Sølvvinderne fra Rom – et glemt hold fylder rundt

Det var 5. september 1960 på Stadio Flaminio i den italienske hovedstad, at målmand Henry From skrev dansk fodboldhistorie på en sådan måde, at det huskes af de fleste 50+ere den dag i dag. Han satte sit tyggegummi på målstolpen, da Ungarn fik straffespark – og reddede. Danmark vandt 2-0 og kom i den olympiske finale.

From rimer på Rom, og der er så megen mytisk stof i den redning – reelt overgår den i gerning og billede Preben Elkjærs brændte straffespark og iturevne buksebag fra EM 1984 og John “Faxe” Jensen-citatet om flugtmålet “ramt lige i røven,”, da de rødhvide i 1992 blev europamestre. Til gengæld er det ikke så tit, at selve holdpræstationen fra dengang trækkes frem. Sølvholdet fra 1960 er dansk fodbolds glemte storhold. For det første gør tiden og nye generationers opmarch sit indhug i dette stykke fodbold-gods, og for det andet er vi kolde danskere ikke så gode til at hylde vores gamle helte og forbilleder.Da DBU i 2006 skulle kåre alle tiders bedste danske fodboldspiller, gled 1960-holdets bedste og oplagte bud Harald Nielsen ud inden finalen, der havde deltagelse af hele otte navne, hvilket reelt er historiefornægtelse – og da Danmark i denne uge åbnede EM-kvalifikationen i Parken mod Island, stod der ikke så meget som et enkelt ord i kampprogrammet om de grånende 50 års-jubilarer fra dengang under halvdelen af danskerne endnu ikke havde fået tv. Hvilket i givet fald ikke ikke kan bruges som undskyldning. Ved fejlvurderinger af den kaliber får man nærmest medlidenhed med de aktuelle smagsdommere.Sølvholdet fra Rom har tegnet sig for det næststørste danske fodboldresultat i nyere tid, kun iovergået af europamestrene fra 1992. Selvfølgelig klipper tidens gang guldranden af alle glansbilleder, men når en lille gruppe ældre distingverede herrer denne fredag er på rundtur i Parken og måske skridter andre hjørner af København af, vil højest et par af dem blive genkendt.”Havde vi været italienere kunne man risikere, at ældre folk ville kaste sig ned og kysse vores sko,” griner en af de to profiler på holdet, som er kendt af rigtig mange danskere. Det er Harald Nielsen, og han har faktisk som turist i sit gamle hjemland helt personligt modtaget et sådant kys. Med sine seks mål blev den unge teenager topscorer i OL-turneringen, hvilket blev startskuddet til en stor og flot karriere i Italien. I dag er han 68 år, og Tipsbladet har sat ham stævne med værelseskammeraten og angrebskollegaen fra dengang, nemlig 70-årige Tommy Troelsen, hvis ansigt også huskes for hans mange år som sportskommentator på TV.”Men for to år siden var jeg inviteret ned til Inters 100 års jubilæum og oplevede hvor meget de gjorde ud af det, solgte begivenheden til tv og udnyttede den kommercielt. Min søn Henrik fik den idé, at jeg skulle samle sølvholdet. Vi gør det så bare lidt mere i stilhed,”uddyber værten Harald Nielsen, som fredag genser otte holdkammerater fra dengang. Ni af de 19 spillere i truppen har meldt deres ankomst, og det er ganske pænt, når en lille håndfuld er afgået ved døden herimellem målmand From, og andre ganske højt oppe i årene. Fotografen trækker de to tidligere offensivspillere med udenfor. Harald har fundet en gul læderbold fra tresserne, og han header til Tommy Troelsen, og sådan går det frem og tilbage nogle gange. Sølvholdet spillede sin seneste og sidste opvisningskamp i 1980, og bentøjet er ikke, hvad der har været, selv om Harald endnu spiller lidt inde-bold, men hovedet fungerer fremragende.

Fem kroner om dagen til frimærker og det løse

De to yngste spillere i den danske trup rejste i august 1960 til OL med hver sit udgangspunkt. Harald Nielsen opsat på at fortsætte den målstrøm, han som angriber i opkomling-klubben Frederikshavn var i gang med, mens Tommy Troelsen som den lidt forsigtige og i hvert fald ydmyge seminarieelev, der sent havde erobret en plads på holdet og nu spillede sammen med nogle af sine forbilleder.

