Martin Braithwaite har benyttet en klausul i sin kontrakt med Espanyol, der gav ham mulighed for at forlade klubben kvit og frit, og nu nærmer han sig græske Olympiakos, hvor han får en toårig aftale.
Det kunne Tipsbladet afsløre torsdag morgen.
Det ærgrer man sig over i Espanyol, men sportsdirektør Fran Garagarza ønsker så heller ikke at bruge mere tid på danskeren. Det siger han på et pressemøde i forbindelse med præsentationen af Alvaro Tejero og Carlos Romero.
- Det er et problem, vi vidste kunne opstå, og vi kan ikke gøre noget ved det. Disse gutter (Tejero og Romero) er stjernerne på pressemødet, og af respekt for dem fokuserer vi på de to signings. Tak til Braithwaite og ikke mere end det.
Garagarza slår også fast, at klubben har en plan B for Braithwaite.
- Ja, selvfølgelig. Andet ville være uansvarligt. En anden ting er den kapacitet, vi har. Det er det sværeste ved det: økonomi, muligheder og timing. Vi har muligheder i tankerne, men det kan ikke lukkes lige nu, så vi må vente.
Martin Braithwaite lavede 22 mål i La Liga2 i sidste sæson og blev topscorer i rækken.