Stand-in for Cruyff

Ajax havde et problem op til UEFA Cup-kampen i Napoli. Eller rettere træner Rinus Michels havde to store problemer. Piet Keizer var skadet, og Johan Cruyff måtte sidde udenfor med karantæne. Uden de to stjerner kunne det blive svært at opnå et fornuftigt resultat med henblik på returkampen i Amsterdam.

Når operationen alligevel lykkedes, skyldtes det ikke mindst en dansk spiller ved navn Tom Søndergaard, erstatningen for den uundværlige Johan Cruyff. Opgaven gik på at spille skygge-centerforward og holde på bolden. Lidt tilbagetrukket som playmaker foran en udvidet defensiv.

Det krævede teknik, det krævede overblik, og det krævede en fuldvoksen fodboldspiller, men det var danskeren også. 25 år og i gang med sin anden sæson som udlands-prof. Efter et år i Rapid Wien var han landet i Ajax Amsterdam, der overalt i Europa blev betragtet som en kommende storklub.

Vi er 40 år tilbage i tiden, og Tom Søndergaard er den første dansker i Ajax Amsterdam, på et tidspunkt da klubben har slået de første slag med vingerne, men endnu ikke kan betegnes som en fuldt udklækket svane.

I 1969 har Ajax for første gang for alvor stukket snuden frem og spillet sig til den europæiske mesterholdsfinale mod Milan, der dog vinder 4-1. Træner Rinus Michels er stærkt utilfreds med sit hold og bruger sommeren til at foretage anden og sidste del af sin operation total voetbal. Ud ryger en række spillere, der efter hans mening enten er udtjente eller ikke har det nødvendige udviklings-potentiale. Som ikke er hårde nok. Totalfodbold kræver hele tiden total ommøblering på banen, stort løbepensum og tilsvarende fodboldbegavelse. Med andre ord omstillingsparathed, før udtrykket nåede halvfemserne. Blandt de nye er Tom Søndergaard. Han er ikke hård, men han er teknisk dygtig.

”Ajax næsten sikker på kvartfinale,” skrev De Telegraaf efter slaget i Napoli. Ajax tabte kampen 1-0, men det var den generelle opfattelse, at det ikke var et problem samlet at gå videre. Og det blev det heller ikke.

En af forklaringerne var Søndergaards tilstedeværelse. Han formåede at holde bolden væk fra italienerne og at skrue op og ned for tempoet, skriver De Goeie Ouwe Tijd, som er nostalgi-delen af Ajax’ hjemmeside. Når nu venstrewingen Keizer og altmulig-forwarden Cruyff ikke kunne være med.

Hamrin-Hamrin og backer, der ligner winger
I Æresdivisionen er der i slutningen af 1969 nogenlunde ro på bagsmækken, idet Ajax indtager førstepladsen i den hollandske liga med tre point ned til Feyenoord, og anfører Keizer er rejst i forvejen for om søndagen at se Napoli spille 2-2 mod Roma.
”Et hold med en stærk målmand i Dino Zoff, men sårbar når ikke de fører spillet,” lyder hans vurdering. Samt en opfordring til Michels om at skifte formation fra 4-2-4 til 4-4-2.

7. december 1969 på San Paolo Stadion i Napoli sidder Johan Cruyff på tribunen og kæderyger som sædvanlig, mens hans høgeblik fanger to af de nye nede på grønsværen, hvor de er udset til nøgleroller. Gerrie Mühren på Keizers venstrefløj, og Søndergaard som stand-in for Cruyff.

Faktisk noget af et eksperiment, for danskeren kan efter knap en halv sæson i Amsterdam-klubben kun se tilbage på samlet 10 minutters spilletid. Kampen om en fast rød-hvid trøje er stenhård. Og nu puster 30.000 tifosi sig op. Det sydlige Italien befinder sig uden for det centrale og mest civiliserede Europa, og Napoli-tilhængerne er fanatiske. 

Selve kampen virker dog indimellem lidt sløv. Jose Altafini og italienernes svenske højrewing Kurt Hamrin viser tænder, mens Michels spiller forsigtig: 4-5-1 med Søndergaard forrest på midtbanen.

