"Uden selvtillid bliver du ikke en god fodboldspiller"

Vaskemaskinerne er lige holdt op med at snurre i "maskinrummet" i kælderen under Lyngbys klubhus, som materielmand Uffe har stillet til rådighed for TIPS-bladets fotoseance mellem bolde, støvler, løbesko og tøj.

"Tag noget kluns på, I gerne vil fotografes i og se seje ud," lød opfordringen fra fotograf Kjærbye, som får lov til at skyde løs i mere end en time denne fredag eftermiddag uden de to brødre på noget tidspunkt giver udtryk for, at det er ved at være lidt for meget.

16-årige Andreas kommer ellers lige fra tandlægen og vil helst vende den side til fotografen, hvor kinden ikke er hævet.

"Jeg har fået lattergas, jeg er ikke meget for det med at blive boret," siger han efter tandlægebesøget hos den tidligere badminton-stjerne Lene Køppen.

17-årige Mads kommer lige fra træning i FC København, slæbende på fuld opbakning i form af tasker og støvleæsker, da han tidligt søndag morgen skal afsted på træningslejr til La Manga. Modsat Andreas er han på udebane i Lyngbys omklædningskælder og må lede lidt efter et toilet med et spejl, så han kan stryge huen og få sat håret til foto.

Efter opgaven i støvlerummet strammer fotograf Kjærbye kravene til de to, som nu sættes til at skrive deres navn spejlvendt med en særlig lysdiode, mens udløseren stilles på 15 sekunder.

"Det er også et lortenavn, du har," lyder det fra en grinende Mads, der glæder sig over at kunne nøjes med fire bogstaver, men da det bliver storebrors tur til at føre pennen, svarer Andreas igen:

"Det er vist ikke så tit du er oppe ved tavlen, Mads."

I samarbejde får de to bagefter skrevet efternavnet: Laudrup.

Lige præcis det navn, som adskiller de to fra alle andre fodboldglade teenagedrenge i dette land. Senest er det gået verden rundt at FC Barcelona, hvor deres far havde sin bedste fodboldtid, ønsker at få de to på besøg. I slutningen af 2006 gæstede Andreas Ajax, der også gerne ville have set Mads. Dagligt må de to leve med opmærksomheden som sønner af Danmarks bedste fodboldspiller gennem tiderne. Alligevel formår de at køre deres eget liv takket være en anden arv fra deres far: en ydmyg, naturlig, humoristisk og totalt ukrukket indgang til tingene, samtidig med at man altid må være på vagt overfor omgivelserne og skal undgå at fornærme nogen.

TIPS-bladets bedagede medarbejder, der sidst i 1980'erne fulgte deres far i Juventus-tiden, tog en snak med de to drenge om alt dette. Først skulle sidste fotoopgave lige i kassen, den med spilletrøjerne. Mads i den hvide fra FC København. Andreas i den blå fra Lyngby. Som fotograf Kjærbye for 12 år siden fotograferede brødrenes far og onkel. Dengang var det Michael i den hvide fra Real Madrid og Brian i den blå fra Glasgow Rangers.

Var for alene på tennisbanen

"Om min søn skal være fodboldspiller? Nej, så hellere tennis, det er der flere penge i."

Mads Laudrup griner af sin fars udtalelse om sig selv til TIPS-bladet tilbage i 1989, da Mads blot var fire måneder gammel. Vi er rykket op i taktiklokalet på førstesalen af Lyngbys klubhus, og journalisten har medbragt en kopi af interviewet og reportagen fra juni 1989, hvor Michael Laudrup sagde farvel til Juventus og Italien for at sætte skub i karrieren i spansk fodbold.

"Det er meget sjovt," siger Mads, der faktisk har spillet tennis i 5-6 år og et enkelt år helt holdt pause med fodbold for at satse på den mindre bold og ketsjeren, mens Andreas mindes et andet citat fra deres far, som ikke kom til at holde stik:

"Han har også udtalt sig om, at han aldrig ville være fodboldtræner, det var vist i den film, Jørgen Leth lavede."

Andreas bladrer i en stak billeder taget i faderens lejlighed den junidag i 1989, og bemærker bl.a. ét taget på terrassen, hvor Michael Laudrup viser en særlig afskedsgave, et kunstværk fremstillet af Luigi Benidicenti med Torino-tårnet og Michael i Juventus-trøjen. Et billede som fortsat hænger på væggen hjemme på Vedbæk Strandvej.

