DENNE ARTIKEL ER FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 18. AUGUST
“Hvis den der artikel, du skal lave, skal være noget værd, ikk’?”
Jeg har kun haft agenten i røret i ganske få minutter, og jeg har kun akkurat fået forklaret mit ærinde.
“Så må du altså droppe ideen om, at der er én måde at gøre det på eller en fast tjekliste med forskellige faktorer. Det giver ingen mening. Det hele handler om kæden af begivenheder og den enkelte situation.”
Dårlig start for den totalbeskrivelse og -analyse af hvordan man prissætter en fodboldspiller, som jeg havde tænkt mig at udføre.
Afsløringen af den simple metode, det regneark, den basale ligning som Monchi, Arnesen og alle de andre internationale sportschefer og -direktører henviser til, når de slynger et bud ud på en spiller.
Men ikke desto mindre åbner det op for et andet interessant spørgsmål, hvis agenten, som vel at mærke har bistået danske og internationale fodboldspillere og klubber i efterhånden hundredvis af handler, har ret.
Hvis der ikke er et sæt regler for, hvordan man værdiansætter en fodboldspiller, hvordan bliver to klubber så nogensinde enige om, hvad overgangssummen er?
For to klubber, der sidder og forhandler om en given fodboldspiller, er der en hel række kriterier, der spiller ind, når sportsdirektørerne skal at nå fælles fodslag om prisen på spilleren.
Til at starte med er der de basale fakta. Alder, antal førsteholdskampe, scoringer, assists, clean sheets, position, landskampe, løn. Faktuelle forhold om den enkelte fodboldspiller, som ikke er til diskussion, og som lægger hele grundlaget for, om vi taler 1, 10, 20 eller 100 millioner euro ved en transfer.
Som en tidligere mangeårig sportsdirektør i Superligaen siger til Tipsbladet:
“Der vil altid være en høj efterspørgsel og dermed et stort prisskilt på de to mest kampafgørende spillertyper: Målscorere og målmænd.”
Tænk Yura Movsisyan i Randers i foråret 2010 eller Rubin Okotie i SønderjyskE i 2014. Angribere, der med henholdsvis 7 og 11 scoringer på et forår sikrede deres arbejdsgivere nye sæsoner i Superligaen – og derudover klækkelige transfersummer kort tid efter.
Desværre matcher udbuddet langt fra efterspørgslen, når det kommer til særligt angribere med et solidt mål-cv. Kunsten at score mange mål er forbeholdt de få, og de besiddende klubber vil som oftest ikke vil sælge. Derfor ender det næsten med garanti i budkrig, når en angriber kontinuerligt finder netmaskerne. Der er altid en klub længere oppe i fødekæden, der er på jagt efter den næste målmaskine.
Det samme gælder som sagt målmænd, men i mindre grad også venstrefodsspillere – særligt venstrefodede stoppere – og derudover skiftende positioner, der passer ind i tidens trend i topfodbolden, og hvor udbuddet er begrænset.
“I starten af 10’erne blev stærke og boldbesiddende seksere pludselig meget populære. Lige nu er det måske den gennembrudsstærke kantspiller, som passer rigtig godt ind i det populære 4-3-3-system, som regerer i de her år,” fortæller sportsdirektøren fra før.
Ud over målfarlige kantspillere som transferaktuelle Ousmane Dembélé og Ernest Nuamah, er også stoppere med en offensiv tankegang og en god afleveringsfod i høj kurs i 2023-versionen af fodbold.
Den seneste kamps sandhed
Det er en af de ældste klicheer i fodbold, at en spiller aldrig er bedre end sin sidste kamp, og det er lige så korrekt, som det er upræcist. Kun en doven iagttager af spillet ville basere sin analyse af en spiller udelukkende på den seneste form. Men når det kommer til transferværdier, kan klicheen alligevel have sin berettigelse. Tag for eksempel to af de største angribere på det afrikanske kontinent i de senere år, nigerianske Victor Osimhen og senegalesiske Sadio Mané.
Ifølge det tyske transfermedie og -database Transfermarkt havde de to stort set samme værdi i januar i år. Osimhen, der var godt i gang med at sparke et mesterskab hjem til SSC Napoli i Serie A, var vurderet til 70 millioner euro, mens Sadio Mané fra Bayern München på det tidspunkt havde en værdi på 60 millioner euro.
Deres forår faldt forskelligt ud. Osimhen blev topscorer i Serie A og en af de mest centrale aktører i Napolis mesterskab. Tværtimod kæmpede både Mané og Bayern München med præstationerne, og målformen fra hans bedste sæsoner i Premier League virkede til at være efterladt ved Mersey-floden i Liverpool.
