Pengene frem for spilletid i milliardærklubben
Illustration
Generelle

Pengene frem for spilletid i milliardærklubben

Transfers, penge og politik. Jakob Poulsen kunne givetvis have fundet en solid klub med fast spilletid og europæisk fodbold på programmet denne sommer. Men Poulsen blev i AS Monaco for pengenes skyld. Tipsbladet mødte den 30-årige midtbanespiller til en ærlig snak om livet i en milliardærklub.

Jakob Poulsen er mere end langt fra spilletid hos det stenrige franske tophold Monaco, der har oprustet voldsomt til sæsonen. Den 30-årige danske midtbanespiller kunne have brugt sommerens transfervindue til at lede efter en ny klub men valgte helt bevidst at droppe klubjagten.

Tipsbladet besøgte for få uger siden den tidligere landsholdsspiller, der er midt i et anderledes kapitel i karrieren.

Få hele historien her:
Bragt i Tipsbladet 6. september:

Ferrari-sportsvogne og enorme firehjulstrækkere snor sig igennem Monacos stejle, smalle gader. På fortovene fylder turister fra krydstogtskibene og kør-selv-familier fra hele Europa, der har været så heldige at finde en parkeringsplads, mens velklædte lokale styrer målbevidst til gøremålene i luksusbutikkerne, som bortset fra et par små supermarkeder og apoteker er de eneste, der har råd til at betale butiks-huslejen i det stenrige fyrstedømme på den franske Riviera, 20 km fra den italienske grænse.

Der er luksusyacht-mæglere, Ferrarier i udstillingsvinduet hos alle bilforhandlere med respekt for sig selv, og i vinduet hos ejendomsmægleren nede i den store havn er beløbene de samme som i det indre København – bortset fra at der her er tale om euro i stedet for danske kroner.

Blandt franskmænd på sydkysten, der ikke bor i fyrstedømmet, går snakken på, at det er Monacos åbenlyse rigdom, der tiltrækker nyrige russere og andre globetrottere med solide bankkonti, og den rigdom og de russere er i høj grad det, der har holdt Jakob Poulsen i AS Monaco i den forgangne sommer i stedet for i et Superliga-comeback eller i en af Europas større ligaer med lavere lønninger end AS Monaco.

Dumpet efter nedtur 
i Normandiet
Jakob Poulsen var en glad mand, da AS Monaco for 15 måneder siden meldte sig med et fornuftigt købstilbud til FC Midtjylland.

For det første havde AS Monaco ingen problemer med at opfylde FC Midtjyllands priskrav på ni millioner kroner, for det andet stod Poulsen til en fast plads på en traditionsklub med kurs mod Ligue 1, og for det tredje er lønnen i den franske klub skattefri – ikke dårligt, når manden med pengene i AS Monaco er russiske Dmitrij Rybolovlev, der uden at blinke gav danskeren en treårig aftale til en værdi i omegnen af 15 millioner kroner.

”Da jeg kom herned, startede jeg ude. Sådan er det ofte, når man skifter til en ny klub. Jeg begyndte at spille i efteråret, og træneren gav udtryk for...ikke til mig direkte men til mine agenter, at de var sindssygt tilfredse med mig, og at holdet skulle bygges op om mig på midtbanen,” fortæller Jakob Poulsen.

Det var den norske scout og daværende Monaco-sportsdirektør Tor-Kristian Karlsen, der stod bag Jakob Poulsens skifte til den franske klub. Karlsen har tidligere arbejdet for Grasshoppers, Leverkusen, Hannover, Watford, Frederikstad og Zenit Skt. Petersborg, og den nu 38-årige nordmand havde fulgt Poulsen i længere tid.

”Tor-Kristian var sportsdirektør dengang. Træneren havde også set EM, det gav han i hvert fald udtryk for. Han har tidligere fulgt mig. De ville gerne have mig, det var en god mulighed,” siger Jakob Poulsen.

Den norske sportsdirektør blev i september 2012 forfremmet til en mere overordnet rolle for kort tid senere at stoppe i AS Monaco af private årsager. 