Danskeren holder i heksekedlen hovedet koldt og bolden for egne fødder og spiller den fornuftigt videre. Også efter at Napoli otte minutter før pausen har bragt sig foran på et hovedstød af Pierpaolo Manservizi. På vej ud til pausen lyder en pibekoncert ned over Napoli-spillerne. Hverken spil eller resultat er godt nok.

”Ham-rin, Ham-rin,” skanderer tilhængerne tidligt i anden halvleg. Men efter et par svenske input falder italienerne sammen. Ajax-backerne Wim Suurbier og Ruud Krol begynder pludselig at ligne winger, mens Nico Rijnders og Sjaak Swart centralt skaber noget, der ligner sammenspil. Det giver fire hjørnespark på to minutter. Søndergaard har et skud lige over mål, men det bliver ikke til mere, og det ender med et knebent nederlag, selv om Krol et kvarter før tid spiller ind over til Mühren, der sparker med det forkerte ben. En ny fløjtekoncert brager efter 90 minutter igen ud over Napoli-spillerne.

1967-miraklerne med Arnesen som beundrer
Tom Søndergaard og hele Ajax-holdet bestod prøven, men danskeren fik kun denne ene europæiske kamp.
Og holdt kun en sæson i Amsterdam, selv om han var en spiller af en kaliber, som man stillede pæne forventninger til. Via Østerbro-klubben B93 havde han som 20-årig debuteret på det danske landshold, og han var en af profilerne på holdet, som i 1967 skabte rystelser rundt omkring i Europa og bl.a. besejrede Holland i EM-kvalifikationen. Det var et af den danske landsholdshistories yngste mandskaber, som blev skabt i foråret 1967 og kun holdt ét år. DBU tillod alene brugen af hjemlige amatører. Efterhånden blev de unge spillere én efter én solgt til udlandet, hvoraf flere skabte sig navne: Kresten Bjerre og Bent Schmidt Hansen i belgisk og hollandsk fodbold foruden Johnny Hansen og Ulrik le Fevre, der bragede igennem i Bundesligaen.

Navne, der huskes selv efter firsernes og halvfemsernes kollektive gennembrud.

”Århundredets landshold. Man kan f.eks. pege på Knud Lundberg og John Hansen, og der er også navne som Ulrik le Fevre, Henning Jensen og Tom Søndergaard, som jeg beundrede meget,” siger en senere kendt dribler i biografien Arnesen. Fra gavflab til fodboldboss. Amager-drengen Frank Arnesen var en af de tilskuere, der jublede mest i Københavns Idrætspark det år. Og han holdt mest øje med ham der fra B93.

Tom Søndergaard var en dribler og spillede venstre innerwing. Det skal oversættes til offensiv midtbane. Hans ”tvilling” var Finn Laudrup. Højre innerwing og en elegant dribler og chanceskaber. Mens Søndergaard havde et bedre skud og var lidt mere arbejdsom, mener Ulrik le Fevre.

På Østerbro gik en ung Jens Kolding i tresserne på stadion for at se nogle af dem, der kunne noget ekstra. Og den otte år ældre klubkammerat Tom Søndergaard levede op til forventningerne.

”Jeg vil ikke sige, at jeg forsøgte at efterligne Tom, men han kunne en hel masse sjove ting med bolden. Han var fræk som en slagterhund, forsøgte konstant at lave ”tunneller”, og så var han næsten lige stærk med højre og venstre ben, så han blev altid brugt i venstre side, og spillede også en del som venstre wing, selv om han var naturlig højrebenet,” husker Kolding, der selv kom til udlandet og på landsholdet.

Han fornemmede også, at Laudrup og Søndergaard på den gode måde sloges lidt om at være landsholdets midtbane-general.
”De havde begge forudsætningerne til det, men som regel samarbejdede de, og så gik det godt,” fortæller Kolding og tænker bl.a. på den historisk store 14-2 sejr over Island, de 5-0 over Norge med Erik Dyreborg som eneste målscorer samt ikke mindst 3-2 sejren i Idrætsparken over Holland.

