Nybyggerne

MILTON KEYNES. Det første stop for de nordgående tog ud af London, cirka halvvejs mellem hovedstaden og Birmingham. Der er cirka 75 kilometer herop, men de hurtigt kørende Virgin-tog dækker afstanden på en halv time til glæde for de mange mennesker, der hver dag pendler mellem byen og London i syd eller Birmingham mod nord.

Og der bliver flere og flere af dem, for Milton Keynes er en by i rivende udvikling, og det var også meningen. For 40 år siden besluttede man simpelt hen at lave en ny by for at løse boligproblemerne i London, og det bærer det gennemplanlagte område præg af. Vejene er brede og uden fodgængere, der ledes under i tunnel efter tunnel, mens trafikken heller ikke bliver stoppet af vejkryds, for området er berømt for sine mange rundkørsler. Husene er firkantede og nye, den blå himmel spejler sig i de mange vinduer og der er masser af grønt at kigge på.

Men sjæl er der ikke meget af, heller ikke selv om byplanlæggerne har fået en romantisk tanke ved at placere hovedstrøget, så det følger solens bane på årets længste dag, og man dermed kan se solen stå op i den ene ende af Midsummer Boulevard og gå ned igen i den anden ende. For der mangler gamle huse, krogede træer, en listig pub, graffiti, alle de ting der viser, at en by lever.

Der bor godt nok over 200.000 mennesker i Milton Keynes, men det lader ikke til, at ret mange af dem er hjemme. De er på arbejde i kontorbygningerne eller inde i London, før de kommer hjem til fyraften.

Det er en by, der mangler en stemme, et fælles projekt, noget at samles om, men måske er det på vej ude i den sydlige ende af byen. Man skal bare ud af ringvejen, rundt i en fire-fem rundkørsler og så kan man se strålerne fra den nedgående sol ramme den sorte granit på facaden af byens nye fodboldstadion, der åbner til sommer.

Japansk granit på fronten

Det har endnu ikke noget navn, det forhandles der fortsat om, men Stadium MK bliver stort. Og det bliver også det næste skridt for MK Dons, klubben der i gamle dage hed Wimbledon FC, men blev flyttet langt mod nord og nu har taget en hel ny form i forhold til den økonomisk kuldsejlede klub, der lejede sig ind på Selhurst Park og gik ned med norske investorer og Egil "Drillo" Olsen i managersædet.

De fleste af tilhængerne forsvandt i protest og kastede deres kærlighed på græsrodsklubben AFC Wimbledon, mens MK Dons blev lagt for had som symbol på pengenes magt og alt hvad der er galt i fodboldens nutid. De to nedrykninger på tre sæsoner blev registreret med folkelig fryd, men oppe i Milton Keynes gav man ikke op.

Tværtimod sidder en træt men tilfreds formand Pete Winkelman nu i den udvidede skurvogn, der flot hedder Stadium MK Marketing Suite, hvor nysgerrige gæster kommer på besøg for at høre nærmere om byggeriet ved siden af. Og den langhårede og hurtigt-snakkende Winkelman i det sorte jakkesæt fortæller gerne.

"Milton Keynes er en by med store ambitioner. Vi havde Europas største shopping-center, da det åbnede i sin tid, vi havde den første drive-through, vi havde den første McDonalds udenfor London, men der var aldrig noget fodboldhold."

"Det fandt jeg ud af for 10 år siden, da min talentfulde søn fik en aftale med Wycombe. Tre gange om ugen brugte vi tre timer på transport frem og tilbage, og så var det jeg tænkte: Hvorfor kan ungerne ikke spille her. Hvorfor har vi ikke en klub i Milton Keynes?"

Svaret på det spørgsmål rejser sig lidt nede ad bakken. Det flotte stadion med granitfacaden, der er fløjet ind fra Japan, får i første omgang plads til 22.000 tilskuere, men anden fase er allerede planlagt, så der i alt kan være knap 31.000 tilskuere på arenaen, der derudover også får hotel, indendørs multihal, måske et kasino og meget mere.

