USA er fortsat hårdt ramt af coronavirussen, men den amerikanske fodboldliga MLS afvikler i øjeblikket turneringen ”MLS is Back”, og det gør de i en såkaldt boble. Det minder lidt om et luksusfængsel, siger danske Mathias Jørgensen fra New York Red Bulls til TV 2 Sport.
Spillere og trænere er således isoleret i Disney World i Orlando, Florida, mens kampene afvikles i nærheden, og her har de strenge retningslinjer.
Ingen må forlade resortet, medmindre der er tale om træning eller kamp, mens mundbind er påkrævet, når man forlader sit værelse. Der er dog også visse underholdningsfaciliteter, men det minder ifølge danske Mathias Jørgensen lidt om et luksusfængsel.
- I starten da jeg hørte om det, tænkte jeg, at jeg skulle i fængsel i en måned. Det er jo også et fængsel, men man må heldigvis se nogle andre mennesker. Så det er jo lidt et luksusfængsel. Så vi har det overhovedet ikke dårligt, men det er jo lidt specielt, at man ikke må gå ud, siger Mathias Jørgensen i et interview med TV 2 Sport.
Den tidligere OB’er nyder dog tiden i ’luksusfængslet’. Han sad alene i sin lejlighed i de fire måneder inden turneringens start, da hans kæreste og familie var i Danmark.
Mathias Jørgensen så til fra sidelinjen, da holdkammeraterne vandt den første kamp mod Atlanta United forleden. Natten til fredag skal de spille igen, og denne gang er Columbus Crew modstanderen.