René Møller – boheme, bomber og blød ballademager

Fodboldskæbner:

»I kan da ikke tro, at jeg er en ny Ole Madsen,« sagde René Møller til en formiddagsavis inden sin debut på landsholdet mod Ungarn i 1966. Arven efter årtiets store danske målkonge var tung, og knægten fra Randers holdt ikke længe på pladsen. Måske var han for ung, måske vejede han lidt for meget og tog det ikke seriøst nok, og måske var kritikken af de brændte chancer for hård, men helt sikkert var det, at René Møller ikke havde kraft til at afvise de helt store udfordringer, som livet bød på.

Hans fodboldkarriere var kort og intens, hvorpå fulgte et omflakkende liv på evig jagt for at finde sig selv. Fotografen, bohemen, maleren René Møller, som aviserne kaldte ham, havde et stort fodboldtalent. Men også en rodløs barndom. Han voksede op i Randers alene med sin mor, der drev en restaurant. René blev overladt meget til sig selv, og nede i gården spillede han fodbold. Som 11-årig blev han sendt på kostskole i Sorø, og der blev han i fem år. Som 16-årig vendte han hjem til Randers og demonstrerede usædvanlige evner i fodbold, badminton og cricket.

»Vi kaldte ham »Solo«, for han ville helst drible sig igennem forsvaret, dog ikke nødvendigvis for selv at lave mål. For René talte det også, hvis en medspiller blev spillet fri til scoring,« fortæller den tidligere holdkammerat i Freja, Hans Berg Andersen.

I sin bedste tid var René Møller genkendelig i den jyske fjordby på sin grønne sportsvogn og en friheds-signalerende livsstil. Han var på nogle måder en lidt sky og reserveret person, men foldede sig rigtigt ud, når der var kamp. Han kom som helt ung på landsholdet og blev en ægte stjerne. Det lokale bryggeri ansatte ham for at markedsføre en sodavand ved navn Sinalco, husker Hans Berg Andersen.

Endnu var René Møller korthåret og så vandkæmmet og ganske artig ud, men det var han ikke. Det rygtes, at han engang før en kamp måtte hentes på politistationen, hvilket ikke forhindrede ham i at spille kampen og score tre mål.

Inden i ham voksede det utilpassede og oprørske, og han fik aldrig sit liv til at hænge sammen. Efter endt fodboldkarriere slog René Møller sig helhjertet på kunsten, det frie liv uden sikkerhedsnet og ikke mindst på flasken, og da der ikke var mere tilbage, pådrog han sig en kræftsygdom. Han døde 23. august 1994 og blev kun 48 år gammel.

»Jeg vidste godt, at min far lå på det sidste, men det var alligevel ret specielt at få beskeden om hans død om morgenen den dag, hvor jeg i Kijev skulle spille Champions League-kvalifikation for Silkeborg mod Dinamo. Jeg havde bedt min mor ringe, hvis det skulle ske, for jeg ville ikke have det at vide fra journalister. Det var i 1994, og jeg var lige kommet til Silkeborg fra Ikast. Selv om vi tabte 1-3, så spillede jeg den aften noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort. Måske havde jeg noget, der skulle ud. Jeg startede på bænken, men kom ind efter en halv time. Til gengæld havde jeg det usædvanlig dårligt bagefter. Da tænkte jeg rigtig meget på min far.«

Jesper Thygesen, der i dag er kendt som fodbold-ekspert på TV 2 Sport, var 24 år, da hans far døde. René Møller er måske den største spiller i Randers Frejas historie, han opnåede fem landskampe, men af forskellige årsager stoppede han som 24-årig. Samme alder som sønnen havde den dag i Kijev.

Vi sidder i Århus og taler om fortiden. Jesper og hans mor Birthe, som mødte René Møller i 1964, blev gift med ham i 1968 og skilt i 1972. Jesper var fire år, da han fik en ny familie og fik lov at vokse op i trygge rammer.

