Steve Coppell og hans bande

Det er ikke akkurat household names, man forbinder med Reading Football Club. Altså navne som gud og hvermand kan udenad både for- og bagfra.

Tværtom en anonym flok, der har skabt sæsonens sensation i den engelske Premier League.

Selv om the Royals drønede gennem The Championship som den mest suveræne oprykker, man nogensinde har set i engelsk fodbold, ville mange andre managere være fristet over evne til at skifte ud og bringe nye, scenevante spillere ind i en trup, hvor praktisk talt ingen havde forhåndserfaring med de langt skrappere udfordringer i den bedste række.

Men ikke Steve Coppell, han valgte at satse på de spillere, som havde bragt klubben i Premier League for første gang, og var med sine egne ord nærmest "fascineret af tanken om, hvad de kunne udrette." Et klart signal til spillerne, en større tillidserklæring kunne de næppe få.

Og Reading-truppen har ikke svigtet the gaffer, tværtom har oprykkerne imponeret alt og alle og tvunget mange kloge hoveder til at justere deres noget mere beherskede vurderinger af, hvad denne bande af ukendte spillere ville være i stand til at udrette.

Reading skiller sig ud fra flokken af klubber, der er sluppet gennem nåleøjet til Premier League, de allerfleste må kæmpe for eksistensen, men the Royals har gjort op med sædvanen og lagde ikke bare ud med at spille ligeop med de bedste, men er blevet ved med at gøre det, også efter nytår hvor holdet rent faktisk har tjent flest point af alle.

Ikon

Manden bag denne stormende fremgang er den 51-årige Steve Coppell, den højt vurderede, tidligere Manchester United- og landsholdswing, som fik smadret knæet så totalt, at han i 1983 definitivt måtte opgive sin karriere inden for kridtstregerne. For som 29-årig at kaste sig over managerbranchen som den yngste, man dengang havde set i jobbet.

"Det første par år anede jeg simpelt hen ikke, hvad jeg gik rundt og lavede," har Coppel siden indrømmet. Beskedenhed eller ej så har han i den grad revancheret sig. I Crystal Palace er han et ikon, i fjor blev han ikke bare kåret til årets manager i The Championship, men til bedst af dem alle.

Coppell er nu igen landet i rampelyset, selv om det er det sidsted han egentlig ønsker. Men den pris må han betale efter forfremmelsen til Premier League, hvor en kamp som han udtrykker det "ikke bare varer én, men fire dage", så megen medietummel er der forbundet med at optræde i den bedste række, hvor man dårligt kan foretage sig noget som helst uden at blive overvåget af et tv-kamera eller få stukket en mikrofon op i næsen.

Coppell lever med det, men forsøger at håndtere det på sin helt egen nede på jorden-facon. Reading giver sig ikke ud for mere end klubben er, men forsøger nøgternt at forholde sig til det nye og langt mere hektiske liv i Premiership. Uden at spille med på alle mulige medietangenter.

Coppell betegnes gerne "som den roligste mand overhovedet i engelsk fodbold". Som manden sådan også klubben, ligesom man siger, at en hund med tiden gerne kommer til at ligne sin herre og ejermand. Der har godt nok i løbet af sæsonen været et par meget omdiskuterede episoder specielt den med Chelsea-keeperen Petr Cech, som pådrog sig et kraniebrud i efterårets kamp på Madejski Stadium men i det store hele er det lykkedes oprykkerklubben at polere billedet af en fair indstillet klub, der optræder med værdighed. Helt i managerens ånd.

Det kræver sin mand at vende ryggen til den glamour og al den hype, som Premier League er omgivet af. Coppell ville givetvis foretrække at udføre sit arbejde helt uden for rampelyset, men erkender, at vilkårene er anderledes i en klub, som med 136 år på bagen omsider blev forfremmet til the top flight og nu tilmed er deltager i den intense jagt på de europæiske pladser.

Stress

Coppell har stykket sit mandskab sammen af spillere, som er hentet for små priser, talenter, som man har snuset sig frem til i større klubbers "overskudslagre" plus gedigne klubspillere, der mere eller mindre har været med hele vejen.

Og manageren stod ved sine spillere, svigtede dem ikke efter forfremmelsen, men stolede på, at de ville være istand til at begå sig som "sultne" og ærgerrige professionelle.

"Ikke ret mange Premier League-klubber ville være i stand til at udrette det, vi gjorde i the Championship. Det er ikke ret mange, som er i stand til at hente 106 point i den række (rekord – red.). Det stod jeg fast på. Der var jo ikke en eneste fyr i omklædningsrummet, som kunne sige, at "jeg har prøvet det før og ved, hvad der skal til." Vi er allesammen i samme båd, det gælder også mig selv", siger Coppell.

At Coppell også forsøger at nedtone sin egen erfaring er et typisk træk ved manden, som ikke fører sig frem med store albuesving, som slår folk omkuld. Han får roser for sin næsten fanatisk detaljerede tilgang til sine forberedelser og sin analytiske begavelse, det er måske ikke for ingenting, at han faktisk studerede økonomi ved universitetet i Livepool, inden han blev fanget ind af den professionelle fodboldbranche.

Coppell stiller de største krav til sine spillere, men han respekterer dem også som voksne individder og er ikke den, man hører skælde og smælde på træningsbanen. Hans tilgang til mandskabsbehandling baseres på dialog og sund fornuft, han er den sidste, som reducerer spillerne til en ubegavet flok, der bare skal adlyde ordre.

Coppell holder normalt hovedet koldt og reagerer aldrig med overdrevne følelsesudbrud på sidelinien. Det er et kvalificeret bud, at han lærte lektien under sit korte ophold i Manchester City, bare 33 dage i 1996, inden han af egen fri vilje forlod jobbet i traditionsklubben, fordi han følte sig helt syret til af stress. En lærestreg, han aldrig har glemt.