Portræt: De franske sensations-mestre

Montpellier vandt sensationelt det franske mesterskab søndag aften. En bedrift som ikke mange havde troet på gennemført, for holdet har slet ikke midlerne, der burde række til at konkurrere med de langt større og rigere hold i ligaen.

Tipsbladet tog for et par uger siden temperaturen på den franske overraskelse:

Bragt i Tipsbladet 11. maj

Montpelliers undergang er blevet spået flere gange i løbet af sæsonen, men årets sensation i den franske Ligue 1 holder fast i duksepladsen med et forspring på tre point med kun to spillerunder tilbage af Le Championnat.

Skulle Montpellier træde i spinaten, var mandagens svære udekamp mod Europa League-jagtende Rennes en oplagt mulighed. Montpellier var uden sin måske bedste spiller, den marokkanske kreatør Younes Belhanda, som afsonede karantæne efter sin udvisning mod danskerklubben Evian i forrige runde. Belhandas temperament løb af med ham ved den lejlighed. Først skældte han ud på angriber og topscorer Oliver Giroud for at overlade eksekveringen af et straffespark til Soulaymane Camara, som brændte. Lige efter var han involveret i et slagsmål mellem flere spillere på begge hold og så rødt.

Men selvom Montpellier til tider kom under pres mod Rennes, red de stormen af og vandt 2-0. Belhandas afløser på midtbanen, Remy Cabella, gjorde det fremragende, uden dog at komme på måltavlen. Scoringerne stod Souleymane Camara og et selvmål af Benoit Costil for.

Nærmeste forfølger Paris St. Germain havde lagt maksimalt pres på ved at vinde et dramatisk opgør ude over Valenciennes med 4-3, men igen måtte Montpellier-træner Rene Girard finde de rosende gloser frem om sit hold.

»Vi har nydt masser af succes, men vi var igen tvunget til at arbejde hårdt for resultatet. Vi viste kvalitet på banen, og jeg begynder at spekulere på, om mit hold mon spiller bedst under pres. Vi må nu sørge for at slutte foran Lille (på tredjepladsen, red.), så vi kommer i Champions League,« sagde Rene Girard efter kampen.

Men hvorfor dog stille sig tilfreds med andenpladsen? Nej, det gør Rene Girard heller ikke, nu hvor Montpellier kan skimte målstregen med to runder igen.

»At komme så langt krævede 10 måneders konkurrence. Hvorfor ødelægge det nu ved at tænke for meget over, hvad der sker med os? Intet er afgjort, men vi fortsætter med at kæmpe til slutningen.«

To modsatte verdener

Montpellier HSC rykkede op i Ligue 1 så sent som i 2009 efter fem sæsoner i Ligue 2. Det fejrede klubben med en femteplads og europæisk fodbold i Europa League, men allerede i sidste sæson var der dømt mere normale tilstande med en 14. plads.

Ingen med kendskab til fransk fodbold havde forestillet sig, at Montpellier ville ligge foran de større og rigere klubber som Paris St. Germain, Lyon og Marseille nu. Især Paris St. Germain så med pengeindsprøjtningen fra oliemilliardærer i Qatar ud til at være en klasse over rivalerne. Alene de knap 40 millioner euro, som Paris St. Germain betalte for Javier Pastore sidste sommer i Palermo, er mere end Montpelliers samlede årsbudget.

Nu glæder fodboldfrankrig sig over en duel med to vidt forskellige modstandere, fortæller den catalanske freelancejournalist Eudald Caseras, som har skrevet om fransk fodbold for franske og spanske magasiner og følger ligaen.

»Montpelliers succes er fuldstændig uventet. Den er noget ganske særligt. Nu kæmper de side om side med Paris St. Germain, som er deres fuldkomne modsætning. Paris St. Germain er den rige klub fra den fornemme hovedstad, som køber stjernespillere ind i dyre domme, mens Montpellier HSC er fra en provinsby i det sydvestlige Frankrig med 250.000 indbyggere, som først og fremmest satser på egen talentudvikling. Det er en klub udenfor det, vi kunne kalde »millionærernes liga,« hvor også Lyon og Marseille befinder sig. Der er virkelig tale om to forskellige verdener, og nu er der opstået den her romantiske stemning omkring Montpellier som den jævne mands repræsentant over for de rige,« siger Eudald Caseras.

»Der er dels den økonomiske skilning mellem Montpellier og Paris St. Germain, men også den geografiske skilning mellem centralmagtens Paris fra det nordlige Frankrig, og så Montpellier som bannerfører for Sydfrankrig. Hele Sydfrankrig, og en stor del af resten af provinserne i landet, holder med Montpellier af disse grunde.«

»Da Montpellier vandt med 3-1 ude over Marseille i april, var der spekulationer om, hvorvidt Marseille nu gav alt, de havde, eller slappede af for at hjælpe Montpellier i mesterskabskampen og skade Paris St. Germain. Begge klubber er fra Sydfrankrig, og Paris St. Germain er Marseilles absolutte fjende og hadeklub. Men det er kun rygter,« siger Eudald Caseras.