Imens morer Mads sig over et gammel holdbillede af 1986-landsholdet før afrejsen til Mexico og særligt Henrik Andersens 80'er-garn.

"De ser dumme ud, men det siger de nok også om 10 år om de billeder, der lige er taget af os."

Så kan man gætte, hvor næste generation af brødrene Laudrup befinder sig om 10 år. Lige nu ved Mads og Andreas ikke, hvor de befinder sig til sommer. Mads har kontraktudløb i FCK og overvejer en forlængelse eller muligheden for at følge med faderen til et muligt job i udlandet. Andreas er i samme situation. Lyngby vil ikke stå ham i vejen, hvis udlandet kalder. Det med invitationen fra FC Barcelona til begge om et prøveophold senere på foråret vil de overlade til deres far at tage nærmere stilling til.

Inden det skal handle mest om fodbold, skal Mads lige forklare det med den tenniskarriere, som ikke blev til noget:

"Der var ét år jeg kun spillede tennis, men så gad jeg ikke mere. Så var det ligesom det. Det blev for ensformigt, og man var for meget alene. Når man bliver ældre og spiller fodbold på det niveau, vi gør, har man ikke så meget tid til at lave alt muligt andet, men så er der 20 gode kammerater, som har det på samme måde."

De ødelagte bordtennisbat

I foråret er det meningen, at Mads Laudrup skal spille med andetholdet i 2. division og træne med FCKs superligatrup to-tre gange om ugen, som det nu kan lade sig gøre i forhold til skolen.

Egentlig kunne han spille på ynglingeholdet et år mere, og han kunne for første komme i kamp mod lillebror, når KB gæster Lyngby i anden spillerunde i april, nu da Andreas fra denne sæson også er ynglingespiller. Det bliver der bare ikke noget af.

"Det er fast besluttet, at ungdomsfodbold er et overstået kapitel for mig, selv om det kunne være meget sjovt for jer journalister, hvis vi skulle spille mod hinanden," konstaterer Mads.

De to brødre har spillet mod hinanden mange gange hjemme i haven, og det er nok for dem.

Hvordan konkurrerer I ellers indbyrdes?

Mads: "Jeg har fundet mange halve eller mindre hele bordtennisbat ude i haven, når Andreas har tabt! Vi har billard, vi har bordfodbold og bordtennis og små fodboldmål. Finder vi en tennisbold i huset, spiller vi til to dørkarme. Det er som alle andre brødre, der synes det er sjovt at konkurrere indbyrdes."

Hvem vinder hvad?

Andreas: "Det kommer an på hvem der har den bedste psyke den dag."

Mads: "Temperamentsfuld indenfor sådan noget, det er du sgu', mere end jeg er. Det er sjældent, at Andreas vinder…nej det er nok meget fifty-fifty."

Mads bor for det meste hos sin mor, men de to brødre snakker sammen fem-seks gange om ugen, mødes nogle gange, tager til byen, går i biografen osv. og er i det hele taget som gode kammerater.

Har I nogle gode fodbolddiskussioner også?

Mads: "Nej, det er lidt mere med ham den gamle derhjemme. Vi kører nogle spørgsmål på ham. Vi diskuterer altid, og det er ikke så sjovt, for det ender med, at han får det sidste ord."

Andreas: "Vi er kendt som Spørge-Jørgen'er. Vi spørger om alt."

Fodboldmæssigt har de samme opfattelser og interesser. Barcelona, Spanien og måden de spiller fodbold på. Hver især spiller de deres eget spil.

Mads: "Når vi er hjemme, prøver vi også at snakke om alle andre ting end fodbold. Ellers bliver det for meget, når vi både skal spille og man skal gå i skole, hvor der er folk, der kommenterer det. Den eneste tid, man har udover fodbold, er stort set aftensmaden."

Andreas: "Jeg tror ikke, jeg ville kunne gøre noget ved Mads' spil. Vi kritiserer ikke hinanden. Når vi snakker fodbold, er det altid om positive ting."

Det handler om selvtillid

Her kommer så alligevel en lille diskussion, da de to skal beskrive hinanden som spillere og pege på, hvad der skal blive bedre. Her protesterer Mads, da Andreas kommer ind på hans målscoringsstatistik.

Mads: "Det vil jeg lige kommentere: den har været dårligere. Jeg synes, det er godt af en førsteårs midtbanespiller at lave seks mål på en sæson på 20 kampe og være tredjebedste topscorer på holdet."

