Snydt af agenter – strandet i fremmed land

En dag dukkede en sort mand og en hvid mand op ved den græsløse fodboldbane i det slumkvarter, hvor Matthew Edafe boede. De så rige og succesfulde ud, og de havde kufferten fuld af billeder af dem selv i fly, i biler og ved grønne, frodige græsbaner.

Den hvide mand var kommet til Nigeria, sagde hans sorte kompagnon, for at finde talentfulde spillere, han kunne tage med tilbage til Europa. De ville gerne invitere Matthew med. Han kunne spille for Celtic i Skotland, tjene mange penge og hjælpe sin familie.

Han skulle bare selv betale et gebyr. Det skulle dække rejseomkostninger og hans visum, men det var intet målt op mod de tusindvis af dollars, Matthew kunne sende hjem hver måned. Det var en enestående chance, sagde manden. Vejen ud af fattigdom.

– I det øjeblik var mit hoved på overarbejde. "Hvad skal jeg gøre?" Det er sådan, man bliver viklet ind i det. Desperation får folk til at miste fokus, så man ikke analyserer det ordentligt.

Matthew Edafe var vokset op i et blikskur i et slumkvarter. Men hans mor lånte sig til de 375.000 naira, som agenten forlangte. En mindre formue for en fattig nigeriansk familie, men folk fra hele nabolaget hjalp til. Matthew skulle løfte dem alle ud af armodet.

Så agenten fik sine penge, og Matthew gjorde sig klar til rejsen. Den kom rigtig nok til at forandre hans liv for altid. Bare ikke, som agenten havde lovet.

Illegalt ophold
Der findes ingen præcise tal for, hvor mange fodboldspillere der hvert år bliver svindlet af agenter med falske løfter. Organisationen Foot Solidaire anslår, at tallet er 15.000 drenge og unge mænd om året i Afrika alene, men eksperter siger, at det er umuligt at opgøre. Hele essensen er, at det foregår i det skjulte.

Men én ting er de enige om: Der er mange.

Fælles for dem alle er, at skruppelløse mennesker bruger børn og unges største drømme mod dem.

Matthew Edafe var 21 år, da han satte sig i flyet og troede, han var på vej til Glasgow. Det blev en kort tur, og da de landede, var der stadig sorte mennesker overalt. De var kun nået til Senegal, viste det sig. Men bare rolig, lød det fra agenten. Det var et transitstop. Nu skulle de videre til Celtics træningslejr.

Næste fartøj var et skib. Da Matthew Edafe og de fire andre unge nigerianske mænd gik i land, stod der et fremmed sprog på skiltene. Igen beroligede agenten dem. De var landet på en portugisisk ø, sagde han. Her skulle de modtage specialtræning, der forberedte dem på livet som professionel i Skotland.

Det sted, de blev indkvarteret, havde dog intet med professionel fodbold at gøre. Det mindede mere om en blanding mellem et blikskur og en campingvogn. Der skulle Matthew Edafe, hans fire landsmænd og de ti unge mænd fra Ghana og Mali, der allerede var der, bo. Uden wc, uden rindende vand. I nogle af de andre små, provisoriske hytter holdt prostituerede til.

I begyndelsen kom agenten og en træner og lavede træning med de håbefulde afrikanske spillere, men det var mest bare løb på en nærliggende strand. Så begyndte agenten og træneren også at udeblive. Mon det var for at teste spillerne, spurgte de hinanden. For at se, om de havde den rette attitude?

Så i tre dage trænede de videre, alene, men der kom stadig ingen. Da begyndte det at dæmre. De havde hverken opholdstilladelse eller visum. Nogle havde ikke engang deres pas. De var strandet.

– Det første, der gjorde sig gældende, var frygt. Hvad hvis politiet kom? Vi opholdt os der jo illegalt, husker Matthew Edafe.

Det, der skulle have været udlevelsen af hans store drøm, var blevet et veritabelt mareridt.

– Jeg havde ét mål og kun ét mål: Jeg ville tilbage til Nigeria. Det handlede ikke længere om fodbold. Det var ren overlevelse.

Desperation og prostitution
Matthews Edafes vej til det, der viste sig at være Kap Verde, en lille ønation 500 kilometer vest for Senegals kyst, er som taget ud af drejebogen for menneskehandel gennem fodbold. Dét har James Esson fra Loughborugh Universitet skrevet ph.d. om, og på den baggrund har han sammesat en 10-punkts guide til fodbold-trafficking.