»I de unge år så jeg ikke så meget til min far. Det var ret tilfældigt. Hvis jeg ville se ham, måtte jeg bl.a. en tur ind på værtshuset Åkanden. Der holdt han hof. Egentlig lærte jeg ham først for alvor at kende i de to sidste år af hans liv. Da han blev syg og var holdt op med at drikke. Så kunne vi snakke sammen. Han var faktisk ret stille og filosofisk. Jeg husker også fra min studenterfest, at han og Lars Elstrup havde en lang samtale med hinanden,« fortæller Jesper Thygesen.

Læs mere på næste side

Vi finder nogle gamle papirer frem, som faderen gemte. Dokumenter, der viser, at han har fået for lidt mad og for meget at drikke og er blevet syg og dårlig et sted i Europa og sendt hjem på det danske konsulats regning. Bagefter kom regningen.

Vi kigger videre i en scrapbog, der kun handler om René Møller. Med udklip og billeder fra hans store fodboldkampe.

»Det er på én gang så sørgeligt og så smukt, for vi havde også mange gode stunder sammen. René var på mange måder nok for blød, men det, der slår mig mest, når jeg nu igen ser scrapbogen, er, hvor kort tid, der er tale om. Hvor kort vores liv sammen var, og hvor kort hans fodboldkarriere blev,« konstaterer eks-konen, der faktisk plejede den afkræftede eks-mand i hans sidste tid. Med fuld accept fra resten af familien. For der var ikke andre til det.

Sønnen er endnu klarere i mælet:

»Min far var som barn offer for omsorgssvigt. Han ville have kærlighed og ikke materielle goder, men det fik han ikke. Kostskoletiden var sandsynligvis hård ved ham med den kæft, trit og retning. Da han som 16-årig kom tilbage til Randers fortsatte han som følge af sit fodboldtalent med at være tilknyttet et elitemiljø i Freja, hvor han egentlig bare burde have været ung med de andre unge i de glade tressere. Han begyndte så småt på sin egen forvirrede måde at søge efter indre ro og rod i en identitet, og det gik han for alvor på jagt efter, da han kom hjem fra prof-tiden i Skotland. Han var typen, der ikke tog det der med træning så alvorligt, så han gik i byen eller kom for sent og fik karantæne af klubben. Han levede på sit talent og var derfor heller ikke den ideelle prof i Skotland. For at finde ud af det hele læste han filosofiske bøger, skrev digte og malede. Han var jo uddannet fotograf, men han kom aldrig i arbejde igen efter hjemkomsten fra Edinburgh. Han levede af bistandshjælp, boede forskellige steder, bl.a. i Berlin, Portugal og Algeriet, og blev også gift igen. Han havde en idé om, at han skulle ødelægge sig selv og derfra bygge sig selv op igen. Kun den første del af det lykkedes for ham.«

Da Erik Dyreborg en solskinssøndag i september 1967 scorede alle mål i den danske 5-0 sejr over Norge på Ullevaal  i Oslo, var der nærmest tale om en national festdag. Undtagen i Randers. For Dyreborg havde snuppet pladsen fra byens søn, René Møller.

»Jeg husker tydeligt, at der ikke var den helt vilde begejstring over den kamp og den målscorer,« fortæller fotografen Henrik Saxgren, der var dreng i Gudenåbyen i de glade tressere. Og i øvrigt en periode i starten af halvfjerdserne ansat på Randers Dagblad. Med René Møller som kollega.

René Møller var Randers Frejas første landsholdsspiller og den første, der scorede i nationaltrøjen, han var angriber, centerforward hed det, da Freja som den første klub uden for den bedste række blev pokalvinder ved at slå AaB. Vi skriver 1967, og Danmark har årtiets bedste og mest talentfulde samt populære landshold siden Guld-Harald og Rom og alt det der i 1960.

