Cristiano Ronaldo var det første supernavn, der rykkede til Saudi-Arabien og topklubben Al-Nassr. Det havde egentlig ligget i kortene, at det skulle være til Al-Hilal, der er Al-Nassrs store rival og den største klub i landet.
Men da Al-Hilal havde noget rod med tilladelsen til at hente nye spillere på grund af gammel gæld på transfers og sag under opsejling ved sportsdomstolen CAS, endte det altså i stedet med at blive Al-Nassr.
Det skete umiddelbart efter VM-slutrunden i Qatar, og man anede, at mere var på vej med tanke på Saudi-Arabiens regimes store ønske om også at blive VM-vært.
Men omfanget og hastigheden denne sommer kommer alligevel bag på både fans og medier, men også insidere i fodboldbranchen og topcheferne i de europæiske klubber, der er vant til at plukke de bedste spillere fra hele verden, men nu pludselig oplever et modsatrettet træk.
Og i den seneste uge er interessen for ligaen eksploderet, efter klubben Al-Hilal har skudt et tilbud afsted til Paris Saint-Germain og en invitation til Kylian Mbappé, der kan give PSG den største transfersum i fodboldhistorien og Mbappé en helt uhørt stor aftale på kun 11 måneder.
Tipsbladet forsøger her at redegøre for, hvordan så store og så mange navne pludselig rykker til en liga, de færreste i Danmark og Europa kender til, hvad der trækker, og om der er nogle mønstre i de transfers, der bliver til noget.
Hvad er det, der foregår?!
Alt efter hvordan vi definerer topspillere, er cirka 15 spillere fra øverste hylde i Europas topklubber lige nu rykket til klubber i Saudi-Arabien, mens også de store trænernavne som Steven Gerrard, Jorge Jesus og Luis Castro er taget til topklubberne i landet. Og flere spillere er på vej i disse døgn.
Tidligere i sommer forsøgte man at hente Lionel Messi til Al-Hilal, og lige nu forsøger selvsamme klub og styret i Saudi-Arabien at lokke Kylian Mbappé til med en handel til flere milliarder kroner, der vil være den største transfer og nok også højeste spillerlønning i fodboldspillets historie.
Og det er alt sammen koordineret fra centralt hold i Saudi-Arabien gennem statens investeringsfond PIF, der også ejer Newcastle United, og i sidste ende med velsignelse fra landets diktator Mohammed Bin Salman.
Hvor store navne taler vi?
Det er jo blandt andre den forsvarende Ballon d’Or-vinder Karim Benzema, Champions League-vinderen N'Golo Kanté og en spiller som Lazios nu tidligere profil Sergej Milinkovic-Savic, der må være en af de topspillere i Europa med flest rygter om sig og nul klubskifter, før han altså skiftede her til sommer.
Så det er virkelige topnavne, vi her taler, og konsekvent landsholdsspillere fra gode klubber og store fodboldlande. Der er ikke nogle spillere fra mellemlande iblandt. Det hele dufter af fodbold og storhed – i hvert fald på papiret.
Hvordan bliver de her handler til, og hvorfor gider de?
Lad os dele det op i flere dele.
Pengene har stensikkert noget at sige her. Vi har ikke kontrakterne liggende, men da Benzema skiftede, blev der nævnt beløb et sted mellem 100 og 200 millioner euro per sæson, hvilket altså vil sige cirka 750 millioner til 1,5 milliarder kroner.
Cristiano Ronaldo ligger med større sikkerhed over 1,5 milliarder kroner per sæson, og selvom de andre spillere ikke får lige så meget, får selv Rúben Neves fra Wolverhampton nu cirka 130 millioner kroner årligt i Al-Hilal. Det betyder selvfølgelig enormt meget, at de her spillere får super-lønninger, som matcher dem, man får som en superstjerne i en af Europas 10-15 største klubber, og Benzema og Cristiano Ronaldo nærmer sig jo så småt det, Lionel Messi og Kylian Mbappé har fået i lønpakker i deres allerstørste sæsoner i FC Barcelona og Paris Saint-Germain.
Men gider superstjerner virkelig spille ude midt i ingenting?
Det er en vigtig pointe at få med: Saudi-Arabien og landets liga er ikke ingenting.