De første fem punkter lyder:

1. Agenten tilbyder en spiller en kontrakt eller en prøvetræning i udlandet.
2. Agenten beder om penge for at sætte det hele op.
3. Spillerens familie kradser penge sammen ved at optage lån, sælge ejendele eller tage søskende ud af deres skole.
4. Spilleren ankommer til et nyt land via et midlertidigt visum.
5. Agenten “passer på” spillerens penge, pas og andre dokumenter.

Agenterne lover typisk spillerne at få dem til Europa. Der er også eksempler på, at Danmark er blevet brugt som løftestang, fortæller kilder.

Børn og unge som Matthew Edafe er oplagte ofre, fordi de er villige til at tage store chancer for at undslippe det liv, de har. De er vokset op i fattigdom og uden reelle muligheder for en lysere fremtid.

– Når de ser sig om i samfundet, hvem er så de succcesfulde mennesker? Hvem tjener penge, spørger Esson retorisk og svarer selv:

– Det er ikke dem, der går i skole og får uddannelser. Det er fodboldspillere. Det er dem, der tjener penge, og som er på tv og Youtube.

De unge drenge ved altså, at der findes steder, hvor folk lever et bedre liv, hvilket ifølge James Esson er en vigtig pointe. Det handler ikke kun om fattigdom, men om ulighed.

– Menneskehandel finder ikke sted, fordi folk er fattige. Det er på grund af ulighed. Det, menneskehandlere kan udnytte, er forskellene. Hvis Europa var lige så fattigt som Vestafrika, ville det ikke være så tillokkende, siger han.

Det gør det svært at komme falske agenter og menneskehandel via fodbold til livs. For det kræver, at man kommer global ulighed til livs.

Email sendt fra en falsk agent til en spiller.

Den nuværende situation skaber desperate mennesker, der er villig til at gøre hvad som helst. Esson fortæller, at han har hørt om sager, hvor forældre har prostitueret deres døtre for at samle penge ind til sønnens rejse til Europa.

En fodboldkarriere i Europa er den oplagte vej ud af de perspektivløse liv. Tit den eneste vej. Erik Rasmussen, den mangeårige Superliga-træner, har ved selvsyn set, hvor desperat unge mænd i Sierra Leone kan klynge sig til det håb, der måske gør deres liv udholdeligt.

– De har ikke noget realistisk billede af dem selv, for de bliver nødt til at holde fast i en eller anden illusion om, hvad der kan ske i deres liv, siger han.

– Hvis der så er en skrupelløs agent, der siger: "Du er vanvittigt god. Jeg kan få dig der og derhen," så er der ikke noget, de hellere vil tro på. Jeg har været ude for at arbejde med handicappede, som troede, de skulle være professionelle fodboldspillere. Hvor de har haft polio i den ene arm, polio i det ene ben, og de har stadig en drøm om, at de kommer til at spille for Liverpool.

At tænke som Xavi
Matthew Edafe var strandet i et fremmed land uden penge, de nødvendige papirer eller en anelse om, hvad han skulle gøre. Han var bange. For sin fremtid, sin sikkerhed og for myndighederne.

Det eneste, han havde, var sin evne til at hustle. Han var efter eget udsagn vokset op i et nabolag, hvor kriminalitet fandt sted hvert minut.

For at overleve sådan et sted måtte man lære at tænke hurtigt. Hele tiden være 20 skridt foran.

– Ligesom Xavi, da han spillede for FC Barcelona, som han siger.

Først fik han job hos nogle fiskere nede på stranden. Det var hårdt arbejde, og Matthew boede stadig i det lille skur med de prostituerede naboer. Senere fik han arbejde i en bar, hvor han serverede tequila og kokosnøddejuice for gæsterne.

Månederne gik, og Matthew Edafe klarede sig, men han var ikke kommet nærmere sit mål; at komme hjem. Til gengæld fik han et nyt job hos en kvinde, der drev en beværtning med værelser, man kunne leje. Og hvad vigtigere var: Hun havde et sted, Matthew kunne bo.

Matthew Edafe knoklede fra morgen til aften for at spare sammen til at købe en flybillet hjem. Der var snart gået et år, siden han strandede i Kap Verde. En dag så han i nyhederne, at myndighederne havde sendt nogle illegale flygtninge hjem til deres hjemlande. Det gav ham en idé.

Hvis han selv meldte sig, tænkte han, kunne det være, at myndighederne ikke så ham som én, der forsøgte at gemme sig, og som skulle straffes, men i stedet ville hjælpe ham hjem. Men han løb en stor risiko.

Matthew vidste ikke, hvordan politiet ville reagere. Ville de smide ham i fængsel, ville de tage alle hans penge?

