Video : Tipsbladet
Generelle

Stolt Thomas Frank: En helt utrolig præstation

Efter tirsdagens sejr over Newcastle er Brentford for første gang nogensinde klar til en pokalsemifinale.

Træner Thomas Frank lovpriser sit Brentford-hold for en "utrolig præstation", efter at klubben fra Englands næstbedste række tirsdag avancerede til semifinalen i Liga Cuppen for første gang nogensinde.

Brentford besejrede Newcastle 1-0 og har dermed ekspederet fire Premier League-hold på stribe ud af turneringen. Tidligere er det gået ud over Southampton, West Bromwich og Fulham.

Den danske cheftræner hæfter sig især ved, at hans hold ikke blot vandt over Newcastle, men også spillede bedst.

- Spillerne fortjener en masse ros. Det var en utrolig præstation mod et Premier League-hold. Og vi vandt kampen meget fortjent, siger Thomas Frank til klubbens hjemmeside.

- Ofte handler det bare om at vinde den enkelte kamp. Men samtidig forsøger vi hver eneste gang at finde frem til toppræstationen. Den fandt vi her. Det gør det endnu mere tilfredsstillende, fastslår han.

Hverken i Liga Cuppen eller den mere prestigefyldte FA Cup var Brentford i sin 131-årige historie nået længere end til kvartfinalen.

Men det ændrede sig altså tirsdag aften, hvor Josh Dasilva scorede sejrsmålet midt i anden halvleg.

- Det er sjældent, at spillere har chancen for at skrive historie. Når muligheden er der, skal man gribe den med begge hænder. Det gjorde de, siger Thomas Frank om sine spillere.

Også Manchester City er blandt de sidste fire hold i Liga Cuppen. Onsdag aften spilles de to sidste kvartfinaler, når Stoke møder Tottenham, og Everton står over for Manchester United.

Semifinalerne er programsat til begyndelsen af januar, men forinden gælder det om at fastholde den gode form i den næstbedste række, Championship.

Her er danskerklubben lige nu på tredjepladsen og er ubesejret i de seneste 13 kampe.

- Semifinalen er stor, kæmpestor. Vi er glade, men dette hold har været så god til at nyde sejren og derefter straks begynde at fokusere på næste kamp, siger Thomas Frank.

/ritzau/