Musik, fodbold, labre larver og klaphat

”Det er helt uvirkeligt, den energi vi mærker fra folk. Det eneste, det minder mig om, er, de sus, jeg har oplevet på et fodboldstadion, hvor et hold scorer i sidste minut eller når alle synger på samme tid.

”I et kort overblik bliver man løftet ud af middelmådigheden og føler sig som en del af noget større. Den største oplevelse er, hvor man transcenderer sig selv ind i oplevelsen. De få gange vi har prøvet de rigtigt store koncerter, har det været så stort, at vi har haft svært ved at overskue det bagefter.”

”Jeg har klar en fascination for at forsøge at skabe den fællesskabsfølelse, hvor alle bliver løftet ud af sig selv. Det kan fodbolden for mange – som musikken også kan.”

Beskrivelsen er givet af Martin Højland, der udgør halvdelen af de succesfulde DJ-duo Den Sorte Skole, der har vokset sig store på musikscenen ved at snuppe lydbidder fra andre kunstnere og sætte dem sammen til et unikt og nyt samlet output. 

Sammen med sin makker Simon Dokkedal indtager Martin Højland og Den Sorte Skole fredag aften Roskilde Festival for tredje gang. Som ved deres seneste besøg tilbage i 2010 indtager festivalens næst største scene, Arena, hvor publikumsmagneterne med garanti får fyldt godt op under teltdugen.

I dag fylder musikken det meste af københavnerdrengen Martin Højlands liv, men sådan har det ikke altid været. Når han ser bort fra sin kone og to børn, kan han koge sit livs store passioner ned til tre. Fodbold, samfundsvidenskab og musik. 

”Fodbold kom først. For mig startede det ved VM 1986 i Mexico, hvor jeg var seks år gammel. Kampene blev spillet meget sent dansk tid. Jeg husker, jeg blev vækket og fik lov at se de indledende gruppekampe. Vores overbo kom ned med labre larver og en klaphat med til mig. Vi samledes i andelsforeningen for at se kampene sammen. Det gav mig en følelse af, at det var noget helt specielt,” fortæller Martin Højland til Tipsbladet.

Det danske 86-hold med profiler som Michael Laudrup, Preben Elkjær, Søren Lerby og Frank Arnesen imponerede i de indledende kampe ved at vinde først over Skotland og siden den uforglemmelige 6-1-sejr over Uruguay. Det danske landshold kunne derfor tåle at tabe den sidste gruppekamp mod Vesttyskland for at undgå Spanien i ottendedelsfinalen. Men danskerne skruede ikke ned for hverken charme eller lyst til sejr og vandt 2-0 over Vesttyskland.

– Jeg var med mine forældre på Strøget efter 2-0-kampen, hvor der var masser af mennesker, som fejrede sejren. Men selv om det var stort, gjorde det alligevel større indtryk på mig, at nogen havde smadret ruden til slikbutikken, hvor børnene så stod og fyldte lommerne. Og så havde jeg meget svært ved at forstå, at det var dumt at Danmark havde vundet den kamp.

Det danske mareridt af et exit mod Spanien i ottendedelsfinalen slækkede langt fra unge Martin Højlands sult på fodbold, for et af de store idoler blev opdaget undervejs i VM-slutrunden, hvor Martin Højland så afslutningen og VM-finalen mellem Argentina og Vesttyskland på en på en jugoslavisk campingplads med masser tyskere.

”En af dem, vi var afsted med, fortæller mig, at ”ham der Diego – det er ham, det handler om.” Jeg blev totalt begejstret over Diego Maradona. Hele finaleaftenen står som noget magisk for mig. Argentina vinder, tyskerne på campingpladsen bliver sure, og i halvlegen er der nogle, der sluger sabler – alt sammen noget helt fortryllende for en dreng på 6 år.”

Og den lille tryllende tætte argentiner, Maradona, står stadig som noget helt specielt for Martin Højland. 

”Han var for fed i den slutrunde. Lionel Messi er muligvis i dag en bedre spiller, men der er noget over de tidligere stjerner. Dengang kunne man godt være verdens bedste fodboldspiller og alligevel skeje ud. Maradona slap afsted med at skyde med haglgevær mod journalisterne uden, at hans legendestatus blev ødelagt. Hvor fedt er det lige. Nutidens stjerner er blevet nogle pæne afrettede supermaskiner, mens man dengang havde noget x-factor. Der var personlighed bag, og det var for vildt, da han tog til Napoli, blev venner med mafiaen og var med til at løfte hele Syditalien. Det kan ikke lade sig gøre længere. Lige meget, hvor dygtig Cristiano Ronaldo og Messi er, vil de aldrig kunne opnå den samme legendestatus som en Maradona.”
 