Tyk præsident tager skraldet
I fortællingen om Montpelliers ujævne march mod toppen af fransk fodbold er det ikke til at komme udenom klubbens præsident siden 1974, Louis Nicollin. Dels på grund af Louis Nicollins forretningsmæssige betydning og mange larmende udmeldinger, men det skal også forstås helt bogstaveligt, for Louis Nicollin er et overvægtigt bjerg af en mand med en kampvægt over 100 kilo. Der er vægt og handling bag ordene hos den glødende fodboldfan, som startede sin egen fodboldklub, Formation Sportive de Nettoiement, som en fillial af sit skraldefirma i byen Montpellier helt tibage i slutningen af 1960’erne.

Montpelliers førende klub havde lige siden grundlæggelsen i 1919 været Stade Olympique Montpelliérain. Klubben var med til at starte den franske 1. division og spillede med i debutsæsonen 1932-33. Siden kom den i gevaldige økonomiske problemer og mistede i 1969 sin professionelle licens. Man måtte starte forfra med amatørbold i 5. bedste række, og flere af spillerne så mere perspektiv i at spille for Formation Sportive Nettoiement.

I et forsøg på at undgå bankerot fusionerede Stade Olympique Montpelliérain først med Montpellier Littoral Sport Club og blev til Montpellier Littoral Sport Club. Det var ikke nok til at redde økonomien, så fusionen fusionerede med forstadsklubben AS Paillade og blev til Montpellier Paillade Sport Club Littoral. Med samme mangel på succes såvel sportsligt som økonomisk.

Der skulle en idé fra den lokale journalist Carlo Llorens til, om at Louis Nicollins klub kunne slås sammen med fusionen, for at skabe fremskridt. Louis Nicollin syntes om idéen og tog sine spillere og trænerstab med over, på den betingelse at han selv blev indsat som præsident. Den titel har han så haft siden 1974, året som bliver regnet for grundlæggelsen af det Montpellier, vi kender i dag. Der var dog tid til endnu en navneændring til Montpellier Herault Sport Club i 1989, da klubben indgik et sponsorat med departementet Herault, hvor Montpellier ligger. I mellemtiden var man rykket hele vejen op i 1. division i 1987.

»Louis Nicollin skal have æren for at have genrejst Montpellier. Det er i kraft af hans penge dengang, at de spiller professionel fodbold i dag. Han grundlagde klubben på ny og lagde fundamentet. Han er en person, som alle lægger mærke til. Fuldstændig politisk ukorrekt, og fuldstændig forskellig fra andre fodboldpræsidenter. Han er ikke bleg for at kalde modstandernes spillere for bøsser. Først og fremmest er han dog komplet syg med fodbold. Han har samtlige eksemplarer af magasinet France Football siden 1960’erne hjemme i sin enorme villa, og han ejer en stor samling af fodboldtrøjer fra kendte spillere,« siger Eudald Caseras.

Blanc, Cantona og Valderrama
Montpellier har aldrig vundet det franske mesterskab, men opnåede før den nuværende optur at slutte som nummer tre i 1988 og vinde pokalturneringen i 1990 efter 2-1-sejr over Racing Paris. Med på holdet var den senere franske verdensmester og nuværende landstræner Laurent Blanc, som er opfostret i Montpelliers egen ungdomsafdeling.

Blanc kender vi i dag som midterforsvarer, men i sin unge dage hos Montpellier var han faktisk offensiv midtbanespiller med mål i støvlerne. Fremme på banen rådede Montpellier desuden over så kendte navne som Eric Cantona, som var på et lejeophold fra Marseille, og den colombianske landsholdsspiller Carlos Valderrama, der er kendt i hele verden på grund af hans store, gule vildmandshår. Træner var den fra Bordeaux i firserne så succesfulde Aime Jacquet, der siden i 1998 også førte Frankrig til VM-titlen på hjemmebane. Hos Montpellier havde Aime Jacquet dog sine problemer med at styre spillerne, hvor især Eric Cantona havde problemer med disciplinen. Udover pokaltitlen udeblev succesen.

Omkring årtusindeskiftet forsøgte Louis Nicollin sig med at hente etablerede navne som Reynald Pedros og Patrice Loko, men de præsterede slet ikke. Tværtimod rykkede Montpellier ned i Ligue 2, og det var på det tidspunkt, at Montpellier-præsident Louis Nicollin fik nok af stjernenavne udefra. Siden har fundamentet for Montpellier været den frugtbare udvikling af de mange talenter fra nærområdet, som man gennem mange år har været i konkurrence med lokalrivalerne fra Nimes om at kunne plukke.

