Six days on the road – William Kvists dagbog

ONSDAG:
Karrysuppe og summende Odense
Vi tager bussen til Odense før frokost. Solen skinner, og stemningen er fin. Jeg sidder som altid ved siden af Morten Nordstrand og vi småsnakker, men ellers læser jeg i Ken Folletts Uendelige Verden, min Berlingske og surfer lidt på nettet. På vej over Storebæltsbroen tænker jeg på, at vi godt nok har kørt her nogle gange i sæsonen, men denne gang er det helt klart på vej til den vigtigste kamp.

Vi spiser frokost på Nyborg Strand, hvor jeg sidder og nyder vejret, udsigten og den rigtig gode karrysuppe, jeg altid får der, og ved 14-tiden er vi fremme ved hotellet i Odense. Sådan gør vi altid til udebanekampe. Vi kører aldrig direkte til stadion, men stopper altid et sted, så vi kan hvile os og få et måltid før kampen. Jeg deler værelse med Martin Vingaard, og mens jeg ligger på sengen, kan jeg høre, hvordan byen summer af fodbold omkring mig. Der bliver sunget og råbt i gaderne omkring mig, så det gør bare opladningen endnu mere naturlig.

Denne gang skal jeg spille på min favoritplads på den centrale midtbane, men det ændrer nu ikke noget ved min opladning. Jeg ligger og visualiserer modstanderen, hvad for en type kamp bliver det, hvad vil jeg selv opnå og hvad for en rolle skal jeg spille. I dag skal jeg være mere kontrollerende end offensiv, for vi stiller ret offensivt på midtbanen med Grønkjær og Libor [Sionko] på kanterne, og samtidig har de offensive midtbanemænd, som vi skal holde øje med.

Før og efter opvarmningen giver Ståle [Solbakken] som altid de sidste dessiner. Nogle gange er der flere ting, hvis modstanderen stiller anderledes op end ventet, men her er det som planlagt, så vi snakker mest om dødboldsopstillinger og den slags.

I omklædningsrummet er det ellers Ulrik Laursen, der styrer musikken for tiden. Vi hører Kings of Leon, men jeg er meget inde i mig selv og koncentrerer mig om det, der venter.

Da vi løber ud på banen, tænker jeg, at det ikke kan blive meget bedre. Rammerne er noget nær perfekte, banen er fantastisk, solen skinner og stadion er proppet. Men kampen udvikler sig anderledes, end vi har regnet med. Vi har det bedste resultat fra start, og derfor ved vi også, at de på et tidspunkt skal komme frem, men vi kan hurtigt mærke, at de har skarpheden i dag. Jeg kan mærke det på deres boldhåndtering, på deres afleveringer og selvfølgelig på, at de hurtigt kommer foran.

Det ændrer kampen, for vi skal længere frem, men i de enkelte aktioner er de flere gange et skridt foran os, som for eksempel da jeg ikke når med Henrik Hansen ned i feltet og kan forhindre ham i at score til 2-0. Så pausen er et vigtigt pusterum for os. I omklædningsrummet er vi irriterede over udviklingen, men vi får det vendt og kommer ud med god energi og tro på det. Vi lægger et hurtigt pres og får reduceret, men da Demba-Nyrén rammer bolden rigtig godt og øger til 3-1, må vi presse endnu mere.

Så jeg bliver skiftet ud med N’Doye, og det forstår jeg godt rent taktisk, selv om jeg selvfølgelig meget gerne vil spille videre. Vi ender med at tabe 3-2, og det ærgrer os enormt. Godt nok kan vi stadig selv afgøre tingene ved at slå Brøndby, men vi ville gerne have nydt prestigen i at vinde sådan en topkamp i Odense, og så irriterer det, at Brøndby nu nok kan nøjes med uafgjort i Parken på søndag.

Efter kampen får jeg en snak med Chris Sørensen, som jeg har været på et par ligalandsholdsture med. Han er en enormt behagelig fyr, og vi har den her ting med, at vi lader skægget gro, før vi skal spille mod hinanden. Men den vinder han også.
Busturen hjem er stille. Når vi har vundet, hører vi høj musik og spiller kort, men denne gang sidder vi mere hver især og fordøjer kampen og resultatet. Det tror jeg er meget naturligt. Vi er i København klokken 1.30, men det er stadig svært at sove, så jeg vender og drejer mig, indtil jeg endelig falder i søvn.

TORSDAG
Færdigt arbejde og foredrag
Det er aldrig lige så sjovt at komme til træning, når vi har tabt, men det er en vigtig dag, selv om vi kun løsner op. Før træning afrunder vi kampen. Nogle gange ser vi DVD, men denne gang er det bare Ståle, der snakker.