Børnene er fremtiden

Hele projektet kommer til at koste omkring 700 millioner kroner, og det er noget af en ramme at bygge for en klub, der spiller i den 4. division, der med nutidens hang til flotte titler kaldes League Two.

Men det er heller ikke et stadion til den tunge ende af divisionshierarkiet. Det er et Premier League-stadion, og det er også ambitionen. Derfor gik Pete Winkelman efter at købe en etableret klub i stedet for at satse på en af de små lokale, for på den måde havde det taget alt for lang tid og slet ikke passet til ambitionerne i nybyggerbyen Milton Keynes. Så var det måske endt med et nyt stadion med plads til 5.000 tilskuere og en drøm om Conference-fodbold, og det aldrig meningen.

"Milton Keynes er faktisk den største by i det sydøstlige England udover London, og i løbet af 15 år vil der bo 50 procent flere mennesker heroppe. Den lokale økonomi er stærk, masser af virksomheder flytter herop. Der er grøde i byen, og der har længe været planer om en stor fodboldklub. Faktisk findes der planer for et stadion med plads til 30.000 tilskuere i området, planer fra 1974, men nu realiserer vi dem," siger MK Dons-formanden, der har tjent sine penge som entreprenør i musik-verdenen og selv har knap og nap en kvart milliard kroner investeret i projektet.

"Selvfølgelig kan jeg blive bekymret. Det sker hver eneste dag, men om 20 år er Milton Keynes en af de otte største byer i England, og planen er på sigt at få en klub, der kan gøre sig gældende i Premier League. I første omgang gælder det oprykning til League One, men jeg kan mærke, at fodboldinteressen bygger op. Det kræver bare noget succes, for ellers er det svært at få folk til at interessere sig for det."

"Tilflytterne kommer fra byer som London, Birmingham, Sheffield. De er vant til store klubber og det vil de også have her. Men børnene er fremtiden. De kommer fra Milton Keynes. De kender ikke andet. Det her bliver deres klub."

"Og fodboldverdenen er en vidunderlig verden. Den rører folk lokalt, på samme måde som musik gør det, og den har givet os en stemme udadtil. Der kommer tilhængere fra andre klubber, der kommer journalister, og de får alle sammen et andet billede af byen og MK Dons," siger en begejstret Pete Winkelman, der er godt i gang med at bygge en helt ny klub.

På Wembley med Lady Di

For sådan endte det. Wimbledon FC døde og i stedet kom MK Dons og AFC Wimbledon til.

"Sådan kan man godt sige det. En klub endte på museum, og de to nye blev født, den ene er den retmæssige arving, den anden er den uægte søn, og så kan tilhængerne af de to klubber selv bestemme, hvad der er hvad," griner John Brockwell, formand for MK Dons-fanklubben.

Han har været med, siden klubben kom til byen i september 2003, og det var egentlig ganske logisk, for selv om han gerne rejste langt for at følge favoritklubben fra Manchester United eller Arsenal, hvor en ven havde gode forbindelser, så havde Wimbledon altid været hans anden klub.

"Jeg er vokset op i området og fulgte dem altid tæt, så det var naturligt for mig at slutte op, da klubben kom til Milton Keynes, hvor jeg har boet i nu 30 år. Og for mig var det Wimbledon, der kom herop. Jeg var en af de 30 tilhængere, der troppede op til den stiftende generalforsamling, men nu er vi over 500."

"Jeg var meget imod at klubben ændrede navn, men først mistede vi retten til logoet, så skulle klubben hedde noget med relation til den geografiske placering og til sidst blev farverne også ændret fra blå og gul til sort og hvid. Men for mig var det Wimbledon, der kom herop, men sådan er det ikke længere. Det er en ny klub," fortæller fanklub-formanden, der også har været involveret i den seneste tids historiedebat.

For hvem vandt egentlig FA Cup-finalen i 1988. Var det AFC Wimbledon eller var det MK Dons, der sensationelt slog Liverpool. Begge klubber gør krav på det – eller gjorde, for oppe i Milton Keynes har man nu accepteret, at kopien af FA Cup-trofæet skal flyttes tilbage til London.

