"Juventus er her og de vil gerne købe mig. Hvad vil I?"

Aston Martin, BMW, Audi og Jaguar. Bilerne er mange og eksklusive på Chelseas træningsanlæg, og parkeringspladsen er som taget ud af et af de bedre bilmagasiner. Stjernerne er også store – både på banen og på klubbens kontorer. Frank Arnesen er en af stjernerne og Head of development and scouting i den engelske storklub. TIPS-bladets læsere har fået lov til at konfrontere den tidligere landsholdsspiller med nærgående spørgsmål om fortid og nutid.

TIPS-bladets udsendte bliver pænt modtaget af en sekretær, som viser ind til Mr. Arnesen. Landsholdets tidligere forsanger tager imod med et fast håndtryk på sit kontor, hvor han – via sin udsigt – kan følge dagens gang på træningsbanen. Chelsea er en af verdens største klubber og har en af verdens rigeste mænd ved magten, men hvis man forventer et kontor på niveau med JR Ewings, så tager man fejl. Kontoret er småt, skrivebordet funktionelt og mødebordet har plads til seks mand – intet af det er prangende. Væggene er prydet af et europakort og en taktiktavle, mens der også er blevet plads til fladskærm og dvd-afspiller. Frank Arnesen sidder bænket ved sin computer, og alderen har sat sine spor på den tidligere hurtigløber – de mørke læsebriller sidder på det yderste af næsen. Han klikker en sidste gang med musen og rykker over til mødebordet, hvor den truende diktafon sættes i gang.

Hvad er det mest vanvittige, du har oplevet Søren Lerby gøre?

Lars Eriksen, Årslev

“Ja, det er sgu da et godt spørgsmål med alle de ting, han har lavet. Søren var en hård hund, men han har aldrig fået et rødt kort, hvilket viser at han var en spiller med total kontrol. Han tog et gult kort, når det var nødvendigt. Han tabte ikke hovedet som Elkjær og jeg, for det lå i vores spil. Det er meget pudsigt, at Søren var kendt som en hård hund. Da vi spillede semifinale på Bernabeu mod Real Madrid med spillere som Schuster og Hugo Sanchez i Europa Cup’en for Mesterhold, så lavede Lerby en knaldhård tackling efter et minut. Vi var et erfarent hold, men vågnede alligevel op ved den aktion. Søren var utrolig taktisk og kontrolleret på banen. Uden for banen har han altid været sjov og min bedste kammerat, siden vi startede sammen. Vi har oplevet mange skægge ting, men de vanvittige vil jeg beholde for mig selv, indtil jeg skriver en bog.”

Har du trænerambitioner?

Niels Juul, Odense

“Jeg træner stadigvæk. Jeg træner med ynglinge og vores andethold af og til, når jeg er hjemme. Jeg er meget fleksibel, selv om jeg rejser det meste af tiden. Det seneste år har jeg været en del på træningsbanen og det er en fantastisk kombination i jobbet. Jeg har dog været ude af trænerfaget siden 1993, så det er ikke sandsynligt at jeg bliver træner igen.”

Du og Lerby var jo eksempler på spillere, der kom i den hårde skole i og med, at I kom til udlandet i en tidlig alder – men uden at klynke. Er nutidens unge for pylrede og forkælede?

Jeppe Søndergaard, Viborg

“Jeg har altid sagt, at det er individuelt. Dengang var der også pylrede spillere, og det ligger i din egen indstilling. Det er ikke anderledes i dag. Jeg har selv spillet med kæmpe talenter, som ikke nåede højeste niveau. Fordelen i dag er, at der er mange flere statistikker og erfaring mht. talenter. Dengang blev man nærmest overladt til sig selv, og kunne du ikke klare mosten, så faldt du fra. Der er flere muligheder for at blive hjulpet i dag, hvis du er nede. I dag er der mere pres på spillerne, for nu er der websites, og spillerne kan hurtigt tro de er noget, før de er noget og man kan hurtigt blive involveret i noget, som ikke er så sjovt.”