Andreas: "Jeg lavede syv mål i sidste sæson. Hvor mange assist? Det ved jeg ikke, det tror jeg ikke, jeg har fingre nok til at tælle. Men score mål skal vi begge blive bedre til. Vi skyder ikke uden for feltet, når vi har mulighed, laver hellere en dybdestikning eller sætter andre i scene."

Skal I i virkeligheden være mere egoistiske i jeres spil?

Mads: "Ja, det skal vi. Det følger også med. Egoisme er næsten lig selvtillid, og det skal du have. Her er jeg blevet væsentlig stærkere sidste år. Det var svært, lige da man rykkede op som yngling, var lille, og de store drenge råbte hele tiden. Så bygger man det langsomt om. Det er egentlig det, som det gælder om. Har du ikke selvtillid, er det meget svært at blive en god fodboldspiller."

Det er lidt sjovt at I begge er blevet venstrebenede?

Andreas: "Ja, det er underligt. Både farfar, Brian, onkel, far og min lillesøster og min mor er højrebenede. Det er pudsigt at se. Men det tror jeg bare har været en fordel for os. Så ligner vi ikke vores far helt nøjagtig. Man skal altid være lidt anderledes."

Laudrup-efternavnet kommer vi ikke udenom at snakke om. Hvordan er det, på godt og ondt?

Andreas: "Der er lidt ovre i skolen, hvor nogen kan drille én og siger, at man er arrogant eller har for meget fodbold i hovedet, men jeg har det helt fint med mit efternavn. Det er stort, at ens farfar, onkel og far har været så dygtige til det, de har lavet. Jeg tager det positive som noget godt og noget, jeg skal lære noget af. Dem, der siger noget negativt, lukker jeg ude, hvis det er nogle ting, jeg ikke kan bruge, og som jeg synes er ondt ment fra deres side. Jeg har da oplevet noget fra en lærer på min gamle skole, men sådan er det jo altid. De fleste lærere og elever mener det humoristisk, men nogle gange kan man få nok af det eller synes, det er lidt stødende."

Mads: "Jeg kan komme med den samme kommentar, hver gang jeg bliver spurgt, hvordan det er at have en sådan far. Vi har jo ikke prøvet så meget andet. For os er det en ganske normal hverdag, man får til at fungere uden at tænke så meget over det. Jeg bliver også spurgt, nu da han er kommentator, om det ikke er mærkeligt at høre ham sidde og snakke på tv, men det eneste irriterende er, at han ikke er hjemme og ikke til at få fat på. Der er fordele og ulemper ved det hele. Da jeg var ude at spille indendørsturnering i Brøndby (Tele2 Cup, red.), var der et par tusinde gulklædte mænd, som råbte at der kun er én Laudrup. Men det er til at grine af, jeg tager det ikke alvorligt, så de må råbe, hvad de vil. Hænger du dig i de ting, så daler selvtilliden, og så kan man ikke præstere det, man skal. Men man kan jo diskutere, om de ikke skulle have beholdt ham Laudrup, som det går nu."

Hvad Brøndbys fans måske ikke ved er, at Mads og Andreas mange gange har siddet på Brøndby stadion og heppet på de blågule. Og de vil finde det hyggeligt at dukke op igen, når Michael Laudrup Lounge, som Andreas' mor Siw er med til at udsmykke, skal indvies.

Andreas: "Vi har hørt for det med vores far ude i Brøndby, og hver gang har vi prøvet at støtte vores far i forhold til klubben. Men sådan er det i fodbold, når det går dårligt, er alle efter én, og når det går godt, er alle glade."

Hvordan har I det med Brøndby i dag?

Andreas: "Nu er det Lyngby, jeg holder med, men jeg håber da, Brøndby kommer op igen. Det vil være synd, hvis de skal ligge og rode dernede."

Mads: "Jeg håber de fodboldmæssigt kommer igang igen. Det er surt, hvis der, som det ser ud nu, kun er én stor. Ligegyldig hvor store OB, Midtjylland og AaB bliver, så er det aldrig det samme. Det skal være de to Københavner-klubber, der ligger og kæmper."

Familien følger nok med

Hvad skal der ske for jer, hvis jeres far til sommer rejser til Spanien eller et andet sted for at blive træner?

Mads: "Indtil videre er det planen, at familien flytter med, men så må vi se. Jeg og Andreas går begge i skole, jeg er dog tæt på at afslutte det hele. For mit vedkommende kommer det meget an på, hvordan aftalen bliver nu ude i FCK. Vi må se, om vi bliver enige, og så har det førsteprioritet. Jeg er glad for at være der, det er en kanonudvikling lige nu, hvor Ståle giver mig mulighed for at træne med Danmarks p.t. bedste fodboldspillere."