Jakob Poulsen tror ikke, at Karlsens stop havde noget med hans problemer at gøre. Det er snarere prisen for at spille i en stor klub. For ud røg Jakob Poulsen. En logisk forklaring på afskeden med førsteholdet har den danske midtbanespiller til gengæld ikke fået. 

En december-aften i Normandiet gik det galt for AS Monaco. Det var en topkamp mod Caen, og lige før pausen fik målmand Danijel Subasic rødt kort ved stillingen 0-1.

”Vi ligger til oprykning hele vejen i sæsonen. Jeg blev skiftet ud i en kamp [et pokalnederlag 8. december til Bourg-Peronnas], hvor træneren sagde, det var fordi, han ville spare mig til en topkamp mod Caen på udebane tre dage efter. Det var fint nok,” siger Jakob Poulsen.

”Vi spiller oppe i Caen og bliver kørt rundt. Vi taber 0-3 og får vores målmand udvist ved 0-1, hvor han laver frispark uden for feltet. Et frispark, som modstanderen scorer på. Vi kom ikke tilbage i den kamp, og det var vel åbenlyst hvorfor. Siden har jeg stort set ikke været med,” siger Jakob Poulsen.

To dage før jul fik Jakob Poulsen tre minutter som indskifter i Le Mans og i januar 20 minutter hjemme mod Laval. Siden har Jakob Poulsen ikke spillet for førsteholdet.

”Det var underligt, for et par uger tidligere havde jeg nærmest været den vigtigste spiller. Vi starter op i januar, der bliver købt en mand til hver kæde, og ham på midtbanen skal være dirigent. Han gør det godt, og det kan jeg jo også se. Siden da har jeg ikke været med,” siger Jakob Poulsen.

”Det var meget underligt. Det var aldrig, meningen, at jeg ikke skulle spille fra start i klubben. Det gik efter planen for holdet, og vi endte med at rykke op. Jeg vidste godt, at klubben ville købe spillere, men at det var så voldsomt, at der kun er to-tre tilbage omkring holdet fra sidste sæson... Sådan er livet. Vi er pludselig en europæisk topklub, der før lå i andenbedste række. Konkurrencen er hård, og man må bevise sig, når man står i det, eller smutte, havde jeg nær sagt,” siger Jakob Poulsen.

Det var Mounir Obbadi, en kreativ midtbanespiller fra Troyes, som AS Monaco købte i januar. Det fulgte ASM så op med at købe den franske landsholdsspiller Jeremy Toulalan (Malaga), Geoffrey Kondogbia (Sevilla), Joao Moutinho og James Rodriguez fra FC Porto denne sommer, hvor stortalentet Jessy Pi også blev rykket op på førsteholdet for at spille central midtbane. 

At blive sat af til enkelte kampe uden forklaring er Jakob Poulsen indstillet på. Da han som ung midtbanespiller var på kontrakt i Heerenveen, havde cheftræner Gertjan Ver-beek problemer med, at de udenlandske spillere besøgte deres familie i fridagene til jul og krævede, at han skulle være i lokalet, før spillerne måtte spise. Så er gentlemanen Claudio Ranieri i Monaco en helt anden type. Men det vigtigste, en forklaring på hvorfor han er ude, og hvad AS Monaco vil Jakob Poulsen, det har danskeren ikke fået.

”Jeg behøver ikke få forklaret alt, fodboldspillere behøver ikke få forklaret, hvorfor de ikke spiller. Men sker der drastiske ting, som at spille 15 kampe i træk inde og ryge ud, så er det da rart at få at vide, hvorfor en anden nu spiller,” siger Jakob Poulsen.

Selvtræning og tavshed
Jakob Poulsen er langt fra den eneste dyrt indkøbte spiller, AS Monaco fra den ene dag til den anden har skrottet. Delvin N’Dinga er udlejet til Olympiakos, Carl Medjani er solgt til samme sted, Alexandros Tziolis spiller nu for PAOK. Den mest iøjenfaldende er Ibrahima Touré. Han var topscorer for AS Monaco på vejen til Ligue 1 efter en lang, svær karriere, der har taget senegelaseren til små klubber i Kina, Marokko, Iran og De Forenede Arabiske Emirater. Men så handlede AS Monaco ind i form af Falcao plus et par teenagere til angrebet.