I 2009 vandt Montpellier den nationale ungdomsturnering for U/19-hold, Coupe Gambardella. Mest indlysende stjerneskud fra den årgang var Younes Belhanda, som er playmakeren og stjernen for førsteholdet nu.

»Louis Nicollin havde engang en drøm om at rekonstruere Montpellier som et storhold i Frankrig med alle de største stjerner. Men dels har han ikke de samme økonomiske muskler gennem sit firma til at kunne konkurrere på lønninger med de helt store klubber, og dels er han blevet skræmt af de svagt præsterende stjerner, som han hentede til Montpellier tidligere. Nu satser han kun på egne talenter, suppleret med billige spillere udefra.«

»Især var det godt set af ham, da han i 2010 hentede den nuværende topscorer Olivier Giroud fra Tours i Ligue 2 for kun to millioner euro. Han var ellers på vej til Celtic i Skotland, men Louis Nicollin overbeviste ham om, at Montpelliers projekt er bedre, og det ser ud til, at han fik ret,« siger Eudald Caseras.

Også fodboldhjemmesiden goal.com’s redaktør for fransk fodbold, Robin Bairner, er imponeret over Montpelliers strategi.

»De kører med lave omkostninger ved at bringe spillere gennem akademiet og finde uslebne diamanter længere ned i rækkerne. De to bedste symboler på denne todelte strategi er de to bedste spillere; Younes Belhanda og Olivier Giroud.  Belhanda kom fra akademiet og snuste til førsteholdet i tre-fire år, inden han endelig eksploderede i denne sæson, mens Giroud var en profil i Ligue 2, inden han tog skridtet op for et par somre siden,« siger Robin Bairner.

»Og de har i træner Rene Girard den perfekte mand til at guide holdet, idet han har stor erfaring i at arbejde med unge spillere fra hans tid som U/21-landstræner for Frankrig. Girard har formået at holde sammen på den kerne, som rykkede op i 2009. De få spillere, som er rejst, som for eksempel Tino Costa, der blev solgt til Valencia, er blevet fint erstattet,« tilføjer Robin Bairner.

Stjerner til salg?
25-årige Olivier Giroud er sæsonens topscorer i Ligue 1 med foreløbig 21 mål. Dertil kommer fire i de franske cupturneringer og otte assists i alt. Han er venstrebenet, høj, elegant, atletisk og på agendaen hos adskillige af de helt store klubber i Europa, blandt andre Arsenal og Bayern München. Olivier Giroud kan både bruge fødderne, hovedet og brystet og kombinerer styrke, teknik og bevægelighed. Han har allerede været indkaldt til landsholdet af Laurent Blanc og ligner en klar EM-kandidat. Giroud er desuden nomineret til prisen som bedste spiller i Ligue 1.

Giroud ligger side om side med førnævnte Younes Belhanda i Montpelliers interne konkurrence om at blive årets spiller.

»Lige nu snakker alle om (Lille-spilleren, red.) Eden Hazard, men når denne sæson er ovre, vil folk tage et nyt navn i deres mund: Younes Belhanda,« skrydede Louis Nicollin før sæsonstarten, og han skulle få ret.

Belhanda er den kreative inspiration bag ved Oliver Giroud med sin fantastiske teknik. Selv på overfyldte områder af banen er han i stand til at kontrollere bolden og glide forbi modstanderne med sine hurtige fødder. 22-årige Belhanda kan også selv score mål og er oppe på 14 mål i alt for sæsonen, hvor han har lavet fire assists.

Såvel Barcelona og Real Madrid er blandt de interesserede klubber i Belhanda, lige så vel som den direkte rival Paris St. Germain, hvilket Louis Nicollin straks gik ud og lagde afstand til.

»Hvor står det skrevet, at Belhanda skal til PSG? Han bliver her i endnu en sæson, ligesom Olivier Giroud, hvis vi slutter i top to. Hvad der er klart, åbenlyst og præcist er, at Giroud, Belhanda og Mapou Yanga-Mbiwa bliver hos os, hvis vi kvalificerer os til Champions League. Hvis vi kun bliver nummer tre, sælger vi måske Mapou og Giroud,« siger Louis Nicollin til Eurosport og drager også forsvarer og anfører Yanga-Mbiwa med ind i puljen af salgbare spillere.

I allehøjeste grad salgbare, ifølge den danske spilleragent Mikkel Beck, som har et indgående kendskab til det franske spillermarked.