Det forår har spillet ind på deres værdi her til sommer. Osimhen har netop underskrevet en ny kontrakt med Napoli, som efter sigende skulle sikre ham en klækkelig lønforhøjelse, og som skræmmer de mange bejlere væk, der skulle stå klar med transfersummer på op mod 150 millioner euro (1,1 milliarder kroner).
Mané derimod måtte slukøret drage videre fra Bayern München tidligere på sommeren. Han skrev under for Saudi Arabiske Al-Nassr, som måtte slippe cirka 30 millioner euro (220 millioner kroner) for ham. En de facto halvering af hans værdi på seks måneder, hvis man skal gå ud fra Transfermarkts tal.
Mané var for bare et år siden betragtet som en af verdens bedste angribere. Det er svært at forestille sig, at han ikke kan være de penge værd, og man kan med fornuften intakt antage, at han er markant bedre end sin sidste kamp.
En yngre model, tak
Alder er også blevet vigtigere på nutidens transfermarked. Og det er ikke i den erfarne spillers favør.
Se bare på Harry Kanes netop bekræftede transfer til Bayern München. Ifølge diverse medier betaler Bayern i omegnen af 100 millioner euro (knap 750 millioner kroner) for en spiller, der i de seneste ni sæsoner har lavet over 20 mål i gennemsnit i Premier League per sæson. En spiller, der ikke bare er anfører for sit landshold, men som derudover også er blevet den mest scorende spiller for England nogensinde efter at have spillet bare 80 kampe. Og vel at mærke ikke en spiller, der virker til at have stagneret. I den seneste sæson for Tottenham scorede han 30 gange alene i Premier League.
Sammenlign ham så med Rasmus Højlund, der for kort tid siden satte sin signatur på en kontrakt med Manchester United, som ifølge normalt velinformerede The Athletic kommer til at betale 85 millioner euro for ulejligheden (634 millioner kroner).
Rasmus Højlund har spillet under 100 seniorkampe i alt. Mindre end to sæsoner som startende angriber. Og på de to sæsoner, i de nøjagtigt 89 klubkampe han har spillet på seniorplan, har han scoret 42 mål i henholdsvis den østrigske Bundesliga og Serie A foruden kvalifikationskampe til Champions League og Conference League.
Bevares, det er fine tal for en ung angriber, der udover de rå statistikker også fremviser særligt en fysik, som får store klubber til at drømme om svulstige måltotaler i fremtiden. Men det er ikke Harry Kane-tal. Hverken relativt eller absolut. Og alligevel handles Højlund til en pris, der ikke er langt fra en af verdens bedste angribere.
Økonomidirektørens valg
Årsagen til det er Højlunds alder. Han er født 10 år senere end Harry, og han er stadig kun 20 år gammel. Dermed skal Manchester United betale for, hvad han kan blive til, mere end hvad han er på nuværende tidspunkt. De betaler for potentialet og ikke præstationerne.
Og når vi taler potentiale, handler det ikke kun om det, der kommer til at ske inden for de hvide kalkstreger på 7140 kvadratmeter veldresseret græsplæne på Old Trafford.
En 20-årig angriber er også en økonomisk investering, som gerne skal give afkast i form af indtægter forbundet med sejre og resultater eller videresalg.
Det er tvivlsomt, om Harry Kane har et stort salg mere i sig. For Bayern München er han en investering i nuet. Han skal omgående gøre holdet bedre, fylde hullet efter Lewandowski og give klubben muligheden for at vinde Champions League. Når Harry Kanes kontrakt er slut om tre sæsoner, er han 33 år gammel, og hans markedsværdig markant forringet.
Om tre sæsoner er Rasmus Højlund til gengæld blot kommet lidt tættere på de år, hvor han skal toppe som fodboldspiller. Kurven går stadig op, og dermed har Manchester United alle muligheder for et stort og solidt videresalg.
Markedet bestemmer
Hvert kvartal laver den schweiziske afdeling af et af verdens største revisionsselskaber KPMG et nyhedsbrev, hvori de analyserer, hvordan man værdiansætter forskellige aktiver. Alt fra bæredygtig energi til ejendomme i bestemte lande, men i arkivet ligger også en vurdering af, hvordan fodboldspilleres værdi bør fastsættes.
