Der er en årsag til, at Atletico Madrid i januar bød et stort millionbeløb på danske Matthew O'Riley, som Tipsbladet kunne fortælle tidligere i denne uge.
Den 23-årige midtbanespiller, der er en profil for Celtic, spillede en ny stor kamp, da den skotske topklub vandt med 7-1 over Dundee FC onsdag aften.
Danskeren satte sin sæsonscoring nummer 11 på tavlen, og samtidig stod han også for to assister, så han nu har noteret sig for ni i alt.
I det hele taget er det vildt, hvor meget Matt O'Riley har udviklet sig, siden han i januar 2022 blev købt af Celtic for omkring 15 millioner kroner i MK Dons.
De gode præstationer fra Matt O'Riley betyder også, at han må være varm i forhold til at komme med til sommerens EM-slutrunde i Tyskland, hvor landstræner Kasper Hjulmand har mange emner at vælge imellem. I første omgang skal han forsøge at komme med i truppen i marts, hvor Danmark møder Schweiz og Færøerne i et par testkampe.
O'Riley gør sig i øvrigt også så godt bemærket, at man kan forestille sig, at Atletico Madrid og andre store klubber vil vise interesse for danskeren igen.
Celtic krævede i januar over 200 millioner kroner for Matt O'Riley, og den pris var Atletico Madrid ikke klar til at betale, efter man indledningsvis havde tilbudt lidt mere end 150 millioner kroner for danskeren.
Matt O'Riley og Celtic kæmper lige nu for at genvinde det skotske mesterskab, men ligger aktuelt et par point efter Rangers FC i toppen af rækken.