Vi er stadig ærgerlige over resultatet, men det er godt at mødes, for vi får hurtigt på plads, at der er en kamp på søndag, og det er den, det handler om nu. Det handler om restitution og at drikke og spise rigtigt. Vi har ikke helt gode nok i Odense, men det kan vi ikke gøre noget ved nu. Og generelt set er vi også rigtig gode til at lægge et dårligt resultat bag os og kigge fremad.
Jeg kan da godt mærke, at mit eget humør er påvirket af nederlaget, men det nytter bare ikke. Vi spiller to kampe om ugen og så kan man simpelt hen ikke bruge tre dage på at gå og ærgre sig over et resultat. Man skal videre. Kampen skal sluttes. Færdigt arbejde. Det var det. Videre.

Der er heller ikke så meget presse på anlægget efter træning, de er nok taget til Odense. Sådan er de mekanismer jo, men det er også fint nok.

Om eftermiddagen tager jeg ned på Landbohøjskolen med min onkel for at høre et foredrag af Christian Friis Bach, der var med i Anders Foghs Afrika-kommission, og som jeg tidligere har hørt i debat med Bjørn Lomborg. Det har selvfølgelig også relation til vores FC Savanna-projekt, hvor vi er en gruppe SAS Liga-spillere, der har indledt en kampagne til hjælp for Afrika, og det er et meget interessant foredrag om problemerne i Afrika, og hvordan man kan komme noget ad vejen ved at udvikle landbruget.
Om aftenen hjælper jeg min kæreste med at kopiere en masse ting, for hun skal aflevere sit bachelor-projekt.

FREDAG
Fridag med uhyggelig formpleje
Vi har fri fra træning, men jeg løber en tur. Det gør jeg altid, for så fungerer min krop bedst. Jeg løber en tur rundt om søerne stille og roligt, og selv om jeg da bliver genkendt undervejs, så er der ingen, der vil løbe om kap. Men jeg er også i uhyggelig form lige nu.

Brøndby-kampen er allerede begyndt at rumstere lidt, men jeg prøver at holde det nede. Jeg ved godt, at det er en speciel kamp, men jeg prøver at gå til den som alle andre. Det duer ikke at tænke på det hele tiden, men alligevel overvejer jeg, hvor jeg måske skal spille henne og hvordan opgaven skal løses. Ståle har ikke sagt noget endnu, men vi må se.

Om eftermiddagen har jeg et møde om FC Savanna og om aftenen spiser min kæreste og jeg på restaurant for at fejre, at hun har afleveret sin opgave.

LØRDAG
Guldbryllup før guldbrag
Vi træner tidligt i Parken for lukkede døre bortset fra det første kvarter med pressen. Det er altid en fornøjelse at træne i Parken, men specielt lige for tiden hvor banen er enormt god. Der er fred og ro til at få de sidste ting på plads. Vi hygger os på banen, hvor vi ved, at der kommer fuld pres på i morgen, og det føles godt, for det giver den der hjemmebanefornemmelse. Du kender banen, du kender rammerne og man er tryg ved at spille der.

Som altid dagen før en kamp bliver det en meget rolig træning. Det gælder om at gemme kræfterne, når man er midt i en periode, hvor kampene falder så tæt, men til gengæld kan jeg mærke den store koncentration hos alle. For en meget vigtig kamp venter.

Bagefter får vi holdet, og jeg er med fra start på højre midt. Det er jeg meget glad for, for det er en kamp, der betyder meget for mig. Det er Brøndby, det er i Parken og det er stort.

Min kæreste kommer og henter mig direkte efter træning. Vi har lånt min svigerfars bil, for vi skal til min mormor og morfars guldbryllup i Jylland. Det betyder meget for mig, og selv om kampen mod Brøndby er meget vigtig, vurderer jeg, at jeg kan lade lige så fint op til Ole og Karin Kvists guldbryllup.

Det handler mest om det fysiske, så ryggen ikke bliver stiv på vejen derover og hjem igen, men jeg har god plads på bagsædet og drikker masser af vand på vejen.

Efter godt tre timers kørsel er vi fremme ved Bechs Hotel i Tarm til en typisk jysk fest med 135 gæster. Vi kommer selvfølgelig lidt sent og kører også tidligt, men det er godt at komme derover og min lillebror og jeg holder en tale for min mormor og morfar. Det føles rigtig godt, og jeg er glad for at vi er taget afsted, i stedet for at jeg ville sidde i København og savne dem og blive træt i hovedet af at tænke på kampen.