I korte træk kommer de schweiziske revisorer frem til, at de sædvanlige prissætningsværktøjer ikke kan bruges til ret meget. Du kan ikke fastsætte en fodboldspillers værdi ud fra de udgifter, han oppebærer for sin arbejdsgiver. I så fald skulle Rasmus Højlund formodentligt have kostet mindre end en tiendedel af de knap 650 millioner kroner.
Omvendt kan man heller ikke vurdere en fodboldspillers værdi ud fra de indtægter han genererer. Fodbold er et holdspil, og selv for et hold schweiziske revisorer ville det være en alvorligt kompliceret opgave at bestemme, hvor stor en andel af en turneringssejr eller en Champions League-sejr, som en enkelt spiller kan tilskrives.
Det efterlader både KPMG, mig og agenten fra artiklens start tilbage ved den sidste måde at anskue tingene på. Nemlig at en fodboldspillers værdi vurderes af markedet og ud fra normale markedsmekanismer som udbud og efterspørgsel og benchmarking.
Et godt eksempel kunne man se i England i sommeren 2019. Harry Maguire havde spillet en god sæson for Leicester og begge Manchester-klubber var interesserede.
Leicester stod i en god situation og kunne selv definere prisen på grund af konkurrencen. Og hvor startede de? Lige præcis på det niveau, som Southampton et år forinden havde lagt, da de solgte Virgil Van Dijk til Liverpool. Han var sammenlignelig. En stor forsvarsstjerne på et middelgodt Premier League-mandskab. Cirka samme alder og samme erfaring. Liverpool måtte slippe 75 millioner pund for Van Dijk og Leicester lod ifølge flere medier alle bejlere vide, at de ikke lod Maguire gå for mindre. Senere på den sommer skiftede han til Manchester United for 80 millioner pund.
Tingene uden for tabellen
Alder spiller altså ind. Potentiale – både det sportslige og det økonomiske – spiller ind. Markedets udvikling spiller ind. Og man kunne nok nævne et par eller tre håndfulde andre faktorer, der også har indflydelse.
Men så er der resten. Ting som primært har udspring i, at det ofte er to eller flere mennesker, der forhandler og ikke objektive computere, der skal lande på det mest logiske resultat. Det er alt det, agenten fra artiklens indledning henviste til, da han angreb den naive tilgang til prissætningens kunst i fodboldverdenen. Den kæde af begivenheder, han talte om.
“En træner eller sportsdirektør kan være under pres fra bestyrelsen eller omgivelserne om at levere resultater. Det kan godt være, der er en mere fornuftig handel derude på en mindre kendt spiller på samme position, der leverer identiske præstationer. Men træneren har brug for et større navn eller i hvert fald det, at man har altså betalt en høj pris for vedkommende. Alt sammen for at vise, at man mener det alvorligt. I det tilfælde er der en stor chance for, at man kommer til at betale for meget.”
Situationen kunne også være, at en klub længere oppe i fødekæden har solgt en spiller dyrt og nu leder efter en erstatning. Alle i miljøet ved, hvad klubben har tjent, så pludselig kan klubben presses op i pris, når de skal ud og finde en ny spiller til at fylde tomrummet.
Samme dynamik gør sig gældende, når Newcastle bliver købt af Saudi-Arabiens statslige investeringsselskab, eller når de fem seks bedste og rigeste klubber i Europa henvender sig på en spiller. Prisen presses op, fordi der pludselig er aktører med i kampen, som har store økonomiske muskler. Lige for tiden behøver man ikke kigge længer væk end til Farum for at observere dette fænomen. Hvis eller når Ernest Nuamah bliver solgt, har det helt sikkert ikke været skidt for hans pris, at PSG har været meldt inde i kapløbet om hans underskrift.
Vurderingen af fodboldspillere er placeret et eller andet sted i trekanten mellem den købende klubs repræsentant, den sælgende klubs repræsentant og så måske en tredjemand i form af en agent eller lignende. De kan referere til handler, der involverer andre lignende spillere, men i sidste ende er det op til de tre at finde den konkrete pris. Men hvem bestemmer mest?
Sportsdirektøren er ikke i tvivl.
“Sælgende klub bestemmer mest. De har spilleren på kontrakt og kan i sidste ende beslutte, om en handel kommer til at finde sted. Så de har serveretten.”
Hos agenten er svaret lige så sikkert, men markant anderledes.
“En spiller er det værd, som nogen vil betale.”
Sandheden ligger nok et sted midt imellem.

