Peter Kjær: Mit tyrkiske eventyr

Jeg må indrømme, at det var underligt pludselig at stå der sammen med en flok vildt fremmede spillere, som jeg oven i købet ikke kunne kommunikere med, men nu var jeg jo sprunget ud i det. Og i løbet af dagen var det også gået op for mig, at jeg skulle debutere den næste dag, om fredagen, i udekampen mod Bursaspor.

Det betød, at der var busafgang direkte efter træningen til Bursa, som ligger en tre-fire timers kørsel fra Istanbul. Preben var stadig med, og han og jeg sad på et af de forreste sæder, hvorfra vi var vidner til en sælsom bustur, der blev afbrudt flere gange af begejstrede fans, som dirigerede bussen ind til siden og stod og hyldede holdet. Højdepunktet kom, da der i forbindelse med et af disse stop blev ofret en sprællevende ged til ære for Besiktas. De kom slæbende med dyret, som havde benene bundet sammen, og så halshuggede de det med et hug for øjnene af os alle sammen. Vi var noget rystede, vi to danskere, men Preben dog ikke mere end, at han kunne fyre en af sine typiske bemærkninger af: “Du er godt klar over, at hvis du koster et mål i morgen, så er det ikke en ged, de halshugger næste gang!”

Den følgende dag blev lang, men propfyldt med indtryk. Vi skulle først spille om aftenen, så der var masser af tid til at holde hele tre taktikmøder, hvor alt blev oversat flere gange. De muslimske spillere skulle også have tid til at bede ind imellem, ligesom der var lagt en enkelt danse-seance ind som en form for let træning. Det hele var meget nyt, men jeg nåede da at få et lille indtryk af, hvordan vi skulle spille.

Fra hotellet var der en kort bustur til Atatürk Stadiumu i Bursa. Vi havde en massiv eskorte af både politi og militær, men umiddelbart inden vi nåede stadion, måtte eskorten slippe os et øjeblik, fordi vi skulle ned af en smal vej.



Det var åbenbart lige det, nogle af hjemmeholdets fans havde ventet på, for pludselig blev spillerbussen simpelthen angrebet. Der blev kastet med sten og slået med køller mod bussen, og samtlige spillere og trænere røg ned i bunden af bussen for at undgå at blive ramt. Så lå vi der, indtil angrebet var overstået og roen genoprettet. Preben og jeg kiggede lidt på hinanden, men de øvrige spillere virkede ikke synderligt rystede. Sådan er det måske hver gang hernede, tænkte jeg ved mig selv.

Inde på stadion var atmosfæren dog langt fra så fjendtlig. I Tyrkiet er det sådan, at de store klubber fra Istanbul har fans over hele landet, så hen ved halvdelen af tilskuerne på stadion holdt med os. Jeg varmede op nede foran vores egne tilhængere, og det var i den samme målende, jeg stod, da kampen gik i gang. Jeg var selvfølgelig vildt opsat på at vise mit bedste, men der gik præcis halvandet minut, før vi kom bagud. Jeg kunne intet gøre ved målet, men det var alligevel en speciel situation for mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på alle vores fans, som så deres nye målmand i aktion for allerførste gang, da jeg gik ind og fiskede bolden ud af netmaskerne.

Vi kom dog hurtigt tilbage i kampen. Vi fik udlignet inden pausen og kom foran i anden halvleg, men så var der en af vores forsvarsspillere, som kiksede. Han mistede bolden i en dribling, og så kunne Bursaspor let udligne til slutresultatet 2-2. Uafgjort på udebane kan være meget godt mange steder, men ikke når du er Besiktas i Tyrkiet. Her tæller kun sejrene, så der var ikke den bedste stemning i omklædningsrummet efter kampen. Faktisk sad staklen, der var skyld i det udlignende mål, med tårerne trillende ned af kinderne. Måske tænkte han på optrinnet med geden¿

Vi kørte direkte hjem til Istanbul efter kampen. På et tidspunkt skulle vi med en lille færge, men det så ud som om, vi ville komme for sent. Ved færgelejet stod der en vagt og gjorde tegn til, at vi ikke kunne nå det, men så gik vores manager helt amok. Han beordrede simpelthen chaufføren til at give fuld gas, så vagten bogstaveligt talt måtte springe for livet, mens Besiktas-bussen kom ombord som sidste køretøj. Sådan opfører man sig åbenbart ikke overfor Besiktas, kunne jeg konstatere i mit stille sind.

Efter et par timers søvn på Hotel Dedeman, som skulle blive mit hjem i de kommende uger, tog Preben og jeg ud i lufthavnen igen. Jeg var jo kommet helt hovedkulds af sted uden ret meget andet end min tandbørste og mine fodboldstøvler, så jeg havde fået lov til at tage hjem i et par dage efter et totalt ekstremt møde med tyrkisk topfodbold. Jeg kunne da heller ikke lade være med at tænke mit, da Preben leverede en af sine typiske bemærkninger, da vi sagde farvel i Kastrup Lufthavn.