Spillerne lever et ekstremt privilegeret liv, faciliteterne er gode, og selvom de to lande er naboer, er forskellen på fodbold i Saudi-Arabien og Qatar enorm.
Der er mange tilskuere på stadion, fodboldinteressen er glohed og helt reel i landets store befolkning, og klubberne er gode.
Vi taler ikke gode nok til at dominere noget som helst i Europa, men Al-Hilal er den mest vindende af alle klubber i Asiens udgave af Champions League, og man er fuldt ud på omgangshøjde med de to andre topnationer Japan og Sydkorea.
Det bliver ikke meget bedre i Asien, og ja, nu får vi så at se, om det faktisk kan fungere at importere topspillere til en liga, hvor de andre spillere er rimelige uden at være nær så gode.
Hvad håber man på at få ud af handlerne sportsligt?
Det er jo et af de store spørgsmål.
Cristiano Ronaldo blev spurgt om det i begyndelsen af året, og han så for sig, at ligaen ville nærme sig top 5-ligaerne i Europa. Det virkede helt tydeligt som et svar koordineret med dem, der betaler hans enorme løn, og i juni sagde han så, at Saudi Pro League faktisk ville blive lige så stærk som en top 5-liga i løbet af fem-seks år, hvis investeringerne fortsatte.
Det er mildest talt tvivlsomt, om det er muligt. Den mere officielle målsætning er top 10 i verden, og selv det bliver meget svært. Klubberne har lige nu en begrænsning på syv udenlandske spillere, der kan blive registreret til den bedste række, men selvom man godt kunne forestille sig, at det tal stiger, er der stadig lang vej til top 5-ligaer i Europa.
Selv hvis man hentede endnu bedre spillere, er det stadig ikke kun et spørgsmål om købevilje og evne at skabe et tophold. Der skal et væld af dygtige spillere til, gode trænere, gode træningsrammer og ikke mindst en meget stærk fodboldkultur til samt en levende liga med dygtige konkurrenter. I det billede er selv sommerens vilde indkøbstogt faktisk kun en beskeden, ret overfladisk begyndelse.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at der ikke er noget, der hedder Financial Fair Play i Saudi-Arabiens fodboldrække eller i asiatisk klubfodbold – så man kan bare bruge løs af statens penge.
Har andre forsøgt det her før Saudi-Arabien?
Ja. De af læserne med god hukommelse eller en forkærlighed for fodboldhistorie kan måske huske, at Pelé og Franz Beckenbauer for et halvt århundrede siden var stjernenavnene i en satsning på at gøre fodbold stort i USA. For små ti år siden begyndte Kinas topliga i den grad også at røre på sig, efter statsoverhovedet Xi Jinping gjorde fodbold til en topprioritet med en drøm om at vinde VM og fodbold som middel til at engagere befolkningen fysisk og menneskeligt.
De kinesiske topklubber, men også midter- og bundhold, var ejet af nogle af landets største forretningsfolk eller tæt forbundet til delstats-regeringer, og de kastede seriøst mange millioner efter spillere fra primært europæiske topklubber og store fodboldnavne fra især Sydamerika og Afrika.
Gik det godt?
En overgang, ja. Guangzhou Evergrande var trænet af Luis Felipe Scolari og havde nogle særdeles stærke udenlandske spillere i deres bedste fodboldalder, og de gjorde sig gældende i Asiens Champions League. Også hold som Beijing Gouan og Shanghai SIPG med danske Mads Davidsen i staben klarede sig godt og havde enormt dygtige udlændinge.
Men i modsætning til Saudi-Arabien var kvaliteten af de øvrige spillere ekstremt lav. Mange kinesiske spillere kunne dårligt have begået sig i den danske 2. Division, fordi kulturen og traditionerne for at respektere ældre medspillere og trænere passer dårligt sammen med topfodbold, så da coronavirussen kom, og der kom andre prioriteter end at brænde penge af på fodbold, brast ligaen sammen.
Der er stadig en professionel liga, men mange af holdene har fået andre navne, og alle arbejder på en brøkdel af de tidligere budgetter. Man er tilbage til at hente spillere fra ligaer som Finlands.
