Han har erfaring fra Premier League og landsholdet, men danske Jores Okore er lige nu uden en kontrakt, selv om han kun er 31 år.
Den tidligere Aston Villa-spiller, der i Danmark tørnede ud for AaB og FC Nordsjælland, har senest spillet for Changchun Yatai i Kina, og han er på jagt efter en ny klub - hvilket han i øvrigt har været, siden han forlod kinesisk fodbold ved årsskiftet.
Og den kommende arbejdsgiver kan måske være i Norge.
I hvert fald skriver det norske medie Nettavisen.no, at Jores Okore er blevet tilbudt en kontrakt af den klubben Vålerenga, der leder efter en forstærkning til sit forsvar.
Vålerenga ligger i den næstbedste norske række, hvor man aktuelt spiller med helt i toppen af ligaen.
Jores Okore, der har 11 A-landskampe på cv'et, trænede med i Vålerenga for et par uger siden, og klubben ønsker altså at hente danskeren permanent.
Indtil videre skal Jores Okore dog ikke have givet svar på kontraktudspillet, og det skyldes efter alt at dømme, at han vurderer, hvad der ellers kommer af muligheder.