Christian Gytkjær havde en flot tid i polske Lech Poznan, da han bombede mål ind på stribe og fik en stor status i klubben fra sommeren 2017 til 2020.
Nu har den polske storklub fået en dansk cheftræner i form af Niels Frederiksen, men hvilken oplevelse venter for den tidligere Brøndby-træner?
Gytkjær siger til Tipsbladet, at presset er stort i klubben, men det er samtidig fedt at agere i.
- Jeg havde en fantastisk tid i Lech Poznan, og jeg ønsker Niels Frederiksen alt muligt held og lykke. Det er en fantastisk klub og fankultur i polsk fodbold. Folk går op i det, og der er mange folk på stadion.
- Der er fed stemning. Der er selvfølgelig også et stort pres, men jeg tror, at det bliver en fed oplevelse for ham. Jeg ønsker ham alt det bedste, siger Christian Gytkjær til Tipsbladet.
Er der anderledes pres i Lech Poznan end andre steder, du har været i karrieren?
- Det er jo en af de to største klubber i Polen, så der er selvfølgelig pres på, og det er måske lidt mere end andre steder. Det har jeg aldrig haft noget problem med. På det niveau skal du håndtere en eller anden form for pres. Nu gik det godt for mig, og jeg scorede en masse mål.
Passer fint
Den danske angriber tror, at Frederiksen kan blive en succes i den polske klub.
- Nu er det selvfølgelig mange år siden, at jeg havde Niels som træner i Lyngby-tiden. Jeg husker det som en fin tid, og jeg er sikker på, at han har udviklet sig en masse og har gjort sig en masse gode erfaringer i Brøndby.
- Der er der også pres på om at levere resultater, så jeg tror, at det kommer til at passe ham helt fint, siger Christian Gytkjær til Tipsbladet.
Gytkjær tørner i dag ud for Venezia, der lige er rykket op i Serie A.