Rene Møller var i efteråret 1966 samt foråret 1967 det bedste bud på en afløser for Ole Madsen. AGF’s Jørn Bjerregaard var som Viborgs Finn Døssing for længst blevet professionel og dermed ude af billedet, og KB’s Niels-Christian Holmstrøm var endnu ikke dukket op. Men der manglede ikke kandidater. Spørgsmålet var kun, hvem der var bedst til at udfylde hullet efter Madsen. Det viste sig så ikke at være René fra Randers. Han fik fem kampe, hvori han scorede et enkelt mål, og så blev blev der peget på Erik Dyreborg.

Læs mere på næste side

»Dyreborg var jo bare nede fra Næstved, og han kunne da ikke noget, mente vi. Når kampen mod Norge var overstået, var det igen Renés tur, mente vi i Randers,« fortæller den dengang 14-årige Henrik Saxgren.

Men sådan gik det ikke. Den mindre og meget bevægelige Dyreborg havde grebet chancen, men under alle omstændigheder var centerforward-diskussionen afsluttet. Eller også var det en føjlteton. Ved årsskiftet forlod både Dyreborg og Møller samt de endnu større talenter som Finn Laudrup, Johnny Hansen, Kresten Bjerre, Tom Søndergaard og John Steen Olsen den hjemlige amatørfodbold og skrev kontrakt med udenlandske klubber, hvormed de var tabt for landsholdet. Karrusellen blev sat i gang med nye navne. Amatører hed det. Hele vejen rundt.

Hele 20 danske spillere fortrak til udlandet i revolutionsåret 1968, herimellem den unge René Møller, som den skotske klub Hearts of Midlothian fik for 200.000 kroner, mens Dyreborg røg til Boston Beacons for 270.000 kr. Han havde scoret lidt flere mål i den røde landsholdstrøje.

René Møller var var blot 20 år, da han fik en chance, som reelt ikke var nogen, for på det tidspunkt var Ungarn på Nepstadion i Budapest en af de helt store mundfulde. Datoen var 21. september 1966, og danskerne blev da også nedspillet og tabte med cifrene 0-6 til magyarerne, der havde deltaget i sommerens VM-slutrunde i England og der havde besejret selveste Brasilien med Pelé på holdet. Alene det skabte en vis ærefrygt hos de danske amatører.

»Debutanten René Møller klarede sig overraskende godt,« skrev pressen om den lyse jyde, der gik for at være hurtig på de første meter og med fint blik for medspillerne. I den næste kamp fulgte hans eneste scoring. På et fladt skud forbi målmanden sluttede han af i den danske hjemmesejr på 3-1 over Israel.

Men kort tid efter brændte han en del chancer og forekom for langsom i Stokholm, da Danmark tabte 1-2 til Sverige. Det fik DBU til at teste Næstveds Keld Bak i årets sidste landskamp i Rotterdam mod Holland, som vandt planmæssigt med 2-0, men Møller var med igen, da kalenderbladet vendte til 1967, og et storhold langsomt men sikkert kom til at tage form. Randrusianeren kom bare ikke til at høste frugterne. Han missede et par afgørende scoringstilbud i 0-2 nederlaget i København mod Ungarn, og mod DDR sammesteds var han mest i fokus for sine sammenstød med den østtyske målmand Jürgen Croy. Det var i denne EM-kvalkamp, der endte 1-1, at tegningen til et bæredygtigt landshold hold for alvor viste sig. På ni-ti af pladserne var der nu ingen tvivl om, hvem der skulle spille.

På et holdbillede taget lige før kickoff 4. juni 1967 i Idrætsparken ser man i forreste række Johnny Hansen, målmand Leif Nielsen og Kresten Bjerre og bagved Finn Laudrup, Tom Søndergaard og Ulrik le Fevre. Alle havde potentiale til det helt store, men ikke alle nåede det. Herimellem var forward Møller, som ifølge årbogen Årets bedste fodboldkampe »ikke gled ind i spillet.«

Tre uger senere mødte vi Sverige og spillede 1-1, hvorpå det blev 14-2 over Island. Begge gange uden Møller, men i stedet med Erik Dyreborg, der havde fået chancen, fordi klubkammeraten Keld Bak havde måttet melde afbud. Endnu var hverken den DBU-komité, der udtog landsholdet, eller manden på gaden overbevist om, at den lille og hurtige Dyreborg [tankestreg] der bare scorede to mål mod islændingene [tankestreg] var det svar, man fik i skoven efter at have råbt Ole Madsen. Men det blev der ændret på den september-søndag i Oslo.

