Skive-træner skrev historie mod Brøndby: Jeg får kuldegysninger over det
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Skive-træner skrev historie mod Brøndby: Jeg får kuldegysninger over det

Martin Thomsen står som cheftræner over for Brøndby IF onsdag aften. Som spiller var han med til at slå Brøndby tre gange i Hobros første Superliga-sæson, blandt andet fordi han selv scorede klubbens første Superliga-mål på hjemmebane mod aftenens modstander.

Stadionuret havde netop rundet 13 minutter, da Frederik Holst troede, han skulle sparke en løs bold væk fra feltet. I stedet kom Jacob Tjørnelund snigende og prikkede bolden foran Holst, der i stedet lossede Tjørnelund på benene. Straffespark til Hobro.

Meget passende trillede bolden lige hen til Martin Thomsen, som skulle sparke, og som samlede bolden op, mens Tjørnelund jublede, som om han allerede havde scoret, og tre holdkammerater kom hen for at hylde ham. Thomsen ænsede dem ikke. Han var allerede i sin egen verden.

Det var Hobro IK's første Superliga-kamp på hjemmebane, modstanderen var Brøndby IF, og Thomsen kunne score det første Superliga-mål i sin hjemby i historien.

- Jeg kan godt genkalde følelsen, da Tjørnelund fik straffe, og bolden trillede hen til mig. Jeg var udmærket klar over, at jeg skulle sparke. Derfra lukkede jeg mig bare ind i mig selv. Jeg havde allerede besluttet, hvor jeg skulle sparke. Det havde jeg ikke altid, men det havde jeg der, siger Martin Thomsen til tipsbladet.dk.

Han sparkede fladt i sin egen venstre side, helt ude ved stolpen, så selv om Lukas Hradecky gik den rigtige vej, kunne han ikke nå bolden. De nyoprykkede deltidsproffer fra Hobro var foran mod selveste Brøndby. 

Læs også:Uhre møder sit gamle hold i pokalen: Det er årets kamp for dem

- Det var selvfølgelig en kamp, der betød meget, fordi jeg er fra Hobro, og jeg ikke havde set det komme, at jeg skulle i Superligaen i min egen fødeby. Jeg stod på det stadion, hvor jeg havde spillet rigtig mange ungdomskampe, og kunne score vores første Superliga-mål ned mod Danmarks måske bedste fans. Det var fedt. Det er en af de ting, der står klart for mig, husker Martin Thomsen.

Onsdag aften står han over for Brøndby igen, men denne gang som træner for Skive IK i Sydbank Pokalen. Han deler cheftrænerposten med Thomas Røll, og sammen skal de forsøge at guide Skive, der ligger til nedrykning fra 1. division, til triumf mod Brøndby.

Først Brøndby, så FCK
Det har Thomsen gode erfaringer med. Han og Hobro vandt alle tre kampe over Brøndby i klubbens første Superliga-sæson. Først 2-0 i den kamp, hvor Thomsen selv scorede. Så 3-0 et par måneder senere; det var efter den kamp, førnævnte Holst sagde, at "det er så ringe, at et hold som Brøndby kommer over for anden gang og taber ude i en skov." I foråret 2015 vandt Hobro så 1-0 på Brøndby Stadion.

Sejren i tredje spillerunde var en del af den utrolige start på Superliga-tilværelsen, som Hobro fik, da holdet slog OB, Brøndby og så FC København 3-0 i Parken i løbet af de første fire runder. Derefter lå holdet på førstepladsen.

Både kollektivt og personligt for Thomsen var det en stor bedrift, efter han Superliga-debuterede som 18-årig for Viborg FF, men måtte vente lang tid på sin anden kamp i den bedste række.

- Når man tænker tilbage på det, får man helt kuldegysninger over det: Når man som mig var gennem en atypisk Superliga-karriere, hvor man fik debut som 18-årig, og der så gik 14 år, før man stod der igen, siger Martin Thomsen.

Læs også:Skive-træner: En kamp mod Brøndby kommer altid belejligt

- Også dem, der ikke interesserer sig så meget for fodbold, kan huske, at vi slog Brøndby, og vi vandt i Parken, vi førte Superligaen, og der var den tv-dokumentar ('Hobro - en liga for sig' på DR, red.). Alles øjne var på os i den tid.

- Det var lidt en drøm, når man tænker tilbage på det. En rigtig god tid, som også blev startskuddet til der, hvor Hobro er i dag. Det er en helt anden klub, når man kommer derned. Jeg er glad og stolt over, at jeg som hobrogenser var med til at starte det.

Martin Thomsen og Hobro endte på syvendepladsen i deres første Superliga-sæson, hvor de var undertippede i alle opgør. Og selv om situationen onsdag aften ikke er helt den samme, kan den nuværende Skive-træner godt bruge elementer fra det, Hobro lykkedes med dengang. For igen er hans hold undertippet, når Brøndby kommer på besøg.

- Vi er underdogs, og det skal vi nyde. Vi skal ikke frygte noget som helst. Vi har alt at vinde, så alle skal bare nyde den kamp her, som Jonas Dal altid sagde. Det er sgu vigtigt, siger han.

- Det er noget, jeg har taget med, og som jeg også vil nævne for spillerne, inden de går på banen. Husk at kigge rundt, kig en ekstra gang over på Brøndbys fans, kig rundt på stadion, hvor der kommer 3-4.000. Flere af spillerne har ikke prøvet det endnu. Det skal vi bruge til at jagte overraskelsen 100 procent.

Om det lykkes, bliver vi klogere på fra klokken 19.30, når der er kickoff fra Hancock Arena.

Læs også:Brøndby møder 1. divisionshold: Vi skal vise, vi er et tophold i Superligaen

Læs også:Politiet vil undgå gentagelse: Brøndby-fans skal hurtigt ud af byen

Læs også:Skive IK klar til Brøndby: Der er mulighed for en fin indtægt