Omvendt var det det mindste af to onder, konkluderede ham. Han var dybt afhængig af sin chef, der både havde sørget for et job og et sted at bo. Hvis relationen til hende pludselig gik i stykker, ville han igen stå på bar bund.

Så Matthew løb risikoen. Selv om han var bange for konsekvenserne.

Den nye Mané
Det er langt fra alle afrikanske ofre for menneskehandel, der arbejder så målrettet mod at komme hjem igen, som Matthew Edafe gjorde. Tværtimod. Mange vil hellere blive væk, uanset hvor indholdsløst deres liv som illegal indvandrer i et fremmed land er.

Det skyldes dels de samme årsager, som gjorde, at de søgte væk i første omgang; fattigdom, arbejdsløshed, ingen fremtid. Derudover er der stor skam forbundet med at vende tomhændet hjem.

Som med Matthew Edafe er spillerens karriere ofte et anliggende for hele familien og måske hele nabolaget. De har spinket og sparet for at betale for hans “agent”, og de har håbet eller måske forventet, at netop deres søn og bysbarn bliver for dem, hvad Sadio Mané har været for Bambali i Senegal:

Liverpool-stjernen har betalt for renoveringen af en skole og opførelsen et nyt hospital, og hvert år til ramadan sender han en gave til hver familie i Bambali og de omkringliggende landsbyer.

Selv om fattigdom og ulighed ifølge eksperterne er nogle af de vigtigste grundlæggende årsager til, at tusindvis af mennesker hvert år menneskehandles gennem fodbold, betyder det ikke, at man kun kan forbedre problemet ved at udrydde fattigdom. Mindre kan også gøre det.

James Esson fra Loughborough Universitet peger på, at regulering af verdens agenter kan være en del af løsningen. Men det skal, mener han, følges op af øget oplysning. For hvis dem, der er udsatte for falske agenters udnyttelse, ikke kender reglerne, hjælper reglerne dem ikke.

I 2010 medvirkede Matthew Edafe i en dokumentar fra Al Jazeera. Fra omkring 8:50 kan man se ham lokke en falsk agent i en fælde.

Samarbejde med Interpol
Det samme budskab lyder fra NGO’en Mission 89, som arbejder med netop trafficking af fodboldspillere. Stifter og direktør Lerina Bright rådgiver jævnligt nationale og kontinentale fodboldforbund samt FIFA om, hvad de kan gøre, og hvordan reglerne kan strammes op.

Men fordi menneskehandel foregår uden om reglerne, batter oplysning mere, mener hun. Det gælder både de potentielle ofre og dem, der skal hjælpe ofrene.

– Det, vi fokuserer på, er forebyggelse gennem uddannelse og opmærksomhed. Vi organiserer workshops og laver kampagner, som vi kalder "Not in our game", hvor vi tager ud til udsatte lokalsamfund, fortæller Bright.

– Vi har for eksempel været i Egypten, Sudan, Ghana og Nigeria. Idéen er at skabe opmærksomhed om problemet og hjælpe folk eller lokalsamfund, hvor det finder sted, med at se tegnene.

Mission 89 arbejder blandt andet på en app, så potentielle ofre for menneskehandel gennem fodbold let finder information. Organisationen er også ved at udvikle en guide til grænsemyndigheder i de lande, som de unge fodboldspillere typisk tages med til.

– Vi er observatører i Interpols ekspertgruppe for menneskehandel, og hver gang jeg er med til de møder eller konferencer, er det grænsepoliti, der kommer hen og siger: "Vi ser børn, der kommer ind med mænd eller kvinder. De siger, de skal til en turnering eller til en prøvetræning i en klub. For os ser det ud, som om noget er galt. Men vi ved ikke, hvad vi ser på. Så vi kan stille alle verdens spørgsmål, men hvis de har et visum, er vi til syvende og sidst nødt til at lukke dem ind."

– Idéen er at lave guidelines til dem, som hjælper dem i screeningprocessen. Når de udspørger folk, og de ved, hvad de har med at gøre, og om de skal vurdere, om barnet er i fare, forklarer Lerina Bright.

Udstødt
Da Matthew Edafe meldte sig til politiet, smed de ham i en celle. Han fik kun mad én gang om dagen. Når de afhørte ham, var de aggressive: "Lyver du? Er du kriminel?"

Men efterhånden som han blev ved med at kunne svare for sig, aftog skepsissen. Efter fem dage løslod de ham igen. De stolede på hans historie og ville hjælpe ham med at komme hjem.