”Vi har haft mange, der mødte op til træning for så at få at vide, at de ikke skulle træne med truppen. De skulle i stedet t t træne med en anden træner. I den situation kunne man da godt få en lille forklaring af træneren på, hvorfor det sker. Eller bare fra en eller anden i klubben,” siger Jakob Poulsen.

”Det skete for vores topscorer (Ibrahima Touré, Red.) i sidste sæson. Pludselig skulle han ikke træne med holdet længere. Så kan man sige, at i den situation behøver man måske ikke en forklaring, for klubbens planer med dig er rimelig tydelige,” siger Jakob Poulsen, der dog ikke har været dømt til træning i små grupper som adskillige af holdkammeraterne.

Med Toulalan, Rodriguez og Moutinho foran sig tror Jakob Poulsen ikke på, at han får spilletid igen i AS Monaco.

”Jeg skal være heldig, at fire mand bliver solgt. Tre kunne også gøre det,” siger Jakob Poulsen sarkastisk, der i opstarten håbede på en chance, der aldrig kom.

”Der fik jeg ingen minutter med førsteholdet. Vi havde en kamp i Italien, hvor vi spillede en halvleg hver. Vi spillede to kampe i Østrig, hvor jeg spillede en halvdel i den ene kamp. Vi spillede i England, hvor jeg spillede en halv time, efter at førsteholdet havde spillet en time. Så spillede vi i Italien igen, hvor jeg fik en halvdel, igen med reserverne, dem som ikke kommer til at starte inde. Det var ikke til at være i tvivl om, hvilken gruppe jeg tilhørte. I sidste træningskamp hjemme mod Tottenham spillede jeg overhovedet ikke. Så er det svært at se, om man passer med de andre spillere,” siger Jakob Poulsen.

”Den [med at finde en anden klub] har jeg ventet med i lang tid. Jeg ville give det en chance i opstarten, og det er egentlig gået ok. Jeg har været godt tilfreds med det, jeg har leveret. Det burde være nok til, at jeg var blandt de 18 i truppen. Jeg har været med holdet på tre træningslejre, og ja, mit eget, objektive syn er, at jeg burde være med. Så er det vildt frustrerende bare at blive tilsidesat. Det havde været noget andet, hvis jeg havde følt: Det her niveau er bare for højt til dig. Men det synes jeg ikke, at det er,” siger Jakob Poulsen.

Bliver for pengene
Hvorfor blive i AS Monaco, når holdbussen nærmest skal strande på en øde landevej tyve minutter før kickoff, før danskeren kan komme i betragtning til spilletid? Et skifte havde ikke været umuligt, for Jakob Poulsen har fået henvendelser i sommerperioden om at skifte klub.

”Jeg tror, at jeg kunne komme til Danmark lige nu. Og der kunne komme fede tilbud. Hvis jeg tager hjem til Superligaen, bliver det svært at komme ud igen, og så vil det være rart at finde et sted, man vil blive i mange år. Bor man kun to år ad gangen et sted, er det hårdt for dem, der følger med, for de skal starte forfra med at opbygge en ny hverdag, hver gang vi skifter klub. For os fodboldspillere handler det hele tiden om fodbold, det ændrer sig ikke ret meget, når vi skifter klub. Men for dem, der er med, er det store skifte,” siger Jakob Poulsen.

Så hvorfor blive? Da Tipsbladet spørger til motivationen for at blive, afbryder Jakob Poulsen midtvejs.

”Pengene. Pengene.”