Læs mere på næste side

Det hører med til historien, at René Møller få dage efter sin landsholds-debut mistede sin kræftramte mor og som enebarn nu stod helt uden familie. Et par år forinden havde han mødt Birthe.

Birthe og René Møller blev gift i Randers, men først efter den skotske start.

»De forlangte eller syntes, at »det var bedst«, at vi var gift, når nu vi boede sammen, og så rejste vi hjem og blev gift,« fortæller Birthe Thygesen i dag. I Edinburgh var der dansk selskab i form af John Madsen og kone. Han spillede for byens anden klub, Hibernian.

Men Hearts var stoltheden i tattoo-staden, og der var pæne forventninger til The Great Dane, som gjorde det godt i starten, men også mødte modgang og løb ind i »venner«, der var med på den værste, herunder Rolling Stones-sangeren Mick Jagger, der en overgang boede i samme gade.

Det begyndte fint med overskrifter som »Moller winner in the first home run«, og han scorer en del vigtige mål. Måske for første gang prøver han at tage fodbolden 100 procent alvorligt.

»Man må pleje og være glad for de talenter, som naturen har skænket én,« siger han og forsøger i starten at leve op til det. Presse-dækningen i det skotske er positiv og mangefold større end i Danmark, Møller markerer sig, og Morton-angriberen Per Bartram rapporterer til B.T., at »René Møller er helten her,« da hans scorer sejrsmålet til 3-2 mod Motherwell.

Allergladest bliver man dog for ham i Hearts, da han bagud med 0-1 mod lokalrivalerne fra Hibernian tager sagen i egen hånd, lægger op til to scoringer og selv sørger for den tredje i 3-1 sejren.

Men René Møller rammes også af en skulderskade, der sætter ham tilbage. Det var dog heller ikke altid, at sammenspillet stemte. Skotterne havde forventet mere styrke i hovedspillet, og Møller var en mere teknisk betonet angriber, der skulle have bolden i fødderne.

I klubboss-udtalelser som »han skal smide et par kilo« og »han skal lære professionel indstilling« lå der helt klart et signal om, at det var op til den unge dansker selv, hvad det skulle blive til. Møller røg ind og ud af holdet, men blev der dog til foråret 1970. Da var Birthe og sønnen Jesper rejst hjem. Det vilde liv i Edinburghs high society var blevet for meget.

René Møller spillede sin sidste kamp i april kort før kontraktudløb, men rejste derpå hjem, hvilket resulterede i, at skotterne kunne give ham livsvarig karantæne.

Læs mere på næste side

I forvejen blev alle hjemvendte proffer stillet i skammekrogen et halvt eller helt år, men for Møller gjaldt også, at fodbold-batterierne var helt flade.

Hjemme i Randers begyndte et nyt liv. Den hjemvendte ville prøve sig selv af, og det fik han gjort, personligt og erhvervsmæssigt. Hår og skæg voksede i takt med indtagelse af de våde varer og det frie liv, men først skulle idéerne prøves af. Woodstock-festivalen i USA var forbilledet for den Djursland Festival, der løb lodret ind i de fleste af de begynder-fejl, der kan begås, og som kostede iværksætteren og hovedmanden René Møller en stor del af hans i Skotland erhvervede formue.

»Det kiksede allerede ved indgangen, for man kunne bare løfte sig op over et tov, så var man inde og slap for at betale,« husker Henrik Saxgren, som kalder sit gamle idol for en skrøbelig og en trist skæbne.