Matthew gik rundt i tre ugers utålmodig uvidenhed, før han endelig fik besked om, at rejsepapirerne var gået i orden. En tidlig mandag morgen steg han på et fly og var endelig på vej hjem. Men som tilfældet er for mange andre, der vender hjem uden en kontrakt, blev gensynet med hans familie alt andet end det, han havde håbet på.

– Da jeg kom tilbage, var folk glade for at se mig til at starte med. Da jeg fortalte, hvad der var sket, begyndte folk at tage et skridt tilbage og se på mig, som om jeg bragte skam over min familie. Det var hårdt, rigtig hårdt, fortæller Matthew Edafe.

– Det var en skændsel, at jeg kom tomhændet tilbage til en familie, der havde kæmpestore forventninger til mig. Alle forventede, at jeg var ham, der skulle løfte dem ud af fattigdommens dyb. Købe dem en bil, købe et nyt hus, tage familien ud af ghettoen, væk fra vores blikskur. "Nu er han kommet tilbage uden noget, så hvor er vores håb?"

– Der var faktisk nogle, der sagde, at jeg ikke skulle have vendt tilbage.

Ingen bekymrede sig om hans ve og vel efter næsten et år som strandet i et fremmed land. I stedet anklagede både familien og dem, der havde lånt dem penge, ham for at have spildt pengene. De talte om det i kirken, på gaderne, alle vegne.

Til sidst blev det for meget for Matthew. Så han stak af.

Siden dengang har han levet et begivenhedsrigt liv. Han har taget en ingeniøruddannelse på universitetet, arbejdet i fodboldens verden og været kommentator for nigeriansk radio og tv. Og siden 2004 har Matthew Edafe kæmpet for, at unge mennesker ikke skal gå i samme fælde som ham.

Ofte har han brugt sine programmer på radio og tv til at skabe opmærksomhed på problemet med falske agenter og menneskehandel gennem fodbold. I begyndelsen var han konfrontatorisk. Hvis han hørte om en falsk agent, afslørede han ham og udstillede ham i sine programmer.

Men hver gang han afslørede én svindler, dukkede en ny op. Og én mere. Efterhånden som han indså, at det var frugtesløst at jagte dem, vendte han sin opmærksomhed mod oplysning.

Derfor tager han rundt i små lokalsamfund i Nigeria og taler for børn og unge om farene ved at stole på agenter eller scouts, der lover dem en guldrandet kontrakt i Europa. Han kæmper samme kamp på sine sociale medier og på den radiokanal, han selv har stiftet.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af EDAFE MATTHEW ESEOGHENE (@elegbete1)

Matthew Edafe driver i dag sin egen radio- og Youtube-kanal, Elegbete TV. 

At overleve i junglen
Kampen er imidlertid ikke gratis at kæmpe. Han har gennem årene modtaget utallige trusler på mail eller som opkald fra folk, der ville berøve, kidnappe eller ligefrem dræbe ham. Så Matthew tager sine forholdsregler.

Han går ikke alene rundt længere. Hvis han skal til møde med nogen, han ikke kender, trækker han på sine kontakter i hæren eller flåden. De afgiver, siger han, én eller to mand som en slags personlig bodyguard.

– Når jeg tager til mødet, introducerer jeg dem. "Det her er kaptajn dit-og-dat, det her er flådeofficer dit-og-dat." Og de har deres tjenestepistol med, så de åbner lejlighedsvis trøjen skødesløst, så man kan se, at de er der med deres pistol, siger Matthew Edafe.

– Det er sådan, jeg er vant til at overleve. Hvis man bor i junglen, er man nødt til at lære, hvordan man overlever i junglen.

Den 14. april i fjor overholdt han dog ikke sin egen regel om aldrig at gå rundt alene, og så gik det galt. Han stod ved en hæveautomat, da nogle mænd pludselig dukkede op. De overfaldt ham og råbte, at han skulle lade være med at ødelægge deres forretning. Så løb de væk.

Matthew slap med en knækket tand. Selv om det er hård kost at være jaget vildt, er han stolt af, hvad han har fået ud af sit liv, siden han selv var i kløerne på menneskehandlere. Han har sin eget forretning, er gift og har “tre dejlige børn”. Og kampen, den opgiver han ikke foreløbig.

– Det er udfordrende, men nogle skal kæmpe den kamp.

– – –

Historien er en del af Tipsbladets artikelserie om udnyttelse af unge fodboldspillere. Har du et tip eller et input til flere historier, er du velkommen til at skrive til journalist Anders Dehn på [email protected]. Naturligvis fuldt fortroligt.