Generelle

Neestrup: 'Alt er ikke perfekt eller rosenrødt'

Jacob Neestrup bemærker, at FC København fortsat er i fremgang, selv om spillet endnu ikke sprudler.

(Tipsbladet på Sydbank Park) Videre. Det var dét, det handlede om for FC København, da Jacob Neestrups tropper onsdag aften for tredje gang på syv dage var i aktion.

Denne gang i pokalturneringen mod Sønderjyske. Her var FC København bagud ved pausen, men da alt skulle afgøres, var københavnerne skarpest, og der var da som nævnt også kun én ting, løverne kom til Haderslev for. 

- At vi er videre. I pokalfodbold kan man ikke tage noget for givet, hverken i Europa eller i Danmark, det har sin egen charme, og det havde det også i dag på godt og ondt. Stor ros til Sønderjyske i de første 45-55 minutter, siger Jacob Neestrup og fortsætter:

- Kombineret med en lidt flad præstation fra vores side gør, at det ikke helt ser ud, som vi vil, men jeg er ekstremt tilfreds med de sidste 30-35 minutter, hvor jeg synes, at vi kontinuerligt lægger et langt og sikkert tryk mod deres mål.

- Jeg har en god følelse hele vejen igennem.

Som mod Betis i sidste uge kom FC København bagud på et flot langskudsmål, og heller ikke denne gang var der ret meget at gøre ved det, lyder det fra Jacob Neestrup.

- Vi kan aldrig klandre, at de sparker den ind på den måde, det vil jeg aldrig klandre nogen af spillerne for, men vi kan klandre os selv for, at vi ikke kommer bedre ud til kampen. Det er jo en chancefattig første halvleg.

- Vi vidste, at pokalfodbold kan blive noget bøvlet noget mod et hold, der er i fremgang og har selvtillid, så jeg er meget tilfreds med, at vi vinder og går videre. Det ender med at være meget fortjent.

Foto: Alamy

Jacob Neestrup er dog ikke blind for, at FC København trods en god periode på resultatsiden kan forbedre spillet.

- Alt er ikke perfekt eller rosenrødt, men jeg synes, at der er fremgang, og vi har en tryghed i holdet og giver færre og færre chancer væk.

- Det er der, vi er nu. Jeg vil gerne spille mere sprudlende, det har vi gjort tidligere under mig. Der har været perioder, hvor vi har haft defensiv soliditet, samtidig med at vi har sprudlet, nu har vi en defensiv struktur og bygger derfra, forklarer Jacob Neestrup, der må være lettet over, at kampen ikke skulle ud i forlænget spilletid, da Viktor Claesson sikrede sejren i overtiden.

Men han var ikke nervøs for, at kampen skulle ud i 30 minutters forlænget spilletid oven på et hårdt kampprogram.

- Jeg synes, at vi havde kørt dem møre til sidst, jeg sagde til spillerne, at ekstratiden er jeres bedste ven, og det er deres fjende i dag, så I skal ikke gøre noget for at åbne unødigt op.

Det behøvede det så heller ikke. FC København er videre til kvartfinalerne. Job done.