Schweizisk klub river dansk målmands kontrakt over
Foto: Getty Images
Generelle

Schweizisk klub river dansk målmands kontrakt over

Målmand Martin Hansen er færdig i FC Basel.

Den danske målmand Martin Hansen har efterhånden mange klubber på cv'et, og nu går der ikke længe, før den 29-årige kan føje endnu en klub til listen.

Målmanden har netop fået ophævet sin aftale med schweiziske FC Basel, som han nåede at spille et enkelt år for.

Det oplyser FC Basel på Twitter.

Martin Hansen sad i store dele af sin tid i klubben på bænken - det var i efteråret, han i en periode på et par måneder vogtede målet for klubben, men han mistede altså pladsen ret hurtigt igen.

Keeperen var angiveligt ikke tilfreds med en rolle som nummer to, og han har altså fået ophævet aftalen.

Hvor fremtiden nu skal være for danskeren, er uvist på nuværende tidspunkt.

Tidligere har Martin Hansen spillet førsteholdsfodbold for blandt andre Ingolstadt, ADO Den Haag og FC Nordsjælland.