Video : Tipsbladet
Generelle

Rasmus Højlund bekræfter aftale

Landsholdets frontløber bekræfter, at han har indgået en aftale med et agentfirma.

Tipsbladet i Helsingør.

Rasmus Højlund har på rekordtid taget fodboldverdenen med storm.

Siden årsskiftet har han høvlet mål ind på stribe som frontangriber i Atalanta, og da han i marts scorede tre mål mod Finland og to mod Kazakhstan i den efterfølgende landskamp, så gik rygterne om et sommerskifte amok.

Alverdens topklubber er blevet kædet sammen med danskeren, der ikke har været tilknyttet noget agentfirma, som har kunnet tage sig af de mange henvendelser. Det har han nu fået.

- Jeg har fået nogen [et agentfirma, red.]. Men de er på en prøveperiode, siger Rasmus Højlund til Tipsbladet og den øvrige skrevne presse i landsholdslejren i Helsingør.

Vil du sige, hvem det er?

- Nej, det kan jeg ikke sige.

Hvorfor har du kun fået dem på en prøveperiode?

Det er en prøveperiode, og det er det eneste, jeg kan sige, fortæller Rasmus Højlund, hvorefter han gentager samme svar ved næste spørgsmål.

The Athletic har tidligere skrevet, at Rasmus Højlund har indgået en aftale med SEG, der blandt andre har Cody Gakpo i folden. Uanset hvem Rasmus Højlund har indgået en aftale med, så kunne det tyde på, at man i nærmeste fremtid pønser på et skifte.

Her har Manchester United på det seneste været nævnt, og det betragter angriberen som et skulderklap.

- Det er en kæmpeklub, så jeg må have gjort et eller andet rigtigt, hvis der står, at de gerne vil have mig, siger Rasmus Højlund, der også fortæller, at han ikke har haft noget videomøde med Erik ten Hag på nuværende tidspunkt.

Rasmus Højlund vil dog ikke svare på, om han har været i nogen form for dialog med Manchester United, inden han fortæller, at han godt kan se sig selv rykke videre denne sommer, hvis kortene falder rigtigt.

- Vi må se, hvad der sker. Som I ser og hører, så kunne jeg godt forestille mig, at der kunne komme til at ske en masse i forhold til en angriberkabale denne sommer. Der er mange klubber, som mangler en 9'er, så der kommer helt sikkert til at ske noget i forhold til det, og så må vi se, om jeg er med i den. 

- Jeg er rigtig glad for at være i Atalanta, og vi skal spille europæisk efter sommer. Så jeg har fundet mig et rigtig godt sted her, så nu må vi se, siger Højlund, der drømmer om at spille på højest mulige hylde.

Rasmus Højlund slår dog fast, at han lige nu fokuserer på de kommende landsholdsopgaver, hvor Danmark møder Nordirdland og Slovenien i EM-kvalifikationen.