»Det var en speciel tid, dengang det lange hår og de nye idealer dukkede op. René var med fremme i vognen, og ikke alle var glade for den nye mode. Blandt lidt ældre mennesker i Randers på det tidspunkt kunne man godt tage fejl af en langhåret og en subsistensløs, og jeg husker et og andet om, at René som en af de første bz’ere simpelt hen flyttede ind i den nedlagte amtsgård,« erindrer Saxgren, som i muntre stunder mindes René Møllers ofte flotte scoringer på stadion nord for Gudenåen.

»Freja havde også en anden centerforward, der tog over efter René. Det var Per Gaardsøe, og han scorede også mange mål, men slet ikke så spektakulære som forgængeren.«

»Far malede billeder,« fortæller Jesper Thygesen, »og somme tider solgte han et, men han brugte typisk pengene med det samme. Der var en fast gruppe omkring ham, og de gjorde nok ikke tingene bedre. Når han drak, var han ikke let at komme i kontakt med for en dreng som mig. Han trak sig efterhånden også helt væk fra fodbolden. Han har ikke set mig spille ret meget. Jeg har hørt, at han en overgang var træner for en serieklub IF Fjorden, men han fik stadig mere distance til det og fulgte slet ikke med i fodbold. Han var helt andre steder, både fysisk og psykisk,« siger Jesper Thygesen. Han kalder ikke direkte sin far for flipper eller hippie, men vil gerne skrive under på, at det var akkurat det, som han var.

»Jeg vil ikke være en dresseret cirkushest« er et af hans faste citater. Da jeg til sidst i hans liv fik mere ud af ham, fandt jeg ud af, at Freja-trænerne Kaj Christiansen og Ernst Netuka var nogle af de få mennesker, som han havde set op til. Det gjaldt også journalisten Poul Munk. Netuka var i øvrigt min første seniortræner i Randers Freja, en flink og rar mand og sikkert også en, der spillede en faderrolle for min far. De her personer havde noget, som han havde brug for. Men han kiggede også indad og endte med at blive bitter på sig selv. Måske fortrød han nogle af sine valg, men for mig var der også andre ting, der spillede ind. Sandheden var vel bare den, at det ikke var hans skyld, at han fik sådan en opvækst uden en far og uden den nødvendige støtte og kærlighed. Og som fodboldspiller kunne han godt have haft brug for en mentor,« mener sønnen, som på fodboldbanen ikke slægtede sin far alt for meget på.

»Jeg var midtbanespiller, og han var angriber. Jeg havde også en del mere disciplin, selv om jeg faktisk først som 26-årig fik en ok-følelse med at have målrettede ambitioner, som senere resulterede i en kontrakt med Brøndby. Det var min træner i Silkeborg, der fik mig op i gear, hvorefter jeg havde nogle af mine bedste år.«

Træneren var Preben Elkjær, der fik motiveret Thygesen, som endte med at være så glad for top-fodbold, at han først lagde støvlerne på hylden i 2005. Da var han 35 år.

Derefter var han leder af det nystartede Randers Fodbold College og assistenttræner for Lars Olsen i Randers FC, inden han kom til tv, hvorpå han for tre år siden indledte uddannelsen til Master Trained Coach, som han også har afsluttet.

Den rolige, velovervejede og intellektuelt robuste Thygesen er optaget af at frigøre uindfriede ressourcer hos fodboldspillere, unge såvel som gamle. De første kan lande på forkert hylde, de sidste møder ofte tomrummet, når de stopper.

»Hvis man forstår mennesket, kan man gøre ham til en bedre spiller, og der kan man sætte ind hos de helt unge,« siger manden, der driver sit eget firma og er meget optaget af det. Men savner fodbolden og lugten af græs.

»Som kommentator er det som om, man altid spiller uafgjort. Det er helt igennem et fantastisk job, men den forbandede charme, der er ved nederlag og sejre, findes kun i en fodboldklub,« siger Møllers søn. På evig jagt og søgen efter nye erkendelser i og uden for fodbolden.