Solbakken efter oprydning: Guld og succes i Europa

FCK-træner Ståle Solbakken har hele tiden været opmærksom på, at den store udskiftning af spillere kan skabe udsving i præstationerne på banen, men ambitionerne er fortsat høje for sæsonen på trods af en uskøn start i Superligaen.



Mesterskabsfavoritterne fra FC København fik en gevaldig en over snuden søndag eftermiddag, da oprykkerholdet fra Hobro skabte sensation ved at klapse FCK med hele 3-0 i Telia Parken.
Efter kampen lagde træner Ståle Solbakken ikke skjul på, at hans professionelle stolthed var såret hårdt og varslede “konskvenser” for spillerne.

FC København har med masser af indkøb til denne sæson foretaget en enorm udskiftning på holdet, og Solbakken har hele tiden godt været klar over, at den store udskiftning kunne skabe udfald – selv om et nederlag til Hobro formentlig ikke har været tænkt som eksempel.

I fredagens udgave af Tipsbladet forklarede Ståle Solbakken årsagen til den enorme udskiftning i truppen, de mulige konsekvenser og forventningerne til de forskellige nyindkøbte spillere.

Få hele historien her:
Bragt i Tipsbladet 8. august:


Sommeroprydning skal skabe et stærkere FCK

Fra en skuffende indsats i Slagelse til en europæisk toppræstation mod Dnipro i løbet af fire dage. FC København er ved at bygge et nyt mandskab op, og den slags giver store udsving, men hvorfor har manager Ståle Solbakken valgt at skifte så radikalt ud i sin trup, og hvorfor har han valgt de spillere, som han har?

På papiret var det en godkendt præstation. Med kun et januarvindue at arbejde i, der godt nok gav et sensationelt hjemkøb af Andreas Cornelius, lykkedes det for Ståle Solbakken på 28 spillerunder at flytte FC København fra en plads under stregen til en andenplads efter AaB, mens man også nåede pokalfinalen, der dog blev tabt til de flyvende nordjyder. Læg dertil en fin indsats i Champions League med sejr over Galatasaray og uafgjort mod Juventus i en svær gruppe, og det virkede som om, at de mesterskabsvante københavnere var tilbage på ret kurs, selv om det altså kun blev til sølv i nordmandens comeback-sæson.

Men den ærgerrige Solbakken var ikke tilfreds, da han gjorde status efter sæsonen sammen med sin tekniske direktør Johan Lange.

”Vi blev enige om at tage en kraftig oprydning i truppen. Vi ville meget gerne have kunnet tage den lidt efter lidt, men samtidig følte vi, at der var et stærkt behov, for hele sæsonen havde føltes som en slags overlevelse. Da jeg kom tilbage sidste sommer, syntes jeg ikke, at det så så godt ud. Kulturen var smuldret lidt både på og udenfor banen,” siger Solbakken, før han prøver at sætte ord på en fornemmelse.

”Det er vanskeligt at sætte fingeren på, at det var det og det og det. Men da jeg kom ind i klubben i fjor efter fem runder, da tænkte jeg, at det her ikke blev nemt. Det var som om, at det var røget lidt på autopilot. Mange af de samme spillere var her jo også, da jeg var her sidst, men de var blevet lidt dårligere, lidt langsommere og lidt mindre sultne,” siger nordmanden om sit gensyn med den klub, han styrede til store succeser fra 2006 til 2011, og som han vendte tilbage til i august sidste år.

”Det gør jo ondt på en træner at skulle skære de bånd, der er, men det gjaldt om at prøve at tage det bedste fra før og så samtidig skabe noget nyt. Alt var jo ikke skidt. Samtidig følte vi, at der var behov for at forynge holdet, også ved at give de unge spillere nogle længere kontrakter, så vi kunne bygge op i et længere perspektiv. Der havde jo været fire trænere på relativt kort tid, så det havde været lidt frem og tilbage.”