Efter slutrunden i 1986 gik der ikke længe før familiens lejlighed i det indre København blev skiftet ud med en Frederiksberg-adresse, hvilket også førte til indmeldelse i den lille fodboldklub B1972. Og de store fodbold-oplevelser blev bare ved. 

”Brøndby vandt klubbens andet mesterskab i 1987, og jeg husker, hvordan jeg sammen med mine forældre så en transmission, hvor de hævede pokalen. Som det er med små drenge, holder man gerne med dem, der vinder, så jeg blev Brøndby-fan og blev det i en grad, så jeg i årene fra 10-16 var til rigtigt mange Brøndby-kampe både ude og hjemme. Det var med maling i hovedet og på Faxe-tribunen. Man kan virkelig blive revet med.”

Med sine for livet stærke oplevelser fra VM-slutrunden i 1986, var det med stor spænding, at Martin Højland så frem til den danske deltagelse ved EM 1988. Men et formmæssigt svagt og aldrende dansk landshold leverede glemmebogs-indsatser til stor skuffelse for Martin Højland, der alligevel endte med et nyt stormende kærlighedsforhold. 

”Jeg var i Italien på sommerferie og ser finalen mellem Holland og Sovjetunionen på en åben plads med et par tusinde mennesker. Jeg er selv blevet målmand og bliver voldsomt fascineret af Sovjetunionens Rinat Dasajev. Han står der i lysblå Adidas-dragt og præsterer nogle helt vilde redninger. De taber alligevel, og Van Bastens mål til 2-0 er vel stadig et af de bedste mål, der nogensinde er scoret i en finale. På pladsen bliver der solgt fodboldtøj, og jeg kan huske, at jeg får en hvid æske, der ligner dem, man køber en bagerkringle i. Men i æsken ligger der en vanvittig flot langærmet AC Milan-trøje med logo og stjerne på brystet, der er shorts, sokker og svedebånd.”

På ryggen af trøjen står der Gullit og et 10-tal.

”Så er jeg solgt til AC Milan og hollænderne, hvilket ikke blev mindre, da de efterfølgende vinder Europa Cup-finalen to år i træk. Jeg har stadig en indrammet plakat hængende derhjemme af Gullit, Van Basten og Rijkaard i Milan-trøjer. Min kone er efterhånden også ved at være glad for den.”

Hjemme på Frederiksberg danner 8-årige Martin Højland i 1988 makkerpar med sin bedste ven Johan, der er med til at øge interessen for fodbold.

– Det handlede om at spille fodbold, se fodbold, samle på fodboldklistermærker og eller alt, hvad der ellers havde med fodbold at gøre. Johan holdt med Inter og jeg med Milan. Han havde de tre tyskere (Andreas Brehme, Lothar Matthäus og Jürgen Klinsmann, red.) og jeg de tre hollændere, og så var det ellers bare over i Søndermarken for at spille og kommentere på livet løs,” mindes Martin Højland.

Mens flere jævnaldrende venner kastede kærligheden over Tipslørdag, var både Johan og Martin solgt til transmissionerne fra den italienske serie A. 

”Afviklingen og stemningen på de italienske stadions var rå og havde så meget nerve. Der var romerlys, udsættelse på grund af røg på banen, kanonslag. Vi slugte det hele. Vi byggede italienske stadions i Lego og kunne sagtens bruge 5-6 timer på at bygge ud fra billeder, vi havde i vores bøger og blader. Det var svært at lave de runde stadions, mens eksempelvis San Siro, som er firkantet, var et af de bedre at konstruere.”

Mens AC Milan begejstrede ved at gøre rent bord i Europa i 89 og 90, imponerede Brøndby på samme tid i Europa, da holdet i 1990 for alvor fik tag i den brede befolkning ved på stribe at nedlægge stærke modstandere i UEFA Cupen.

”Jeg var på Brøndby Stadion og se dem slå Bayer Leverkusen med 3-0, de slog Torpedo Moskva ud i kvartfinalen og havde Roma på krogen i semifinalen, da Rudi Völler scorer det her forfærdelige mål tre minutter før tid. Jeg har fået at vide af mine forældre, at jeg tudbrølede. Det sidder dybt i mig. Jeg husker stadig den forfærdelige følelse. Peter Schmeichel sidder der på knæ, bolden rammer ham i brystet og ryger ud til Völler, som scorer. 

I 1992 er Martin Højland som 12-årig opslugt af alt fodbold, og talentet vil da også, at han sigter efter større klubber end B1972, flere træninger og sværere modstandere i kampene. 

“Jeg kunne ikke se det dengang, men det hele kulminerede nok for mig i 1992, da Danmark vinder EM på fantastisk vis. Det var utroligt at opleve som dreng, der selv spillede fodbold. Det var nok tidspunktet, hvor det hele havde haft sin magi for mig.” 