Det med et muligt prøveophold i Barcelona overlader de to brødre til deres far at tage stilling til, men det har ikke undgået deres opmærksomhed, at nogle har bemærket, at det blot er kommet på tale, fordi deres far har spillet i klubben.

Mads: "For at vende tilbage til det med presset. Det er hele tiden svært at bevise for andre, at man er sig selv. Lige meget hvor mange gange jeg eller Andreas fortæller, at vi er os selv, så bliver der sammenlignet. Det er ikke fair, at vi skal blive Ronaldinho 2 eller Zidane for at indfri folks forventninger. Hvor stor er chancen for det?"

Michael Laudrup har nu ikke søgt at holde de to fra at spille fodbold.

Andreas: "Vores far har gjort, hvad vi ville. Der har aldrig været noget pres om, hvor vi skulle spille, i Lyngby, KB eller Brøndby. Han har altid holdt sig udenfor, men når vi har haft brug for at snakke, har han været der, og det samme har vores mødre været."

For Andreas var det en lærerig oplevelse at være en uge i Ajax for et par måneder siden:

"De er gode. Deres teknik og mentalitet er noget særligt. Den måde de vil det på. Spillerne kommer glade til træningen og vil lære noget. Så har de så mange ressourcer. De kan træne hver dag. Spillere på 16 år bliver kørt til træningsanlægget, og de får skoleundervisning der. Og det er tidligere spillere, der er trænere. Nogle de kan se op til. Det giver utroligt meget, hvis man har en træner, der har spillet fodbold før og ved, hvordan det er. Det var, hvad de sagde, de drenge i klubben jeg snakkede med."

Springet til seniorfodbold

Hvordan ser I på den nærmeste fremtid?

Andreas: "Min forventning er at blive i Top 2-3 med Lyngby i Ynglingeligaen og så fortsat være med inde omkring landsholdet."

Mads: "Jeg skal vænne mig til seniorfodbold og nærme mig førsteholdet mere og mere. Jeg kan allerede mærke meget nu, at man kan spille med og have indflydelse på, hvad der sker. Jeg håber at spille nogle gode kampe i 2. division og spille med de fysisk større drenge, men stadig have det sjovt. Man kan allerede mærke nu, at det er fuldt seriøst, hvor man måske har taget lidt sløvt på det i optakten som junior-ynglinge. Nu træner man superseriøst hele tiden. Der er et stort spring."

Bliver du den første fra årgang 1989 i SAS Ligaen?

Mads: "Det kunne ske, det kunne også meget vel blive Simon Kjær fra Midtjylland, men der er hård kamp om hans plads i midtforsvaret. Så er der Dennis Høegh i AGF, men de ligger ikke lige til oprykning. Eller Mads Thomsen i Lyngby, men der er kæmpe forskel på et superligahold og 1. division."

Hvem bliver først fra årgang 1990?

Andreas: "Der er mange. Jeg kunne stort set nævne alle dem, som er i SAS Ligaklubber nu. Det kan blive en af dem fra Midtjylland. De tror virkelig på deres unge spillere. Der er også nogle, som spiller i udlandet, som måske kommer hjem, og det kan også blive Ronnie Schwarz, som lige er rykket op i førsteholdstruppen i AaB.

Hvordan har I det med en dag at spille på samme hold?

Mads: "Det kunne da være sjovt, men jeg tror ikke lige det bliver aktuelt lige nu. Vi må tage det til den tid. Det bliver nok ikke lige de næste par år. Måske på U/21 engang."

Andreas: "Det er svært at sige. Der kan ske så meget på et år eller to."

Som Mads konstaterer handler meget om selvtillid, og den har de to brødre udover charmen og håret brug for fremover også for at at skabe deres egen tilværelse og karriere til den dag, de virkelig accepteres over alt for at være sig selv og ikke bare sønner af deres berømte far. Michael Laudrup er Danmarks bedste fodboldambassadør. Sønnerne er i dag små ambassadører for deres egne årgange og med til at give større opmærksomhed om udviklingen af fodboldtalenter. En rolle de klarer rigtigt fint, 16-årige Andreas og Mads, der fylder 18 om en måned.

Inden vi slutter, tager de endnu et kik på billederne af deres far fra 1989 og vælger et par stykker ud:

"Find de grimmeste af far," siger Mads, hvorefter Andreas vælger et yndigt et af farmand med en lyseblå bamse.