»Montpellier har de tre super gode spillere; Giroud, Belhanda og Yanga-Mbiwa. De bliver alle tre brandvarme på transfermarkedet til sommer. Hvis Montpellier ønskede at tjene en masse penge her og nu, kunne de sælge dem for store summer i morgen. Præsidenten siger selv, at både Belhanda og Giroud er 40-50 millioner euro værd, men den holder trods alt ikke. Vi snakker nærmere 20-25 millioner euro pr. styk for de to, samt otte-ni millioner euro for Yanga-Mbiwa,« siger Mikkel Beck.

»Men meget kommer an på slutplaceringen i ligaen. Der er 40-50 millioner euro i tv-penge næste år til den franske mester, og i Champions League kan Montpellier også tjene mange millioner. Så er der måske ikke grund til at sælge stjernerne. Faren er omvendt at beholde dem for langt hen imod kontraktudløb, for så smutter de hellere gratis til den klub, de helst vil til, medmindre Montpellier er villig til at sprænge sin egen stramme lønramme, og det tror jeg ikke, de vil,« siger Mikkel Beck.

Robin Bairner føler sig heller ikke sikker på, at Montpelliers bedste spillere klæder om på Stade de la Mosson efter sommerpausen.

»Indtil videre har både Olivier Giroud og Younes Belhanda udvist loyalitet ved at erklære, at de er parat til at blive i Montpellier og spille Champions League-fodbold næste år, men det kan hurtigt ændre sig. Hvis klubben modtager et stort nok bud på dem, kan de blive solgt. Der er allerede en god erstatning for Belhanda i truppen i Remy Cabella, som gør det næsten lige så godt,« påpeger Robin Bairner.

Shortpassing i rygby-land
Mikkel Beck er som så mange andre også imponeret af Montpelliers sæson, men for ham er det ikke en kæmpe overraskelse, at de slår til nu.

»I sidste sæson gik de ned efter en flot start, men i forrige blev de nummer fem som oprykker. Der er utrolig meget talent i deres ungdomsafdeling, og træneren tør rent faktisk at spille med dem, der rykker op på førsteholdet. Det er flot. Montpellier og Lille er de to hold i ligaen, der spiller flottest fodbold. Montpellier er hurtige, offensive og spiller med shortpassing, når de kombinerer fremad banen. Derfor undrer det mig heller ikke, at de er med i toppen. Jeg vil kun sige, at det er en overraskelse, hvis de ligefrem bliver mester,« siger Mikkel Beck.

Robin Bairner ser også andre kvaliteter end den flydende offensiv hos Montpellier.

»En af Montpelliers store styrker er, at de er et fleksibelt hold, som kan spille på flere forskellige måder. Med tekniske spillere som Belhanda kan de spille shortpassing, men den fysiske tilstedeværelse af Giroud betyder, at de kan spille mere direkte, hvis det er nødvendigt. Samtidig har de stor fart og kraft på kanterne med Souleymane Camara og John Utaka (Peter Utakas bror, red.).«

»Læg dertil en af Frankrigs bedste defensive enheder. Hilton og Mapou Yanga-Mbiwa kompletterer hinanden perfekt i midten af fireback-linjen, og det er et symbol på deres styrke som hold. De er ikke verdensklasse individuelt, men de er sammensat rigtig godt,« siger Robin Bairner.

Altså er der rigeligt at se på for tilskuerne, men Montpelliers fodboldhold er ikke traditionelt en tilskuermagnet. Det sydvestlige Frankrig har en stor rugby-tradition, så fodboldholdets fanbase er ikke så stor som i Marseille, Sanit Etienne, Lyon eller endda Lens, som spiller i Ligue 2. Men den tradition arbejder spillerne på at få gjort op med.

»Atmosfæren på stadion i år har været fantastisk og positiv. Nu hvor holdet vinder, er tilskuertallet vokset betragteligt, og folk er blevet glade for at se dem yde en helhjertet indsats hver weekend. Det er blevet et skræmmende sted at komme som udebanehold,« siger Robin Bairner.

Spørgsmålet er så, om det rækker til mesterskabet for de nye helte fra Paillade, kvarteret hvor stadion Le Mosson ligger, som har givet klubben kælenavnet La Paillade.

Eudald Caseras tvivler.

»De er ikke vant til de store og afgørende kampe så tæt på sæsonafslutningen. Nerverne har spillet dem et puds de seneste kampe, hvor de har spillet dårligt og været heldige med at få point. Belhanda er fortsat suspenderet i endnu en ligakamp, hvor de møder Lille (i dag fredag, red.), som også stadig kan blive mester.«

»Og i sidste kamp venter Auxerre, som kæmper om at undgå nedrykning. Det bliver nervepirrende til det sidste, men det ville da være smukt, hvis Montpellier vandt. Det tror jeg, at de fleste håber.«