”Det kan jeg godt være ærlig at sige. Ja ja. Det er det, der holder mig her. Havde jeg været 25, var jeg smuttet. Så havde jeg haft mange år til at tjene penge og komme til udlandet igen. Jeg viste dengang med FC Midtjylland, at det var spilletid, der betød noget i livet for mig. Jeg har jo ikke tjent tyve millioner kroner på min karriere. Jeg har spillet de fleste af mine år i Danmark, og så var jeg en ret lille spiller i Holland. Det var en top 5-klub i de år, jeg var der, men det er ikke som Ajax eller PSV,” siger Jakob Poulsen.

”Det er vanvittigt frustrerende. Jeg ved jo ikke, hvorfor tingene skete. I foråret var det tt også sygt, men der tænkte jeg, at vi ville rykke op, og så kunne det forhåbentlig udvikle sig til noget bedre. Det har det så ikke gjort,” siger Poulsen.

At blive i en fodboldklub for pengenes skyld er ikke noget, der gør en fodboldspiller populær. Og de færreste er lige så ærlige omkring det, som Jakob Poulsen er. AS Monacos folkelige opbakning er til at overse, hvilket måske gør det lidt nemmere at sige tingene ligeud, når nu tilhængerne omkring klubben og byen Monaco ifølge Jakob Poulsen ikke genererer nær samme fodboldinteresse, som AGF og FC Midtjylland gjorde i Superligaen. Ingen i Monaco stopper Jakob Poulsen på gaden og spørger ham, hvorfor han accepterer at være uden reelle sportslige chancer for omkring fem millioner kroner skattefrit om året. 

”Har man et job, hvor man tjener 30.000 om måneden, og fik tilbudt et job med mere i løn og et rigtig lækkert sted at bo, så vil de fleste vælge det job. Jeg kan godt forstå fans, der undrer sig over min beslutning. Mange ser ikke det her som et job. Vi spiller jo fodbold. Havde jeg været yngre, så havde jeg for stort set alt i verden også valgt at spille fodbold,” siger Jakob Poulsen.

”Alle har forstået det indtil videre. Når folk kender mig, så ved de, at jeg ikke synes, det er fedt. Jeg siger jo ikke: Ha! Nu har jeg to års løn, så læner jeg mig tilbage i sofaen. Det gider jeg ikke,” siger Jakob Poulsen.

Som Jakob Poulsen sidder der på en fortovscafe i Monacos havn omgivet af millionærers og milliardærers yachts og sportsvogne med 28 grader og sol fra en skyfri himmel, virker det til at være en tjans, de fleste danskere gerne ville overtage. Nu er det så kun et lille fåtal, der kan spille fodbold godt nok til overhovedet at komme i betragtning til AS Monaco, og det gyldne, selvvalgte bur er ikke så sjovt at være i, selvom Jakob Poulsen håber på, at beslutningen betaler sig om både to og halvtreds år.

”Det synes jeg er svært. Det er det altid, når man ikke spiller. Det er lidt mærkeligt, for man bør jo være helt med, når man er i klubben. Havde jeg fået lidt indhop, var jeg blandt de 18, så havde jeg følt mig som en del af fællesskabet. Fodbold-fællesskabet. For i omklædningsrummet er der ingen problemer overhovedet. Der er vi alle lige,” siger Jakob Poulsen.

”Selvom man kan sige, at det er nemt tjente penge, så er de mentalt hårdt tjente, synes jeg. Mange vil nok mene: Det er sgu da let. Det synes jeg ikke, når man er i det. Er man professionel, er engageret og stiller krav til en selv, så er det meget svært,” siger Jakob Poulsen.

Nej det handler om pengene. Det kræver, at Jakob Poulsen lever med at spille i Championnat de France Amateur mod ukendte hold som Tarbes, Pau og Rodez, når han kunne have spillet fast topfodbold ved at gå ned i løn, måske endda i Champions League.

”Nogle dage kommer jeg hjem og tænker: Nu er det lige meget, nu finder vi et andet sted, spiller fodbold, og har det sjovt med det,” siger Jakob Poulsen.

”Jeg tror, at hvis det bare havde været et almindeligt job, jeg ikke er så forelsket i som fodbold, så havde det været nemmere. Nu handler det om det sjoveste, jeg overhovedet kan forestille mig, så er det sværere at acceptere,” siger Jakob Poulsen.