Selv om 80’er-holdet aldrig vandt noget, står de for mange som noget helt specielt, som ingen andre tiders danske landshold har overgået. Hvad tror du, at det skyldes?

Jes Poulsen, Frederikshavn

“Vi havde mange profiler på holdet, som virkelig var profiler. Hvis du sammenligner med 92-holdet, så var der ikke mange i storklubber. Måske Peter Schmeichel, Brian Laudrup, Flemming Povlsen og Henrik Andersen. Vi arbejdede os op til at blive nøglespillere i storklubber. Michael Laudrup i Juventus, Barcelona og Real Madrid, Morten Olsen i Anderlecht, da de var på toppen. Jeg selv i PSV, Valencia, Ajax og Anderlecht, Søren var chefen i Bayern München, og Elkjær som vandt mesterskabet med Verona, Jesper Olsen i Manchester United og Jan Mølby i Liverpool. Det har nok noget med profilerne at gøre. De var større individuelt dengang. Vi var så uheldige ikke at vinde noget – specielt ved EM i Frankrig. Vi tabte efter straffesparkskonkurrence, mens de gik videre til finalen ved straffesparkskonkurrence i 1992. Desuden var personlighederne større dengang, og det var første gang, at vi var med ved EM og VM – det tæller også noget. Vi havde jo kæmpet for det siden vi startede på landsholdet.

Hvad fik dig til at skifte fra Spurs til Chelsea. Udover de mange penge?

Jørn Borup

“Jeg fik mulighed for at koncentrere mig mere om fodbold. Vi har en chief scout og en chef for ungdomsafdelingen, og dem er jeg over. Jeg kan så fordele min tid på det, som jeg mener har højeste prioritet. Først gik jeg ind og kiggede på ungdomsafdelingen og scoutingsystemet, og det fik jeg carte blanche til at udvikle, som jeg mente var bedst. Vi havde ikke en eneste scout i udlandet, da jeg startede. Det byggede jeg så op til 20 scouts i hele verden – inklusive England. De skal alle være på linje med os og det kræver utrolig meget kommunikation og det er en kæmpe udfordring. Peter Kenyon og Roman Abramovitj forelagde planen for 2004-2014 til mig – de ville være den bedste klub i verden, og de overbeviste mig med deres entusiasme. Det ville jeg gerne være en del af. Jeg havde et fantastisk år i Tottenham og følger stadig klubben, men jeg har aldrig fortrudt. Her bestemmer jeg vores strategi og kan styre det med mine medarbejdere. Her finder vi talenter sammen og gør tingene sammen, men jeg har ansvaret. Heldigvis kan jeg stadig gå ned og flytte kegler for min U18 hovedtræner. Her er 75-80 procent fodbold, mens resten er administration.

Hvor mange gange har du været på diskoteksbesøg under en landsholdssamling?

Herbert Nissen, København

“Det ved jeg sgu ikke, det kan jeg ikke tælle. Vi havde mange hjemmekampe i mine 10 år. Vi var altid på Hviids Vinstue for at få en pilsner først, inden vi skulle på Tordenskjold. Men det var nu ikke hver gang. Nogen gange var vi også bare ude at spise, for vi tænkte også på kampen i weekenden. Det var jo altid efter kampen, for vi var meget professionelle og havde ambitioner.”

Ærgrer du dig over din skade i Valencia, så du aldrig fik prøvet dig af i en af de rigtig store ligaer?

