Video : Tipsbladet
Generelle

Ny nedtur for AC: Måtte udgå fra træning med skade

Anders Christiansen måtte udgå af mandagens træning med Malmö blot få dage efter at være vendt tilbage til fodbolden efter at have siddet ude med hjerteproblemer i over otte måneder.

Bedst som man troede, at der var lys for enden af tunellen for Anders Christiansen, så er er den nu gal igen. 

Bare få dage efter at have gjort comeback i en testkamp mod Silkeborg, måtte den danske midtbanespiller udgå af Malmös træning mandag. 

Ifølge cheftræneren i Malmö, Henrik Rydström, er der dog ikke grund til yderligere bekymring for danskeren, selvom han måtte udgå fra dagens træning med en forbinding om låret.

- Han (Anders Christiansen, red) er 33 år og har deltaget i træningen i et stykke tid, men har siddet ude fem måneder inden da. Han kender sin krop, og han mærkede en såkaldt følelse, så nu skal han passe lidt på, før han kan køre videre igen. Sådan kommer det til at være for ham. Lige nu regner jeg ikke med at det er noget alvorligt, udtaler Rydström.

Anders Christiansens kontrakt med Malmö udløber til december. Danskeren står noteret for 234 kampe for svenskerne med 61 mål til følge. På landsholdet står han noteret for fem optrædener. 

Skadens omfang er fortsat uvist, men hvis man skal dømme efter cheftræner Henrik Rydströms kommentarer, er det altså ikke nogen længerevarende skade. 

I Malmö har "AC" lige fået dansk selskab i form af Jens Stryger Larsen, der for nyligt er hentet til klubben.