Folk taler egentlig ikke så meget fodbold. Der er selvfølgelig mange, der kommer over og siger god kamp, men der er lige så mange, der gerne vil høre om vores FC Savanna-projekt, så det snakker vi en del om, og det er dejligt, at folk kan lide vores projekt.

Vi er tilbage på Frederiksberg klokken 23.15, og jeg har ikke svært ved at falde i søvn.

SØNDAG
Avocadoer, avislæsning og angrebsspil
Jeg sover længe, men vågner med en rigtig positiv spændthed i kroppen, en forventningsfuldhed. Før jeg står op, føler jeg mig mentalt gennem kroppen for at mærke, om jeg er klar, og det er jeg. Efter morgenmaden og lidt tid på computeren går jeg som altid før en hjemmekamp en lille tur i kvarteret, mens jeg også som sædvanligt får en god kamp-sms fra min far.

På gåturen har jeg nogle små rutiner, hvor jeg fremmer de positive energier i kroppen ved tanker. For eksempel løber jeg et par hundrede meter for lige at mærke, hvordan det føles, og bagefter kan jeg mærke, hvordan lårmusklerne summer af forventning. Dejligt, jeg kan mærke, at jeg er frisk i hele kroppen.

På vej hjem køber jeg tre avocadoer hos vores frugtmand og går op i lejligheden og laver min faste frokost med kylling, fuldkornspasta, avocado, feta og nogle andre småting. Jeg er ved at være inde i min egen verden af forberedelse, men jeg småsnakker med min kæreste, før jeg lægger mig ind en times tid med min bog og også lukker øjnene lidt. Jeg sover ikke, men blunder og tænker på kampen.

Jeg står op og drikker en kop kaffe, mens jeg ser lidt på AaB-Horsens. Det er bare billeder, der flimrer, men det giver lige lidt mere til den fodboldstemning, der er der nu. Klokken 15.30 kommer Nordstrand og henter mig, og sammen med Ulrik Laursen kører vi over til Parken. Det tager lidt længere tid end beregnet, for politiet spærrer af og vi ender i nogle køer, men vi når frem i tide, klokken 16.00.

Alt kører som sædvanlig på hjemmebane. Der er en koncentreret stemning, men egentlig ikke mere end mod OB. Folk finder stemningen på hver deres måde, jeg har for eksempel altid en sektion af Berlingske med, som jeg lige sidder og kigger lidt i for mig selv. I dag er det ”Hutch” [Atiba Hutchinson], der styrer musikken, så det er lidt mere rap- og soul-agtigt, end når det er Laursen.

Mens vi klæder om, får vi de sidste detaljer på plads. Jesper Grønkjær er blevet klar for os, mens Thomas Rasmussen er det samme for Brøndby, så der er nogle småting, der skal vendes. Vores assistenttræner, Bård Wiggen, gennemgår dødboldene en sidste gang, jeg har Von Schlebrügge, mens jeg også snakker med Jesper Christiansen om deres frispark, for det er mig, der styrer muren.

Jeg plejer altid at løbe først ud til opvarmning, og det er en helt fantastisk oplevelse, for vores tilhængere er bare klar. Man kan mærke tændingen, og den løfter os endnu mere. Vi er på toppen, spændingsniveauet er helt oppe og så får vi pludselig at vide, at kampen er udskudt et kvarter.

Det er rigtig irriterende, for hele dagen er planlagt efter, at man er klar klokken 17.30, og så skal man pludselig ned igen og op på niveau 10 minutter senere. Men samtidig må man ikke lade sig irritere, for så påvirker det bare alt for meget.

Kampen starter meget fysisk. Det er smæk på hver eneste nærkamp, og det er fedt. Vi mærker hurtigt, at vi er stærkere end Brøndby. Vi er toptunede, mens Brøndby er på bagbenene, og vi kommer hurtigt foran.

Faktisk tænker jeg, at det måske er for hurtigt, for hvad nu hvis vi trækker os tilbage og overlader initiativet til dem. Men det gør vi ikke. Vi har så meget lyst til at vise, at vi er bedst i dag, at vi trykker løs, mens adrenalinen pumper så hårdt, at jeg knap mærker det frispark, Jan Kristiansen begår på mig. Til sidst er jeg ved at syre helt til, for adrenalinen gør også, at du løber uden at tænke over, om du er forpustet, så på et tidspunkt må jeg ud på kanten og samle mig lidt, så jeg er klar igen.