“Hold kæft, det er godt, det ikke er mig, der skal derned igen!”

Der skulle gå næsten en måned, før jeg igen spillede en hel kamp for Besiktas.

Det var der flere årsager til. Først blev jeg skadet umiddelbart før kampen i weekenden efter min debut. Jeg prøvede at varme op, men det gik ikke, så jeg blev kørt direkte fra vores stadion til røntgen på hospitalet, og jeg var først tilbage, da kampen mod Diyarbakirspor var forbi. Den endte 4-0 til os, hvilket også var påkrævet efter, at ingen af de to første kampe var vundet.

Jeg skulle hjem og spille landskamp umiddelbart efter kampen mod Diyarbakirspor, men jeg kunne godt fornemme, at de ikke var helt vilde med, at jeg tog af sted. Jeg fik dem dog forklaret, at jeg selvfølgelig ville tage den med ro og ikke risikere noget. Så ville skæbnen, at Thomas Sørensen blev skadet i den første af de to landskampe mod Nordirland, så jeg måtte ind og stå den sidste fase af den kamp samt hele den næste på udebane imod Bulgarien. Det gik også fint, men i allersidste minut af kampen i Sofia brækkede jeg det alleryderste led af min finger.

Jeg kunne næsten ikke leve med at komme skadet hjem, så jeg insisterede simpelthen på at spille i den næste kamp, selv om fingeren ikke var i nærheden af at være i orden. Jeg fik dog tapet en plasticskinne på og stillede op. Det kunne jeg godt mærke, at de respekterede, og det var på sin vis held i uheld, at vores kamp mod Samsunspor blev afbrudt efter kun ti minutter på grund af et totalt ubrugeligt græstæppe. Så kunne min finger lige få ro i en uge mere.

Ro var til gengæld det sidste, der var op til den næste kamp, som vi skulle spille på vores hjemmebane Inönü Stadiumu mod Istanbulspor. Blot tre dage forinden var verden nemlig gået af lave, da World Trade Center den 11. september blev angrebet af Al Qaeda. Dagen efter skulle min kone Pia og vores to drenge Jakob på ni år og Jesper på fem år flyve ned og besøge vores nye land for første gang, og det blev på ingen måder nogen god oplevelse. For det første var det utrygt for dem bare at sætte sig op i et fly få timer efter katastrofen i New York, og jeg må sige, at det i det hele taget var meget utrygt for os pludselig at sidde i et fremmed land, hvor vi havde svært ved at følge med i begivenhederne og hvor vi ikke kunne kommunikere med ret mange. Vi følte os pludselig også meget tæt på det mellemøstlige brændpunkt, selv om vi godt vidste, at der var flere tusinde kilometer til for eksempel Afghanistan. Det kan være svært at forklare her flere år efter, men det var bare utroligt utrygt og ubehageligt.

Oven i det hele kom så kampen mod Istanbulspor, som blev endnu et møde med den ekstreme tyrkiske fodboldkultur. Det var familiens første møde med vores nye hjemmebane, og det blev på alle måder en ubehagelig oplevelse, ikke mindst for vores ældste søn Jakob, som ellers altid har nydt at være med til kampene i Silkeborg.

Vi tabte kampen med 0-1, og det gør man bare ikke, når man er Besiktas mod et af de mindre hold. Den slags er ganske enkelt fuldstændigt uacceptabelt. Det var en kæmpefiasko.

Da vi forlod banen, stod militæret da også og beskyttede os med kæmpeskjolde mod den regn af genstande, der blev kylet efter os fra tilskuerpladserne. Da vi skulle forlade stadion en times tid senere, regnede jeg med, at det værste var drevet over, men jeg blev hurtigt klogere. Da vi viste os i døren og skulle over til vores bus, som skulle køre os ud på træningsanlægget, regnede det ned med sten, hvorefter vi måtte søge tilflugt i omklædningsrummene igen. Jeg kunne overhovedet ikke komme i kontakt med min familie, som stod udenfor og ikke anede, hvad der foregik, så det var meget ubehageligt. Heldigvis var de til sidst taget tilbage til vores hotel, og efter en tre-fire timers venten kunne vi endelig forlade stadion.

Sikken et møde med min nye hjemmebane.

Der var nye indtryk hele tiden i Tyrkiet, men efterhånden som jeg havde været der i nogle uger, begyndte jeg jo at kunne danne mig et indtryk af, hvad det var for et hold, jeg var blevet en del af. Mine nye medspillere var fantastiske fodboldspillere, teknisk langt bedre end de fleste danskere. Til gengæld havde de problemer rent taktisk, og selv forsvarsspillerne tænkte i princippet kun på at komme op og lave mål.