"Men det er ikke bare et trofæ. Det er også maskot-kustume, hundredevis af fotografier, kampprogrammer, alt muligt. Jeg brugte otte arbejdsdage på at få styr på det hele. Oprindeligt var planen at give det til fodboldmuseet oppe i Preston, men det endte med, at det kommer tilbage til Wimbledon-området, men ikke til AFC Wimbledon. Det ender sikkert med at blive udstillet lokalt."

"Men der er altså stadig en rest af historien heroppe. Der er stadig nogle få hundrede tilhængere, der også fulgte Wimbledon på Selhurst Park, og der er også folk fra den gamle ledelse, der stadig er med. For eksempel bestyrelsesmedlemmet Peter Cork, der var med Wimbledon i 32 år og sad ved siden af Lady Di (prinsesse Diana, red.) til FA Cup-finalen i 1988, han er stadig med heroppe," siger John Brockwell.

Folkevandring mod nye mål

Heroppe har siden flytningen fra Selhurst Park været The National Hockey Stadium, hvor MK Dons har lejet sig ind, og tilskuertallet har været støt stigende, så der nu kommer lige knap 6.000 tilskuere pr. hjemmekamp, og hvor salget af trøjer er fordoblet trods nedrykningen.

Det har været hyggelige år, og de første kapitler af den nye klubhistorie er blevet skrevet med Gareth Edds sene scoring mod Tranmere, der forhindrede nedrykning i 2005 og den lynhurtige angriber Izale McLeod, der har rundet de 50 mål for MK Dons.

"Et eller andet sted bliver det da lidt vemodigt at forlade Hockey Stadium, men det er nødvendigt, hvis klubben skal vokse. Og vi har planlagt at sige pænt farvel. Efter den sidste kamp går vi i samlet flok ud til det nye stadion. Det tager fem kvarter, men forhåbentlig er der mange, der går med," fortæller den 48-årige fanklub-formand, der også håber at kunne vandre af sted som oprykker og ind i byens 40 års fødselsdag, der falder sammen med åbningen af det nye stadion.

Men selv om man ligger nummer fire, har en stærk trup med en høj løn og en rutineret manager i Martin Allen, har man oplevet for meget nedtur til 100 procent at tro på, at det vender nu.

Men oprykningen er vigtig, hvis MK Dons fortsat skal vokse. Stadion er selvfølgelig en væsentlig del, men det kræver også succes, hvis det skal fyldes. Og formanden har planen klar.

"På kort sigt er målet, at vi kommer tilbage i The Championship. Det var der, Wimbledon lå, da vi flyttede klubben, så det er ligesom min pligt at nå det. Det er min byrde. Men vi er ikke Wimbledon. Det havde jeg håbet, at vi kunne være, men virkeligheden var en anden, og jeg er da ked af, at så mange mennesker blev vrede."

"Men den ene beslutning tog den anden, og nu er vi her som en ny klub. Det var ikke os, der vandt finalen i 1988. Det var vores far, og vi vil altid blive sammenlignet med ham. Men jeg tror på, at vi også kan komme i finalen en dag. Jeg tror på, at Milton Keynes har den nødvendige kraft for at nå så langt," siger Pete Winkelman.

Tidslinie

1905: Wimbledon FC stiftes

1977: Klubben får endelig adgang til divisionerne

1986: Oprykning til 1. division

1988: The Crazy Gang med Vinnie Jones & Co vinder FA Cup-finalen 1-0 over Liverpool

2000: Rykker ud af Premier League med Egil "Drillo" Olsen som manager. Pete Winkelman laver de første sonderinger ind i klubben.

2002: Klubben får tilladelse til at flytte til Milton Keynes. AFC Wimbledon stiftes.

2003: Wimbledon går i betalingsstandsning, rykker ned og flytter til Milton Keynes i september

2004: Pete Winkelman køber klubben, der ændrer navn til MK Dons og rykker ned igen

2006: Rykker ned for tredje gang

2007: Flytter ind på nyt stadion i Milton Keynes