Lige før halvtid kommer vi på 2-0, da Pospech og jeg spiller et-to, og han sender et perfekt indlæg ind til Ailton. Det er noget af det, jeg er god til på højrekanten, samspillet med backen, og selv om Ailtons hovedstød er meget flot, ligger Pospechs indlæg perfekt, og det er også værd at fejre. Så selv om alle løber over til målscoreren, så giver jeg først Pospech et knus.

I pausen snakker vi faktisk kun om forbedringer. Ståle snakker ikke om alt det gode, der er sket i 1. halvleg, og det er ret fornuftigt. Han får os ned, så vi ikke løber ud og tror, at vi kan det hele. For det er ikke slut endnu.

Brøndby starter godt efter pausen, men vi har stadig overskud og vores defensiv fungerer. Jeg er selv glad for, at jeg får kastet mig ned og blokeret et par skud, for det var noget af det, vi har snakket om på forhånd, at Brøndby gerne vil skyde fra distancen, og det gælder om at få skærmet af for det.

Efter en time får jeg selv en stor chance, da Ailton spiller mig fri, men jeg rammer bolden helt forkert. Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg tror måske, at jeg kigger for meget på Stephan Andersen og for lidt på bolden, men godt er det ikke, og jeg lover mig selv, at den stadig vil koste 1000 kroner til FC Savanna. For jeg burde have scoret.

Heldigvis bliver det 3-0 kort efter, og så er kampen forbi. De sidste 20 minutter styrer vi totalt. Brøndby har ikke overskud til at jage bolden længere, for vi har vundet den fysiske kamp og kørt dem ned. Så der er også tid til at løbe og glæde sig over spillet og kulissen, mens jeg selv er meget tilfreds med, at jeg har fået vist noget i offensiven.

Det er en del af planen for foråret, for min kontrol og mine defensive dyder har fået mig på holdet, men nu er det tid at udvikle andre ting. Der skal mere frihed og risici ind i spillet, og jeg arbejder med, at det også er godt at prøve, selv om alting måske ikke lykkes. Men det er det tæt på at gøre den dag. Jeg mangler bare prikken over i’et i form af en assist eller et mål. For jeg vil gerne score mere.

Det er svært at beskrive stemningen i omklædningsrummet bagefter, men den er selvfølgelig helt fantastisk. Vi griner og laver sjov, men der er ingen øl. Der er kakao og proteindrik, for vi har en vigtig kamp på torsdag mod AaB. Det er også det, Ståle fokuserer på. Han siger ikke så meget om sejren. Han snakker mere om restitution, men der er heller ikke ret mange dage at arbejde med.

Nede i omklædningsrummet hilser jeg på Michael Gravgaard, der er kommet forbi, og det er meget sjovt, for han er den eneste, der stadig bruger mit gamle kælenavn ”Kumme.” Bagefter er der som altid middag i loungen, og der er godt fyldt. Jeg ser blandt andet Mads Laudrup, mens mange har taget familien med.

Jeg er nu ikke særlig sulten. Jeg er fyldt af proteinbarer og drik, så min kæreste og jeg tager hurtigt en taxa hjem. Vi ser en film på TV 2, men jeg følger ikke så meget med, for der er så mange billeder i hovedet, og det er svært at falde ned, mens venner ringer og sms’er. For det har jo været noget helt specielt. Det har været en skelsættende kamp, en af dem man vil huske om mange år, når man er stoppet, på linie med 2-0 i Ajax og 3-1 hjemme over Celtic. Så det er bare med at nyde det.
Vi bestiller også indisk mad, før vi lukker dagen med favoritten Frasier.

Og jeg sover rigtig godt, i hvert fald bedre end jeg plejer efter en kamp.

MANDAG
Næste kamp venter
Træning klokken 11 med sol og masser af journalister. Men selv om vi har vundet er scenariet det samme som efter OB-kampen. Kampen skal afsluttes, og det er tid at kigge frem mod den næste opgave. Denne gang er der dog meget at tage med, for selvfølgelig skal man glæde sig over en så vigtig sejr, og det gør jeg også. Det positive bliver hængende og kommer med ind i denne uge.

Jeg er egentlig ikke så øm i benene, jeg har det altid værst på andendagen, men jeg er ikke bekymret. Jeg er i topform, og jeg er klar til pokalfinalen, som jeg virkelig gerne vil spille. Jeg fik de sidste 10 minutter på banen, da vi tabte til OB for et par år siden, så det er en oplevelse, jeg mangler.

Men den begynder vi for alvor at fokusere på i morgen. I dag lukker vi Brøndby-kampen og glæder os.