Video : Tipsbladet
Generelle

Tæt på skifte - milliongevinst på vej til FCM

Angriberen Artem Dovbyk nærmer sig et skifte, og FC Midtjylland er sikret 50 procent af salget.

Det ser ud til, at spanske Girona har fundet angriberen, som skal erstatte Taty Castellanos, og det bliver med al sandsynlighed en tidligere Superliga-angriber.

Ukrainske Artem Dovbyk er tæt på at kunne kalde sig Girona-spiller, og forhandlingerne med angriberens nuværende arbejdsgiver, Dnipro, forventes snart afsluttet.

Det skriver Marca.

Ifølge den ukrainske journalist Zorya Londonsk er klubberne ikke helt enige om den endelige pris, men det bliver mellem fem til syv millioner euro, svarende til mellem 37 og 52 millioner kroner.

FC Midtjylland er sikret 50 procent af et eventuelt salg, og derfor kan Claus Steinlein og co. snart se frem til at modtage mange millioner, hvis handlen falder på plads.

Siden angriberen skiftede fra FCM, har han bombet mål ind for sin ukrainske klub, og i den forgangne sæson scorede han 29 mål og lavede 8 assister i 39 optrædener.