”Da der så skete det, der skete med CV [den mangeårige sportsdirektør Carsten V. Jensen blev pludselig fyret i april] måtte vi også bygge på ledersiden, så jeg fik Johan ind i den stilling, så han kunne se med lidt kritiske øjne på det hele. Og vi var enige om, at nu skulle vi bygge noget nyt her. Så blev det måske lidt mere, end vi havde tænkt fra starten af,” fortæller Ståle Solbakken om den proces, der allerede var sat i gang med januar-aftalerne med Tom Høgli og Franco Mussis, men som siden da er endt med syv andre tilgange af en kaliber til startopstillingen, mens ni spillere med til sammen 564 ligakampe har forladt klubben.

Sådan er det, når man gerne vil forynge et hold og en trup, og som det for eksempel er sket i forsvaret med afskeden med den 34-årige anfører Lars Jacobsen og den 36-årige stopper Olof Mellberg til fordel for 30-årige Tom Høgli og 33-årige Mikael Antonsson. Men det var ikke kun derfor, at de udskiftninger skete.

”Med hensyn til Lars så skal man nogle gange tage en afgørelse, som man føler er den rigtige inderst inde. Det har Lars og jeg diskuteret længe på åben og ærlig vis. Han fik et kontraktforslag, han ikke var tilfreds med, og så gik tiden, mens jeg havde den her fornemmelse. Og så sagde jeg: ”Okay, Lars og Remmer kan kun spille højre back. Høgli kan spille begge sider, og Remmer skal frem på sigt.” Høgli har så fået lidt kritik, men ham er jeg 100 procent sikker på. Han er en rigtig dygtig en-mod-en spiller, som du også så mod Konoplyanka i Kijev. Der er ikke mange backs, der kan holde ham nede, som han gjorde i den kamp. Han er ikke spektakulær, men han kan spille pladsen, mens Remmer vokser til, og i tillæg kan han så også spille venstre back, som han gør på det norske landshold. Det gør, at vi er bedre dækket ind på backerne, end vi var i fjor.”

”Med hensyn til Mellberg, så sad han på bænken i de to første kampe, og det udløste nogle hårde diskussioner med Olof, som endte med, at vi fandt en enighed om, hvad der var den bedste løsning for en mand, der snart fylder 37. Men det hang ikke sammen med Antonsson. Det var to forskellige afgørelser. Først Mellberg og så Antonsson,” fortæller Solbakken om to af sommerens mange transfers, hvoraf flere afskeder var givet på forhånd, da Thomas Kristensen, Christian Bolanos og Daniel Braaten ligesom Lars Jacobsen havde kontraktudløb.

Dertil fik man solgt angriberne i overskud, Mustafa Abdellaoue og Fanendo Adi, mens man fik et rigtig godt bud på Igor Vetokele fra Charlton, som man ikke kunne sige nej til. Så selv om FCK-direktør Anders Hørsholt som en del af forårets fremstød annoncerede en stigning i spillerbudgettet på 30 procent over tre år, altså 10 procent om året, så har den nye manager ikke haft problemer med at holde sig inden for de rammer, selv om der er kommet en del klassespillere til.

”Vi har holdt os langt inden for budgettet. Stephan Andersen, Pelle Nilsson, Antonsson og Høgli var alle Bosman-spillere, mens ”Zanka” heller ikke var så dyr. Og Igor gav stort set det samme, som vi har givet for Baskim og Amartey, så på den måde er det kun Mussis og De Ridder, der har kostet penge. Så vi har ikke brugt mange penge. Tværtimod,” siger Solbakken om den flittige transfersommer, der næppe har kostet FCK meget mere end 20 millioner kroner netto i købssummer.

Et scoop og et sats
Men selv om den norske manager nu står med ansvaret for køb og salg udover jobbet som cheftræner, så er han ikke gået helt nye veje. Flere navne var kendt på forhånd efter mange års samarbejde med Carsten V. Jensen, mens andre muligheder pludselig er opstået, så det har været en blanding. Navne som Steve De Ridder, Baskim Kadrii og den svenske venstreback Ludwig Augustinsson, der afløser Bengtsson til januar, har længe været på listerne, mens den unge ghaneser Daniel Amartey også har været et kendt navn, som man først sent for alvor fik øjnene op for.