Vild Superliga-transfer: ‘Det glemmer jeg ikke’

United får uafgjort efter vildt drama

Hermansen kogte over af frustration: Et godt tegn

Stærk FCK-trup klar til kæmpe kamp

FCM forlænger med kæmpetalent

Skabte panik før dansk kæmpe-kamp

Lyngby-cheftræner utilfreds med exit

Hvide lamper: AGF har udsolgt i stadion-premiere

Sorry, BIF og AGF: FCK og FCM langt foran jer

Dommer straffes for at bede Messi om autograf

Afsløring: Lang kontrakt til FCM-komet

Bizart: Angriber flået ud efter scoring

– Det er klart, at stemningen ikke er fantastisk

Kovending – det skulle have været Thomas Frank

– Det er bare fucking svært!

Amorim beklager: En misforståelse med Eriksen

Mikkel Damsgaard ustoppelig: ‘En magiker’

‘Chido Obi-Martin var usynlig i længere perioder’

Dagens Spilforslag: Griffe kan drille trætte Inter

Guldfugl til Superliga-klub: I kan godt glæde jer!

Damsgaard-show nedlagde Hermansen og co.

– Det er pisseirriterende

– Det vil være super skuffende!

26 minutter i Superligaen: Jeg har en god kontrakt

OB skuffer fælt

Lyngby og Randers i tåget nulløsning

Han må være så frustreret!

Jubler over Jens Stage

Eksperter har sat kombineret FCK- og FCM-hold

Her er de 12 spillerbudgetter i 1. Division

Sådan endte kampen mellem Lyngby og Randers

Viborg FF – Silkeborg IF

Jackpot, Brøndby – nu koster han tæt på 40 mio.

Sådan stiller Lyngby og Randers op

Profil er tilbage i Superligaen: Fik mange tilbud

Jaloux på Thomas Frank: Forbilledligt!

Koncentrationssvigt: Alle kan spille dårlig kamp

Jubler over tilgang af ‘stort talent’ fra FCK

FC København – FC Midtjylland

Kæmpe Superliga-farce: Det er utroligt!

Skræklodtrækning for FC København

Vejle Boldklub – Brøndby IF

Frederik Birk roser konkurrent: ‘Topfyr’

Man Utd får svær modstander i Europa League

Profiler stadig ude – særlige tiltag i Brøndby

FC Nordsjælland – Sønderjyske

Kæmpe brag venter i Champions League

Lodtrækning: Hvem trækker FCK i Conference League?

Vender hjem: Henter tidligere FC København-bomber

AGF – AaB

Set af over 400.000

Ståle Solbakken i chok: ‘Det er så tragisk’

Neestrup-karantæne ærgrer rival: Som med Mourinho

Glimrende nyt for Danmarks chancer

Ærlig FCM-profil: – Vi var for flinke