Hvorfor er det, I siger, at det her er centralt styret? Er det ikke bare konkurrerende fodboldklubber, der giver den gas og tror på fremgang?
Det siger vi, fordi staten Saudi-Arabien og ligaen Saudi Pro League ikke for alvor forsøger at skjule, at det her er en centralt koordineret indsats, som er blevet sat i gang på initiativ af nogle af de mest magtfulde mænd i Saudi-Arabien – mænd der er blandt diktatoren Mohammed Bin Salmans (MBS) mest betroede.
Det er penge fra den statslige investeringsfond PIF, der finansierer aftalerne, men som også er blevet brugt til at overtage de fire største klubber, som er Al-Hilal, mesterholdet Al-Ittihad, Al-Nassr og Al-Ahli.
Direktøren i Saudi Pro League, der denne sommer har etableret en midlertidig base på et hotel i London, koordinerer i høj grad handlerne – først og fremmest dem, hvor Premier League-klubber sender spillere til kongedømmet.
Det hele er kontrolleret af MBS’ mest betroede folk og fra sportsministeriet i Riyadh, hvorfra der også kommer planer om et storstilet talentudviklingsprojekt og arbejde med de kommercielle rettigheder til ligaen.
Over tid er tanken, at private investorer så køber sig ind i de hold, staten nu har opkøbt, og det kan man i teorien godt se for sig, hvis de investorer nu også er engageret i energisektoren eller våben og sikkerhed – brancher som i økonomisk styrke får selv den nuværende fodboldsatsning til at ligne et tredje semester-projekt på handelsskolen.
Kan det virkelig fungere?
Det minder meget om det, man også sagde for otte-ti år siden i Kina, da fodbold boomede der, og som Qatar har fortalt vidt og bredt de seneste 15 år, uden man har fået en seriøs liga eller et landshold, der ville blive mere end sidst eller næstsidst i en europæisk kvalifikationspulje til en slutrunde.
Saudi-Arabien har så ekstremt mange penge – potentielt også mange flere, end der blev postet i fodbold i Qatar og Kina – så måske kan det gøre forskellen.
I et saudiarabisk perspektiv kan det lettere fungere, hvis klubberne får rimelig succes i de kommende år, og ligaen og fodbold bliver endnu mere populært. Saudi-Arabien har en stor, ung befolkning, og en betydelig del af hele sports-projektet handler om, at regimet fortsat vil være populært i befolkningen. På den måde vender det her mere indad, end Qatars vilde sportssatsning har gjort.
Hvordan bliver de her handler til?
Hvis det føles pludseligt og meget vildt på jer, så er det ikke bare jer, der har sovet i timen. Det her handler jo ikke om, at Al-Hilal, Al-Nassr og de andre har scoutet spillere i hele Europa og Sydamerika i månedsvis og så har udvalgt de mest lovende spillere, der passer ind i en langsigtet, sportslig strategi.
Den saudiarabiske liga har som nævnt direktøren siddende på et hotel i London, og han er ikke den eneste mellemleder, der hjælper ligaens klubber med at finde spillere.
Tipsbladet har talt med et par kilder med kendskab til denne sommers handler, og der tegner sig et mønster, hvor ligaen og topklubberne med hjælp fra nogle af de største agenter, der allerede opererede i Saudi-Arabien, er gået til nogle af de største agenter i verden. Disse agenter har enten de store fodboldnavne, Saudi-Arabien er interesseret i, i deres stald, eller også har agenterne hjulpet de saudiarabiske klubber og ligaen som mellemmænd med at skrue handlerne sammen.
Det er på sin vis ikke anderledes end andre store handler i Europa, men så alligevel: Der lader til at være ekstra gode betingelser for, at agenterne laver de handler, der er bedst for dem selv og også for deres partnere i især England.
Chelsea, som Saudi-Arabien ejer en bid af via en investering i Todd Boehlys selskab Clearlake, har nydt godt af at komme af med ældre spillere til fordelagtige transfersummer.
Og Newcastle, der er ejet af det førnævnte saudiarabiske investeringsselskab PIF, kan være godt tilfreds med at få cirka 250 millioner kroner for at sælge Allan Saint-Maximin til Al-Hilal, hvilket har givet Newcastle plads i Financial Fair Play-budgettet til at købe Harvey Barnes af Leicester for omtrent 325 millioner kroner.