”Vi må jo erkende, at vi har været overrasket over, at Amartey har været bedre, end vi troede. En grund til, at vi måske ikke var tidligere ude på ham, kan være, at han har spillet meget midtstopper og mindre midtbane i Djurgården i den sidste tid, så vi skulle et helt år tilbage for at se ham som midtbanespiller. Men han var en spiller, som vi sent gik hårdt efter, næsten for sent egentlig,” siger Solbakken om den 19-årige spiller, som har imponeret ham.

”Vi har gjort et scoop med Amartey, som helt sikkert kommer til at tage nogle kæmpeskridt. Det har han allerede gjort, men han kommer til at blive en vældig god spiller internationalt på sigt,” lyder vurderingen af en af de ni nye.

Det er et højt antal, og det er mange spillere, der skal passes ind i truppen, men det er ikke så umuligt som det lyder, for mange af spillerne kender spillestilen på forhånd.

”Mange af de nye er jo spillere, som vi kender vældig godt, og som ikke har problemer med at falde ind. Nu lykkedes det ikke med Erik Sviatchenko [midterforsvareren som FCK var tæt på at hente i FC Midtjylland], men han havde nok trængt til mere tilvænning end ”Zanka,” der er kommet tilbage og har været rigtig god. Og så var Antonsson også et sikkert kort. Så midtstopperne er jeg helt trygge ved, og så har vi i tillæg fået større konkurrence på keeperpladsen.”

”Det bliver så opfattet som lidt kontroversielt på grund af hans fortid [Stephan Andersen har som bekendt tidligere stået på mål for ærkerivalen fra Brøndby, hvilket har givet nogle mishagsytringer fra lægterne i starten], men vi har ikke ubegrænsede muligheder, og den danske landsholdsmålmand var ledig på en fri transfer og er heller ingen dyr mand i drift, så det er vi tilfredse med,” siger Solbakken om den nye målmand, der i de første kampe har slået førstekeeperen gennem fem sæsoner, svenske Johan Wiland, af. Andersen har dog ikke imponeret 100 procent, for der har været en målgivende fejl mod FC Nordsjælland og også usikkerhed i det afspil, han ellers skulle være betydeligt bedre end Wiland i, mens de to deler de flotte reflekser på stregen. Og så sparker Stephan Andersen også noget længere end Wiland, hvilket gør, at Andreas Cornelius går op i sine luftdueller tættere på modstanderens mål.

De to spillere, der har kæmpet mest med at falde til i det nye system og de nye rammer, er belgiske Steve De Ridder og argentinske Franco Mussis.

”De Ridder har egentlig gjort det fornuftigt, selv om han har været uheldig foran mål, men han skal lære at arbejde i et andet koncept. Han skal lære, hvilke positioner han skal tage i offensiven, han skal kende løbene, og samtidig skal han også forsvare som første mand, og det er lidt nyt for ham. Men han har spillet meget, fordi han jo lidt er en cowboy-leder, der går foran med indsatsen.”

”Mussis har simpelt hen taget en alt for lang sommerferie og kæmper med sprog og kultur og fysik, og derfor er det vigtigt, at vi ikke stresser det, for han har fortsat et stykke vej. Han har nogle spidskompetencer i forhold til sine skud og sin farlighed, men han skal jo også kunne holde til at kunne være fysisk med i konceptet både defensivt og offensivt. Og det er han et stykke fra. Han er måske vores risiko-projekt i forhold til kultur, ja i forhold til alt. Så vi skal arbejde hårdt for at få det til at fungere,” siger Solbakken og påpeger også, at holdet er præget af, at Nicolai Jørgensen, Youssef Toutouh og Bashkim Kadrii alle tre stadig er ved at spille sig tilbage i topform efter langvarige skadesforløb.