Peter Henriksen, Odense

“Jeg var kun 25 år og havde mine bedste år foran mig. Jeg spillede 33 kampe ud af 34 i min første sæson i Valencia, og vi nåede kvartfinalen i UEFA Cup’en, så jeg har prøvet det. Året efter spillede jeg ikke en hel kamp, faktisk spillede jeg ikke i halvandet år. Inden skaden var jeg nok en af de bedre midtbanespillere i Europa, men efter skaden nåede jeg alligevel EM i Frankrig, VM i Mexico, kvart- og semifinale i det år, hvor vi vandt Europa Cup’en for Mesterhold med PSV. Jeg var også med i finalerne mod Tottenham for Anderlecht, så der har været mange højdepunkter alligevel. Jeg nåede dog aldrig op på de samme højder i længere tid, for jeg havde altid problemer med mine knæ. Hvis det var sket i dag, så kunne jeg have spillet videre uden problemer og smerter. Dengang løb jeg bare på mit venstre ben. Selvfølgelig har jeg tænkt på, hvor langt jeg kunne have nået, men omvendt så var jeg måske ikke endt i PSV og blevet der i 19 år. Sådan skulle det bare være, og jeg har været utrolig glad for mit liv indtil nu. I dag kan jeg ikke løbe eller spille fodbold, men jeg har en crosstrainer, som jeg bruger næsten dagligt. Jeg kan godt lide at være i form, og når jeg er på ferie, så går jeg gerne i bjergene. Jeg kan ikke løbe længere, for jeg får fibersprængninger hele tiden. Hvis jeg holder vægten på 80-82 kilo, så kan jeg ikke mærke knæet – men det kan godt være svært.”

Hvilke klubber har du takket nej til som spiller og træner?

Carsten Sommer, Brønderslev

“Hamburger SV, Köln og Leeds. Arsenal var også interesserede, men kunne ikke tage en beslutning. De var på banen sammen med Leeds, Sevilla og Valencia, hvor jeg så valgte Valencia. Willem II var en trænermulighed i 1993 og jeg havde samtaler med dem. Men jeg har altid haft valg, så det var fantastisk. St. Pauli ville have Søren og jeg, inden vi kom til Ajax. Borussia Mönchengladbach var også inde i billedet, men Ajax var klubben dengang sammen med Bayern München, så der var ingen tvivl.”

Er det sandt, at Juventus så gerne ville have fat i dig, at de sendte en blank check, som Valencia selv kunne udfylde?

Kenneth Petersen, Køge

“Ja, det siges der. Efter det første år var der interesse fra flere klubber, og Juventus viste konkret interesse, dem snakkede jeg selv med. Jeg sagde til klubben: “Juventus er her og de vil gerne købe mig. Hvad vil I?” Klubben ville ikke sælge mig uanset hvor mange penge de kunne få. Derefter gik jeg i stykker og nåede aldrig at spille en kamp for Valencia igen. Det kunne have været interessant, men skete ikke.”

Hvad savner du mest ved tilværelsen i Holland?

Helle Bødker, Svendborg

“Jeg er lidt længere væk fra mine børn. Min datter er gift og har tre børn. Min søn arbejder for os som scout, og ham taler jeg næsten med dagligt, han er ved at blive lært op og koncentrerer sig mest om ungdomshold. Primært Holland, Belgien og Nordtyskland. Min anden tvilling er flyttet til Spanien, så det er kun Rebecca, som bor hos os. Vi tager bare bilen til Eindhoven på fem timer, så det er nemt. Derudover laver jeg basen i Eindhoven, hvis jeg skal til kamp i Tyskland, Belgien eller Holland. Så får jeg set familien.”

Har du stadig kontakt til din tidligere svigersøn, Ronaldo?

Bent Holm, Frederiksberg

“Nej, ikke de seneste par år. Jeg var hjemme hos ham, da han spillede i Inter, men har ikke set ham de senere år.”

Kan du nævne bedste med- og modspiller?

Anita Kirk, Holbæk

“Den værste modspiller var Tardelli fra Italien og Juventus, han gav mig sgu en svær tid. Han var kompromisløs, hurtig, havde en utrolig koncentration og vidste, hvordan han skulle forsvare. Han var ikke brutal, men fantastisk dygtig. Han var ligeså hurtig og kunne løbe ligeså meget som mig. Vi vandt godt nok 3-1 i 1981, og jeg scorede på frispark, men kun fordi de var bagud, og han skulle frem. Men vi tabte 2-0 i Rom, hvor jeg ikke fik et ben til jorden. Jeg havde syv-otte boldberøringer, men kunne slet ikke komme væk fra ham.