“Nogle få år tidligere havde jeg som bolddreng på Vejle Stadion stået og bedt om at få Poul Pedersens autograf, og der var flere spillere på holdet, der havde rundet de 30 år, men det var ikke afgørende for vores fællesskab. Vi havde trænet så meget sammen det år, at vi kendte hinanden ud og ind, kunne skælde hinanden ud, når det var nødvendigt uden at det ødelagde noget.”, forklarer Tommy Troelsen.Yngstemanden nikker. Harald Nielsen fik tilnavnet “Guld-Harald”, fordi han mente, at der var så megen gods i landsholdet, at et stort resultat på de italienske baner var en mulighed.”Jeg syntes, at man godt kunne tale hinanden lidt op, men det er jo bare ikke så dansk,” siger Nielsen i dag. Han var sin ungdom til trods aldrig bange for at fortælle holdkammeraterne hvordan skulle spille og at de nu skulle tage sig sammen – og parallellen til senere danske angrebskoryfæer som Preben Elkjær og Nicklas Bendtner er til at tage og føle på.Men sandheden var, at danskerne ikke kendte deres modstanderes reelle styrke. Brasilien og Tyskland samt de dengang så stærke svenskere, der havde været VM-værter i 1958, var ikke med, men det var til gengæld Argentina samt en stribe stærke østeuropæiske lande. Jugoslavien og Ungarn hørte dengang til blandt verdensfodboldens top, og de stillede i stærkeste opstilling. Statsamatører kaldte man dem, mens danskerne nærmest tyvtede sig til at spille fodbold ved siden af arbejdet.”Jeg stod på en maskinfabrik i Frederikshavn og fik 22 kroner om ugen. Og under OL fik hver fem kroner pr. dag til frimærker og det løse, men det var ikke afgørende. Vi spillede fodbold, fordi vi kunne lide det, og i træner Arne Sørensen havde vi en humørfyldt og dygtig træner, som var spillernes mand. Taktikmøder som sådan var der ikke meget af, men en peptalk virkede også. Og så voksede vi med resultaterne dernede,” mindes Harald Nielsen.

Da Island var ved at bremse drømmen

Vi har sat de to gamle frontkæmpere stævne i Harald Nielsens virksomhed i Søborg. Rudi & Harald Nielsen sælger tasker og sko, og den tidligere topscorer i Serie A fortæller sidst i samtalen om at det for ham er en glædens dag, fordi han har vundet en erstatningssag anlagt af Gucci og er tilkendt 440.000 kr. Gucci mente, at nogle af ægteparret Nielsens varer var kopier af deres, men det har retten pure afvist.

Det er samme dag, at den står på landskamp i Parken, når Danmark møder Island, som aldrig har vundet over den sydligere storebror, men som i 1959 faktisk var lige ved at spænde ben for den danske OL-deltagelse.I kvalifikationen sejrede Danmark 4-2 på Island med 18-årige Tommy Troelsen som debutant, men fik på hjemmebane i august 2009 kun 1-1, hvilket akkurat sikrede OL-billetterne.. Henning Enoksen, skarpskytten med venstrebenet, udlignede otte minutter, men det haltede lidt i angrebet, og så fik Harald Nielsen debut, og han scorede i 4-2 sejren over Norge. Derpå var kursen klar.”Hele forløbet i Italien kom til at passe os,” mener Tommy Troelsen.”Vi starter med at vinde nøglekampen mod de hårde argentinere med 3-2, og det fortsætter mod Polen, hvor vi er heldige og From står som Vorherre. Vi vinder 2-1 helt uden at have andel i spillet, og vi får så Tunesien i den sidste gruppekamp og vinder 3-1. Med fem dage frem til semifinalen mod Ungarn betød det, at vi havde mange kræfter. Kamprogrammet var ideelt,” mener innerwingen, hvis position i dag nærmest er at sammenligne med den offensive midtbanespillers.Troelsen havde på forhånd været glad for bare at få spilletid ved OL. Nu var han blevet fast mand og på medaljekurs. En vinter, et forår og en sommer med masser af fællestræning i Vejle og København, var ved at give pote. Aldrig havde et dansk landshold været så godt forberedt, ikke mindst fysisk, på en slutrunde, og man havde da bl.a. et sæt bronze-medaljer fra OL i London med Carl Aage Præst, John Hansen og Knud Lundberg at sammenligne sig med.”Dem jeg som otteårig hjemme i min fødeby Nykøbing Mors hørte om i radioen. De var vores forbilleder, og et par af dem blev også store i Italien,” husker Tommy Troelsen.

Måtte aflevere støvlegave tilbage

Men der var også forhindringer undervejs. Store forhindringer – og sorger og bekymringer, der skulle bearbejdes. DBUs skrappe håndhævelse af amatørprincippperne var i den sammenhæng en biting.