Ånden fra 2010
Men hvad er det så for et hold, som FCK-manageren er ved at bygge? Hvad er nøgleordene?

”Vi vil meget gerne have den defensive soliditet, som vi synes kendertegner os,” siger Solbakken om en trup, der med spillere som Nicolai Jørgensen, Rurik Gislason, Youssef Toutouh og Danny Amankwaa ellers har flere driblende og udfordrende typer end længe set, mens en centerforsvarer som Mathias ”Zanka” Jørgensen også spiller fremad og med risiko i sit spil.

”Ja, vi har købt lidt forskellige typer både på og udenfor banen, så vi får lidt X-faktor igen. Vi vil gerne have et hold, der har styrken til at begå sig både ude og hjemme, vi vil gerne have X-faktoren tilbage, og det håber vi også på, at vi får, men du bygger grunden op først, for du får bedst udnyttet den offensive X-faktor, hvis du har stabilitet i det defensive.”

”Og så ville vi også gerne forynge holdet og bygge videre på det over længere tid, så de fleste af de nye har også fået kontrakter, der strækker sig over tre år eller længere,” siger cheftræneren, der med Zanka og Antonsson tilbage på holdet godt kunne mistænkes lidt for at forsøge at ramme ånden fra 2010 igen, da FCK blandt meget andet spillede lige op med Barcelona i Parken.

”Så mangler der måske en brik eller to for at komme helt derop. Det kommer også an på, hvordan spillerne udvikler sig. Om Mussis klarer at slå igennem. Om Nicolai klarer at tage de sidste skridt. Men det ser spændende ud,” siger Solbakken og må tage en lille tankepause på det oplagte spørgsmål om William Kvist nede i Stuttgart, der godt nok hele tiden har bebudet, at det er for tidligt at tage tilbage, selv om udsigterne til spilletid ikke er gode i det sydtyske. For ville der mon være plads til ham?

”Hmm, nej det ville nok være svært med Daniel [Amartey] og Delaney,” siger Solbakken og lyder lidt overrasket over sit svar.

Men det siger også noget om, at han er kommet rigtig langt meget hurtigt med det store genopbygningsprojekt, der da også har et klart mål, for selv om udskiftningerne har været mange og store, er ambitionerne uændrede for sæsonen.

”Vi skal kunne klare både at bygge til fremtiden og lave gode resultater med det samme. Målet er at kunne gøre begge dele. Vi skal vinde mesterskabet og gøre det godt i Europa i denne sæson. Det kan godt være, at det bliver svært, men det er det, vi går efter,” som han siger det på en mandag eftermiddag, hvor han også kalder den nye trup for en trup med et større potentiale end den før sommerpausen.

På det tidspunkt var det også kun to dage siden, at holdet havde skuffet fælt med en svag præstation og 2-2 i Slagelse mod FC Vestsjælland, så måske er det derfor, at han griner skævt på spørgsmålet, om det også er et bedre hold?

”Det bliver det,” siger Ståle Solbakken, og det perspektiv holder han fast i et par dage senere, selv om glæden nu lyser ud af ham i mixed zone efter den flotte 2-0 sejr over Dnipro med syv af de nye i kamp undervejs, heraf de seks fra start. Den sejr har sikret FC København en svær kamp om en plads i Champions League og næsten vigtigere et garanteret gruppespil i Europa League som trøstpræmie, hvis det ikke lykkes at slå Arsenal, Porto, Zenit, Leverkusen eller Napoli.

De otte europæiske kampe, der nu venter videre frem i efteråret, er nemlig essentielle i forhold til at samle og styrke det nye hold endnu mere.

