Efter et halvt års fravær på grund af farvellet til jobbet som cheftræner i IFK Norrköping blev den tidligere mestertræner Glen Riddersholm i Danmark torsdag præsenteret som assistenttræner for Johannes Hoff Thorup i den store Championship-klub Norwich.
Og der var ingen tvivl hos den 52-årige Glen Riddersholm, da han fik jobbet præsenteret.
- Lige pludselig dumper der et projekt ned, som næsten er for godt til at være sandt. Da jeg først havde haft dialogen med Johannes, BTAM (hans agentur, red.), Ben Knapper (sportsdirektør, red.) og Neil Adams (assisterende sportsdirektør, red.), gik det fra at være rigtig seriøst til at være alt det, jeg søger, siger Glen Riddersholm i et stort interview med Tipsbladet.
Artiklen fortsætter under billedet
Han er ikke i tvivl om, at jobbet som næstkommanderende i Norwich er bedre, end hvad han kom fra i Allsvenskan.
- Det er langt større. Det er ikke, fordi al min tid i Norrköping var dårlig, og når jeg kigger bagud, fik jeg da gjort min due dilligence, lært meget og gjort mig vigtige erfaringer, men man kan bare ikke forberede sig på alting. Jeg har prøvet mange ting i mit liv. Norrköping blev sportslig anderledes.
- Min kone og jeg trivedes uden for banen, men opgaven blev desværre aldrig det, jeg havde håbet og troet på, og for første gang i mit trænerliv havde jeg en kort periode, hvor jeg ikke var glad, når jeg gik på job, forklarer han og tilføjer:
- Og det er ikke, fordi jeg ikke er modgangsparat, for jeg har prøvet mange ting. Men kultur, værdier og målsætninger skal ikke kun stå på papir. De skal skabes og drives oppefra og sive ned igennem organisationen og skal drives og leves af alle. Jeg vil gerne være en del af et projekt, som skal bygges op af mange mennesker, som er sammen om ét mål, siger Glen Riddersholm, som næsten var ved at give op på den tro.
For efter oplevelsen i Sverige og de efterfølgende refleksioner samt møder med diverse topfolk i Danmark kom han til en erkendelse af, at drømmen om at arbejde i et bæredygtigt projekt var minimal. Han måtte ændre strategi i jagten på næste job. En meget svær erkendelse.
- Jeg kommer fra FC Midtjylland, hvor jeg har gået mine sko, og når man har været et sted med så mange dygtige mennesker, så bliver det mit benchmark for, hvordan man dyrker fællesskabet og sammen med passionerede mennesker bygger noget op.
- Men jeg ser jo også, at fodbold og den verden, vi er i, ændrer sig, og vi ser kortsigtede trænerfyringer overalt. I den tidslomme, jeg var i, reflekterede jeg meget over, hvordan jeg får et job, hvor jeg møder passionerede mennesker, og hvor folk ‘walker the talk’ og er fuldstændig afstemt. Det finder man uhyre sjældent, og jeg har været i tvivl, om det overhovedet findes mere.
- Jeg ønskede at finde et sted, hvor man får “tiden” og muligheden til at gå i dybden, kan følge processen og har en ledelse, som er rolig og afstemt og ikke lader sig rive med af en stemning. Så jeg har sagt nej til flere måske interessante jobs, fordi jeg kunne mærke, at det ville være for kortsigtet. Jeg har måske 10-12 år tilbage på øverste niveau som træner, så jeg skal udleve drømmen maksimalt og er meget opmærksom på, at der er få typer projekter, som lever op til mine drømme og ambitioner.
Artiklen fortsætter under billedet
Store ambitioner i Norwich
Men så kom Norwich altså på banen, og Glen Riddersholm er vanvittigt begejstret over at skulle være first team coach i en klub af den størrelse. Også selv om han ikke længere står med det overordnede ansvar, som han har været vant til i mange år.
- Klubben brænder for mennesker, filosofien og retningen, hvor man vil slå over det niveau, som forventes. Lederne er jeg overbevist om gør, hvad de siger, så det giver os de forudsætninger, der er afstemt, fordi de ved, hvor de vil hen. De var helt afklarede med Johannes fra første sekund, og jeg er fodboldmand, så jeg vil hellere være first team coach under Johannes end at være et sted, hvor man ikke løfter i flok og er kortsigtet. Vi skal inspirere hinanden, og jeg er sikker på, jeg kan lære af Johannes og håber, jeg omvendt kan støtte ham bedst muligt.
- Jeg er prestigetiøs i forhold til det der, for man er kun en god cheftræner, når staben omkring én er dygtig og understøtter og hjælper hinanden, fordi fodbolden er blevet så stor og udvikler sig så hastigt. Denne klub har alt, hvad jeg søger, og de har en stor tro på os.
- Men det er klart, at hvis vi ikke vinder i de første 10 kampe, så kan situationen se anderledes ud for os, men hvorfor skulle vi ikke også gøre det?, spørger Glen Riddersholm retorisk.
Der er i hvert fald ikke tvivl om, at de vil lægge den rette arbejdsindsats for dagen.
- Vi kommer til at give alt, og både Johannes og jeg vil rejse til England med vores respektive koner længe før vores officielle første dag på job, så vi kan forberede alt til perfektion, til når spillerne har første dag på græsset. Der bliver jo ikke meget tid til at træne med 46 kampe bare i ligaen.
- Vi går all in, og man har kun det her ene liv, hvor man skal huske at gøre de ting, man elsker, selv om ugen er fyldt op. Det kræver mange arbejdstimer, men det er man vant til som træner på øverste niveau. Samme tilgang har Johannes, og vi vil ikke overlade noget til tilfældighederne, understreger Glen Riddersholm, som i disse dage har travlt med at ordne en masse praktiske ting, inden eventyret i Norwich for alvor kalder.
Men at han glæder sig til at være fodboldtræner igen, kan ingen være i tvivl om:
- Vi har syv greenkeepere, og jeg var klar til at sove og bo på græsset ude på træningsbanen, slutter han med et grin.
Glen Riddersholm og Johannes Hoff Thorup har skrevet under på treårige aftaler med Norwich.