”Jeg tror faktisk, hollænderne skrev Tom Søndergaards navn op efter den kamp,” mener Ulrik le Fevre, der i dag er spilleragent. Via Rapid Wien, hvor Søndergaard kun spillede en enkelt sæson, blev han i sommeren 1969 hentet til Ajax Amsterdam.
Michels’ militærlejr: ”You are numbers”

Hvis man er født i halvtredserne, kan det ikke udelukkes, at man engang imellem falder over et klassebillede eller et avisfoto fra tiden omkring 1970. Det første man bemærker er håret på yngre mænd. Længden øges generelt fra år til år. I takt med modstanden mod traditionerne.

I 1969 er der dog endnu kun få rigtigt langhårede. Til gengæld er samfundet under omvæltning. Ungdommen gør oprør og stive professorer, lærere og forældre beskydes med krav om frihed og lighed. En stor mundfuld at gøre rede for, men med 40 års afstand kan man godt få nogle af brikkerne til at falde på plads.

Helikopter-blikket ned over årtiskiftet fortæller, at The Beatles indspiller Abbey Road i juni 1969, at amerikaneren Neil Armstrong kort tid efter lander på Månen, mens Danmarks Radio på tv begynder at vise engelske fodboldkampe, og pop-rocken bliver mere vild. Nu sælges der flere LPer end singler, og underground bliver mainstream.

Kom ikke og sig, at vi ikke også talte dansk-engelsk dengang fjersynet var sort-hvid og Den kolde krig huserede i baggrunden. Og Amsterdam var i førersædet. Her gik de første provoer i gang med at stille grundlæggende spørgsmål ved samfundsordenen allerede midt i tresserne. Oprøret landede bare aldrig i Ajax. Kun fodbolden blev revolutioneret.

I 1965 ansætter Ajax efter flere sæsoner under engelsk ledelse pludselig en hollandsk træner. Rinus Michels er fair, men hård. Behandler alle ens, og har ikke blik for andre nye tendenser end at alle fodboldspillere skal kunne lidt af det hele. Det er ret epokegørende, og hans rivalitet med Feyenoords snu og tvære østrigske træner Ernst Happel er med til at øge niveauet og gøre toppen af hollandsk fodbold til det ypperste og mest trendy, og som kan sammenlignes med Premier Leagues eller Primera Divisions aktuelle overherredømme. Ajax mod Feyenoord var i perioden 1969-74 på alle punkter at sammenligne med nutidens Manchester United-Chelsea eller Real Madrid-Barcelona. Fire år i træk sejrede de to hollandske klubber i mesterholdenes Europa Cup.

Metoden var ganske enkel. Rinus Michels’ træning var hårdere, længere og mere intensiv end alle andre steder. Han ville gøre Ajax til et verdensmærke, og lod sig ikke bremse af uvedkommende kulisse-lyd.

”Nok var Amsterdam fuld af provoer og hippier, og mit eget hår var vokset lidt længere, men alle vi spillere var upolitiske. For Michels betød det ingenting. Han holdt distance til spillerne. ”You are numbers,” sagde han, som om vi befandt os i en militærlejr, og sådan føltes det indimellem. Han fik også snart tilnavnet Generalen,” fortæller Gerrie Mühren.

Tipsbladet møder ham på en café i Amsterdam og oplever stor talelyst. Mühren er en 63-årig og stadig sportstrænet storebror til Arnold Mühren (europamester 1988) og i dag scout for Ajax, klubben, som siden har gået op i, at en seks’er er en defensiv midtbanespiller, en 11’er opererer på venstrekanten og nr. 14 er Cruyffs beskyttede nummer.

14. juli 1969 lander Tom Søndergaard i Amsterdam.

Pludselig pokalhelt
Men ét var at være stjerne i Rapid Wien, som dengang endnu tilhørte toppen af den europæiske middelklasse, og med dansk islæt havde sendt selveste Real Madrid ud af Europa i sæsonen 1968-69. Ajax havde også brug for enere, men de skulle først indordne sig kollektivet. Tom Søndergaard var en glad dreng, ikke en provo, snarere en afslappet type med en frisk bemærkning. Til træning gik han mere op i at demonstrere tekniske detaljer end i at halse rundt som en løber.