Der var flere af de helt store tyrkiske spillere på vores hold. Vores anfører Tuncay og de to angribere Nihat og Ilhan var alle med på det tyrkiske landshold, der vandt VM-bronze i 2002. Efter tyrkiske forhold var der tale om meget store stjerner, som ind imellem havde lidt svært ved at indordne sig kollektivet. Nogle gange blussede temperamenterne op for alvor som en dag i bussen, hvor det kom til slagsmål mellem vores to angribere Ilhan og Nihat efter en episode til træning.

Vi havde også en del udlændinge. Foruden mig selv var der både en brasilianer, en russer, en tysker, en tuneser og en nordmand, og efter min afrejse kom der både en nordmand og en svensker yderligere. De to sidste var i øvrigt begge målmænd, så Besiktas nåede op på at have i alt fire målmænd i løbet af sæsonen. Det fortæller vist også en del om den indkøbspolitik, man fører i de store klubber. Hvis folk ikke slår til, så er det ud.

Jeg vandt min første kamp med Besiktas på udebane mod Ankaragücü. Vi var knusende overlegne, men meget symptomatisk vandt vi kun med 4-3 efter en kamp, hvor vi vadede i chancer undervejs, men var ved at smide det hele overbord til sidst. Der var stor lettelse efter kampen, for når bare vi vandt, var det ikke så vigtigt, hvordan kampen i øvrigt forløb. Det var sejre og kun sejre, der talte for Besiktas, og vores træner snakkede hele tiden om, at nu skulle vi i gang med at vinde en hel stribe kampe. Det var ikke nok med bare en enkelt sejr af gangen.

Det begyndte da også at ligne noget efter vores sejr på 4-2 over Kocaelispor i den følgende hjemmekamp. Også denne kamp burde have været en ren ekspeditionssag, men alligevel hang vores sejr flere gange i en tynd tråd. Dog mest på grund af dommeren, der foretog sig de mest vanvittige ting.

Først viste han vores anfører ud for en helt banal forseelse, så skyndte han sig at dømme et par straffespark til os, men det vildeste var, at han pludselig forlod banen et kvarter før tid, fordi udeholdets tilhængere blev ved med at svine ham til. På det tidspunkt var vi på vej mod de tre point, så det kan nok være, vores vicepræsident fik travlt. Den her kamp skulle ikke afbrydes, så han slæbte nærmest dommeren tilbage på banen, så vi kunne få genoptaget kampen. Det indvilligede dommeren så i efter godt ti minutters betænkningstid, men kun hvis tilskuerne holdt op med at synge smædesange om ham.

Til trods for de to sejre vil jeg ikke sige, at jeg på noget tidspunkt tænkte, at nu kører det bare. Der skete simpelthen alt for mange mærkelige ting til, at jeg kunne føle mig rigtigt godt tilpas.

Og så var det, at det hele brændte sammen i min femte og sidste kamp for Besiktas.

Min sidste kamp for Besiktas var imod Samsunspor. Kampen var et par uger forinden blevet afbrudt efter blot ti minutters spil på grund af græstæppet på deres bane, og som straf havde fodboldforbundet besluttet, at omkampen skulle spilles på neutral bane i Ankara.

Klokken var fem minutter i halv to, da jeg gik ned i hotelfoyeren for at mødes med de andre. Der var afgang til stadion klokken halv to, men der var mærkeligt nok ikke kommet nogle af de andre. Jeg spurgte receptionisten, om han havde set nogle af de andre, men da han sagde, at de lige var kørt, troede jeg, han tog gas på mig. Efterhånden som minutterne gik, blev jeg imidlertid mere og mere urolig, så jeg gik om bag hotellet for at se, om spillerbussen stadig holdt der omme. Det gjorde den ikke, og så gik det op for mig, at det var alvor. De var simpelthen kørt til kamp uden mig.

Det rystede mig helt vildt. De havde glemt mig. Jeg kunne simpelthen ikke fatte, hvordan sådan noget kunne ske, og på det tidspunkt var jeg parat til at rejse hjem på stedet. Jeg ringede til Preben i Danmark for at fortælle ham, at jeg ikke under nogen omstændigheder ville spille kampen, men han fik mig lidt ned på jorden, så efter lidt overtalelse sad jeg i en taxa på vej ud mod stadion. Her kunne jeg så sidde og lade raseriet vokse inden i mig. Hvordan kunne den slags ske? Var de kørt med vilje? Spørgsmål jeg hverken før eller siden har fået svar på.

Da vi ankom til stadion, var der det sædvanlige kaos uden for. Masser af mennesker, masser af politi og masser af militær. Der var kæmpekøer foran indgangene, så den eneste måde jeg kunne komme ind på selve stadion, var ved at kravle over et pigtrådshegn. Det gjorde jeg så, og heldigvis kunne soldaterne på den anden side genkende mig, så de lod mig slippe indenfor.