”Det var en vital kamp for FCK’s fremtid. Det er vigtigt, at vi med så mange nye og unge spillere spiller nogle europæiske gruppekampe. De hårde kampe hjemme og ude vil også forberede holdet til fremtiden. Og sejren over Dnipro giver ikke bare mod og selvtillid til holdet. Det gør det også til den enkelte spiller, og engang vil nogen af de unge, der var med i dag, kunne kigge tilbage og tænke, at det var her i aften, at nogle af dem gik fra at være drenge til at blive mænd,” som han sagde det ved pressemødet bagefter med reference til det berømte motto, der står ovre i det gamle KB-klubhus på Peter Bangs Vej.

Spillere som Danny Amankwaa, Bashkim Kadrii, Andreas Cornelius, Daniel Amartey og til dels også Nicolai Jørgensen og Thomas Delaney skrev onsdag aften deres egen lille historie i FC Københavns store, og det er meget vigtigt for fremtidens forhåbninger og ambitioner for sådan en gruppe spillere i starten af tyverne. For det er dem, der skal være med til at skabe det stærkere FCK, som Ståle Solbakken begyndte på med den store sommeroprydning. 

 




KOMMENTAR

Panik i AaB: Minder om Zornigers sidste tid


Liverpool forlænger med Virgil van Dijk

Hvis alt var op til Delaney: ‘Ud med det!’



Kasper Schmeichel på fornem liste

FCM-stjerne: – Jeg ved ikke, om jeg er enig

Laudrup spår stort drama: Alle bliver ramt

AaB-boss freder Menno van Dam efter kollaps

– Vi løber rundt som en flok miniputspillere



TOPNYHED

Dansk træner på blokken i Wolfsburg


Med livrem og seler i Superliga-topbrag

Arsenal hælder Real Madrid ud af Champions League

Inter er klar til semifinalen i Champions League

Henter endnu et talent i FC København



TIPSBLADET SPECIAL

Farvel, Ramaj: FC København mister vigtigt våben


Birk: Jeg er ved at være træt af det her interview

Vækker opsigt: Oprør mod danskerklubs finte 

Uforstående Michael Laudrup: ‘Hvad laver du’?

‘Captain America’ står for Brøndby: ‘Et monster’

Magtdemonstration: Silkeborg knuser AaB

Hold nu op – leverede han sæsonens dårligste kamp?

Laudrup kritiserer Real Madrid: Nytter ikke noget

Brøndby-profil om Ramaj: ‘Skal have konsekvenser’

Hylder dansker: Han må kunne finde en større klub!



De ser ud til at hente Norges største talent

Kære FC København: Hvad venter I på?

Officielt: Køber Rasmus Nissen Kristensen

FC København er uden fem mand mod FC Midtjylland

Brøndby IF – FC Nordsjælland

Sprudler i FCM: ‘Ville prøve noget andet end FCK’

Afsløring: Til prøvetræning i Superliga-klub

Alt er på plads: Henter Rasmus Nissen Kristensen


TRANSFER

Laudrup om Eriksen: Overstået kapitel – tag hertil


Birk fatter det ikke: Helt ude af proportioner

Har rollerne klar: Han bliver reservekeeper i FCK

FCK-stjerne: ‘Jeg er heller ikke Guds bedste barn’

FC Midtjylland – FC København

Frederik Birk slår fast: Han står næste kamp

Jacob Neestrup: ‘Jeg kan kun beklage’

– Selvfølgelig har han været en kæmpe idiot

Køber ny fodboldklub

Randers FC – AGF

Laudrup chokeret over Mbappé-dom

– Han har en fremtid i Dortmund

Kaldte Neestrup løgner: ‘Vi tager en snak’

De vil bytte sig til Rasmus Højlund

Vild med dansker: Minder om Callum Wilson

Det er Anis Ben Slimanes største ønske

Lyngby Boldklub – Sønderjyske

Real Madrid satser hele butikken mod Arsenal

Laudrup i svime: Der skal laves en statue af ham!

Miraklet udeblev for Dortmund

PSG i semifinalen efter kæmpe drama

Sindssygt drama: Villa nærmer sig sensation

Efter derby-ballade: ‘Har jeg intet problem med’