Video : Tipsbladet
Generelle

Man Utd lurede: Sådan kom dansker til Ajax

17-årig dansker gør det godt i Ajax, som han skiftede til i sommer. I dette interview med Tipsbladet fortæller han om starten og vejen til den hollandske storklub.

Christian Eriksen. Viktor Fischer. Lasse Schöne. Kasper Dolberg… Lasse Abildgaard?

Flere danske offensivspillere har i løbet af det seneste halvandet årti gjort sig i Ajax, og Lasse Abildgaard bliver måske den næste i rækken.

Den 17-årige offensivspiller kom til Ajax fra Silkeborg IF i sommer og har især i foråret fundet fodfæste i den hollandske kæmpeklub. Efter at have lavet to mål og to assister i ni U17-kampe i efteråret, har han scoret fire og lagt op til to i blot fem kampe i foråret.

Lige nu er Lasse Abildgaard samlet med U17-landsholdet i Georgien, hvor de kæmper for en plads til U17-EM, og i den forbindelse tager han sig tid til en snak med Tipsbladet om blandt andet Ajax over en videoforbindelse.

Og her lægger han ikke skjul på, at det har været noget af en omvæltning at komme til en verdenskendt klub.

- Det er selvfølgelig stort at få lov til at skifte til sådan en klub og at være god nok til, at en så stor klub tror på en, siger Lasse Abildgaard til Tipsbladet og tilføjer:

- Jeg tror, det tog lang tid for mig at indse, at jeg spillede i sådan en stor klub, fordi jeg kommer fra SIF, som selvfølgelig ikke er en ligeså stor klub.

- Hver dag man møder ind holder der dyre biler, man ser Ajax-logoet, der står vagter udenfor, der er mega mange træninger, og det er bare fedt at trække Ajax-træningstøjet på hver dag.

Prøvetrænede i Manchester United
Før Lasse Abildgaard den 21. juli 2023 blev præsenteret i Ajax, havde forbindelsen mellem parterne været varm i et stykke tid.

- Det tager jo en del tid at få sådan et skifte på plads. Jeg hørte om interessen for lang tid siden, og så var det ligesom bare en proces mellem klubben og min familie og min rådgiver om, hvordan det skulle foregå og sådan noget.

- Jeg var også til prøvetræning dernede for at se, hvordan det var, og vi endte så med at træffe den beslutning, at det var det bedste for mig, siger Lasse Abildgaard.

Den unge dansker bekræfter også, at han - som Tipsbladet kunne fortælle i marts - også var til prøvetræning i Manchester United, og at der var interesse fra lidt forskellige klubber.

Forud for den endelige beslutning om at tage til Ajax tog Abildgaards familie et par folk med på råd - ikke mindst tidligere Ajax-spillere Kasper Dolbergs og Eskild Dalls familier. 

- Min familie har snakket med Dolbergs familie og Eskild Dalls familie, fordi vi kommer fra samme by (Voel, red.). Dem havde vi nogle snakke med om, hvordan de synes, det var. Der kunne man se det fra begge sider, fordi Dolberg fløj igennem, hvor Eskild havde det lidt sværere. Vi fik to synspunkter på det, siger han.

Mor er med dernede
Nu er han altså i Ajax og har været der i godt og vel otte måneder, og det er er gået ganske fint. Som nævnt har han scoret en håndfuld mål og lagt op til nogle for U17-holdet. 

Det har imidlertid ikke været helt nemt at flytte udenlands som teenager.

- Det har været lidt svært at flytte hjemmefra og væk fra ens venner og de trygge rammer. Det tager jo lidt tid at falde til, men det går rimelig godt nu, og jeg snakker godt med mine holdkammerater og min træner.

- Min mor bor også hernede med mig det meste af tiden, så der er også lidt trygge rammer at komme hjem til efter træning, fortæller Abildgaard.

Lasse Abildgaard kan også glæde sig over at være i Ajax samtidig med en landsmand i Anton Gaaei, der er på førsteholdet.

- Anton har samme agent som mig, så ham har jeg været lidt sammen med uden for banen. Han er en virkelig sød og høflig fyr, og vi snakker ikke så meget fodbold, men alt muligt andet på dansk.

Den 17-årige dansker gør sig på Ajaxs U17-hold, men planen er, at han fra næste sæson skal op på U19-holdet. Derefter kan han på sigt gøre sig hos andetholdet Jong Ajax og i bedste fald på førsteholdet.