”Han kunne det der med at stille sig op på bolden, blive stående og betragte verden derfra. Jeg ville kalde Tom for en boheme-type,” siger Jørn Bjerregaard, østrigsk topscorer for Rapid i sen-tresserne og endnu bosiddende i livsglade Wien.

Agenter og mellemhandlere var sjældent fremme i lyset i de tider, og der er ingen, der rigtigt kan forklare Søndergaards klubskifte. Udover at Rinus Michels selv havde scoutet midtbanemanden, der var slået igennem i den østrigske liga. Det var dengang ikke tilladt at have flere end tre udlændinge i truppen, og mange klubber udnyttede slet ikke muligheden. Når man hentede en dansker til Ajax, lå der en tanke bag.

”Tom var en spiller i topklasse. Ligesom Finn Laudrup, der samtidig spillede for Wiener Sportklub,” fortæller Bjerregaard, der omgikkes begge driblerne.

”Finn kunne have svært ved at tackle modgang, og da konen gerne ville hjem til Danmark, blev det kun til et par år i Wien, selv om t  klubben gerne havde beholdt ham,” husker Bjerregaard, der egentlig troede, at Søndergaard kunne begå sig i Ajax Amsterdam.

”Tom Søndergaard var for meget individualist til Ajax-systemet,” lyder den korte forklaring fra Gerrie Mühren på, at danskeren kun blev en enkelt sæson og spillede bare seks ligakampe. Men det skyldtes også andre forhold. Eksempelvis tonen i omklædningsrummet. Langt de fleste af spillerne var indfødte amsterdammere med en indforstået rå tone. ”Kælenavne var meget brugt, og spillere fra Groningen, Maastricht og Danmark kunne let føle sig udenfor,” som det hedder i bogen De Trots van de Wereld (Verdens stolthed) af Menno van Galan om Ajax’ gyldne tid fra 1964 og et tiår frem.

Tom ”Tommie” Søndergaard havde ellers fra start brilleret ved at være uitblinker (banens bedste) i sommerkampen på De Meer mod Manchester City. Kampen endte 3-3, og danskeren scorede ikke, men ifølge fanmagasinet AjaxLife var han kampens store oplevelse.

”Han var tilfreds med sin bil, der kunne bringe ham rundt, og han læste vist også et par bøger om dagen, men familien Riksen, som han boede hos i Amsterdam-Nord, brugte han ikke megen tid sammen med. Aftaler var ikke hans stærkeste punkt,”, skriver magasinet, der også kan fortælle, at den danske bænkevarmer faktisk fik chancen i pokalturneringen i anden sæsonhalvdel. Og slog til. Han var med fra start med DWS (2-1) og Twente (4-0) og scorede i begge kampe, ligesom han var fremragende i finalen mod PSV Eindhoven (2-0), hvor gamle Ajax-tilhængere fortsat husker, at han springer over bolden, så Piet Keizer kan score til 1-0.

Livsglad og meget sorte solbriller
Per Jürgensen, der spillede sammen med Tom Søndergaard i de unge år i B93, kan godt  forstå problemet med at havne i en super-professionel klub, hvor rivalerne til to-tre pladser i øvrigt hedder Johan Cruyff, Piet Keizer, Sjaak Swart og Dick van Dijk.
”Men Tom var også en utrolig livsglad type. Når vi havde vundet, og det var allerede som juniorer og ynglinge, skulle der gives middag og festes. Når vi i vennekredsen var på ferie på Bornholm eller et andet sted, fik han hurtigt arrangeret en fodboldkamp. Med fest bagefter. Han var ikke mere oppe imod autoriteterne end vi andre, og han var ret upolitisk. En gang på Færøerne havde han medbragt en kuffert fuld af spiritus. Lige til at sælge til de tørstende færinger,” griner Jürgensen, der er tidligere IT-mand på Carlsberg.