Martin Højland prøvede sig efterfølgende af i Boldklubben Frem, hvor det blev til et par sæsoner med fire træninger om ugen og førsteholdsfodbold, men da teenageårene for alvor satte ind, blev interessen for fodbolden kølnet gradvist og karrieren sat på standby.
 

Som musikere er Den Sorte Skole gået veje, der har brudt normer i branchen og har medført trusler om sagsanlæg fra de kunstnere, som Martin Højland og Simon Kokkedal benytter musikstykker fra, når vinylpladerne vendes, drejes og blandes jagten på den perfekte lyd.

Hang og trang til ikke altid at følge normen, afspejler sig i Martin Højlands fascination af de fodboldspillere, der tør holde fast i en ægthed.

”På den ene side, synes mange, at det er fascinerende, at Zlatan Ibrahimovic kommer fra et slumkvarter og bliver hyldet for den vej op, han har taget, På den anden side bliver han kritiseret, så snart han viser nogle af de sider i sin personlighed på eller uden for banen. Der er flere eksempler på, at spillere tager turen fra lavere sociale lag og bliver ophøjet til noget af det ypperste i vores samfund, hvor de pludselig skal leve op til en masse idealer.”

Martin Højland droppede som teenager helt den aktive del af fodbolden og kastede sig siden over både vinylpladerne og Statskundskaben. I 2011 takkede han nej til en p.hd. på Dansk Institut for Internationale Studier og satsede i stedet 100 procent på musikken som levevej. Men der er igen blevet plads til at spille fodbold.

For en håndfuld år siden blev syvmands-fællesskabet Calcio Superiore dannet af Martin Højlands gode venner, hvilket igen gentændte fodboldgløden. Holdet startede i D-rækken, men ligger lige nu nummer to i mesterrækken.

”Det, der er så utroligt med fodbold, er, at en regnvejrs-eftermiddag på Kløvermarken, kan have lige så stor magi i øjeblikket, som når Danmark vinder EM-guld. Den fællesskabsfølelse, man kan have i kroppen, hvis det i en intens kamp lykkes at score det afgørende mål til sidst, er ubeskrivelig. Af samme grund får jeg i dag mere ud af at spille fodbold end at se eksempelvis Champions League. Men måske ville det være anderledes, hvis Brøndby eller AC Milan var bedre kørende.”

Martin Højland er kravlet ud af målet og udfolder talentet med fødderne på midtbane hos Calcio Superiore, hvor han også har status af anfører. Men Calcio-kammeraterne må af og til undvære anføreren, da weekend-kampene ofte ramler sammen med turné-livet med Den Sorte Skole. 

I den seneste lange periode har duoen være dybt koncentreret om at sammensætte det rette sæt til sommerens forskellige spillejobs og fredag aften klokken 20.30 gælder det Roskilde Festivals Arena-scene, hvor lyden fra et hav af vinylplader vil søge at skabe den helt unikke fællesskabsfølelse hos de tusindvis af fremmødte festival-gængere. 

Martin Højlands Drømmehold

Dasajev

Tassotti, Baresi, Costacurta, Maldini, 

Gullit, Socrates, Vilfort, Gullit

Weah, Sand

Martin Højlands drømmehold er præget af kærligheden til AC Milan og så lidt Brøndby.

”Som målmand har jeg selvfølgelig også været stor fan af Peter Schmeichel, men Dasajev var den første keeper, jeg faldt for.”

Forsvarskæden består af de ”fantastiske fire” fra AC Milans storhedstid 

Det, der er fælles for dem, er at de alle har spillet i Milan gennem hele karrieren. Det er unikt og den kærlighedsfølelse til fødeklubben, kan jeg godt lide.”

Mens Diego Maradona og Ruud Gullit er placeret på kanterne, er der blevet plads til et umage par på midtbanen i form af brasilianske Socrates og Kim Vilfort fra Brøndby.

”Det, der er meget sjovt med de to, er at de begge altid lavede mindst en hælaflevering i løbet af en kamp. Socrates var kendt for at lave smarte og blinde hælafleveringer, mens Kim Vilfort i højere grad for at lave nogle halvkiksede afleveringer, hvor han rullede den under foden i stedet for at bruge hælen.” 

”På toppen bliver det George Weah, for der var noget mere hos ham end fodbold. Han var i mine øjne den første virkelig gode afrikaner i europæisk fodbold. Og så bliver det selvfølgelig Ebbe Sand. Det var så vigtigt, at han fik den VM-slutrunde i 1998, hvor han scorer det fantasiske mål mod Nigeria og havde det ikke været for en halvdårlig kamp af Peter Schmeichel mod Brasilien, kunne Danmark have vundet VM.