Søren Lerby var en god medspiller, vi havde en fantastisk kemi og vidste, hvad den anden gjorde. Michael Laudrup er vel den bedste tekniske spiller, som Danmark har fostret. Han var igennem en svær tid i Juventus, men havde en fantastisk periode i Barcelona under Cruyff. Spillere som Ivan Nielsen og Søren Busk var fremragende. Ivan som en af de bedste stoppere i Europa. Busk startede som højre wing og var en klassespiller og undervurderet. Han kunne sagtens have spillet i Ajax, men var desværre over 30, da han kom til Monaco, så vidt jeg husker.”

Hvilken klub er den bedste, du har spillet for?

Thomas Frantzen

“Det er svært, for jeg ville kun spille for Fremad Amager, dengang jeg startede. Drengene på min alder tog til Sundby Idrætspark. Jeg fik min uddannelse i Ajax, hvor jeg også spillede som professionel i længst tid. Jeg har været privilegeret at spille i storklubber, jeg har aldrig haft et år uden europæisk fodbold som spiller. Siden har der kun været et år, hvor jeg ikke har været involveret i europæisk fodbold, og det var i Tottenham. Det vil sige inden for de seneste 30 år. Jeg har ingen klub, som jeg vil kalde den bedste. Talentmæssigt var Anderlecht nok holdet med de største muligheder, og vi burde europæisk have nået langt. Vi slog for eksempel Fiorentina og Socrates med 6-2 og vandt den første kamp mod Real Madrid med 3-0 på hjemmebane.”

Din bedste landskamp?

Thomas Frantzen

“Der har sgu været mange gode kampe. Jeg var faktisk ret god på landsholdet, selv om jeg var plaget af skader, men jeg havde nu også dårlige kampe. Min sidste landskamp mod Finland i Idrætsparken var nok en af de bedste. Kampen mod Sovjet Grundlovsdag var ikke en af mine bedste, men jeg spillede godt, koncentreret og taktisk. Det var mere holdet frem for enkelte spillere. Jeg spillede en god landskamp mod Uruguay, hvor vi vandt med 6-1, men jeg scorede ikke, og jeg lagde ikke op til mål, selv om jeg var angriber. Jeg skulle i øvrigt have scoret på Laudrups fantastiske indlæg. Jeg headede ned i jorden og ved ikke, hvordan fanden jeg kunne misse den. Det var en meter fra mål. Sovjet-kampen var den bedste kamp, jeg har været med i, den kunne have endt 8-7 til begge hold. Det var helt vanvittigt. En af vores bedste landskampe nogensinde var mod Spanien i semifinalen. Jeg skød på indersiden af stolpen og blev snydt for et straffespark. Den første time var på højde med Sovjet-kampen.”

Hvem boede du på værelse med til landsholdssamlinger, og kunne man selv bestemme?

Thomas Frantzen

“Man kunne ikke selv bestemme, så det var forskelligt i starten, men jeg prøvede at komme til at bo med Søren i starten, da vi var unge. Da jeg blev skadet, så kom Jesper Olsen på landsholdet, og han kom til at bo med Søren. De sidste fire-fem år boede jeg sammen med Morten Olsen – det var godt.”

Ser du noget til Søren Lerby?

Thomas Frantzen

“Jeg ser tit Søren. Vi har jævnligt kontakt og taler også business. Han bor i Holland og vi tager også på ferie med familie og børnene, og det skal vi også til jul – det glæder jeg mig til. Jeg har jo for eksempel lige fejret 50 års fødselsdag og inviterede blandt andet Morten Olsen.”

Anderlechts Frimann fik blandt andet Socrates spilletrøje, hvad har du?

Kent Wasen, Aalborg

“Jeg har trøjerne et sted, og min søn Sebastian er fuldstændig desperat. Jeg har trøjer fra Uruguay, Vesttyskland osv. Fra både EM og VM. De er dog ikke hængt op, og jeg har heller ikke pokaler fremme. Jeg har derimod fotos på mit kontor derhjemme, og det er meget sjovt. Jeg har i øvrigt Cruyffs trøje fra hans afskedskamp, hvor vi tabte 8-1 til Bayern München – den mener jeg stadig at jeg har et eller andet sted.”