Som når man forsøger at score lidt lommepenge ved at sende rejsebreve hjem til den lokale avis, men opdages, og som når på en udflugt besøger en italiensk sportsudstyrsfabrik og kommer ud til bussen med et par splinterbye og lækre læderstøvler i hånden, men af DBU-generalsekretær Erik Hyldstrup får besked på prompte at aflevere dem tilbage. “En kontrast til de blytunge støvler vi løb rundt i på det tidspunkt,” som Troelsen.Hvad vi ikke mål glemme, er, at dansk fodbold og OL-forberedelsen blev ramt af en sand katastrofe halvanden måned inden afrejsen til Rom. Et fly med otte landsholdsemner på vej til træningskamp i Herning faldt ned i Øresund straks efter take-off i Kastrup. Der var sommerferie, og Tommy Troelsen befandt sig i hovedstaden, hvor han besøgte sin ven fra ungdomslandsholdet, KBeren Kurt Krahmer, men valgte at tage toget hjem. Krahmer var en af de otte dræbte.”Det er klart, at det tyngede os,” siger Harald Nielsen, men med ungdommens lethed var den største sorg gemt til side, da det gik løs i den italienske sensommervarme. Mens Tommy Troelsen sammen med et par holdkammerater for en sikkerheds skyld rejste med toget til Rom, mens resten var med fly. Det daglige liv i OL-lejren var ubekymret og stort. En ny verden åbnede sig for de danske provinsboere. De to værelseskammerater, der også kendte hinanden fra tiden på udvalgte jyske ungdomshold, tog ud og så den letløbende sorte amerikaner Wilma Rudolph sejre i 100 meter på atletikstadion, og de kunne frit bevæge sig omkring i den olympiske landsby og hilste en dag på bokseren Cassius Clay, der allerede var et stort navn med en åben mund, Han vandt guld i letvægtervægt og kaldte sig senere som professionel Muhammad Ali.Clay var ligesom Harald Nielsen ung, fremadstormende og ubekymret. Amerikaneren dansede som en sommerfugl og stak som en bi, som han senere så poetisk beskrev sig selv, mens Harald Nielsen førte sig frem med andre midler. DBUs nærige attitude irriterede ham. Eller også var han bare meget ung. Politikens Lise Nørgaard, som i dag er en god ven af Harald Nielsen, var dengang en yngre og ikke så sportsinteresseret journalist, der i mangel af bedre kastede sig over den unge stjerne, og de snakkede så længe, at “vagtmester” Hyldstrup kom med en anmærkning.”Jeg løb jeg op og tog et par korte badebukser på, og så fik hun da det billede,” fortæller den senere forkæmper for indførelsen af betalt fodbold i Danmark og første bestyrelsesformand i FC København.Men en dag trak der sorte skyer op i horisonten. Den danske cykelrytter Knud Enemark fadt sammen under 100 km holdkørsel og døde. Frygten for doping bredte sig med ildens hast i hele den danske OL-lejr. “Havde vi – uden at være klar over konsekvenserne – indtaget, spist eller drukket noget, som kunne ramme os og sætte os ud af spillet. Vi var chokerede over Enemarks død, og vi var bange, men DBU lukkede bare sammen. Det skulle der ikke røres ved, og så fortsatte vi som intet var sket,” siger Harald Nielsen efter at have hævet sig lidt op ad stolen.

Hjem i træningsdragt efter æggespark

Fem dage efter afsluttende gruppekampe mod Tunesien gjaldt det semifinalen mod Ungarn, der var favorit til at vinde turneringen, men magyaerne hang ikke nær så godt sammen som danskerne.

“Vi udviklede os fra kamp til kamp. Vi havde faste positioner som på vores klubhold, men spillede mere frit her. Og så var vi parate til at løbe for sidemanden,” siger de to samstemmende. Troelsen beundrer Nielsens evne til at løbe i hullerne, også gerne på højrekanten, og får tilbage roser for sin teknik. Tommy Troldmand blev han senere kaldt, men helten i semifinalen var og blev målmand From, der redede et straffespark fra Pal Varhidi, efter at Flemming Nielsen forinden havde misbrugt et tilsvarende dansk tilbud. Men Danmark vandt 2-0 – og var i finalen.”Men så var vi også trætte, og det var ikke svært for Jugoslavien fire dage senere at vinde 3-1, men det ødelagde ikke den danske glæde og selvrespekt. Få dage senere blev sølvvinderne modtaget af tusindvis af danskerne på Rådhuspladsen i København. To og to gik spillerne ud på dagbladet Politikens smalle balkon for at de sig hylde af folket. Alle i pæne jakkesæt med undtagelse af Tommy Troelsen i træningsdragt.”Jeg havde under morgenmaden i Rom kastet et æg op i luften – det var derpå efter afslutningsfest, så jeg var lidt kåd – og så havde Henning Helbrandt flugtet til det. Så var det jakkesæt ikke til pæn brug den dag.” OL-euforien var dog snart overstået. Dansk fodbold gik i international hi i tresserne. Sølvmedaljerne blev ikke brugt til noget, og de kunne i virkeligheden have været afsæt for en sund stolthed og en udvikling med betalt fodbold, som først indførtes i 1989. Resultaterne blev dårligere og dårligere, og Danmark var længe 20 år efter eksempelvis Holland. Det hjalp kun en smule, at prof´erne i udlandet fra 1971 blev hentet hjem til landskampe.11 år efter Rom-medaljerne havde både Tommy Troelsen og Harald Nielsen lagt støvlerne på hylden. Førstnævnte var med et stykke langt op i tresserne, mens Harald Nielsens triumer fandt sted i ensom eksil i Italien. Han var gennem en årrække Danmarks klart største og måske endda eneste rigtigt store fodboldnavn, men landsholdet var lukket land for ham.”Er det rigtigt, at DBU forbød dig at spille på landsholdet?” har Nielsens 12-årige barnebarn Albert ofte undrende spurgt. Med tilføjelsen: “Det kan man da ikke.” Hvad det glemte sølvhold kunne være blevet til uden den og andre begrænsninger bliver sikkert et af samtaleemnerne ved jubilæumsfesten.