde landsholdstrøje over hovedet. Det er vi opmæksomme på, siger Teddy Pedersen.