”Jeg håber, at jeg om to år siger, at jeg var meget glad for min beslutning. Hvis jeg om to år føler mig som en idiot, så er det surt. Men det tror jeg ikke. Hvad jeg har gjort før, det tænker jeg ikke så meget på. Jeg er et positivt menneske, og jeg vil se positivt på fremtiden.”

Solstrålerne i Sydfrankrig
Jakob Poulsen ser ikke tynget ud under interviewet, og omgivelserne er da heller ikke til dårligt humør. Men han og den bedre halvdel Nina gør også noget for at holde sig i gang i Monaco, hvor livet som fodboldprof er anderledes end i skandinaver-kolonien i Heeren-veen, hvor Jakob Poulsen boede fra 2006 til 2008.

”Der er kæmpe forskel. Vi var ti skandinaver, og vi var som en lille familie. Vi boede tæt på hinanden, vi var rigtig meget sammen og spiste sammen flere gange om ugen. Hernede er vi mere os selv. Der er holdkammerater, jeg snakker med, og min kæreste kender nogen fra universitetet. Skal vi noget, så tager vi ud og spiser og laver et eller andet bagefter. Det er mere den stil, man bruger hernede, end at man besøger hinanden derhjemme,” siger Jakob Poulsen.

Sådan har mange danske fodboldspillere, der er taget til Middelhavslande, oplevet deres nye klubber. Der har været store udskiftninger i Monaco-truppen til frustration for de oprindelige spillere i truppen, men trods det er stemningen god i dagligdagen.

”Der er ingen problemer. Man føler nogle gange, at det er røvsygt at møde på arbejde, når det er ligegyldigt, hvad man leverer. Men stadigvæk er det andet vigtigt, at der trods alt er nogen at snakke med, så man ikke sidder alene og kigger,” siger Jakob Poulsen, der er glad for at være i samme klub og træne mod nogle af verdens dygtigste fodboldspillere.

”Det har været supergod træning. Niveauet er virkelig hævet sammenlignet med sidste sæson, og det har også været med til at skærpe mig. En spiller som Moutinho er sindssygt dygtig. Han er god til at vende, helt iskold, god til at se de dybe afleveringer. Der kan jeg da godt se, at han er et niveau over mig til træning. James Rodriguez har et helt overdrevet godt venstre ben. Hvad Falcao kan giver vel sig selv,” siger Jakob Poulsen.

”Det har været gode investeringer, i hvert fald de fleste af dem. Nogle er kommet til som udviklingsspillere, og de er da gode. Men så synes jeg da, at klubben kunne have brugt nogle af sine egne i stedet.”

Kæresten Nina skal til at arbejde eller fjernstudere ved et dansk universitet, og Jakob Poulsen overvejer at læse en HD. Det overskygger ikke det sure i at sidde udenfor, men med en millionløn og et lækkert sted at bo skal ingen have ondt af Jakob Poulsen. Det har han i hvert fald ikke selv.

”Vejret er med os og har været det det meste af sommeren. Det er et dejligt område. Du har lynhurtigt set og oplevet det, der er at komme efter i Monaco. Det tager ikke lang tid. Men så er der masser af spændende byer omkring en. Vi bor på den måde et rigtig fint sted. Italien ligger 20-25 km herfra. Vi har været i San Remo, Milano og Genoa,” siger Jakob Poulsen.

”Rent sportsligt er det rigtig, rigtig skidt. Du kan ikke dele det helt op i sportsligt og det private. For når det går så dårligt sportsligt, så påvirker det også resten af min dagligdag. Men jeg har ikke noget at brokke mig over. De fleste danskere vil være enige i, at jeg har det godt med en god løn, jeg bor i Monaco, et sted det ikke er mange forundt at bo. Klimaet er superlækkert i Sydfrankrig.”

”Jeg er ganske tilfreds med livet. Fodbolden kan vi arbejde på, ellers er jeg tilfreds med resten.”