Da jeg kom ned i gangen foran omklædningsrummet, var jeg simpelthen ved at koge over af raseri. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så gal og frustreret. Jeg væltede et skab i bare frustration, og det første, jeg sagde, da jeg så vores målmandstræner Eike Immel var, at jeg ikke ville spille. Så kom Christoph Daum. Han tog skylden på sig, og så indvilligede jeg til sidst i at spille trods de kaotiske omstændigheder. Jeg var dog slet ikke faldet ned, og jeg gennemførte en demonstrativt kort opvarmning, hvor jeg bare lige tjattede til et par bolde, inden jeg gik ind igen.

Da kampen gik i gang, havde jeg mest af alt lyst til bare at stille mig med korslagte arme inde i målet, men det kan man jo heller ikke, og skæbnen ville, at jeg faktisk spillede min bedste kamp for Besiktas den dag. Jeg reddede blandt andet et straffespark, men kunne ikke forhindre, at vi tabte med 1-2.

Efter kampen var der for alvor ballade i pressen. Journalisterne havde jo selvfølgelig lagt mærke til, at jeg var ankommet i en taxa længe efter de andre spillere, og der begyndte nu at blive stillet spørgsmålstegn ved Daum og hans dømmekraft.

Allerede dagen efter kaldte Daum da også alle os syv spillere sammen, som han selv havde hentet til klubben. “Jeg stopper i eftermiddag,” fortalte han, “og I skal bare vide, at det betyder, at I også er færdige her. Når der kommer en ny træner, får han lov til at købe nye spillere, og så skal I være meget heldige, hvis I overhovedet får jeres løn.”

Det lød jo lidt vildt, men Daum havde før trænet Besiktas, så jeg var ikke i tvivl om, at han vidste hvad han snakkede om. Efter det lille møde sad vi spillere og snakkede lidt om, hvad vi skulle gøre. De fleste af de andre ville blive, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville det modsatte. Jeg ville væk fra Besiktas.

Jeg skyndte mig at ringe hjem til min familie og fortælle dem, at de ikke skulle tage det fly, de allerede havde booket til dagen efter, og senere på dagen fik jeg forhandlet en ordning på plads ved et møde med Daum, assistenttræneren Roland Koch og målmandstræneren Immel. De havde simpelthen fået mandat til at forhandle på vegne af klubben.

Da vi var færdige, tog jeg en taxa hen på mit hotel, og hvor var jeg glad. Jeg var fuldstændigt ligeglad med mine handsker og støvler, der stadig var henne i klubben. Jeg tænkte kun på at komme væk.

Så let gik det dog ikke, for fredag formiddag dukkede Daum og hans team op på hotellet. “Jeg har fortrudt. Jeg siger ikke op alligevel, og du kan ikke rejse,” sagde han. På det tidspunkt var jeg ganske enkelt ved at bryde sammen, for jeg ville under ingen omstændigheder blive i Tyrkiet. Min reaktion må alligevel have fået Daum til at indse, at der ikke var noget at gøre, for om aftenen kom en af vicepræsidenterne hen på hotellet og skrev under på den officielle ophævelse af vores kontrakt.

Der var masser af journalister til stede, men jeg vekslede ikke et ord med nogen af dem. Alligevel var jeg forsidestof i aviserne den næste dag, hvor jeg var citeret for de værste ting omkring mine holdkammerater. En af de ansatte fra hotellet, som jeg havde fået et fint forhold til, kunne fortælle, at jeg var citeret for at kalde de andre spillere for amatører og tøsedrenge. Det chokerede mig en del, for jeg følte egentligt, at jeg havde haft et fint forhold til de fleste af dem, så inden jeg tog af sted fik jeg fat i pressechefen i Besiktas og fik ham til at skrive et dementi på klubbens hjemmeside. Jeg ved ikke, om det gjorde nogen forskel, men jeg følte simpelthen ikke, at jeg kunne have sådan en afskedssalut siddende på mig.

På en måde var det meget betegnede, at selv min sidste oplevelse i Tyrkiet skulle være grotesk, for det var og blev en surrealistisk tid. Når jeg tænker tilbage på det hele i dag, kan jeg næsten komme i tvivl, om tingene overhovedet har fundet sted, for der skete bare så mange vanvittige ting. Selv om jeg var i Besiktas i mindre end to måneder, har jeg jo på en måde oplevet mere i den korte periode end i hele mit øvrige fodboldliv. Nogle af oplevelserne ville jeg gerne have været foruden, men nu når jeg har fået dem på afstand, kan jeg jo godt sidde her og grine lidt af det hele.

Det kunne jeg dog ikke den 13. oktober, da flyet lettede med kurs mod Danmark.

Da tænkte jeg udelukkende på at komme hjem!