Han fulgte ikke Tom Søndergaard i hans udlandsperiode eller bagefter, men han husker de unge år rigtig godt, og kan fortælle, at talentet hos drengen fra middelklassehjemmet altid var der, men at han som dreng var blandt de mindste.
”Han blev kaldt Lille Tom, og først i puberteten fik han den højde og fysik, der også gjorde ham til en utrolig fodboldspiller. Tom sparkede præcist, men ikke så hårdt til bolden og hans hovedstød var ikke af topklasse, men det var hans driblinger. Og hans fysik. Man kunne ikke se, når han havde festet igennem. Legendarisk er hans fremmøde i Skodsborg, datidens Vedbæk for landsholdet, på kampdagen før et opgør mod DDR i 1967. Tom havde af gode grunde meget mørke solbriller på, for han kom direkte fra en bytur. Alligevel gik han ud og var en af banens bedste aktører,” fortæller Jürgensen.

Tom Søndergaard var med andre ord en dansk amatør, der snusede til proflivet i Østrig, men først fik sin ilddåb i Holland.
Hans andel i pokalsejren over PSV skabte grundlag for optimisme op til den nye sæson, men i træningskampen mod Standard Liege spillede han så dårligt, at han blev piftet ud, hvorpå Rinus Michels trak tæppet væk under ham, og i begyndelsen af september blev kontrakten ophævet. Søndergaard rejste tilbage til Danmark og til jobbet som skolelærer, som han havde uddannet sig til, inden udlandet kaldte. Det blev dog til en fransk visit. Kort efter skiftede Søndergaard til FC Metz, hvor han tilbragte to sæsoner, inden han rejste hjem og blev træner for HIK i 3. division og senere et par mindre klubber.

I Ajax på det forkerte tidspunkt
”Han lærte hurtigt hollandsk, og han kunne lide byen. Jeg glemmer aldrig, hvor dygtig han var med bolden, som han drejede rundt med, så ingen kunne få fat i den. Han var en sjov fyr og ofte med ude i byen, når vi imellem to træninger tog et sted hen for at spise. De Meer lå jo meget mere centralt end Amsterdam Arena gør i dag,” husker Sjaak Swart, en anden tidligere Ajax-holdkammerat. Swart er i dag ansat i Søren Lerbys agentfirma i Amsterdam.

”Måske kunne han være slået igennem, hvis han var landet i Ajax på et andet tidspunkt. Lige der var det svært,” mener Gerrie Mühren, som omtaler 1969-70 som en overgangssæson med mange interne problemer.

Ajax endte med at vinde både mesterskab og pokal, men det var også en slags mindstemål for Rinus Michels, der måtte opleve at et par af spillerne i protest mod hans ledelsesstil udeblev fra den stort anlagte mesterskabsmiddag.

”Michels ændrede sig efterhånden, men forlod Ajax i 1971 for at blive træner i FC Barcelona, og under hans afløser rumæneren Stefan Kovacs kom der meget mere leg med i spil og træning. Det havde vi brug for,” udbygger Gerrie Mühren. Ajax afløste i 1971 Feyenoord som Europas bedste hold og vandt Europa Cup’en for mesterhold tre år i træk.

”Tom var en inspirerende træner i HIK, og han talte gerne om, hvordan han så op til Rinus Michels. Han var stolt over at have spillet for så stor en klub, men ellers var han helt sin egen. Jeg fik Tom som ven for livet, og vi rejste også sammen, men jeg kan især takke ham for at have slået min fodboldkarriere i gang, for jeg kom jo fra håndbolden til HIK,” fortæller Klaus Granlund, nuværende spilleragent og tidligere angrebsbomber i bl.a. AB, Ikast og Vitesse Arnhem.

