Luka Jovic har haft en svær sæson i Real Madrid, og nu har serberen også bragt sig selv i unåde i hjemlandet Serbien.
Jovic blev således, sammen med resten af Real Madrid-truppen, beordret til at isolere sig selv, efter at én person blev testet positiv for COVID-19 på træningsanlægget.
Negative eksempler
Men Luka Jovic havde altså ikke til sinde at blive i karantænen. Således skriver den spanske avis AS, at Real Madrid-angriberen har bragt sig selv i store problemer, fordi han har ignoreret orden om at isolere sig selv. Jovic blev således set i Beograds gader, hvor han angiveligt var ude for at fejre sin kærestes fødselsdag.
Og det har vakt vrede i hjemlandet, hvor premierminister Ana Brnabic nu langer ud efter Real Madrid-stjernen.
- Vi har set vores vores fodboldstjerner være negative eksempler. Folk, der tjener millioner og ignorerer obligatoriske krav om at isolere sig selv, efter at de er vendt tilbage (til Serbien, red.), lød det fra premierministeren.
Ignorerede alle advarsler
Avisen Blic skriver, at Jovic 'væltede rundt og havde det sjovt i Beograd, i stedet for at isolere sig selv.' Avisen skriver endvidere, at politiet i øjeblikket prøver at få fat på Real Madrid-spilleren.
- Luka har gjort noget meget dumt. Han forlod Madrid og klubbens karantæne, på trods af alle advarsler, og vendte tilbage til Serbien, lyder det fra avisen Informer.