Det er vel ikke lutter afdankede spillere, der kommer afsted?
Nej, bestemt ikke. Saint-Maximin er 26 år, Jota fra Celtic er 28 år, og Rúben Neves, ligeledes 26 år, kunne mange af Europas største klubber sagtens have brugt.
Men det er alligevel påfaldende at se, at det primært er spillere, der ikke havde fået nær så store kontrakter eller var blevet solgt nær så dyrt i Europa, der nu kommer afsted.
Ingen i Europa havde tilnærmelsesvis betalt 1,5 milliarder kroner i årsløn til Cristiano Ronaldo eller Karim Benzema – de er tværtimod i retrætealderen, og eksempelvis N'Golo Kanté var ved at være færdig på topplan efter flere år med skader. Det er spillere, de sælgende klubber i Europa er glade for at sælge, især til de priser. Og så er der nogle portugisere iblandt, der i høj grad er påvirket af superagenten Jorge Mendes, der også var en af dem, der sendte aldrende spillere til Kina, ligesom Roberto Firmino og Pierre-Emile Højbjergs agent Pini Zahavi og hans folk var det.
Så nej, de er ikke afdankede, men det er heller ikke spillere, man ville bruge til en mesterskabsjagt i en top 5-liga i Europa eller til et attentat på Champions League-trofæet.
Er det kun superstjerner, de henter?
Nej, og det er lidt sjovt, for ved siden af alle disse verdensnavne og en trafik, der har gjort Saudi-Arabien mere omtalt end Premier League denne sommer, er det også business as usual.
Der bliver hentet og sendt spillere væk, hvoraf mange af dem ikke har niveauet til de største klubber i Superligaen. Der er også Superliga-folk der – Tipsbladets 2021-vinder af Det Gyldne Bur, eks-AaB’eren Jacob Rinne, står for Al-Fateh, og det er kun et par år siden, at OB’s Bashkim Kadrii spillede samme sted. Der kommer også solide navne til ud over stjernerne, men der er kæmpe forskelle i prestige og CV på, der lige nu skifter. Der er også rygter om spillere fra Superligaen, der skal til Saudi-Arabien denne sommer - lad os se, om det sker.
Kommer det til at fungere?
Det er meget svært at spå om. For dem, der spiller Football Manager eller FIFA på spillekonsol, vil det minde lidt om, når man tager en superstjerne som Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi i spillet og så placerer ham i AC Horsens eller Lyngby.
Hvis Saudi-Arabien bliver ved med at hælde statens olie-milliarder i spillere og trænere og alt det, der er brug for af investeringer i en topklub, og så gør det de næste 15-20 år, så kan det da måske lykkes en dag. Men der er meget lang vej til, og udmeldingerne fra Saudi-Arabien og deres rådgivere virker ærlig talt ret naive og til groft at undervurdere, hvor gigantisk en opgave, de har kastet sig ud i.
Men det bliver da spektakulært, og de arbejder stenhårdt via et af verdens største medierettigheds-selskaber på at få vist kampene så mange steder i verden som muligt. Jeg tror ikke, det kommer til at koste ret meget at købe rettighederne.
Hvad sker der nu?
Nu skal vi følge, hvor mange topnavne, der ender i Saudi-Arabien. De holder transfermarkedet åbent helt indtil 20. september, og lur mig, om ikke der bliver plukket ekstra stjerner efter 1. september, når de fleste transfervinduer i Europa lukker. Husk på, at europæiske lande og ligaer ikke kan gøre noget som helst for at forhindre spillere i at tage væk indtil Saudi-Arabiens transferdeadline, ud over at klubber og spillere selvfølgelig selv kan afvise aftaler.
Det bliver vildt at følge Kylian Mbappé og Paris Saint-Germain. Vil PSG forsøge at tvinge Mbappé til at sige ja til et tilbud fra Saudi-Arabien, så man får nogle af pengene hjem på superstjernen, før han sandsynligvis skifter til Real Madrid på fri transfer om 11 måneder?
Det eneste sikre er, at det ikke kommer til at foregå i stilhed – hverken Mbappé-sagaen eller Saudi-Arabiens øvrige forsøg på at købe sig til succes.