Ajax-spillere er romantiske
Voetbal International tog på et tidspunkt fat i diskussionen om, hvordan den typiske Ajax-spiller ser ud. Isoleret set handler det om feinschmeckerei og nostalgi. Og på bundlinien er det umuligt 100 procent at kopiere noget fra verden af i går. Men hvis forbillederne hedder Johan Cruyff, Marco van Basten og Dennis Bergkamp, så kan danskerne Jesper Olsen, Frank Arnesen, Jan Mølby, Dan Petersen, Kenneth Perez og Tom Søndergaard i kraft af deres udstråling, betydning og tekniske formåen også kaldes for typiske Ajax-spillere. Hvilket ikke betyder, at sliderne Edgar Davids, Søren Lerby og Johan Neeskens, ikke hører hjemme i Hall of Fame.

”Vi Ajax-spillere er romantikere,” indrømmer Sjaak Swart, der selv var en sirlig wing og blandt sine efterkommere på De Meer især var fornøjet ved Jesper Olsen. Danskerne har i den grad sat aftryk i Cruyffs og Keizers fodspor, og denne skribent er i Amsterdam mere end én gang blevet spurgt om, hvordan det gik med Tom Søndergaard og var altid svar skyldig.

Især overfor den tidligere hjælpetræner og holdleder, Bobby Haarms, Mister Ajax, som her i forsommeren afgik ved døden efter længere tids sygdom. Den sympatiske Haarms, der blev bisat under stor Ajax-bevågenhed og blev kaldt den sidste, ægte klubmand, havde altid et særligt smil på læben, når han nævnte Søndergaards navn. Danskeren var der kun en enkelt sæson, men han huskes. Og her har jeg fortalt hans historie.

Ajax er en særlig klub, der har fostret en særlig fodbold-ideologi, der kan spores helt tilbage fra de første spæde skridt under Michels og Cruyff og helt frem til FC Barcelonas aktuelle Champions League-triumf, fordi Johan Cruyffs ånd endnu svæver over Camp Nou. Idéen om en teknisk allround-betonet og offensiv spillestil fra top til bund i samme klub og til alle tider. Ikke en plan fra i går, men fastholdt fra fordums tid. Ajax ligner nu – 40 år efter begyndelsen med en dansker – en af de store tabere, men det er, når man alene taler om økonomi og resultater.

Endnu i 1969 var Ajax på vej fremad. I returkampen mod Napoli hjemme i Amsterdam – det sneede, husker Sjaak Swaart – sad Tom Søndergaard atter udenfor. Ajax vandt 1-0. Og 3-0 i den forlængede spilletid. Senere nåede amsterdammerne semifinalen mod de senere vindere fra Arsenal.

Og sidst på sommeren var den første dansker i Ajax væk. Fem år senere fulgte Søren Lerby og Frank Arnesen, der havde haft uheldige Søndergaard som forbillede. Teenageparret har senere fortalt om den hårde start i Amsterdam, men også forklaret, hvordan de lærte at slå fra sig. Fordi de havde ambitionerne. Det havde amatøren Søndergaard, som aldrig vendte tilbage til topfodbold eller til B93, ikke. Det sluttede med trænerjobbet i HIK.

I mange år var han skolelærer i Ballerup, men 16. juni 1997 var det slut. Klaus Granlund havde inviteret Tom Søndergaard til sit bryllup, men den gamle træner dukkede aldrig op.

”Et par dage i forvejen ringede hans kæreste, Hanne, og fortalte mig, at Tom var død. Han havde også levet stærkt,” fortæller Granlund.

Efter kort tids sygdom var Tom Søndergaard død. Han blev 53 år. Ingen af fortidens med- og modspillere var mødt op til begravelsen. Den periode havde han lagt bag sig. Til gengæld var der mange triste skoleelever. Begravelsen foregik i et kapel, men uden præst. Tom Søndergaard var ikke medlem af folkekirken, men der blev spillet lidt Kim Larsen og sagt nogle familiære ord om Ajax-manden fra den sæson, der begyndte med 400.000 tilskuere til Woodstock-festival i sommeren 1969 og kulminerede i juni året efter med det, mange med hukommelse har kaldt verdens bedste fodboldkamp, VM-semifinalen mellem Italien og Vesttyskland i Mexico, som førstnævnte vandt efter forlænget spilletid. Men det er en helt anden historie.